NETFLIX // ANMELDELSESKLUMME – I Legenden tager Netflix os med ind i et regnvådt København af PET-intriger, hårde blikke og moralske masker. Clara Dessau spiller politieleven Tea med kølig nerve og en antydning af sårbarhed i rollen som den nye, kampklare heltinde. Nogle replikker rammer ved siden af, og flere detaljer får skribenten til at løfte et undrende øjenbryn, men fascinationen holder. For Legenden står som et sjældent bud på dansk noir med puls, kvindekraft og en by, der selv spiller med.
Det er ikke, fordi der mangler muligheder for at dyppe øjensnablerne i streamingflodens kulørte symfoni af blandede bolsjer. I denne uge kan du således fornøje dig med en helt ny dansk Netflix- serie, nemlig Legenden.
Jeg vil virkelig gerne skrive noget godt om Legenden. Ikke bare fordi titlen faktisk har lært mig noget – nemlig at ”legende” er efterretningsslang for dækhistorie, opfundet af vores venner amerikanerne og benyttet siden 50’erne.
Spillet mellem de to kvinder – deres moralske skrupler ved at forstille sig, hver på deres måde – er seriens centrale omdrejningspunkt. De er castet og instrueret godt
Og indrømmet, Legenden er nok også en mere fængende titel end ”Dækhistorien”. Jeg vil også skrive noget godt om Legenden, fordi de bærende roller spilles godt af kvinder, og fordi en del foregår på Vesterbro, lige fra kiosken ved Maria Kirkeplads til legepladsen i Enghaveparken, hvilket jo i sig selv er seks stjerner værd. Tak for det, Sam. Det varmer i stenbrohjertet.
Undercover i Underdanmark
Serien handler om politieleven Tea, som bliver manipuleret af PET til at fungere som undercover-agent. For at kunne fælde den farlige narkoboss, Miran, må hun blive veninde med hans kone Ashley. Og for at blive Ashleys veninde får hun en legende. Hun skal være en fin selfmade juvelérhandler.
En identitet, som ligger langt fra hendes opvækst i Underdanmark, med en kassedame-mor, som har drukket sig helt ned, og som vi møder en enkelt gang i en mørk lejlighed.
De ti mest almindelige efternavne i Danmark er ”-sen”-navne, og alligevel hedder kvindelige hovedpersoner i krimier altid det samme
Spillet mellem de to kvinder – deres moralske skrupler ved at forstille sig, hver på deres måde – er seriens centrale omdrejningspunkt. De er castet og instrueret godt. Tea spilles med kølig indføling af Clara Dessau, Ashley af Maria Cordsen, og den skurkagtige narkoboss spilles sikkert, men også lidt på rutinen af Afshin Firouzi, som jeg lige har set spille stort set samme type helteskurk i Hele Vejen.
Nicolas Bro er bare karakterskuespillets skægstubbede forvandlingsprisme, hver gang han ses – troværdig også som PET-manden Folke, i selskab med PET-bossen Jensen, der spilles som dansk Willem Dafoe af veteranen Klaus Tange.
Godt, med godt på om skuespilpræstationer og instruktion. Godt om location og casting, men så også lidt malurt i seriebægeret, hovedsagelig henvendt til serieforfatterne – og derfor lidt et gruppesøgsmål. Clara Dessaus storebror, Adam August, er hovedforfatter og deler credits med instruktøren Samanou Acheche Sahlstrøm, Johanne Algren, Frederik Ringtved og et par andre. Mit første spørgsmål er, hvorfor navnet?
De ti mest almindelige efternavne i Danmark er ”-sen”-navne, og alligevel hedder kvindelige hovedpersoner i krimier altid det samme. I Legenden hedder hun Tea Lind. Hvis det minder dig om noget, kære læser, er det ikke helt underligt. For du er sikkert stødt på Sarah Lund, Louise Rich, Rebecka Holm, Irene Huss og Erika Falck. Alle sammen navne på hovedpersoner i krimier. Hvorfor? Find nu på noget, gode kolleger …
Sprog, stemning, stereotyper
Stort set holder talesproget – med enkelte undtagelser. Produktionen er trods alt dansk, og troværdig dialog er notorisk udfordret i den hjemlige filmbranche, underligt nok, som da Klaus Tanges Dafoeiske Jensen siger til Bros Folke, at de nok ”skal slå koldt vand i blodet”. Seriøst? Det har ingen sagt siden 1950, hvor begrebet legende blev opfundet. Tag lige tidsmaskinen tilbage til 20’erne, tak.
Det er petitesserytteri, og måske urimeligt.
Til gengæld undrer det mig, at historien – igen – og i tråd med andre film, som skildrer en fiktiv underverden – involverer lange udpenslede muslimske begravelsesscener, komplet med bøn og arabisk.
Ligesom i gangsterfilmen Hele Vejen ser man ikke meget til det etnisk danske samfund og dets indbyggere i Legenden ud over politielever og PET-folk. Og det, man ser, er reduceret til flade stereotyper. Teas mor ser vi fx kun som en kærlighedsløs slagge i en lænestol. Det er lidt sært. Måske har det noget med filmstøtte at gøre, en slags godhjertet hensynsbetændelse i et for endimensionelt defineret diversitetskrav? Hvem ved?
Nå, men det ender med oplæg til en toer, som jeg ser frem til. Mest på grund af Clara Dessau, Bro og Co. Men også fordi jeg gerne vil opleve Samanou Acheche Sahlstrøm folde sig helt ud som konceptualiserende instruktør.
Alt i alt – stream den med sindsro. Fornøj dig over stenbro og nepobabyer (hovedrolle og hovedforfatter er søskende og Adam er Bille Augusts søn), græm dig over dialogernes lejlighedsvise udfald, nyd Tea og Ashleys etiske pingpong, stadigt mere fri af lænker og legender, og tænk på alle kvinderne, som kæmpede kampen før dem og dig.
Rettelse: I en tidligere version af teksten stod fejlagtigt, at Adam August og Clara Dessau er børn af Bille August, men de to søskende deler ikke samme far. Adam August er søn af Bille August.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og