SOCIALE MEDIER // ESSAY – Vi lever i tiden med tekstbeskeder. Vi er blevet et skrivende folk. Men for mig at se har det menneskelige og psykologiske konsekvenser, der er langt mere alvorlige, end vi måske er os bevidst om.
”Skriv mig en mail, send en sms”.
Igen og igen får jeg samme besked fra en mennesker, når jeg gerne vil i kontakt med dem. Når jeg ser disse ord, går en lille advarselslampe i gang med at lyse.
Jeg savner at ‘høre’ vedkommendes tonefald og humør, alle de nuancer, der ligger i menneskelig interaktion, i et ”øh”, en tøven, eller i en høj glædesoktav og varmen fra en andens stemme
Nu ved jeg, at vi skal igennem korte, ofte mærkeligt upersonlige udvekslinger næsten altid krydret med gule hoveder, der smiler eller græder, og som kunne være tegnet af en femårig.
SMS står for Short Message Service. Meningen med udviklingen af SMS var, at især forretningsfolk kunne lave hurtige aftaler uden at forstyrre hinanden i møder. Det var derimod ikke for at folk skulle begynde at bruge denne korte beskedservice som primær kommunikationsform.
Og bestemt ikke som et forum til at udtrykke vores dybeste følelser, udæske personlige forhold og – som vi alle rystede voldsomt på hovedet af for bare få år siden – bryde forhold og sågar ægteskaber med.
”Det går ikke længere STOP. Jeg har fundet en anden STOP. 😭. Jeg er virkelig ked af det. Jeg vil have fuld forældremyndighed. STOP. 👍.”
Måske bliver det lidt længere formuleret, men det skal jo stadig kunne stå i en tekstrude…
Jeg kan huske engang, tilbage i 90’erne, hvor en historie blev rimelig kendt i USA.
To collegestuderende havde mødt hinanden på internettet og kommunikeret udelukkende via tekst i flere måneder. De var blevet forelskede, og følte de havde en masse tilfælles. Da de endelig mødtes ansigt til ansigt, opdagede de, at de hver især var ganske anderledes, end deres tekstromance havde indikeret. De slog op kort efter.
Medierne dækkede historien, fordi det virkede så aparte, at nogen overhovedet kunne tro, at man kunne lære et andet menneske at kende udelukkende på grundlag af tekstbeskeder. Det var dengang.
Tavs tale
Selv når der blot er tale om venskabelig snak og ikke brud på langvarige forhold, mangler jeg at høre den anden i denne særlige kommunikationsform.
Jeg savner at høre vedkommendes tonefald og humør, alle de nuancer, der ligger i menneskelig interaktion. I et ”øh”, en tøven, eller i en høj glædesoktav og varmen fra en andens stemme, får jeg masser af information, og jeg fornemmer det andet menneske.
Jeg har et tekstfelt på størrelse med en femkrone og nogle små tegneserieagtige, runde hoveder med hvilke, jeg kan udtrykke mine følelser. Det minder mig om dengang, før jeg gik i skole, hvor jeg lærte at tegne tændstikmænd
Nu har jeg et tekstfelt på størrelse med en femkrone og nogle små tegneserieagtige, runde hoveder med hvilke, jeg kan udtrykke mine følelser. Det minder mig om dengang, før jeg gik i skole, hvor jeg lærte at tegne tændstikmænd.
I en SMS kan jeg ikke umiddelbart stille opfølgende spørgsmål, men må vente og derefter stille dem i en ny SMS eller messenger-besked.
Ofte bliver jeg også misforstået: ”Nej, det var jo ikke det, jeg mente”, tænker jeg, når der svares i vest på et spørgsmål, jeg stillede i øst.
Ofte kan jeg se, at vedkommende tekstmodtager formentlig har skimmet min besked i hast, mens han eller hun cyklede, arbejdede eller handlede hakket tilbudskød i Irma – og derfor har misforstået det, jeg har forsøgt at skrive. Selv 200 bogstaver kan blive overvældende for os her i 2020.
SMS er en tidsrøver, så hvorfor
Det kan selvfølgelig have noget at gøre med mine formuleringsevner. Det er virkelig meget muligt. Jeg er og bliver dårlig til at telegrafere, hvilket i essensen er den omgangsform, vi hylder, bruger og er afhængige af. For det er jo så utrolig praktisk.
Eller er det? Et pænt antal især amerikanske forskere har peget på, at netop graden af misforståelser i kommunikation er steget voldsomt efter ”tekstningens” indtog.
Det tager ca. fem gange så lang tid at skrive som at tale. Selv for en superhurtig tekster. Så det kan ikke være tiden, det tager. Selvom jeg tror, mange mener, det giver dem ekstra tid.
Men det gør det faktisk ikke – til gengæld afholder det os fra én ting: At komme tæt på.
Selv 200 bogstaver kan blive overvældende for os her i 2020
Korte tekster, SMS, er det mest distancerende, jeg nogensinde har set i kommunikation. Det er det, jeg uopfordret vælger at bruge, hvis jeg dybest set ikke gider at tale med en eller anden. Så kan jeg stadig foregive alverdens empati med nogle udråbstegn og en kysseemoji.
SMS er telegrafi, nu som hovedkommunikationsform. Og vi baserer en stor del af vores liv på at sende hinanden beskeder på under en linje. Og så de der femårig-agtige tegninger.
Opfattelsesevnen går nedad
Der er lavet utallige undersøgelser, der viser, at børn indlærer ringere ved at læse på en computer eller tablet end ved at læse den samme tekst i en bog. Og at de lærer dårligere online end i klasseundervisning.
Det samme gør sig gældende med tekstbeskeder. Vi fatter dem ringere, end hvis vi havde snakket sammen.
Men det afholder ikke folk. Især ikke – sjovt nok – de midaldrende generationer fra at tekste i stilhed og med katten som eneste levende selskab. Eller forsvinde mentalt fra middagsbordet for at skrive eller læse en besked, mens familien må sejle deres egen sø med den brune sovs og de af dagens oplevelser, de måske havde lyst til at berette om.
Muligvis hiver de deres egne telefoner frem i stedet for.
Hvad f… foregår der?
Hvorfor er vi holdt op med at snakke og tale sammen i den udstrækning ? Som en bekendt sagde for et stykke tid siden: ”Nu skal vi skrive og spørge, om vi må ringe til folk. Før ringede man da bare.”
Det virker, som om vi er blevet nærmest hysterisk angste for at ”forstyrre ” hinanden.
Ingen kan jo se, hvad der i virkeligheden foregår bag glade selfies og opadstrittende tommelfingre i forskellige hudfarver
Jeg er et ekstrovert menneske, hvilket muligvis er medvirkende til, at jeg pines mere end visse andre ved denne – for mig – komplet robotagtige kommunikationsform.
Jeg tror, den passer langt bedre til mere introverte mennesker (ikke noget judgement, blot en observation), som på den måde kan gemme sig bag en smiley og et ”smuksak”, ”hvor lyder det skønt” eller andet i stenografform.
For modtageren kunne det i princippet være deres onkel eller en komplet ukendt, der skrev denne kærlige besked. Ingen kan jo se, hvad der i virkeligheden foregår bag glade selfies og opadstrittende tommelfingre i forskellige hudfarver.
Mindst 100 likes, eller selvtilliden ryger
Denne spirende ligegyldighed i vores interaktion har så muligvis banet vejen for emfase på ”antal”: Kvantiteten er i top, hvis kvaliteten er røget ud i det uendelige cyberspace.
Vi tæller likes. Spørg bare en teenager, hvordan det er at poste noget og så at få fire af dem. Det er nok til at blive indendørs i en uge og forspise sig i småkager. Det er ren deroute i cyberpopularitet.
Det begyndte for alvor at gå galt for omkring ti år siden, og siden er det gået ned ad bakke, hvis ellers man synes, kort tekstkommunikation er en forringelse af menneskelige kontakter.
Min egen teori er, at de udviklere, der sidder og kreerer ny teknologi i høj grad er introverte. Ellers ville de vel finde sig et andet job end at sidde tavse foran en skærm hele deres arbejdsdag.
Og disse introverte, der nu, på sæt og vis, former vores måder at kommunikere på, kommer derved til at styre en verdens måde at interagere på. Mark Zuckerberg er angiveligt noget af det mest introverte, der findes.
Fanget af teksten
Man sagde ret hurtigt, at det var praktisk med SMS, for så kunne man se efter børnene eller passe familielivet og svare, når det var betimeligt. Men som udviklingen er gået, er ”tekstning” nok ikke kommet mange børn til gode.
Ofte ser jeg børn, der forsøger at få deres tekstende forældres opmærksomhed, og ikke sjældent taber børnene kampen
Nu ser man mødre gående med barnevogne med telefonen oppe foran ansigtet. Forestil jer at være barn i den karet: de tidlige minder er af ens primære voksne med ansigt og blik stift rettet mod en flad metaltingest.
Ofte ser jeg børn, der forsøger at få deres tekstende forældres opmærksomhed, og ikke sjældent taber børnene kampen: De sociale medier fanger en stor del af amygdalas aktivitet, det lille mandelformede center i hjernen, hvor vores instinkter og emotioner kommer fra. Det er i amygdala at vores dybeste følelsesmæssige reaktioner skabes.
Tekstning kræver faktisk langt mere opmærksomhed, end det gør at tale og lytte. Jeg er nødt til at have øjnene på skærmen, jeg er nødt til at koncentrere mig om at ramme de rigtige bogstaver, og jeg skal ofte rette noget, der af telefonens ”intelligens” er ændret til at andet ord.
Hvis jeg taler, kan jeg rette mit blik, hvorhen jeg vil og have min opmærksomhed både på et andet menneske, på et barn der sjipper eller på en skov, hvor løvet langsomt falder af træernes grene.
Jeg kan indsuge, hvad der sker omkring mig, når jeg taler med et menneske. Det kan jeg ikke, når jeg skriver. Det er jo ikke tilfældigt, at det er ulovligt at SMS’e, når man kører bil, men at man godt må tale.
Farvel til teksterne
Jeg har mistet venskaber pga. tekstkommunkation. Det lyder nok mærkeligt for mange. Når jeg får den ene besked efter den anden med alverdens kærlige kysseemojis, 50 ord om livets trakasserier, (det samme kunne tales på 30 sekunder) og alt sammen i det kæmperum af tekstens lydelige tomhed, så har jeg fortalt folk – igen og igen – at jeg altså helst vil snakke.
At jeg ikke kan have venskaber med folk, der kun eller næsten udelukkende taler i telegrafsprog og sender små tegninger til at udtrykke deres følelsesliv, er alene mit valg
Nogle lytter og ringer, andre vedbliver at tekste. Jeg måtte blokere en enkelt, ellers god veninde, der på andet år vedblev, trods mine efterhånden ret inderlige bønner om at snakke, med at sende den ene, i SMS-kontekst, lange tekst (inklusive de femåriges tegninger) efter den anden. Hun mente det godt, men evnede åbenbart ikke at fatte alvoren for mig.
Fra tid til anden sås vi ”IRL”, det var herligt for mig, og jeg er overbevist om, hun også nød det. En af de dage beklagede hun sig over, at hun jo kunne ligge død i en ferie i tre uger, uden at nogen ville opdage det. Jeg tænkte, at det sikkert ville hjælpe, hvis hun gav sig til at tale med folk lidt mere jævnligt.
At jeg ikke kan have venskaber med folk, der kun eller næsten udelukkende taler i telegrafsprog og sender små tegninger til at udtrykke deres følelsesliv, er alene mit valg. Det er blot en tand for fattigt, og får mig til at føle mig ensom på en underlig måde. Faktisk langt mere, end hvis disse mennesker ikke henvendte sig overhovedet.
Mit valg
Jeg forventer ikke nogen forandring. Jeg tror, det går over, ligesom alt andet i verden går over.
Dette fænomen har dog desværre bidt sig bedre fast, end jeg kunne håbe. Og mens jeg observerer, hvordan folk går frontalt ind i hinanden på gaden, med smart-telefonen først; hvordan prognoserne for nærsynethed på globalt plan bliver vildere og vildere, fordi folk efterhånden kun ser en armslængde frem.
Og hvordan naturelskere bruger mere tid på at fotografere den end at snuse den ind.
Sociale medier er asociale
I årevis har vi haft debatformer, hvor selv velformulerede, dybsindigt tænkende mennesker henfalder til at nedfælde deres tanker om ofte dybt komplicerede emner i, hvad der svarer til to A4-linjer på Facebook eller andre såkaldt ”sociale” medier.
Elektronisk kommunikation og platforme hyldes som underet, der kan bringe gamle tilbage i hinandens arme og stedet, hvor man finder klassekammerater fra 30 år siden. Nuvel. Men det hører til sjældenhederne. De fleste vestlige lande rapporterer om øget ensomhed i alle aldersgrupper, især blandt de helt unge, der er storforbrugere af de asociale medier.
Der er noget ensomt over at være tavs, mens man kommunikerer. Vi har fået vores evne til at give lyd af en årsag; stemmen fortæller meget om et menneske, og hvordan det har det. Men det er ikke stemmebåndene, der slides på i disse år. Vi er blevet en generation af tavse tastende.
Den meget snak om cyber-bullying, og hvordan det er nemmere at net-udskælde folk hæder og ære fra og true dem med alverdens ulykker over deres mening om alt fra politik til osso buco-opskrifter, er selvfølgelig rigtig, og der er ingen grund til at nævne dette igen her. Vi har fjernet os fra hinanden og gjort ukvemsord underligt upersonlige. Vi har fjernet lugten af sved og fermoner, det faste blik eller det flakkende, stemmens klang.
Jeg siger bare, at Trump, og hans måder at kommunikere på – herunder at kalde alverdens notariteter for sproget værste gloser – ikke er skabt i et komplet vakuum. Det er et spejl af noget andet end ham
Men det er, som om de fleste ikke kan se eller høre, hvad der foregår.
Når folk forarges over Donald Trump og hans tweets – og hans manglende evne til at formulere sig i længere, sammenhængende sætninger – tænker jeg, at han blot er et symbol på noget tidstypisk. På en sygdom i tiden, der rækker langt ud over et enkelt præsidentembede.
Ja, kom bare, skæld mig ud for fulde gardiner: for I vil dæleme ikke sammenlignes med Trump! Næ. Men jeg siger bare, at han, og hans måder at kommunikere på – herunder at kalde alverdens notariteter for sproget værste gloser – ikke er skabt i et komplet vakuum. Det er et spejl af noget andet end ham.
Ring endelig…
Jeg er blevet en slags social outcast, fordi jeg nægter at tekste. I hvert fald om andet end aftaler. I starten brugte jeg mit dårlige syn som undskyldning, men opdagede hurtigt, at det overså folk tit og ofte. Eller de huskede det i et enkelt telefonopkald, og så var vi tilbage med fuld skrue til de gule hoveders verden.
Har jeg fået færre venner? Så afgjort! Især i Danmark, der som land har den højeste grad af tekstning i verden.
Men jeg leder stadig… Hvis noget kender et sted, hvor folk taler og ikke tekster, så ring endelig. Eller send mig en e-mail 😊
Det har været sorgfuldt, men nødvendigt. Nej, jeg beder sgu ikke om ynk, det er jo mig, der er den anderledes, og det må jeg affinde mig med. For skal jeg overleve som menneske, skal jeg have meningsfyldte samtaler med folk, hvor jeg kan læse deres blik og smil og krop.
Fire emojis, der kysser ud i et tomt cyberspace og en mængde hjerter i gul, grøn – og hvis jeg er heldig, rød – gør ingen svale, ej heller et venskab.
For et par år siden besøgte jeg Amish-folket i Pennsylvania blot for at se, hvordan det var at leve uden tekstbeskeder. Det var sådan set udmærket, men som socialt eksperiment komplet ude i hampen, for jeg kunne jo ikke isolere det med SMS’erne:
Med Amish-virkeligheden fulgte jo en fundamentalistisk religion, manglende elektrisk lys og så videre. Så jeg fik ikke rigtig bevist eller afsøgt noget.
Men jeg leder stadig… Hvis noget kender et sted, hvor folk taler og ikke tekster, så ring endelig. Eller send mig en e-mail 😊
LÆS MERE OM DIGITAL KOMMUNIKATION I POV HER
Foto: SMS’er over det hele. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
