ANMELDELSE – Præsident Obamas yngste og morsomste taleskriver David Litts memoirer er vildt sjove og velskrevne. Og de giver en unik indsigt og følelse af, at man er med helt inde i maskinrummet i Det Hvide Hus. Historien om Litts mange år som taleskriver for præsidenten er også en fin ”coming of age” fortælling, der tager læseren med på en rejse, under hvilken en ung og entusiastisk mand bliver voksen, skriver Annegrethe Rasmussen.
WASHINGTON D.C. – Man kan som bekendt vænne sig til meget. F.eks. er mange af os, der skriver om amerikansk politik til daglig, næsten blevet vant til, at USA’s præsident udtrykker sig i bizarre udbrud på Twitter, og at man ikke på nogen måde kan regne med, at det han siger, nødvendigvis har noget med fakta at gøre.
Selvsagt ikke fordi ”alternative facts” er blevet OK, men fordi Trump er … nå ja Trump, og fordi der er grænser for, hvor længe man kan holde til at være permanent forarget.
Virkeligheden indfinder sig, og uanset, hvor absurd denne måtte være, bliver den hverdag. Også selvom lige præcis dette fænomen kan være ret farligt – som at undskylde en ubehagelig, selvcentreret ven eller en voldelig partner, hvor man hele tiden bortforklarer en opførsel, man egentlig burde sige fra overfor i stedet.
Men hvis man har det sådan med amerikansk politik, at Trump er blevet ”the new normal”, kan det være en sund øvelse, en slags mental storvask at blive ført tilbage til dengang, det ikke var sådan.
Og det er ikke længere end blot et år siden, som David Litt – præsident Obamas taleskriver med særligt ansvar for humor – anfører i sin nye erindringsbog, at ”præsidenter talte i komplette sætninger i stedet for i ukontrollerede tweets”. Det var dengang en hær af faktatjekkere var ansat i Det Hvide Hus for at sikre, at alt præsidenten sagde, var kontrolleret forfra og bagfra og forsikret imod at fornærme religioner, befolkningsgrupper, andre lande eller statsoverhoveder – medmindre, naturligvis, at der var en vedtaget politik om at kritisere noget eller nogen med fuldt overlæg.
Og det er just David Litts memoirer, der har titlen ”Thanks Obama – my hopey, changey White House Years”, – under forfatternavnet står der ”A speechwriter’s memoir” – som anmeldelsen her handler om.
Titlen har lånt udtrykket ”hopey, changey” fra Litts selverklærede onde fe, Sarah Palin, der under en af de mange kriser for Obama op mod dennes første midtvejsvalg i 2010 med vanlig god sans for timing, spurgte den demokratiske præsident: ’how’s that hopey changey thing going for ya’?
Bogen er velskrevet og underholdende, let at læse og fascinerende, hvis man som jeg er vild med at komme ind i magtens maskinrum og blive underholdt af politiske anekdoter og lære nøglepersoner i nye amerikansk politisk historie nærmere at kende
Som man kan regne ud, og mange sikkert kan huske, gik det ikke specielt fremragende, og Obama tabte begge sine midtvejsvalg med bravour.
I bogen, som overtegnede slugte med iver (og ikke kun fordi den som nævnt bragte minder frem om en tid, hvor overhovedet i Det Hvide Hus talte i hele sætninger, men fordi den er virkelig velskrevet og underholdende, let at læse og fascinerende, hvis man som jeg er vild med at komme ind i magtens maskinrum og blive underholdt af politiske anekdoter og lære nogle nøglepersoner i nye amerikansk politisk historie nærmere at kende) får man et unikt indtryk af ikke bare Obama, men også af hans team af taleskrivere og i det hele taget af stemningen i Det Hvide Hus i denne periode.
Charmerende selvkritisk og ydmyg hovedperson
Jeg har anmeldt et ocean af politiske erindringsbøger, og de kan være mere eller mindre gode, men fælles for dem er, at de altid er ivrige efter at stille hovedpersonen i et flatterende lys. Og det gælder, uanset om det er en tidligere præsident, vicepræsident, førstedame, forsvarsminister eller højesteretsdommer, der taler. Og selvom jeg ofte finder nutidshistorie spændende, så giver det ikke desto mindre disse bøger et uniformt præg. Den skrivende har næsten altid ret, om end der af og til er et tilbageblik – ofte ret beskedent – i stil med ”ting jeg fortryder” eller en enkelt indrømmelse eller to hist og pist.
Men sådan er Litts memoirer overhovedet ikke, hvilket er noget af det allermest charmerende ved den.
Han er mestendels optaget af at berette om sine fejl, om alle de mest pinlige episoder og om at fortælle, hvor imponeret han var (og nærmest permanent overrasket) over, at det virkelig lykkedes for ham at blive ansat – 24 år gammel – i Det Hvide Hus efter et hav af sikkerhedsprocedurer og mere eller mindre komiske optrin – men også om, hvor benhårde kravene er.
Hvis du gør noget dumt og ender på forsiden af Washington Post, er du ude herfra øjeblikkeligt. Jeg vil ikke bede om din side af historien. Jeg giver dig ikke en ny chance. Jeg vil ikke være ked af det på dine vegne. Faktisk vil jeg aldrig tænke på dig igen
Litt arbejder ikke for Obama i starten, men for præsidentens seniorrådgiver og ven, Valerie Jarret som dennes taleskriver. På den første arbejdsdag får han følgende besked fra sin nye chef, den ledende taleskriver:
“Lad mig gøre en ting helt klar; hvis du gør noget dumt og ender på forsiden af The Post (slang for Washington Post, der fortsat er det førende medie i hovedstaden, red.), er du ude herfra øjeblikkeligt. Jeg vil ikke bede om din side af historien. Jeg giver dig ikke en ny chance. Jeg vil ikke være ked af det på dine vegne. Faktisk vil jeg aldrig tænke på dig igen.”
“Undskyld Sir, men de ligner Hitler på det billede”
Man fornemmer, hvor meget den unge junior-taleskriver (der først senere blev forfremmet) beundrede Obama, der i øvrigt i lang tid ikke vidste, hvad David Litt egentlig hed og derefter brugte et forkert navn, Lips, som man naturligvis ikke kunne tillade sig at rette. Ingen retter på the-commander-in-chief, ingen siger særlig meget og slet ikke uden at blive spurgt først.
Og det er lige før, man som læser gyser, da Obama en enkelt gang spørger, hvorfor et billede er blevet fjernet fra en morsom tale (“I really liked that one,” bemærker han). Tavsheden sænker sig over The Oval Office, ingen tør give svaret.
Pludselig hører David Litt sig selv svare, “De må meget undskylde Sir, men sagen er, at De ligner Hitler på det billede”. Jeg ødelægger godt nok historien ved at genfortælle clouet her, men præsident Obama er ikke bare flad af grin; han ler så meget og så længe, at den unge taleskriver aldrig før og aldrig senere får set ham grine mere hjerteligt.
Man er også som læser med Litt, når han med ærefrygt og beundring fortæller om, hvor vildt det føles for ham at få lov at flyve med Airforce One – og have fri adgang til alle de mange cool snacks og blive tiltalt ”Sir” når man er midt i tyverne.
Det var uvirkeligt – jeg følte mig som Askepot i guldkareten på vej til ballet
Og man kan sætte sig ind i, at det må være ret cool – i hvert fald, hvis man nogensinde har drømt om en birolle i The West Wing, og hvilken USA nørd har ikke det? I øvrigt en serie, som samtlige ansatte har set adskillige gange og kan udenad.
Hvordan man skaber en diplomatisk krise overfor Kenya i en sætning
Beretningerne virker forfriskende ærlige; og det er ret sjovt at læse om, hvordan han engang forsøgte at skifte tøj i et garderobeskab i samme fly, hvorefter døren blev åbnet, efter han fandt ud af, at han havde glemt sine bukser og stod i boksershorts.
Litt fortæller også om, hvor overvældende det er, når man første gang er med til et stabsmøde, hvor man næsten fysisk kan mærke, at det, man er med til, er at skrive samtidshistorie.
Han fortæller om den berusende følelse, det er, første gang han har fået et par sætninger godkendt i en tale (der går igennem et ocean af rettelser både sproglige og som sagt et helt kontor af fact checkers) og ser dem gengivet i New York Times nogle timer efter.
”Det var uvirkeligt – jeg følte mig som Askepot i guldkareten på vej til ballet”, erkender han, og hvor andre måske ville have næret forestillinger om egen storhed, formår Litt gennem hele bogen at blive helt nede på jorden, hvilket jeg som læser som sagt fandt ægte indtagende.
Hvorom alting er: David Litt tager sin læser inde i Obamaland på en måde, som jeg ikke har læst i nogen anden bog før.
Han har humoristens blik for detaljer, når han beskriver, hvordan han fuldkommen tilfældigt udløser en diplomatisk krise ved ikke at tænke nærmere over, hvorfor det måske ikke er specielt smart at bruge et afrikansk land som en lettere nedvurderende sammenligningsgrundlag i en tale eller fortæller, hvordan han under en videooptagelse er tæt på at brænde Obamas hår af.
En ung mand bliver voksen
Bogen er også en klassisk ”coming of age” beretning. Det er historien om, hvordan David Litt først er besat af Obama – som et ungt menneske, der kæmper for at hjælpe sit idol føre dennes vision ud i livet.
Samtidig er bogen også en beretning om en ung idealistisk mand, der langsomt bliver voksen og finder en kæreste og finder ud af, at livet i magtens centrum også kan ende som en vane og et job, der grundet de ekstremt lange arbejdstider og krav (og de mange erhvervsskader man kan få, når hele ens liv er bundet til e-mails og tekstbeskeder, der bipper ind på ens Black Berry dag og nat). Han drømmer i lang tid kun om arbejde og erkender også, at efter et par år er han bogstavelig talt endt som lidt af en basket case.
Det giver ikke nogen mening at genfortælle alle anekdoterne, men jeg var selv ret færdig af grin over dengang, den unge taleskriver fandt et helt stykke laks i kummen i herretoilettet inde i Det Hvide Hus – formentlig fordi en af de indbudte gæster ikke har kunnet lide eller tåle fisken og har fundet det for pinligt at lade den ligge på tallerkenen.
Dengang Osama bin Laden blev fjernet som vittighed
Og så til min yndlingshistorie fra bogen:
Vores hovedperson har endelig i 2011 fået lov til at være en af de tunge bidragydere til præsidentens tale ved den årlige begivenhed, ”White House Correspondent’s Dinner”.
For dem, der ikke kender denne tradition kaldes denne begivenhed i Washington også for ”The Nerd Prom”. I årtier har traditionen fungeret som den ene gang om året, hvor præsidenten ikke bare kan, men skal være morsom – og gerne selvironisk – sammen med pressen, men der møder traditionelt også mange andre politisk interesserede mennesker op – og store dele af the gliterati fra Hollywood og New York.
Det er de akkrediterede journalister ved Det Hvide Hus, der er vært for aftenen (Trump skippede den festlige begivenhed i 2017, sandsynligvis fordi hans forhold til medierne var så dårligt, at aftenen næppe ville være blevet hverken morsom eller afslappet, men muligvis også fordi hele konceptet med at skulle gøre grin med sig selv, næppe ligger naturligt for ham).
Og en af de sjoveste, sande historier fra bogen udspiller sig netop ved den første af disse middage – Litt har skrevet en vittighed ind i talen om Bin Laden.
Den, der skal gøres grin med, er Minnesotas Tim Pawlenty – der på det tidspunkt var set som en opkommende stjerne hos republikanerne – og i talen siger Obama:
”I tror måske, at han er amerikaner, men har I hørt hans fulde navn? Det er ‘Tim Hosni Pawlenty’.
Joken er på den ene side morsom, fordi Obama som bekendt selv hedder “Hussein” til mellemnavn. Og selvfølgelig fordi det samtidig er navnet på Hosni Mubarak, den daværende Egyptiske præsident, som man ikke så gerne vil forbindes med, hvis man er en ambitiøs amerikansk politiker.
David Litt bliver oprørt rasende, og for første gang er han tæt på at protestere på skrift over en rettelse. Som han siger på side 62: “Noget i mig slog klik. Ja, jeg var den yngste, jeg var junior taleskriver. Ja, alle skal ’tage en for holdet’. Men dette her var absurd. Hvordan kunne de synes, at det her var sjovt? Var de virkelig bange for at have præsidenten til at sige navnet på verdens største terrorist? Var de ikke klar over, at det var hele pointen med vittigheden? Men det skulle blive endnu værre. Da jeg klagede, fik jeg at vide, at rettelsen kom fra præsidenten selv.”
Han skriver en rasende klage, men i sidste øjeblik – med fingeren hvilende på ’send-knappen’, kommer han på bedre tanker og lader mailen ligge.
Senere, under talen, konstaterer han hovedrystende, hvordan vittigheden med ”Tim Hosni Pawlenty” flopper – ingen griner eller klapper i salen – og i sit stille sind tænker han triumferende, ”jeg fik ret”.
Lidt senere, næste morgen forstår han til fulde, hvorfor præsidenten ikke kunne lave sjov med bin Laden. Da han sammen med resten af verdens befolkning får at vide, at amerikanske Navy Seals har fundet og dræbt verdens mest eftersøgte terrorleder.
“I was suddenly very glad I hadn’t hit send the night before”.
Hvis du gerne vil have et anderledes – og meget personligt – billede af, hvordan det var at arbejde i Det Hvide Hus under Obama, så er der igen tvivl: køb ”Thanks Obama” – du vil næppe fortryde det
Nå ja – der er en anden historie, som er næsten lige så sjov. Om dengang David Litt formår at gøre et helt land – Kenya – rasende ved at nævne det afrikanske land på linje med Syrien i en tale. Fordi han ikke lige bad en udenrigspolitisk ekspert at se på talen først. Den historie fortælles i et af kapitlerne, som man kan læse helt gratis lige her. Her kan man i øvrigt også nyde historien om, hvordan Obama som nævnt i et godt stykke tid, troede at Litt havde et andet navn.
Summa summarum: Hvis du gerne vil have et anderledes – og meget personligt – billede af, hvordan det var at arbejde i Det Hvide Hus under Obama, så er der igen tvivl: køb ”Thanks Obama” – du vil næppe fortryde det.
POV lønner ikke sine skribenter – endnu. Men hvis du nyder Annegrethe Rasmussens tekster kan du donere et beløb til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85.
Hun læser alle beskeder og bliver vældig glad, men kan ikke svare, fordi mobiltelefonen, modsat hende, befinder sig i Danmark.
David Litt: THANKS, OBAMA, My Hopey, Changey White House Years, 310 sider, Ecco/HarperCollins Publishers. $27.99 – kan købes på Amazon.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
