LITTERATUR // ESSAY – Verden er større end dig og mig, men vores handlen, hvor lille den end synes, gør en forskel – og det kan man, blandt andet, læse om i bøgerne. Litteratur og kunst gør en forskel, er sundt og kan bruges som værn mod snart sagt hvilken som helst af tidens dårskaber, skriver Trine Marie Ulleriks.
Stuen er mørk og lavloftet, og der står bogreoler langs hele væggen over for vinduerne. Alle de bøger har hverken gjort George ædlere eller bedre eller særlig vis. Det er bare fordi han godt kan lide at lytte til deres stemmer, den ene eller den anden, afhængig af hvilket humør han er i. Han misbruger dem ganske skånselsløst – selvom han offentligt er nødt til at tale om dem med dyb respekt – til nemmere at falde i søvn, til at glemme tiden, til at få sit plagsomme mavesår til at slappe af, til at sniksnakke sig ud af melankolien, til at sætte gang i tyktarmens betingede reflekser.
Christopher Isherwood: Ene mand, Turbine, 2020 (oprindelig 1964), s. 14
Litteratur i brug, antologien om samme emne, udsprunget af det aktuelle forskningsprojekt Uses of Literature på Syddansk Universitet, har for længst forladt, men finder alligevel på forunderlig vis stadig sted i forlængelse af den tilbagevendende diskussion af “hvorfor litteratur?” eller måske rettere “hvordan litteratur?”.
Hvad nytte er den til? Kan vi overhovedet tillade os at (mis)bruge litteraturen ved at tale om nytte og brug? Og hvilken betydning har det i så fald for Kunstværkets position og glans. Falmer den? Jeg tænker over det igen, fordi jeg, som Isherwood udtrykker det ovenfor, både misbruger dem ganske skånselsløst, bøgerne, og, i modsætning til George, faktisk føler mig en lille bitte smule ædlere (hvad man så end kan bruge ædelhed til i dag,) bedre og visere, end hvis jeg ikke læste dem. Og fordi jeg føler mig overbevist om, at den godt kan klare det, litteraturen, både at blive brugt og beæret.
Argumentationen for brugbarhed fandt jeg sjovt nok et andet sted end forventet nemlig på litteraturstudiets pensumliste, hvilket helt sikkert ikke var meningen, og kun gør det hele endnu mere magisk.
Kunst er godt. Kunst er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for kunst… Nåhr nej, det var et andet klip…
Så derfor: Når jeg har brug for at blive bekræftet i litteraturens nødvendighed, pluklæser jeg igen i denne for længst glemte mastodont af en romantrilogi: Modstandens æstetik, af den tysk-svenske forfatter Peter Weiss (1916-1982). Og fascineres igen af dens tiltrækning næsten på trods: de tætskrevne sider, den monotone stemme, springene i tid og rum, den langsomhed og omstændelighed der næsten virker som værkets modstand imod at blive indoptaget: jeg må virkelig holde tungen lige i munden for ikke at flakke. Det er ligesom, når jeg øver mig i at meditere og bliver overmandet af tankerne uden at bemærke det: først efter et stykke tid opdager jeg, at øjnene har læst videre ned ad siden, mens tankerne gik en anden vej og begge dele må hales tilbage til linjerne ovenfor… eller forrige side.
Det er værkets iboende kunstdidaktiske pointe, som der både formelt men også indholdsmæssigt, gennem dets egne lange og mange beskrivelser af tre unge menneskers tilegnelser af en række værker, sættes to streger under: det koster at få det fulde udbytte af at beflitte sig med kunst. Det kræver i denne roman næsten blod, sved og tårer – og det tager i hvert fald sin tid. Så hvorfor overhovedet?
Svaret findes, tror jeg, i det lønlige håb som Modstandens æstetik kolporterer: Kunst er godt. Kunst er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for kunst… Nåhr nej, det var et andet klip (men tænk hvis det ikke havde været!) og stadigvæk: Kunst og litteratur behandles i denne roman som helt uomgængeligt i forhold til dannelse, oplysning og forståelse af verden. Ikke mindst set i lyset af krisetid og af et udefrakommende pres gående på ensretning, værdimæssigt såvel som ideologisk.
Men hvordan er det så det, og hvad er det, vi får ud af at læse? Det kommer jeg tilbage til, for først skal vi en tur om bagved Modstandens æstetik:
*
Peter Weiss, forfatteren bag, flygtede i 1934 fra Tyskland og endte i Sverige, hvor han forblev resten af sit liv. Romantrilogien Modstandens æstetik udgav han i slutningen af sit liv, i årene fra 1975-1981, og det beskrives som hans vigtigste og vægtigste værk. Det sidste er uden tvivl rigtigt i betydningen tung, svær og alvorlig.
De tre bind er den navnløse jeg-fortællers beskrivelse af hans og hans ligesindedes oplevelser fra den spanske borgerkrig og til anden verdenskrigs afslutning. De deltager i verden på modstandsbevægelsens og socialismens side, og værket er også en undersøgelse af og en undren over, at det gik, som det gjorde.
Peter Weiss og den unge protagonist fortæller begge fra tiden et godt stykke efter verdenskrigens afslutning. Konkret for Peter Weiss’ tilfælde i årene under den kolde krig og mere upræcist for fortælleren på et tidspunkt efter, at de fraktioner og netværk, han indgik i, er optrevlede og de medsammensvorne for de flestes vedkommende er afgået ved døden for andres hænder. Den fremtidiges desillusion, hvad nyttede det egentlig, det hele, som præger store dele af værket kontrasteres af de forskellige socialistiske fraktioner, modstandscellerne og de antifascistiske grupper, der konstant handler, taler, tænker og fremskriver den lyse fremtid, der må være udkommet af deres undergrunds- og frihedsarbejde.
Undervejs i livet, i romanen og over mange sider møder drengene og vi en lang række værker: Pergamonfrisen i Berlin, Picassos Guernica, Dantes Guddommelige Komedie, Kafkas Slottet etc. De udsættes alle for ganske detaljerede og konkrete værkanalyser, og gennemgående for disse er, at de er knyttet til samtaler og fællesskaber om værktilegnelsen, samt at der sideløbende foregår en metadiskussion, som handler om muligheden for overhovedet at forstå kunst – både set ift. systemiske og strukturelle begrænsninger og muligheder fx i form af manglende uddannelse eller tilstedeværelsen af folkebiblioteker, men også ift. den enkeltes personlige erfaringer, oplevelser og forståelse af netop dette værk.
Og dermed tilbage til det, som jeg synes, det handler om.
*
Trilogien er indrammet af den analyse af Pergamonfrisen, som hovedpersonen og hans to venner begiver sig i kast med en eftermiddag i Berlin, og som repræsenterer det trods alt nok mest kendte ved den ellers ikke længere så kendte trilogi: Den mere end 30 sider lange lige-på-og-hårdt-beskrivelse af drengenes værkanalyse slår romanen an: “Rundt om os løftede kroppene sig ud af stenen…“
Pergamonfrisen beskrives traditionelt som “aristokraternes sejr over en jordbunden folkeblanding,” gudernes kamp mod giganterne, civilisationens sejr over kaos, men fordi “at værker som disse fra Pergamon hele tiden må fortolkes påny”, kommer drengene frem til en anden supplerende og alternativ læsning, som nedefra fortæller en historie om klassekamp, fikseringen af de nederste i en stadig fastlåst situation og ikke mindst de enkelte klassers indbyrdes kamp imod hinanden.
På næsten magisk vis bevæges vi på kryds og tværs af tider og kontinenter for at overbevises om kunstens potentiale i forhold til identifikation og spejling
, igennem hvilken de kommer frem til denne nye fortælling, er ikke mindre interessant: i en langstrakt og minutiøs afdækning af frisen beskrives revnede hofter, skorpede fragmenter, sønderflåede ansigter og tomme, stirrende øjne. Herakles løveskind med poten hængende frit. En klædnings stormende foldekast, ru stumper ved siden af sleben glathed.
Intet går drengenes blikke forbi, og til gengæld og for mit indre øre hører jeg den amerikanske litterat m.m. Susan Sontag (1933-2004) plædere Imod fortolkning i essayet af samme navn og for beskrivelse, for sansning og for “at føle mere.”
Og i Modstandens æstetik beskrives, sanses, mærkes og ikke mindst føles og identificeres:
“Processen.
Stumheden og lammelsen hos dem, hvis lod det var at blive trampet i jorden, kunne også bagefter mærkes. De, den joniske stats egentlige bærere, som ikke kunne læse og skrive og var udelukket for kunstnerisk virke, duede kun til at skaffe et lille lag af begunstigede dets rigdom og åndseliten dens nødvendige fritid. De himmelskes tilværelse var uopnåelig for dem, men i de knælende, halvt dyriske væsner kunne de genkende sig selv. De fandt deres egne træk i disse væsner med deres grovhed, deres fornedrelse og afrakkethed. At fremstillingen af gudernes flyvende færd og tilintetgørelsen af fremtrængende fare ikke bragte det godes kamp mod det onde til udtryk, men derimod kampen mellem klasserne, det blev ikke kun erkendt i vores nutidige betragtning, men måske også i et og andet hemmeligt blik fra en livegen dengang.”
På næsten magisk vis bevæges vi på kryds og tværs af tider og kontinenter for at overbevises om kunstens potentiale i forhold til identifikation og spejling.
*
Og ad denne omstændelige omvej nærmer jeg mig mit egentlige ærinde: hvorfor læser jeg? Hvorfor læser vi? Hvad er det, vi bruger litteraturen til? Det spørgsmål beskæftiger den engelske litteraturteoretiker Rita Felski sig med – for tiden blandt andet som gæsteprofessor ved Syddansk Universitets stort anlagte forskningsprojekt Uses of Literature: The Social Dimension of Literature. Og netop identifikation og spejling, jf. ovenfor, er en af de “kategorier for brug,” som Felski arbejder med. For Felski er optaget af, hvordan litteraturen rører læseren, og hun er ikke mindst opmærksom på, at vi læser og forstår forskelligt, fordi vi har forskellige forudsætninger – præcis som drengene i Berlin læser Pergamonfrisen anderledes end “åndseliten.” Præcis som de mærker den på deres egne kroppe: “Hvis vi vil tage fat på kunst og litteratur… må vi sætte den i relation til det, der angår os.“
Vi nærmer os en full blown receptionsæstetisk læsning, altså en læsning der fjerner sig fra værket og i højere grad interesserer sig for, hvordan netop jeg læser og forstår lige præcis dette værk, og ligeledes hvordan du læser det, og hvad du får ud af det.
Receptionsæstetikken slog for alvor igennem i 1970-80’erne som et opgør imod autoriteternes normative læsninger af Værket, og Felski kommer i samme ærinde, når hun argumenterer for en læsning, der i højere grad interesserer sig for, hvad værker gør, end hvad “mistænksomme fortolkninger” afslører, at de betyder – og som ikke mindst tager højde for læseglæden, optagetheden og det personlige engagement. Hooked hedder hendes seneste (2020) udgivelse tilmed.
Ovenstående vending fordrer også, at vi overhovedet tager livtag med begrebet brug i kombination med litteratur og andre kunstneriske værker for den sags skyld. Ikke mindst for straks at tage højde for den automatreaktion, der med øjnene stift rettet på Værket afviser enhver form for kunstnerisk nytteværdi og ikke mindst anklager samme for undergravende virksomhed: At et Kunstværk kan bruges, eller bliver brugt, devaluerer dets værdi som kunstværk, et kunstværks eksistensberettigelse er netop at finde i dets egen ret, l’art pour l’art, kunsten for kunstens egen skyld og alt det der.
Men jeg tror, næh jeg ved, og det gør du, der har hængt ved helt hertil sikkert også, at der, som altid i disse sager, er brug for at nuancere: Der er ikke tale om et enten-eller. Brugslitteraturens historie er lang og ja, medgivet, der ér trælse værker skabt med allehånde formål for øje, men der er uendeligt mange flere mesterværker at tage i brug, og de bliver hverken slidt eller tager skade af at blive brugt; “anvendelse og brug indebærer ikke automatisk ligegyldighed over for skønhed eller kompleks form,” som Felski slår det fast.
*
Hvad Modstandens æstetik angår gælder det netop formen, der gang på gang tiltrækker og støder fra: ord på ord, side på side, bind på bind. Ingen linjeskift, ingen indryk, ingen afsnit. Man må selv vælge, hvornår man skal trække vejret. Og selv slås med at finde tilbage til, hvor man var bagefter eller næste gang. Det hårde, næsten fysiske, arbejde som teksten fordrer: at holde fokus, at læse langsomt og hvert et ord, at holde ved mimer så åbenlyst drengenes kunsttilegnelse: Den er tilbagevendende, tålmodig og velholdende.
Altså ligesom jeg er nødt til at være, når jeg læser Modstandens æstetik. Drengene oplever til gengæld, hvordan andre igennem tiden har sat ord og billeder på deres modstandskampe, og de får dermed et sprog og en anledning til at tale om, reflektere over og forstå deres egne livs kampe.
Titlens genitiv peger selv på begge disse parallelle spor: den æstetik, de kunstværker, som går imod ensidige versioner og fortolkninger af verden, og det potentiale der er i kunsten i form af (ud)dannelse, erkendelse og oplysning, og som gør det muligt for den enkelte at yde modstand imod nazismen eller i form af klassekampen, som er drengenes gebet.
Drengene indhenter, hvad myndighedernes begrænsede tillid har tilbageholdt dem gennem sparsom skolegang og nøje fast- og tilrettelagte læreplaner og fortællinger, og deres nyvundne indsigt og identifikation bærer ved til det bål af modstand, som tiden oplagt ansporer til, og som først og sidst handler om at handle – og om vanskeligheden ved overhovedet den mindste handlen: “dér ville løvepoten hænge, til at gribe for enhver, og så længe de nederste ikke slap hinanden, ville de ikke få øje på løveskindets pote, og ingen genkendelig skikkelse ville komme og fylde den tomme plads, de måtte selv formå dette eneste greb…”
Jeg kæmper igen med Modstandens æstetik og bliver igen mindet om og bekræftet i, at litteratur og kunst gør en forskel, er sundt og kan bruges som værn mod snart sagt hvilken som helst af tidens dårskaber
Det bliver meget nemt storladent, svulstigt og patosfyldt, når vor navnløse hovedperson præsenterer Herakles, Pergamonfrisens fraværende helt, men sammenligningen er lige i øjet, for vi har fulgt vores egen helt igennem tre hele bind, og vi har set, hvordan han trods krig, forfølgelse og almen nød læser, reflekterer og skriver sig igennem sin modstandskamp på et tidspunkt, hvor selvstændig og navnlig divergerende tænkning og handlen ikke er velset, reelt er ugleset og konkret betragtes som et udtryk for modstand.
Jeg selv? Jeg kæmper igen med Modstandens æstetik og bliver igen mindet om og bekræftet i, at litteratur og kunst gør en forskel, er sundt og kan bruges som værn mod snart sagt hvilken som helst af tidens dårskaber: Romanens betoning af at viden og refleksion kræver fordybelse og udveksling vækker en tillidsfuld glæde over mit lille bidrag hertil, når jeg rækker endnu en bog over disken på biblioteket: vi læser stadig, det skal nok gå det hele.
For en stund tjekker jeg ud fra en verden af endeløse, hurtige og overfladiske nyheds-og informationsstrømme, og jeg tror faktisk, man ville kunne måle en lavere puls ikke ret længe efter, at jeg har vendt den første side. Jeg hørte endda den danske forfatter Jesper Wung-Sung fortælle i radioen, hvordan han konkret griber til læsning, når livet er ude af vatter: “Jeg tager en roman ned fra reolen, gerne en jeg ved, der holder, og så læser jeg i den og får balance i tingene.” *)
Men det er ikke ren terapi det hele. Læsningen vækker mig til modstand imod den mismod og opgivelse, jeg sine tider oplever, når enøjethed, ideologisk radikalisering (til alle sider) og manglende forståelse og rummelighed ikke mindst i krisetider (vælg frit hvilken krise) trækker tæppet væk under ethvert forsøg på medmenneskelig omfavnelse, nye erkendelser og empati.
Læs en bog og bliv klog kunne vi, med Adorno og hans stålsatte tro på kunstens potentiale efter verdenskrigens uhyrligheder, i stedet skrive på busserne, sende ud i e-boks eller skilte med i de regulerede coronakøer som underholdning, mens vi venter. Verden er større end dig og mig, men vores handlen, hvor lille den end synes, gør en forskel – og det kan man, blandt andet, læse om i bøgerne.
Litteratur:
Christopher Isherwood: Ene mand. Turbine, 2020
Peter Weiss: Modstandens æstetik, bind I-III. Rosinante, 1987-1988
Susan Sontag: Imod fortolkning. Udgivet på dansk i Vindrosen, 1966, nr. 4
Om og af Rita Felski og brugen af litteratur i fx antologien Litteratur i brug (redaktion: Anne-Marie Mai), Spring, 2019
*) Citeret fra hukommelsen fra radioprogrammet Brinkmanns briks om at læse: https://www.dr.dk/radio/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-70
Foto: Udsnit af Pergamonfrisen. Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
