GEORGE EZRA // ANMELDELSE – Foran 7.000 tilskuere spredte hitmageren George Ezra lys på en kold og mørk februaraften, d. 16. februar. Han og hans medkomponist Joel Pott har usædvanlig god tæft for deres håndværk, og Ezras band er et godt festorkester. Men live virkede det lige lovlig poleret og upersonligt mod slutningen i Royal Arena.
Foto: Eddie Michel
Forleden læste jeg et ret nyt interview med George Ezra på et engelsk nyhedsmedie. Til højre for interviewet lå rullen med tophistorier:
”Ekspert: Krigen mellem Ukraine og Rusland kommer til at vare længe”. ”Moldovas præsident frygter russisk aggression”. “Den kolde krig mellem USA og Kina i nyt højdepunkt”.
Kan vi have brug for lidt solfyldt popmusik til at sprede lys gennem sprækkerne i det mentale mørklægningsgardin? Det var et retorisk spørgsmål.
Ezra har sin egen høflige, britiske charme. Han virker som en lidt genert nørd i en elitegymnasts krop med en baryton som en klassisk kongelig skuespiller
Sidste gang, jeg så Ezra i København – i oktober 2018 – imponerede hans og bandets evne til at levendegøre og skabe en fest ud af de mange hits live. Måske fordi koncerten foregik i en forholdsvis lille arena, Tap 1. Måske spillede min banale glæde over, at musik med så dybe rødder i pop-rockhistorien stadig kan ramme så bredt, også en rolle.
Efter at have udgivet to ep’er blev George Ezra for alvor kendt med singlen “Budapest”, der hittede stort. Det samme skete for debutalbummet Wanted on Voyage, udgivet i 2014. Med sange som ”Cassy O” og ”Happy Shining People” indtog Ezra hitlister, radiostationer og streamingtjenester verden over.
Som det fremgår af dokumentaren End to End, måtte han ud på en længere indre og ydre vandring, før han var klar til at fortsætte karrieren efter Corona. Hvilket resulterede i albummet Gold Rush Kid (2022), hvor han reflekterer over sin livssituation under og efter lockdown.
Ezra kæmper med en OCD-diagnose og havde egentlig besluttet sig for at stoppe, da ideer og gamle noter begyndte at dukke op under intens meditation.
Allerede med første nummer i Royal Arena ”Anyone for You (Tiger Lily)” fra netop Gold Rush Kid fornemmedes denne her feelgood fordringsløshed, der karakteriserer Ezras musik. Hans formfulde baryton lyder simpelthen af godt selskab.
George Ezra for fuld udblæsning
Desværre var der skruet alt for højt op for musikken – over niveau ”bombastisk”. Måske i et forsøg på at overdøve mulig dårlig akustik i den 2/3 fyldte sal.
Især trommerne, der blev spillet i et absurd højt tempo. Det blev bedre, trommelyden fandt sit rette leje i forhold til de andre instrumenter. Formentlig som et resultat af denne her kombination af lydfolk, der gør deres arbejde – og et sæt hårdt prøvede trommehinder, der vænner sig. Dog hører det med, at det under hele den halvanden time lange koncert var meget svært at høre de tre horn.
Som hos sin gode bekendt, Ed Sheeran, og især Mumford And Sons har Ezra dybe rødder i britisk folklore. De besidder alle popmestrenes håndelag, men hvor Sheeran bl.a. også har sine rødder i hiphop og R&B og har gjort sin loopstation til sin nærmeste samarbejdspartner, er Ezras sangskrivning mere klassisk. Som i ”Cassy O”, der desværre lød lige så nuanceret som lyden af en jetmotor, når flyet letter.
Lidt som sin danske kollega Rasmus Seebach kan Ezra (og hans på de to første album faste medkomponist Joel Pott) det med glad-i-låget partypop med syng-med-bare omkvæd. Den slags, der gør sig lige så godt i stuen ved siden af radioen, over de sidste shots i en natbar som til onkels Kæks 50-års fest. Eller som Neil Sedaka engang har sagt: ”Det er musik til en Tra-La Day”.
Der går en lige linje fra Sedakas ”Breaking Up Is Hard to Do” over Herman Hermits ”No Milk Today”, The Monkees “Daydream Believer”, ABBAs ”Ring Ring” (som Sedaka hjalp de to B’er med at skrive), Shaking Stevens ”You Drive Me Crazy” og så videre og så videre frem til Ezras ”Gold Rush Kid”.
Det kan kolde hjerter muligvis ikke forstå, som allerede Jeppe Aakjær påpegede. Men det er også en kunst at mestre dét håndværk.
Så ja, Ezra skabte lettere forsinket Valentinsfest og lyserød hjertemassage i Royal Arena, men mod slutningen af koncerten, gennem ”All My Love”, ”Green Green Grass”, ”Blame it on Me” og ”Paradise”, blev det lovlig ”festligt” – altså sådan meget iscenesat og villet New Orleans-festligt med dansende, meget happy musikere hoppende rundt nogenlunde, som de formentlig gør hver aften.
Det var mest interessant midt i sættet, f.eks. i “Barcelona”, hvor jeg faktisk fornemmede tekstens tågede længsel udtryk af både solist og band
Jeg underkender under ingen omstændigheder, at de fleste af de 7.000 publikummer havde lige præcis den glade aften, de kom efter. Respekt for det. Men jeg får det svært, når det, der burde lyde på musikkens egne betingelser, ligner kalkuleret poptimisme.
Ezra har sin egen høflige, britiske charme. Han virker som en lidt genert nørd i en elitegymnasts krop med en baryton som en klassisk kongelig skuespiller. Men som koncerten udviklede sig mod finalen, virkede hans levering også underligt upersonlig.
Det var mest interessant midt i sættet, f.eks. i “Barcelona”, hvor jeg faktisk fornemmede tekstens tågede længsel udtrykt af både solist og band. Følelsen var der især i de efterfølgende numre, “Saviour” (på plade med Svea-melankoliens mestre, First Aid Kit, i koret og som medkomponister), den flotte ballade, “Sweetest Human Being” og den inderlige “Hold My Girl”, der på en meget lys dag i Thy kunne være skrevet af danske Jonah Blacksmith.
George Ezra skriver afsindigt effektive popsange. Bedømt ud fra koncerten i Royal Arena er han mest vedkommende, når han spiller for de øjeblikke, hvor vi Happy Shining People er i det sindige hjørne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
