Weekendavisen og cancel-kulturen, Ai Weiwei

Weekendavisens andel i cancel-kulturen

i Debat/Kunst af
CANCEL-KULTUR // KOMMENTAR – Sidste år fik Læsø Kunsthal ørerne i maskinen, da de med udstillingen Den politiske kunst placerede Lars Vilks og Ai Weiwei i samme forum. Eller rettere sagt, det gjorde de, da Weekendavisen – et af de mest cancel culture-kritiske medier i Skandinavien – rejste det over for Ai Weiwei, og hans bidrag herefter blev ”cancelled”. Hvordan hænger det sammen, spørger Jon Eirik Lundberg, leder af Læsø Kunsthal.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Weekendavisen er måske det medie i Skandinavien som mest indgående og kritisk har dækket fænomenet ”cancel culture” – et fænomen som i stigende omfang rammer kunstlivet, medierne og universiteterne.

Senest har avisen skabt den forbilledligt interessante og informative podcast ”Poul Erik Tøjner om Philip Guston og den frie kunst” (23/12/2020). Tøjners balancerede blik på problemet og på kunstinstitutionernes rolle i samfundet er oplysning på bedste niveau. Weekendavisens engagement i problemstillingen er med andre ord både stærkt og værdifuldt.

Farlig kunst

Situationen kræver det også. Udstillinger bliver stadig ”cancelled”, selv på de største kunstinstitutioner i verden. Feltet for det acceptable bliver smallere for hver dag.

Læsø Kunsthals udstilling om “Den politiske kunst” inkluderede den omdiskuterede, svenske kunstner Lars Vilks. Foto OlofE, creative commons

Også i vores eget hjørne af verden er dette mærkbart. En kunstner som svenske Lars Vilks ser man for eksempel ikke mange udstillinger med. Det er for farligt, efter manges mening.

Men hvordan reagerer Weekendavisen , som det seneste år er gået først i kampen mod den tiltagende censur, hvis nogen alligevel gør forsøget?

Medierne som observatører eller aktører

Det fik vi en smagsprøve på i 2019, da Læsø Kunsthal inviterede Vilks og 12 andre kunstnere til en udstilling om politisk kunst. Udstillingen levede på alle parametre op til Tøjners beskrivelse af en kunstinstitutions opgave i samfundet. At være et vågent øje der ser, hvad der foregår i tiden.

Dengang valgte Weekendavisen at kontakte kunstneren Ai Weiweis kontor i Berlin et halvt døgn inden udstillingens åbning. AI Weiwei var topnavn og et scoop for udstillingens tematik.

Det underminerer avisens ellers forbilledlige arbejde med en problemstilling, som har stor betydning for både kunstens og mediernes frie handlingsrum

Hvad der helt præcist blev sagt til Weiweis kommunikationsfolk vil avisen til dato ikke ud med. Men effekten var, at transporten med værket blev stoppet. Og nyheden om den beslutning fik opmærksomhed også udenfor landets grænser. Men det var en konstrueret nyhed á la Michael Forsmark, som blev produceret. Hele forløbet endte som et eksempel på ”cancel culture”.

Den tavse beslutning

Jeg kan ikke se andet end, at det i sig selv er problematisk for en avis, som ellers yder en stor indsats for at belyse og kritisere det selv samme fænomen, når det rammer andre institutioner. Weekendavisen dækker sig bag en påstand om, at det var ”Ai Weiweis beslutning”.

“Den politiske kunst” på Læsø Kunsthal anså deltagelsen af Ai Weiwei som et scoop. Og mangler stadig en udtalelse fra kunstneren, hvorfor hans værker blev trukket. Foto: udstillingsplakat

Men Ai Weiwei har aldrig udtalt sig i sagen. Og det er netop karakteristisk for ham, at han træder offentligt frem og motiverer handlingen de gange, han trækker et værk tilbage. Pointen er heller ikke, hvad nogen har eller ikke har besluttet, men grundlaget for beslutningen – altså indholdet i den information Ai Weiwei Studio modtog.

Med så mange løse tråde er det meget svært at forstå, avisen kan affeje en debat om dens egne handlinger. Man kan få det indtryk, at avisen lidt lader, som om det ikke er sket. At der opstod en misforståelse. At det i grunden var en fejl. Det er jo ikke utilgiveligt i så fald.

Kunstens og mediernes frie handlingsrum

Men man kan jo ikke vide om det var en fejl – eller hvad det ellers var – hvis avisen ikke fortæller hele historien. Hvis det vitterligt er sådan, at avisen lader som ingenting for at dække over, den har konstrueret en nyhed og saboteret en udstilling, så slår avisen jo ind på det samme spor som de indentitetspolitiske grupperinger, den selv gør sig umage for at afsløre.

Som om den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Det underminerer avisens ellers forbilledlige arbejde med en problemstilling, som har stor betydning for både kunstens og mediernes frie handlingsrum.

Man har sat barren højt, og det er alle læsere taknemlige for. Men dermed må man jo som det mindste selv leve op til den.

Dette debatindlæg blev først sendt til Weekendavisen, som ikke har ønsket at bringe det.


LÆS FLERE INDLÆG AF JON EIRIK LUNDBERG HER


Topfoto: Jindřich Nosek (NoJin), creative commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jon Eirik Lundberg (1974) er født i Oslo og er cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet. Han er forfatter ved Det Poetiske Bureaus Forlag og kunstformidler som bestyrer af Læsø Kunsthal. Han er også skribent ved Årsskriftet Critique. Jon Eirik Lundberg skriver hovedsageligt i feltet mellem politik og litteratur og ser litteraturen som en form for erindring af fælles erfaringer. Politisk set ser han en grundlæggende, evig dikotomi mellem det politiske samfund - det vi kalder ‘den frie verden’, altså demokratiet - og de upolitiske samfund, diktaturerne. Kunst og politisk frihed hænger sammen. Jon Eirik Lundberg skriver artikler, kommentarer, romaner, digte og sange og udgav sin første politiske fabel, “Hos glasmaneterne”, i november sidste år.

Jon Eirik Lundberg har også skrevet 'Den udøvende krop', digtsamling, Det Poetiske Bureaus Forlag (2016), antologien ’Oplæsninger’, Læsø Litteraturfestival (2015), Læsø i det 21. Århundrede, fotografier af LucaBerti, Læsø Kunsthals Forlag (2013), MAXIMUM BONJOUR, digte, Forlaget Forlæns, København (2013), Skybrudd i regnskapet, digte, Aschehoug Forlag (2008), Oslo SVERIGE, prosa, Aschehoug Forlag, Oslo, (2003), Forlægger, LEF – De Samlede Værker, rollespil af Jacob Jarlskov (2001), 'Digte for analfabeter,' tegninger, eget forlag (2001). Han bor i København.
Foto: Luca Berti

Seneste artikler om Debat