PSYKIATRI // INTERVIEW – “De sagde til mig, at jeg ikke skulle noget i mit liv. Du skal ikke noget i dit liv herfra. Du skal bare spise piller og have den her diagnose. Det er sådan, du vil have det bedst i livet. Hvis du bliver udsat for stress, er det ikke godt for dig osv. Hvis man er 21 år gammel, så er der fandme lang vej igen.” Mai Trosborg Rasmussen har mødt Emil, der bor i Aarhus og er midt i 30’erne. Han fik diagnosen OCD – obsessive compulsive disorder – og senere paranoid skizofreni i en ung alder. Emils liv har ikke været nemt. Men han har ikke ønsket, at hans diagnoser har skullet styre hele hans liv, fortæller han.
Jeg møder Emil ved kaffebaren Go’ Kaffe på Ingerslev Boulevard i Aarhus. Vi køber en stor latte og en Americano, som vi tager med på en bænk i solen. Emil er i dag midt i 30’erne og har et indgående kendskab til psykiatrien, da han som barn blev diagnosticeret med OCD og senere får diagnosen paranoid skizofreni.
Det og hvordan det er at leve med en psykisk sygdom, er, hvad vi skal tale om i dag. De lidt tungere ting, som han i udgangspunktet ikke har nogen problemer med at tale om. Halvt inde i interviewet opdager jeg desværre, at min telefon er overophedet og derfor er stoppet med at optage. Emil tager det roligt. Han har heldigvis god tid.
– Hvordan fik du stillet diagnosen paranoid skizofreni?
“Jeg er til samtale på OPUS, som er et sted for unge med skizofreni”.
Under af de allertidligste samtaler fik jeg at vide af en behandler, at havde jeg et job, skulle jeg sige det op, og havde jeg en kæreste, skulle vi gå fra hinanden
“De giver mig ca. 30 spørgsmål, som jeg skal svare på, og ud fra svarene, konkluderer de, at jeg har diagnosen paranoid skizofreni. Set i bakspejlet, ville jeg nok have svaret anderledes, hvis jeg dengang vidste, hvad det indebar at svare, som jeg svarede, men på det tidspunkt, får jeg nogle ting afklaret. Det samme gør min familie, mine venner og min kæreste. Der er ligesom en grund til alting, og på en eller anden måde var det en smule befriende”, indleder han og uddyber:
“Efter min diagnose blev stillet, begyndte jeg på et treårigt forløb ved OPUS, hvor jeg gik til psykologsamtaler, samtaler med mine forældre, andre unge skizofrene og deres forældre. Det brugte jeg mere eller mindre hele ugen på.”
“Under af de allertidligste samtaler fik jeg at vide af en behandler, at havde jeg et job, skulle jeg sige det op, og havde jeg en kæreste, skulle vi gå fra hinanden,” fortæller han.
Personalet på psykiatrisk hospital fortalte Emil, at han ikke kunne være i et parforhold med en skizofrenidiagnose.
“Det syntes jeg var noget pis, så jeg slog ikke op med min kæreste på det tidspunkt, men fik det løbende dårligere og dårligere, så forholdet endte med at løbe ud i sandet. I dag har jeg et meget tæt bånd til min ekskæreste. Hun var der i den periode, hvor lokummet virkelig brændte, og vi oplevede nogle ting sammen”.
Samtidig med samtalerne på OPUS begynder Emil at tage medicin mod sin paranoid skizofreni. Medicinen er ikke en udpræget succes:
“I forløbet på OPUS får jeg at vide, at der findes et fantastisk præparat til skizofrene, der har en positiv effekt på 95% med en skizofren diagnose”
“Men der skete ikke en skid for mig, da jeg begyndte på præparatet, så de afprøvede alt anti-psykotisk og antidepressiv medicin på mig. Hvilket betød, at jeg i et halvt år kastede op i stride strømme og tabte mig 17 kilo. derefter havde jeg seks uger, hvor jeg ikke kunne gå på toilettet, fordi jeg havde forstoppelse”, siger han og fortsætter:
“Alt det her var de ret ligeglade med, for de ville have præparaterne til at virke. Havde jeg bivirkninger, fik jeg bivirknings-piller, som man også blev afhængig af. Jeg havde ingen appetit, eller også havde jeg for meget appetit. Jeg havde nogle underlige blackouts og sov ikke ordentligt”.
Jeg fik diagnosen paranoid skizofreni som 20-årig og det gik op for mig, at jeg ikke kunne bruge resten af mit liv på at være skizofren. Det kunne ikke være min identitet
“Jeg vågnede op, ved at min pude var fuldstændig gennemvædet, fordi jeg havde haft åben mund og savlede, når jeg sov. Jeg kunne ikke mærke min krop på nogen måde og opdagede ikke en skid. Alt det her foregik ofte under indlæggelser, hvor jeg var indlagt tre måneder ad gangen.”,
Emil fortæller, at hans psykolog har påpeget, at han er blevet indlagt hvert år den 24. maj fra 2004-07. Han finder det “pudsigt” og siger, at han ikke “aner hvad grunden er og det gør de heller ikke.”.
“Efter min sidste indlæggelse i 2007 blev jeg så propmæt af, at hele mit liv handlede om min sygdom, så jeg vågnede en dag og tænkte, fuck det, jeg vil hellere være ude blandt andre mennesker og have det godt – eller have det dårligt. Siden har jeg ikke været indlagt.”
“Jeg fik diagnosen paranoid skizofreni som 20-årig og det gik op for mig, at jeg ikke kunne bruge resten af mit liv på at være skizofren. Det kunne ikke være min identitet. Det har været svært i nogle perioder og fint i andre. Jeg har det bedre med mig selv, men har også lært, at der er nogen ting, man må acceptere her i tilværelsen.”
Jeg havde kvalme og mavesårsagtige fornemmelser hele tiden, så jeg insisterede på, at hvis de fortsat ville medicinere mig, skulle det være med depotmedicin. Jeg havde kanyler liggende i mit køleskab, som jeg tog med op til egen læge, som så indsprøjtede dem
– Stoppede du med medicin efter din sidste indlæggelse?
“Præmissen ved en paranoid skizofren diagnose er, at du aldrig holder op med at tage medicin. Det er en minimal procent af folk med diagnosen, der kan stoppe med medicin. Men jeg stopper i slutningen af 2011, efter at have brugt to et halvt år på at overtale mine behandlere og alle omkring mig om, at det var en god ide.”
“Den sidste tid blev jeg medicineret med depotmedicin. Jeg fik en indsprøjtning hver 14.dag, fordi min mave var fuldstændig fucked up af at spise piller. Jeg havde kvalme og mavesårsagtige fornemmelser hele tiden, så jeg insisterede på, at hvis de fortsat ville medicinere mig, skulle det være med depotmedicin. Jeg havde kanyler liggende i mit køleskab, som jeg tog med op til egen læge, som så indsprøjtede dem. En indsprøjtning kostede 3.500 kr., men fordi jeg fik så meget medicin, fik jeg heldigvis tilskud.”
“Jeg ved sgu ikke, om det virkede bedre end den anden medicin, men der gik nogle år, hvor jeg fik medicin på den måde, samtidig gik jeg til samtaler i lokalpsykiatrien og kom en smule på fode igen. På et tidspunkt talte min psykolog og psykiater om, at jeg var blevet fejlmedicineret eller fejldiagnosticeret, men det kommer de aldrig til at indrømme, fordi, de har trukket mig igennem systemet i otte år.”
– Tror du selv, at du er blevet fejlmedicineret?
“Jeg er blevet fejlmedicineret mange gange, men fejldiagnosticeret ved jeg ikke”, siger han og forklarer:
“Diagnoser bliver kastet rundt. Det er som om, at alle børn har ADHD og ADD, og folk har PTSD. Altså alle folk har et eller andet. Jeg er ikke tilhænger af, at det skal have et bestemt navn, fordi du er på en bestemt måde.”
Når man bliver indlagt, må man ikke have barbergrej eller bælte. Det man glæder sig til i løbet af en dag, når man er indlagt, er, at gå en tur i parken i Risskov eller gå ned til vandet med en pædagog, der holder øje med, at man ikke løber væk. Det føles, som om man dør en lille bitte smule, fordi der ikke er noget, der holder en oppe
Emil fortæller, at han efter han stoppede med at tage medicin, ikke længere var berettiget til at modtage behandling.
– Hvordan kan det være, at du ikke længere kunne modtage behandling?
“Min egen teori er, at behandlerne bliver betalt af medicinalindustrien. Det er trods alt den tredjestørste industri i verden. Det var rigtig tydeligt, at når man først bliver indkapslet i medicinalindustrien, så er man en økonomisk gevinst et eller andet sted højere oppe i fødekæden. På daværende tidspunkt betragtede man paranoid skizofreni eller skizofreni, som den værste psykiske sygdom mennesker overhovedet kunne have, så det var underligt, at man sagde til mig, nå, men du må bare klare dig selv herfra.”
“Det pudsige var – det skal du lige huske at have med – da jeg holdt op med at tage medicin, sagde de, så kan vi skrive i din journal, at du har skizofreni i remission, som vil sige, at jeg havde diagnosen, men var symptomfri.”
– Var du det?
“Det var jeg ikke, nej. Men det var de nødt til at sige. Hvis jeg havde en skizofreni-diagnose, var jeg tvunget til behandling, men fordi jeg havde knoklet for at stoppe med medicin, kunne de godt se, at det gav mening at erklære mig symptomfri. Jeg hørte stadig stemmer, mens jeg var på medicin. Jeg hallucinerede stadig, mens jeg var på medicin. Jeg var stadig rigtig sløj nogen gange,” svarer han og tilføjer:
“Jeg fik min diagnose for at skulle passe ind, og uden at sidde og klappe mig selv på skulderen, mener jeg, de har givet diagnosen til den forkerte person, for jeg har aldrig ville passe ind. Jeg har været i systemet, fra jeg var helt lille, hvor jeg har skulle tages hånd om og pis og lort. Jeg ved godt, hvordan jeg skal navigere i autoriteter til trods for, at jeg også har det svært med dem.”
“På et tidspunkt fik jeg også påklistret diagnosen megalomani, som er pænt ord for storhedsvanvid. Hvis du først har givet et menneske en diagnose, plukker man bare de andre ned og lægger dem oveni. Jeg tror ikke, de vidste, at et eller andet inde i mig havde viljen, og det kan være, det var storhedsvanvid, der gjorde, at jeg fik mig selv videre i det. Det er i så fald jo en god ting.”
Med en skizofrenidiagnose får du ofte at vide, hvad du ikke kan, og at du ikke har de samme muligheder som alle andre. Jeg fik ikke noget ud af at være indlagt. Jeg talte alligevel ikke med nogen
Emil forklarer, at han i forbindelse med sin egen indlæggelse har set mennesker, der blev indlagt i deres 20’ere og som aldrig er blevet raske: “De er indlagt fem gange om året. De har ikke et liv. Det havde jeg ikke lyst til.”
– Har du oplevet, at dine grænser blev overskredet?
“Hele tiden! Og jo, jeg har prøvet at tage mit eget liv og jeg har haft selvmordstanker. Når man bliver indlagt, må man ikke have barbergrej eller bælte. Det man glæder sig til i løbet af en dag, når man er indlagt, er, at gå en tur i parken i Risskov eller gå ned til vandet med en pædagog, der holder øje med, at man ikke løber væk. Det føles, som om man dør en lille bitte smule, fordi der ikke er noget, der holder en oppe. Uden det skal lyde dramatisk, men det er tidligt at dø.”
“De sagde til mig, at jeg ikke skulle noget i mit liv. Du skal ikke noget i dit liv herfra. Du skal bare spise piller og have den her diagnose. Det er sådan, du vil have det bedst i livet. Hvis du bliver udsat for stress, er det ikke godt for dig osv. Hvis man er 21 år gammel, så er der fandme lang vej igen.”
Emil forklarer, at han ind imellem har haft opfattelsen af, at have haft to liv:
“Jeg har det, jeg lever nu, og så har jeg det andet. Det må bare briste eller bære altså. Med en skizofrenidiagnose får du ofte at vide, hvad du ikke kan, og at du ikke har de samme muligheder som alle andre. Jeg fik ikke noget ud af at være indlagt. Jeg talte alligevel ikke med nogen”.
“Jeg kunne ligeså godt tale med min mor om det hele. Det ville jeg få mere ud af end at være indlagt. Altså, de har fortalt mig, jeg aldrig skulle være i et parforhold”.
Det mest optimale for deres vedkommende var, at man er alene med sig selv og sin sygdom, og det tror jeg ikke, er sundt for nogen.”
Man finder ud af med årene, hvordan man kan undgå det. Der er nogen situationer, som jeg ikke kommer i, fordi jeg ved, de vil trigge mig, så det lader jeg bare være med. Men jeg har stadig vildt meget OCD, og jeg har stadig vrangforestillinger
Han mener ikke selv, at han har opført sig radikalt anderledes end andre unge og forklarer, at han er mere introvert og indad-reagerende end uadreagerende:
“Der er folk, der er psykisk syge, som desværre går ud og gør mange dumme ting. Det har jeg aldrig gjort. Jeg har ikke gjort andet end, hvad andre unge mennesker gør af dumme ting.”
Samtidig har han svært ved at forklare, hvorfor han tog beslutingen om at stoppe med at tage medicin:
“Det er svært at forklare ændringen, men den fandt sted i mit hoved. Jeg tænkte over, at selvom jeg tager medicin og er indlagt, så hører jeg stadig stemmer og jeg hallucinerer stadig nogen gange. Hvis det er der, selvom jeg er i behandling, er vi jo lige vidt, så kan jeg jo ligeså godt få det bedste ud af mit liv.”
“Der er nogen ting, jeg ikke gør, som jeg ved, vil presse mig. Man finder ud af med årene, hvordan man kan undgå det. Der er nogen situationer, som jeg ikke kommer i, fordi jeg ved, de vil trigge mig, så det lader jeg bare være med. Men jeg har stadig vildt meget OCD, og jeg har stadig vrangforestillinger.
Jeg har konsekvent fornemmelsen af, at min diagnose puster mig i nakken, at jeg altid spæner væk fra den og aldrig kan stoppe med at løbe fra den. Hvis jeg bremser op, så crasher tingene, så jeg har hele tiden fornemmelsen af, at jeg går på line
– Men du kan godt leve dit liv og fx være i et parforhold?
“Ja. Men det er ikke hele tiden skide-nemt. Jeg tror, det kræver lidt mere af en kæreste, end et forhold normalt ville have gjort. Altså alle har issues., men jeg har aldrig haft opfattelsen af, at mine problemer var større end andres.,” svarer han og uddyber:
“Al den tid man bruger med sig selv på et psykiatrisk hospital, hvor man er helt alene i tomhed, gør, at man finder ud af nogen ting om sig selv – f.eks, at her skal jeg ikke hen igen. Hvis man er omgivet af nogle mennesker, som man ikke ønsker at ende som bliver det på en måde også motiverende; man tænker, jeg skal bare videre, koste hvad det vil. Jeg kan nogle gange have følelsen af, at jeg gør alting med livet som indsats, fordi jeg ved, hvor galt det kan gå”.
“Jeg har konsekvent fornemmelsen af, at min diagnose puster mig i nakken, at jeg altid spæner væk fra den og aldrig kan stoppe med at løbe fra den. Hvis jeg bremser op, så crasher tingene, så jeg har hele tiden fornemmelsen af, at jeg går på line.”
– Har du nogensinde følt dig rask – kan man spørge om det?
Emil tænker sig om:
“Det kan man vel godt spørge om, men jeg ved ikke, hvad det vil sige, hvad der er normalt og unormalt. Når jeg kigger på min omverden, synes jeg, jeg ser mange unormale ting”, svarer han. Og fortsætter så med et konkret eksempel:
“Min diagnose fylder noget i forhold til, om jeg vil have børn. Jeg har svært ved mennesker i længere tid ad gangen og jeg har i perioder svært ved fysisk kontakt. Alle de ting kommer i spil, når man er i et parforhold.”
“Skal man have børn? Det dikterer omverdenen ligesom, at man skal. Man kan sige, det er egoistisk, men jeg vil ikke have børn, hvis det er på bekostning af mig selv. Og i øvrigt vil jeg ikke have børn, hvis jeg ikke kan tage mig ordentligt af mine børn”.
Han påpeger også, at skizofreni er arveligt, og at han ikke har lyst til at nogen andre skal gennemgå, hvad han har oplevet.
Jeg tror, den største misforståelse er, at alle der lider af skizofreni, er på samme måde. Der er selvfølgelig også den klassiske misforståelse med, at man er dr. Jekyll og Mr. Hyde og øksemorder om natten
– Er der nogen i din familie, der har skizofreni?
“Der er vist noget langt ude. Min mor er adopteret, så den side af min familie er ikke min blods-familie. Der er en masse biologisk familie, jeg ikke har hoved eller hale i. Men der er arvelighed i skizofreni. Det er selvfølgelig klart, at arveligheden vil være højere, hvis jeg gik ud og fik børn med en, der også havde skizofreni”.
– Hvad tror du, er den største misforståelse omkring skizofreni?
“Jeg tror, den største misforståelse er, at alle der har sygdommen, er på samme måde. Der er selvfølgelig også den klassiske misforståelse med, at man er dr. Jekyll og Mr. Hyde og øksemorder om natten”.
Emil har også selv fået at vide, at der har været situationer, hvor han har skiftet personlighed, fortæller han, men ikke på Hyde-Jekyll-måden:
“En af de allerstørste misforståelse er, at folk med skizofreni er farlige, og en anden stor misforståelse er, at skizofreni er én ting, altså der er jo paranoid skizofreni og skizoid. Overordnet set er skizofreni ikke bare en ting. Det vil være det samme som at sige, at fordi du er kvinde, så er du ligesom alle andre kvinder. Det kan godt være, man har nogle fællestræk, men det holder ikke hele vejen, og det er også derfor, det ikke holder at behandle folk ud fra et parameter i en boks”, fastslår han og medgiver, at det godt kan være at ressourceforhold kun tillader så og så meget, “det er fint nok, men det holder bare stadig ikke. Altså man kan undskylde alting, men det gør det ikke bedre for mig som patient, eller ex-patient. Det synes jeg klart. er en stor misforståelse.”
– Kan man blive erklæret rask, når man har en psykisk diagnose?
“Det siger de, og det var også det, de indikerede ved at skrive i min journal, at jeg har skizofreni i remission. Det svarer til at være rask, men i min journal blev der ikke skrevet, ‘Emil er rask’. Der blev skrevet, ‘han har skizofreni i remission’, hvilket vil sige, man har skizofrenien. De kunne aldrig finde på at skrive, jeg er rask.”
Jeg er skizofren og jeg er syg, så jeg blev indlagt og så blev jeg endnu mere skizofren og endnu mere syg. Da jeg blev indlagt første gang, begyndte tingene at tage fart. Jeg kan ikke forklare med ord, den følelse det er at være helt dernede. Hvis du hele tiden får at vide, at du ikke kan noget som helst, begynder du at tro på det
Emil siger, han håber, at psykiatrien engang kommer dertil, “hvor man kan sige til folk, at de er raske.”
“Da jeg stoppede med medicin, kørte de en skræmmekampagne, hvor de gjorde opmærksom på, at jeg skulle være klar til at starte forfra, hvis jeg fik et tilbagefald.”
Og han understreger også, at han ikke ønsker at at lyde kynisk, men at han på en måde mistænker personalet for ikke at ønske, at patienterne bliver raske:
“Altså jeg tog brødet ud af deres mund ved at gå fra dem. Jeg var jo grunden til, at de havde et arbejde. Det mest kvalmende er at sidde og tale med psykiatere eller psykologer, som betragter dig som en case, som om, det er zoologisk have. Den opfattelse havde jeg. Hele min opførsel var fordi, jeg er skizofren. Men jeg er også bare et almindeligt menneske”, understreger han og siger, at det nok er det allersværeste for ham: at have en viden om, at andre aldrig helt kommer til at forstå det.
“Jeg er skizofren og jeg er syg, så jeg blev indlagt og så blev jeg endnu mere skizofren og endnu mere syg. Da jeg blev indlagt første gang, begyndte tingene at tage fart. Jeg kan ikke forklare med ord, den følelse det er at være helt dernede.”
“Hvis du hele tiden får at vide, at du ikke kan noget som helst, begynder du at tro på det. Jeg får at vide, at jeg ikke skal være bekymret for forskellige ting, fordi det jo bare er skizofreni-symptomer, så tænker man, oh thank god, det er bare det.”
Han kommer med nogle eksempler:
“Du skal ikke lave mad, fordi, du er skizofren, du – ehh – er det en kniv, du har tænkt dig at skære de der grøntsager med. Det skal du ikke. Tænk, hvis du slår en ihjel med den kniv, fordi du er skizofren. Eller tænk, hvis du slår dig selv ihjel, fordi du er skizofren. Det virker sindssygt plat, men det er hundredeprocent seriøst.”
Hver eneste gang du hører om en i fjernsynet, der er skizofren, eller hvis du hører om en eller anden, der er gået amok i Seven-Eleven med en kniv, er det altid en skizofren, der ikke har spist sine piller. Jeg er fucking træt af at blive stigmatiseret på den måde
– Er der noget, du gerne vil have med, som vi ikke er kommet ind på?
“Det er meget svært ikke at komme til at lyde bitter. Jeg er midt i en proces, hvor det er vigtigt for mig at understrege, at jeg peger fingre ad psykiatrien som helhed. Jeg peger ikke fingre ad individuelle mennesker, for de gør, hvad de har lært, og hvad de kan” lægger han ud med. Og tilføjer, at han har en opfattelse af, at “kommunikation og dialog er det vigtigste imellem mennesker. Det skal ikke være det tiende skridt. Altså hvis du først siger, spis de her piller, sov med en kugledyne, få akupunktur og gå til en diætist femten gange om ugen, fordi de her piller gør dig overvægtig. Det er ikke samtaler”.
“Du bliver placeret i et system, hvor du er nem at placere. Jeg vil også gerne understrege, at jeg har mødt psykologer som – udenfor referat – har fortalt mig, at de prøver at gøre noget anderledes. Jeg kender en – faktisk en af mine ex-behandlere, der er mega-sej – der har søgt en masse fonde og har fået sindssygt mange penge til at prøve at ændre systemet, fordi hun så, at der er noget galt. Den slags mennesker findes også, og det er jeg rigtig rigtig taknemmelig for. Når jeg sidder og fortæller om det her, virker det sindssygt uvirkeligt. Eller overdrevet”.
– Uvirkeligt for dig?
“Det er uvirkeligt for mig at tale om, fordi det jo egentlig var utrolig hårdt. Eller er utrolig hårdt. Men det føles også som et andet liv for mig”.
“En anden grund til, at det virker uvirkeligt at se på skrift, er, at det burde jo ikke være sådan her. Men jeg tror – eller jeg ved – at jeg ikke er den eneste, der har haft den her oplevelse. Der er sikkert også folk, der er bipolare, der har den oplevelse. Altså, det handler jo ikke kun om skizofrenidiagnosen det her. Det handler om psykiatrien som helhed”, siger han.
“Bottom line er, at det er psykiatrien, jeg peger fingre ad hvilket er meget politisk ukorrekt, fordi de ikke har nogen ressourcer, og der er meget fokus på, at de kæmper, hvilket jeg respekterer fuldt ud, men man taler altid om psykiatrien som helhed, man taler aldrig om de individuelle patienter.”
Selvom de har en diagnose, er det altså almindelige, ægte mennesker, som tænker og kan føle ting. Havde jeg boet i USA, havde jeg uden overdrivelse boet i en papkasse på gaden i dag. Der var jeg endt, hvis ikke vi havde det system, som vi har herhjemme
Hver eneste gang du hører om en i fjernsynet, der er skizofren, eller hvis du hører om en eller anden, der er gået amok i Seven-Eleven med en kniv, er det altid en skizofren, der ikke har spist sine piller. Jeg er fucking træt af at blive stigmatiseret på den måde,” slår han fast, og tilføjer, at han ikke synes, psykiatrien selv gør noget for at afstigmatisere tingene overhovedet:
“Det eneste, man hører i pressen, det er pis med pis med pis på. Ikke nok ressourcer. Ikke nogen penge og en masse fuldstændig maniac mennesker, der løber rundt og flygter fra retspsykiatrisk eller psykiatrisk hospital. Du ville ikke ønske din værste fjende nogensinde blev indlagt. Det er det indtryk, man har. Det kan ikke passe. Vi taler om ægte mennesker,” udbryder han med eftertryk og minder om, at det er hans liv, han taler om – ikke noget teoretisk:
“Det her har været noget, jeg oplevede hver eneste dag i mange mange år. Jeg vil gerne have, at man prøver at indse, at vi taler om ægte mennesker. Selvom de har en diagnose, er det altså almindelige, ægte mennesker, som tænker og kan føle ting. Havde jeg boet i USA, havde jeg uden overdrivelse boet i en papkasse på gaden i dag. Der var jeg endt, hvis ikke vi havde det system, som vi har herhjemme, så på mange måder er jeg også meget taknemmelig”.
– Man kan godt høre, der er meget på spil for dig…
“Jeg bliver selvfølgelig rørstrømsk. På flere måder har mit liv føltes som et langt overgreb, fordi man gør en masse ting, som man egentlig ikke har lyst til. Men jeg tror, jeg er en lille smule privilegeret, fordi jeg kan sætte ord på tingene”, slutter han
Emils beskrivelse af sin sygdom og sit møde med psykiatrien er udelukkende hans egen. Emils fulde navn er redaktionen bekendt.
Topillustration: Emil – selvportræt
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
