En af de største udfordringer, jeg har som anmelder, er at skrive om såkaldt ‘eksperimenterende’ film. Eksperimenterende kunst noget godt i sig selv; modigt, nytænkende og implicit mere værd end film, som spiller det sikkert. Alt det er jeg enig i, og vil derfor gerne give gode anmeldelser til så mange eksperimenterende film som muligt, netop for at turde prøve noget, som måske ikke fungerer. Og som engang imellem derfor ganske enkelt ikke vil fungere.
Lars von Trier er en af mine yndlingsinstruktører, og han har lavet nogle af de værste film, jeg har set.
Manden bag Homo Sapiens, østrigske Nicolaus Geyrhalter, har en stil, en fanskare, og som film som CERN har vist, så kan han hurtigt lave en simpel dokumentar om f.eks. CERN-laboratoriet af virkelig høj kvalitet. Så hatten af for den ambitiøse og enestående Homo Sapiens. Som ved alle andre enestående film vil jeg anbefale alle at skynde sig ind, og se den ved en af de to sidste visninger. Også selvom den egentlig ikke fungerede for mig …
Østrigske rektangelfilm
Geyrhalter laver det, jeg personligt kalder for østrigske rektangelfilm. Se også Ulrich Seidl, Jessica Hausner og til dels Michael Glawogger. Jeg kalder dem rektangelfilm, fordi de gør sig så meget i linjer, planer, vinkler, symmetri. Geyrhalter kan noget med at opstille et billede, så man kan kigge på et menneske, der sidder og skriver i flere minutter – det er det, som gør en ellers ordinær Talking Heads-dokumentar som CERN til noget særligt. Men alle de rette linjer, den megen symmetri, har det på en eller anden måde med at få ting til at se ret små ud. Hvilket passer godt til ”rektanglisternes” yndlingsemne: Den østrigske småborger.
Når Geyrhalter er bedst, får han nærmest rummet selv til at reduceres til intet; i en film som Abendland skildres f.eks. Europa om natten med billeder taget fra technofester, pornofabrikker, bagerier, grænsekontroller, hjemløselejre, europaparlamentet. Alt sammen tydeligvis filmen over en årrække, men det føles alligevel som om, vi ser et minisamfund i løbet af en enkelt nat. I Donauspital skildres et hospital som en alt for kort rejse mellem fødselsgang og ligkælder. Problemet er blot, at Homo Sapiens er en sublim film om naturens gigantiske kræfter. Og så er det ikke helt lige så godt, at det føles så småt.
Sci-fi eller zoombie
Idéen er simpel og nærmest genial. Filmen viser forladte bygningsværker. Tomme centre, forladte bunkere, krigsskibe, fabrikker. En kæmpe tøjbamse er faldet fra hinanden, i hvad der ligner et feriecenter. Et krigsskib står forladt ude på en sø. Duer flyver rundt under en gigantisk kuppel. Der er sekvenser, som er absolut bjergtagende, hvor man helt taber pusten – måske endda ganske mange af dem. Unikke billeder som alene er billetten værd. En bilkirkegård i en grotte, hejsebanetårne i et goldt landskab. Sovjetisk base i det arktiske landskab. Efterfølgende blev det debatteret, om Homo Sapiens er en sci-fi eller en zombie-film. Og lydbilledet er virkelig gennemarbejdet; især en konstant dryppen af vand sætter sig i kroppen. Jeg ville bare gerne have hele filmen var på det niveau.
Især var jeg frustreret over klipningen, det føltes for abrupt for en så kontemplativ og ‘tom’ film; de bedste billeder står simpelthen ikke længe nok.
Især var jeg frustreret over klipningen, det føltes for abrupt for en så kontemplativ og ‘tom’ film; de bedste billeder står simpelthen ikke længe nok. Helt unikt syntes jeg heller ikke, det var. Mange af ruinbillederne minder om tyske instruktørs Heinz Emigholz’ arkitekturportrætter: Emigholz opsøger samtlige bygninger af den arkitekt han nu er i gang med at portrættere, og det sker ret tit at en del af bygningerne med tiden er blevet forladt. Emigholz’ lydbillede er ofte langt mere sammenhængende, hvor der er ret mange klip hos Geyrhalter, som han bevæger sig længere og længere ind i sine verdener. Emigholz er med andre ord en del mere konceptuelt fokuseret – det er denne arkitekt vi fokuserer på, og så ser vi hvad der sker. Til sammenligning virker Homo Sapiens lidt løs i det. Hvorfor er de enkelte steder blevet forladt? Hvad vil Geyrhalter fortælle, udover at mennesket laver gigantiske ar i naturen?
Homo Sapiens har overvældet rigtig mange mennesker, også folk der ved meget mere om Geyrhalter, end jeg gør. Giv den derfor din chance.
Jeg har dog en mistanke om, at jeg måske blot var overvældet af en meget krævende film. Jeg kunne aldrig finde rundt i, hvor vi var hvornår, for det bliver aldrig fortalt, men jeg tror måske, det er meningen? I en sekvens ser vi først nogle bunkere på en strand, som jeg er overbevist om må være optaget i Jylland, men så pludselig er der også et fort, og det er der jo ikke i Jylland. Og så ligner det den japanske ø Hishima, kendt fra Bond-filmen Skyfall. Og så er der en rutsjebane. Men måske er det ikke blot ét sted, måske er det tværtom meningen, at klippe mange steder sammen til et, som om det alt sammen er en lille sandø? Måske driller Geyrhalter stadigvæk, måske er det hele rent faktisk sammenklippet? Måske er det ligesom Abendland et portræt af en civilisation, som er gået tabt, og måske er lidenheden igen pointen? Det ville være en god pointe.
Jeg vil dog stadigvæk påstå, at han ikke formår at adskille civilisationens lidenhed fra naturens vælde. Det hele fremstår lidt for lident. Til min smag. Men sådan er det jo, når folk prøver.
Homo Sapiens har overvældet rigtig mange mennesker, også folk der ved meget mere om Geyrhalter, end jeg gør. Giv den derfor din chance.
Instruktør: Nikolaus Geyrhalter
Originaltitel: Homo Sapiens
Land: Østrig
År: 2016
Spilletid: 94 min.
Filmen vises i aften torsdag d. 23/03 kl. 21.00 på Kunsthal Charlottenborg med live soundtrack samt lørdag d. 25/03 kl. 16:30 i Cinemateket.
Hovedfoto: CPH:DOX.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
