BØGER // ANMELDELSE – I Hvis du er bange, så ryk tættere på vender Liv Helm tilbage til sit livs største traume: faderens incestuøse overgreb. Med teatrets sceniske kraft som redskab giver hun traumet en litterær form, der er både ubarmhjertig og uforglemmelig.
Liv Helms karriere som prisbelønnet teaterinstruktør og som leder af Husets Teater, fornægter sig ikke i denne hendes anden roman, Hvis du er bange, så ryk tættere på.
Hvor den anmelderroste debut, Med hjertet i hånden, tager udgangspunkt i bedsteforældrenes fælles selvmord og familiens øvrige traumer, samler Liv Helm denne gang tråden omkring sit uforløste forhold til faderen op. Afslutningen af debutromanen leder til begyndelsen på denne, da hun efter mange overvejelser beder om aktindsigt i sin gamle sag.
Aktindsigten får hun, da hun er på vej i sommerhus med familien og får tilsendt en mail med 11 siders journaloptegnelser på den 30 år gamle sag. Modvilligt åbner hun mailen og tvinger sig selv til at forholde sig til sin barndoms store traume, og det er her, man mærker Liv Helms kærlighed til de skrå brædder.
Undervejs viser det sig, at traumet ikke begrænser sig til faderens incestuøse overgreb, men også involverer moderens apatiske håndtering
Læsningen er som at se scener fra et teaterstykke. Et medrivende, relevant og nærværende værk, hvor kun to karakterer er i fokus: Den voksne Liv Helm og det otte-årige barn, hun engang var. Alle andre, hendes mand, hendes børn og arbejdet glider ud af fokus og giver plads til fordybelse, forståelse og forsoning med hendes egen fortid.
Præmissen illustreres med en beskrivelse af coveret fra The Beatles’ ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’, hvor de voksne mænd i gult, pink, turkis og rødt står ved siden af deres egne unge versioner i sorte jakkesæt.
”Jeg tænker på, at alle bærer rundt på deres yngre jeg, fastfrosset i en bestemt alder. Og jeg ved […] at jeg bliver nødt til at blive og prøve at give hende en stemme.”
Liv Helm og det incestuøse overgreb
Nølende, tøvende, tvivlende begynder hun at læse, og selvom det kun er 11 sider, tager det hende hele ferien at bearbejde teksten. Eller man kan måske sige, hun gør det på rekordtid, for mange ville nok have behov for årelange psykologforløb for at nå samme grad af forsoning som Liv Helm synes at få på romanens 239 sider.
Scene for scene præsenterer hun forløbet – ikke som hun husker det, men som det træder frem mellem linjerne. Undervejs viser det sig, at traumet ikke begrænser sig til faderens incestuøse overgreb, men også involverer moderens apatiske håndtering og den noget distancerede sagsbehandling hos børnepsykiatrien i 1993:
”De voksne leder efter måder at lægge låg på, og pigen leder efter måder at sprænge det af.”
Undervejs dukker veninden ’K’ op af tågerne, og det viser sig, at en stor smerte er gemt her, fordi veninden efter et besøg med overnatning hos faren har fortalt om det derhjemme. Det er noteret i journalen og også i Livs erindring, for veninden har taget afstand fra hende efterfølgende.
Den detaljerede gennemgang af journalen til trods, bliver det aldrig klart, hvilke tilnærmelser faren har udsat Liv for, men det er egentlig også underordnet
Smerten over det tabte venskab er stor, omend det ikke gør indtryk på sagsbehandleren, der noterer: ”Far kunne have glemt, at veninden var en lille pige, og behandlet hende som en voksen dame.”
Den detaljerede gennemgang af journalen til trods, bliver det aldrig klart, hvilke tilnærmelser faren har udsat Liv for, men det er egentlig også underordnet.
Det komprimerede forløb til trods, er romanen troværdig. Helms greb med at skrive en fiktion over hendes eget indre barn gør beretningen intens og nærværende. Det er stærkt og modigt, for i spændingsfeltet mellem moderens anfald af vanvid og Livs forsøg på at bevare sin forstand, kan det virke næsten letsindigt at beskrive en pige, der toner så tydeligt frem fra fantasien.
Man er dog aldrig i tvivl om, at forfatteren har benene solidt plantet i virkeligheden og i nutiden. Nok primært fordi hendes ægtefælle, den tålmodige, forstående og tilgivende Aslak, også i denne roman er hendes nærværende klippe. Imens hun selv dykker ned i fortiden, tager han sig af børn, vasketøj og madlavning og giver hende den plads, hun har brug for.
Man kan indvende, at læsningen og bearbejdelsen af journalen må have taget længere tid end fire ugers sommerferie. Man kan forestille sig, at det kan have givet anledning til frustration hos børn og ægtefælle, når en mor på den måde trækker sig for at ’lave noget andet’ i det, der skulle have været familietid. Men der opstår ingen konflikt i bogen og det er en god ting. Eventuelle ægteskabelige skærmydsler havde taget fokus fra sagens kerne og gjort bogen mindre relevant, ligesom forløbet ikke havde været bedre beskrevet, hvis det havde strakt sig over flere år.
Ikke vrede, men undren
Det, der for alvor gør romanen stærk, er dog ikke det sceniske kunstgreb, men den ånd forfatteren hele tiden har i sin tilgang til traumet. Der er hverken vrede eller bitterhed at spore – blot undren og vemod. Hvor tidens mange navlebeskuende selvbekendelser og autofiktion er drevet af vrede, bitterhed og hævn, er Liv Helm et helt andet bekendtskab. Hun vil forsoning og forståelse og formår at løfte sine traumer op til noget større – at formidle, så det bliver både relevant og lærerigt. Hun tager ansvar for sin egen fremtid i stedet for at skue tilbage med bitterhed. Det er stærkt!
”Mange har spurgt mig, om jeg ikke bliver vred, og jeg svarer altid, at jeg interesserer mig mere for ambivalensen. Min jegfortæller elsker den, der har skadet hende. Det er mere interessant end at være vred på ham. Men når jeg læser journalen, kan jeg se, at det er sket for nogen. Det er sket for en pige, der hedder Liv, som er otte år gammel, og jeg bliver rasende på hendes vegne.”
Det er den voksne kvindes kamp for at se sit indre barn i øjnene, og det er et vidnesbyrd om, at voksnes håndtering af børns problemer til alle tider vil række langt ind i disse børns fremtid. Ingen børn er blot en journal og intet skrevet står alene – der ligger virkelige skæbner bag og forude.
Journalen og den voksne kvindes læsning gør Hvis du er bange, så ryk tættere på til en sjældent intens læseoplevelse. Undervejs antyder Liv Helm i en dialog med det barn, hun var engang, at debutromanen har haft konsekvenser for den voksne kvindes relationer.
”Der er et par stykker, som slet ikke vil tale med mig (…) Fordi jeg har skrevet en bog, som de ikke kunne lide.”
Alligevel har hun fundet modet til at fortsætte med at skrive – til at forløse traumet med en fuld teatersal som vidner.
Det er modigt og stærkt, og man sidder tilbage med en tryg følelse af forløsning og et håb om, at Liv Helm har lagt traumerne bag sig og banet vejen for en mere tryg barndom for sine to døtre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og