BØRN // PÆDAGOGIK – Hvis der er noget, der fylder for førstegangsforældre i dag, er det overvejelser om valg af institution. Hvordan bliver man skrevet op? Hvad skal være vores førsteprioritet? Og hvad siger andre forældre om standarden de forskellige steder? Jesper Koerstz Jensen, der både er vuggestue-forælder og lektor i pædagogik, har gjort sig nogle overvejelser.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tager man Amager en tilfældig tirsdag formiddag (når der ikke er corona), vil man opleve en stærk trafik af barslende mødre med barnevogne på vej ud for at inspicere vuggestuer og tage temperaturen på den pædagogiske kvalitet.
De har fået at vide, at der er frit valg, og at det er en god ide at være opsøgende og tage på vuggestuebesøg. De har masser af tid, og det er et godt samtaleemne i mødregruppen, fordi alle snart står med samme pasningsbehov: ”Ej, det virkede som et utrolig varmt sted. Noget helt andet end Krøllebøllehuset, hvor alt var nedslidt og deprimerende”.
Vi har skabt en ret usund kultur, hvor vi tror, at vi kan komme ind fra gaden og vurdere en institutions pædagogiske kvalitet med det blotte øje
Da vi fik vores første søn, gjorde vi også klar til shoppetur, men vi valgte at starte besøgsrækken hos den lokale vuggestue, selv om den havde et noget blakket ry og lå i et ”farligt” område med mange store boligblokke. Men den lå godt nok dejlig tæt på. Og tænk nu, hvis den var bedre end sit rygte.
Akut opstået samfundssind
Jeg ved ikke, om det var akut opstået samfundssind eller en trang til at gamble med den førstefødtes trivsel, men vi valgte at tage chancen og lade drengen starte (den havde selvfølgelig ikke nogen venteliste), og det viste sig faktisk at gå glimrende. Der var styr på tingene, masser af omsorg og kompetent pædagogisk personale tilsat en solid dosis mangfoldighed.
Den erfaring har efterfølgende fået mig til at reflektere over, at vi har skabt en ret usund kultur, hvor vi tror, at vi kan komme ind fra gaden og vurdere en institutions pædagogiske kvalitet med det blotte øje.
Der kan være tusind faktorer, der forstyrrer indtrykket: Det kan være en dårlig dag, en god dag, en stue hvor der lige er noget uro, en leder, der gør et dårligt førstehåndsindtryk og så videre og så videre. Der kan også sagtens være pædagoger, man som forældre ikke tænker, er det store hit, men som ens barn elsker over alt på jorden.
Det eneste vi ret beset kan vurdere ved et kort besøg, er institutionens evne til at arrangere vellykkede korte besøg
Der kan også være ”dårlige” vuggestuer med super velfungerende stuer, og der kan være institutioner med super ry, men flere ikke-velfungerende stuer. Det er det rene lotteri, og man har som forælder ikke den ringeste chance for at vurdere noget kvalificeret ved et kort besøg af tyve minutters varighed.
Socialt ansvar og færre bekymringer
Det eneste vi ret beset kan vurdere ved et kort besøg, er institutionens evne til at arrangere vellykkede korte besøg, og det, mener jeg ikke er et afgørende kriterium for ret mange.
Derfor bør vi måske lade være med at shoppe mellem institutioner. Retten til frit valg er også retten til ikke at vælge, og måske er det i virkeligheden mest hensigtsmæssigt, hvis vi lader pladsanvisningen træffe beslutningerne. Så får vi en bedre spredning af børnene, og flere får en vuggestueplads tæt på deres bopæl.
Så er vi både med til at tage et socialt ansvar i nærområdet, skabe nogle logistisk nemmere morgener i familierne, spare os selv for en masse bekymringer om institutionsvalg og undgå at spilde det pædagogiske personales tid med at arrangere meningsløse inspektionsbesøg, som ingen får noget ud af – især fordi de lange ventelister i realiteten betyder, at rigtig mange mennesker ikke får deres ønsker opfyldt alligevel.
Topfoto: Free-Photos, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her