Filmmusik: To nye albums – fra brudstykker til helhed

af i Kultur/Musik

KLASSISK MUSIK// ANMELDELSE – To nye, internationale, i princippet klassiske musikudgivelser har to vigtige fællestræk: Det er filmmusik, og de skaber en helhed af noget, der oprindelig er ment som brudstykker. Men så hører lighederne også op.

Den islandske komponist Hildur Guðnadòttir er oprindelig cellist og har indspillet egne konceptalbum. De senere år har hun skabt en hel del filmmusik, senest Warner-filmen Joker (Joaquin Phoenix), instrueret af Todd Phillips. Den havde premiere ved filmfestivalen i Venedig for få uger siden. Hun har tidligere skabt musik til Netflix-dokumentaren Strong Island.

For nylig er et forholdsvis kort soundtrackalbum fra HBO’s Chernobyl-serie udkommet  med hendes kompositioner, og det er en uforglemmelig halv time på randen af det menneskelige, dybt inde i det teknokratiske verdensbillede fuldt af angst, uvished og vage tomrum.

Man føler, man går rundt i et rum, midt i mellem lyd, som pr. definition ikke er musik, og tonal lyd, som pr. definition er det. Der er øjeblikke, særlig i begyndelsen og slutningen, der ikke umiddelbart kan afkodes som enten lyd eller musik.

Det er ikke ofte, at musik vækker den form for eftertanke

Værket, som det er blevet udenfor sin filmsammenhæng, er et sammenhængende forløb, som pladeselskabet genremæssigt kalder elektronica. Men det er ikke bare elektronica, det er ren lyd. Og det er underordnet, om det er elektronisk frembragt. Det er et lydunivers, der det meste af tiden bryder al association, man måtte have med sig, ned og skaber grundlæggende, eksistentiel lyd.

I en skæring som Pump Room, den femte og foreløbigt kulminerende af albummets 13 skæringer, bliver det ikke muligt at høre forskel på lyd og toner.

I den efterfølgende skæring, Clean Up, hører man stemmer. Man er klar over, at det er en menneskelig stemme, men den bliver aldrig mere stemme, end at den kan glide ind som en tredje klangform ved siden af den ren lyd, som kan være skabt af maskiner (men er elektronisk skabt) og ved siden af toner af et elektronisk instrument. Eller måske en fjerde klangform, hvis man tænker sig de rytmiske taktslag, der lyder som ris, man ryster, altså knipper af grene.

Disse klangformer væver sig ind og ud mellem hinanden på en måde, der vækker eftertanke. Det er ikke ofte, at musik vækker den form for eftertanke, om natur, menneskelighed, ondskab, tomhed, eksistens.

Værket ligger på sin vis midt imellem den hollandske avantgarde komponist Louis Andriesen og det mest eksperimenterende Pink Floyd. Det er strålende. Og så har det netop fået en EMMY.

Williams for violin og orkester

John Williams har et ganske særligt navn blandt filmkomponister. Lidt ligesom sin mangeårige samarbejdspartner, instruktøren Steven Spielberg står han sådan lidt i centrum for det hele. Men John Williams overskrider på en vis måde sin egen genre og fremstår ikke blot som en filmkomponist, der gør noget originale af klicheer, hentet fra Tjajkovskij og Mahler, som man kan synes, at man filmkomponister har gjort. Han fremstår som en komponist i sin egen ret, hvor han når nye niveauer, når det handler om i samme bevægelse at skabe musik, der arbejder sammen med filmsproget og som kan høres som velfungerende kompositionsmusik.

Når man ser henover programmet ved en af de oftere og oftere forekommende symfonikoncerter med John Willams musik, er det som om ens film-liv passerer revy – her fra en koncert på Göteborg-operaen for nylig: Superman the Movie: “Main title march” og “Love theme”,  Hook: ”Flight to Neverland”, The Terminal: “The tale of Viktor Navorski”, Jaws: “Main title” (Oscar 1975), Jurassic Park: “Theme”, Indiana Jones: ”The adventures of Mutt”, Schindler’s list: ”Theme” (Oscar 1993), E.T. the Extra-Terrestrial (Oscar- 1982), Star Wars: “Main titles” (Oscar- 1977), Harry Potter: ”Hedwig’s theme”, Nærkontakt av tredje grad: ”Suite”, Star Wars: Klonerne angriber: ”Across the stars”, “Princess Leia”, “The throne room”, “End Title”. (I parentes de Oscar-belønnede filmmusikkompositioner)

I denne uge har et af verdens bedste symfoniorkestre, The New York Philharmonic indledt efteråssæsonen ved opførelsen af filmusikken til Nærkontakt af Tredje Grad, ved en visning af filmen, hvis hovedtema en kritiker i The New Yorker kalder ”det mest mindeværdige tema siden Beethovens 5.”

Nyt land

Efter flere større pladeudgivelser de senere år, har John Williams betrådt nyt land med et album, hvor store dele af musikken er nyarrangeret for violin og orkester, og med den berømte tyske violinist Anne-Sophie Mutter som både idéens ophavskvinde og solisten.

Williams hare arrangeret en del af sine store temaer for violin og orkester, altså givet melodistemmen til en instrumental solist, og det er der kommet et album ud af, der er ren hitlistestof, samtidig med at det er rørende god musik.

De mere eller mindre kulturelle og fortællemæssige hentydninger, f. eks. karakteristiske japanske klange i Geisha-temaet, er nedtonet (men ikke fjernet) til fordel for en renere violin- og orkesterklang

Tracklisten er tydeligt anderledes end ved symfonikoncerten i Göteborg, der er valgt flere åbenlyst følelsesfuldt melodiske temaer. Samtidig med at der er skelet til den klassiske musiks mest genkendelige melodiske og rytmiske violinfigurer:

1 Rey’s Theme (Star Wars), 2. Yoda’s Theme, 3. Hedwig’s Theme, 4. Across The Stars (Love Theme) (Star Wars), 5. Donnybrook Fair (Far and Away), 6. Sayuri’s Theme (Memoirs of a Geisha), 7. Night Journeys (Dracula), 8. Sabrina’s Theme, 9. The Duel (Tintin), 10. Luke And Leia (Star Wars), 11. Nice To Be Around (Cinderella Liberty), 12. Theme From Schindler’s List

Albummet er netop udkommet, efter at være indspillet over fem dage i april med et sammensat symfoniorkester fra Los Angeles på Sony Pictures Scoring Stage i Hollywood, hvor filmusikken til bl.a. The Wizard of Oz, Gone with the Wind, Singin’ In The Rain, Lawrence of Arabia, E.T. og utallige andre film er indspillet.

Mit yndlingsspor er nok det andet track Yoda’s Theme, hvor Mutter får lejlighed til at vise, hvor klar og stærk en tone hun har, selv helt oppe i det allerlyseste register på violinen.

Det niende spor, fra Tintin-filmen har sådan en rigtig udfordrende violinsolo, som også Hedvigs Thema har fået, mens det fjerde, Donnybrook Fair er båret af et country- eller folkemusiktema.

Anne-Sophie Mutter er ikke og har aldrig været verdens største violinist, rent kunstnerisk set. Det er sjældent i det uventede valg i fortolkningen af de store klassiske musikkompositioner, man finder hende. Siden den strålende klassiske hit-indspilning med Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne af Beethovens Violinkoncert i 1984, har hun været en, der begejstrer ved at kunne sætte den lige i skabet. Hver gang. Med en fuldfed violintone og en ligefrem og altid ukrukket smuk måde at frasere på, altså forme de enkelte strofer i musikstykket i fortolkningen af dets nodeforlæg.

Den rene klang af Mutter

Albummet er kendetegnet ved, at de mere eller mindre kulturelle og fortællemæssige hentydninger, f. eks. de karakteristiske japanske klange i Geisha-temaet, er nedtonet i klangbilledet, (men ikke fjernet) til fordel for en renere violin- og orkesterklang.

I de læseværdige noter til udgivelsen kan man blandt andet se historien om, hvordan Spielberg kom i studiet under indspilningerne, og noteskribenten antyder, at der måtte kleenex frem i forbindelse med gennemlytningen af Anne-Sophie Mutters violinstemme på albummets afslutningsspor, temaet fra Spielbergs Schindler’s List. Det er jeg helt enig i kan være en god idé.

Det er et pragtfuldt album. Forskellen på de to er, at det første vinder ved genhør, mens Mutter-albummet taber en anelse – for en, der ikke er vant til at høre popmusik. Jeg tror, det kan være omvendt for en, der er. Med andre ord: Julegaven til din mor er hjemme.


Hildur Guðnadóttir: Music from the HBO miniseries Chernobyl
Anne-Sophie Mutter – John Williams: Across the Stars
Begge: Deutsche Grammophon. CD,

Mutter-Williams også på vinyl dobbeltalbum

NB: Lyden på cd er mere end fire gange så god (1400 mbit/s) som på abonnement på de populæreste streamingtjenester og mere end 10 gange så god som ubetalt brug (320/128 mbit/s), foruden glæden ved at sidde med placecoveret i hånden og kunne læse noterne.

Lyden på vinyl er yderligere næsten dobbelt så god (2400 mbit/s) som på CD, og altså henholdsvis otte og 20 gange så god som på de populæreste streamingtjenester.


Foto: Pressebillede med omslaget til Across the stars

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.