POPULISME // DEBAT – Partier og politikere, der lover hurtige og radikale løsninger på komplicerede problemer, går frem i hele den vestlige verden. Klarer Danmark frisag?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Én fællesnævner går igen, når vi skal prøve at forstå, hvad der i disse år sker i den vestlige verden fra Nordkap til Kap Horn: vælgernes længsel efter handlekraft.
Det er den længsel, der får folk til at juble, når Argentinas præsident, Javier Milei, svinger motorsaven som symbol på, hvor drastisk han vil gå til værks over for bureaukratiet og de mange love og regler, der styrer landet.
Det er den længsel, der får Trumps vælgere til at juble, når han lukker den statslige bistandsorganisation USAID og kun beholder 290 ud af 10.000 ansatte, og når han udsteder et dekret om, at der kun er to køn. Basta.
Verden bliver stadig mere kompliceret, og det samme gør kriserne
Det er den længsel, der bragte Giorgia Meloni til magten i Italien. Det er den længsel, der nu for første gang har gjort Nigel Farages parti Reform UK større end både De Konservative og Labour. Det er den længsel, der ifølge meningsmålingerne vil få AfD til at vokse endnu mere ved valget den 23. februar i Tyskland. Det er den længsel, der er bag succesen for Marine le Pen og hendes Rassemblement National.
Handlekraft og komplicerede problemer
Verden bliver stadig mere kompliceret, og det samme gør kriserne. Klimaforandringerne. Den teknologiske udvikling. Krigen i Ukraine. Effekten af sociale medier. Globaliseringen, der presser arbejderklassens levestandard overalt (I USA fx er deres realløn ikke vokset i årtier, mens middelklassen og overklassen skummer fløden).
Det er den samme længsel, der har givet Inger Støjberg så mange stemmer, som gav Pernille Vermund og Nye Borgerlige vind i sejlene, og som gør, at Lars Bojes parti højst sandsynligt kommer i Folketinget
Mange føler sig fremmedgjorte af de voldsomme kulturkrige, der har ramt den vestlige verden. De mange DEI-initiativer, der skal fremme inklusion og tolerance og er skabt i den bedste mening, har produceret en række vildskud, som et stort flertal af befolkningerne føler sig fremmedgjorte i forhold til. Fx at man risikerer at blive kaldt alt muligt grimt og i værste fald forsøgt cancelled, hvis man siger, at mænd ikke kan føde børn (uanset hvor vred Pernille Skipper bliver), og kvinder ikke kan få prostatakræft.
Fællesskab til højre
En anden bagside af det store fokus på forskellige minoriteter – og ikke mindst teorierne bag – er, at befolkningen er blevet delt op i små segmenter på baggrund af deres race, kønsidentitet etc. Det var typisk ved den demokratiske præsidentkandidat Kamala Harris’ valgmøder at se plakater med udsagn som ”Queers for Harris”, ”Latinos for Harris” etc.
Trump turnerede med sloganet ”Make America Great Again”, som alle hans tilhængere kunne se sig selv i og samlede sig bag. Ikke siden Barack Obamas positive ”Yes we can”-valgslogan har Demokraterne haft et slogan, nogen kan huske i dag. Og man skal ikke undervurdere den fællesskabsfølelse og følelse af styrke og fremgang, den slags giver.
Også andre steder har man set det populistiske højre samle sig bag nogle få, fængende slogans.
Danmark er blevet skånet – foreløbigt
Det er min påstand, at der også i det danske vælgerhav er en stor – og stigende – længsel efter at se handling i stedet for at høre på stadig flere ord. Cut the crap, som det hedder.
Selvfølgelig kommer det til at gøre en forskel, når vælgerne herhjemme ser Milei og Trump gå radikalt til værks, mens vores egen regering med møje og besvær har beskåret antallet af offentligt ansatte med 1.000 – samtidig med, at der de seneste 10 år er blevet 20.000 flere offentligt ansatte.
Hvem tror for alvor på, at der vil blive luget ud i bureaukratiet og antallet af offentligt ansatte? Hvem tror for alvor på, at den grønne trepart kommer til at virke som lovet? Hvem tror for alvor på, det vil lykkes at få smidt kriminelle udlændinge ud af landet? Hvem tror for alvor på, at vi kan gennemføre den grønne omstilling, når en flok dykænder eller nogle vandsalamandere kan bremse det ene nødvendige tiltag efter det andet? Hvem tror for alvor på …?
Herhjemme har vi stort set klaret frisag. Indtil nu. Men det er den samme længsel, der har givet Inger Støjberg så mange stemmer, som gav Pernille Vermund og Nye Borgerlige vind i sejlene, og som gør, at Lars Bojes parti højst sandsynligt kommer i Folketinget ved næste valg.
Danskernes tillid til politikerne er lavere end på noget tidspunkt siden 1994. Så risikoen er reel for, at opbakningen til disse populistiske partier og politikere pludselig kan eksplodere.
Men populistiske løsninger er sjældent langtidsholdbare.
Læs også Peter Schjødts kronik “Moderne samfundskritik kommer fra det yderste højre”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
