#METOO PORTRÆTUDSTILLING // INTERVIEW – 14 kvinder, der ændrede Danmark i 2020, er kommet på museum. De er portrætteret som en hæder for deres initiativer til kamp mod overgreb, seksuelle krænkelser, forskelsbehandling og indførelsen af en ny samtykkelov – og hyldet for deres mod. Journalist Isabella Miehe-Renard har talt med fotografen bag udstillingen om frontkæmperne, der skaber samfundsændringer for de kommende generationer, og med nogle af de markante kvinder selv. Og nej, #MeToo behøver bestemt ikke et parti, siger skribenten, hvis nogen skulle få den ide.
Nogle gange skal ting skæres ud i pap. For nylig spurgte en mandlig bekendt ind til “alt det der MeToo-gejl”. “Isabella, hvorfor stifter I ikke bare et parti og får det overstået?”
Det er et meget mærkeligt spørgsmål. Ideen kan ikke være længere fra sagens kerne.
Det gik op for mig, hvor absurd det er, “at man skal klare sig” for at gå på job som kvinde
Mit forsøg på et pædagogisk svar loans-cash.net, der blev lettere ironisk, kom til at handle om hans passion for at gå lange ture i skoven. Ikke som et offer, men som en glad naturelsker.
Hver gang raser han over de mange mountainbikes, der ikke “holder sig på stien”. Jeg foreslog, at han laver sit eget hashtag, eksempelvis #keepOUTofmywood – og stifter et parti i stedet for alt det brokkeri!
Der er mildest talt intet stemmefiskeri i at stille sig frem og fortælle om krænkelser, forskelsbehandling eller højlydt problematisere et historisk kulturelt magthierarki. Der venter højst udskamning, mistro, bebrejdelser, tavshedsklausuler, langtidssygemeldinger eller ufrivilligt jobskifte.
Min vandrende ven kunne lade sig inspirere og samle underskrifter ind fra ligesindede, der også har oplevet “mountainbike-chikane” eller klage til Naturstyrelsen for at få de urimelige forhold ændret. Oveni kunne han kæmpe for en vigtig samværspolitik i de danske skove.
Og her skærer jeg som lovet budskabet ud i pap: Dont talk the talk unless you walk the walk.
Museet i Aarhus, der indtil for nylig hed Kvindemuseet og har båret dette navn i 38 år, hedder nu KØN – Gender Museum Denmark. Den navneskifts-debat er ikke omdrejningspunktet her. Men jeg tillader mig at videregive min 69-årige storesøsters reaktion: “Det er spændende, hvornår ordet “kvinde” er udraderet af det danske sprog …”.
Det er også modet, de hver især hyldes for. At turde spørge hinanden, er det her sket for dig? De portrætteres med fast grund under fødderne. Lys på ansigterne og øjenkontakt
Men særudstillingen De ændrede Danmark handler i den grad om kvinder. 14 markante kvinder – flere nye stemmer –portrætteres på fotostater med navn, stillingsbetegnelse, alder og specifik beskrivelse af deres indsats i 2020. Initiativer til kamp mod overgreb, seksuelle krænkelser, forskelsbehandling og indførelsen af en ny samtykkelov.
Forpligtet til at ændre noget til det bedre
Startskuddet lød for alvor, da tv-vært Sofie Linde for snart et år siden, live i Zulu Awards, til alles overraskelse italesatte tabuiserede, men velkendte vilkår om at være kvinde i en mandsdomineret branche.
Dagen før showet spurgte hun sin far til råds. Hans svar lød: “Når man står i en position, hvor man reelt har muligheden for at ændre noget til det bedre – så har man en forpligtelse!” Sofies far sparkede røv uden at vide det.
Det vidner denne udstilling om, hvor netop ordet “forpligtelse” ligger til grund for de udstillede kvinders #MeToo-initiativer.
Havde sindssygt meget på spil
Sofia Busk, 34 år og dokumentar- og fotojournalist, har valgt at fotografere kvinderne på deres arbejdspladser, hvilket flugter helt med ønsket om at møde på jobbet som faglig person fremfor et køn. De er ikke legender, ikke mytiske, de har alle en arbejdsplads i vidt forskellige brancher et sted i Danmark, hvor behovet for opråb og aktivisme længe har ulmet.
Det er også modet, de hver især hyldes for. At turde spørge hinanden, er det her sket for dig? De portrætteres med fast grund under fødderne. Lys på ansigterne og øjenkontakt. Som tusindvis af mænd i renæssancens portrætmalerier. Med vilje ikke et hastigt og flygtigt pressefoto in the moment. Udstillingen er en fortælling om en proces. Ikke en bevisførelse.
Sofia Busk stod, som hun siger, “et helt andet sted”, inden dette tema blev hendes foto-projekt. Tidligere har hun især beskæftiget sig med voldtægtskulturen i Indien og den nyere tendens kaldet femicide om kønsrelaterede mord på frigjorte kvinder i Tyrkiet.
Jytte Hilden kom og holdt en tale, hvor hun satte #MeToo og vores fælles kamp ind i en større ramme. Hun kaldte det en ny milepæl i kvindebevægelsens mangeårige arbejde
Proportionerne skabte en tvivl i hende, for behøver Danmark virkelig at rydde op i alle hjørner, når vi i forvejen står som et foregangsland?
“Jeg syntes, at #MeToo måske var for sippet, måske endda snerpet. Jeg har arbejdet i et mandsdomineret fag, har mange drengevenner og derfor set mig selv som en stærk kvinde, hvad det så end er. En af dem, der sagtens “kan sige fra”! Og tja, alt i livet giver vel knubs?”
“Pludselig lyttede jeg til debatten herhjemme, og det gik op for mig, hvor absurd det er, “at man skal klare sig” for at gå på job som kvinde. Jeg havde aldrig selv reflekteret over, hvor tit jeg faktisk har oplevet noget ufedt eller decideret ubehageligt”.
– Hvad fik dig til at ændre din approach? Noget må have gjort indtryk på dig?
“Nogle af de her unge kvinder mødte jeg meget tidligt i oktober 2020. De var nervøse. Det var så tydeligt, hvor sindssygt meget de havde på spil hver især. De virkede ret udkørte, de var nærmest på vagt og havde følelserne uden på tøjet.”
“Jeg blev så berørt af, at de havde sat gang i noget, de virkelig troede på selvfølgelig. Men de havde også sat alt over styr og vidste ikke, om de var købt eller solgt. De stod sammen på tværs af brancher og position. Det var faktisk meget følelsesladet, fordi deres stemmer pludselig blev hørt.”
Frontkæmpernes dagsorden
En af de 14 kvinder, hvis stemme bliver hørt, er advokat Maria Rasmussen, 36 år, ansat i HK. Hun var meget i tvivl om, hvorvidt hun ville takke ja til at lade sig fremhæve med navn og foto på udstillingen. For hvornår kan man betragte sig selv som en del af frontkæmperne?
“Jeg arbejder qua mit job i fagbevægelsen med de her sager og ønsker selvfølgelig at gøre en forskel og forbedre ansattes vilkår i denne gråzone. Men de andre stærke kvinder, jeg skulle hænge ved siden af, har allerede gjort en markant forskel i mine øjne.”
“De har sat krænkelser og chikane på dagsordenen, som allerede har medført en reel forandring”, siger Maria Rasmussen og fortsætter:
“Mine veninder overbeviste mig. De synes, jeg er forpligtet til at bruge min viden og stemme, hvis mit arbejde kan forandre noget på længere sigt.”
“Så jeg nåede frem til, at alle de mange kvinder, jeg som advokat har repræsenteret i sager om seksuel chikane – de har genereret så meget mod. Det fortæller de mig jo. Så er jeg også forpligtet til at gøre mit for at fastholde den nye dagsorden.”
Rigtigt mange siger fra på bagkant nu og ville ønske, at de havde gjort det før. Mange fortæller faktisk, at nu gør de det for de andre
– I fare for at lyde som en sportsjournalist, hvordan føltes det så at se dig selv på fotostat i udstillingslokalet ved åbningen?
“Jeg blev mere stolt, end jeg havde forventet, over at være en del af det selskab. Jeg blev rørt. Især da Jytte Hilden kom og holdt en tale, hvor hun satte #MeToo og vores fælles kamp ind i en større ramme. Hun kaldte det en ny milepæl i kvindebevægelsens mangeårige arbejde.”
“At vi og så mange andre danske kvinder på relativ kort tid har skabt en debat og et fokus, der virkelig rykker noget. Selv er jeg ved siden af mit arbejde i HK i gang med en ph.d., hvori jeg gennemanalyserer de (kun) 100 sager, der findes i Danmark om seksuel chikane.”
“Hvad er egentlig rækkevidden af ligebehandlingslovens forbud? Hvad defineres – og lige så interessant – hvad defineres ikke som krænkelse. Og hvornår bliver selve arbejdsgiveren ansvarlig?”
Ansvar og forebyggelse
– Et forslag går igen i diskussionen om forebyggelse; nemlig det “indirekte objektive ansvar” for de øvre ledelseslag. Hvad betyder den, i mine ører, ret løse formulering? Hvilken forskel kunne den gøre?
“Den handler netop om forebyggelse. Hvis en arbejdsgiver lige inden, der rejses en sag, siger, at han/hun ikke kendte til problemet, er det så ansvarsfrit? Eller skulle der have været tydelige tiltag om forebyggelse? Og har indsatsen været tilstrækkelig?”
“Mange sager drukner i dette dilemma, som det ser ud nu. Både den krænkede og/eller den påståede krænker kunne lettere blive hørt ved domstolene.”
Det er faktisk dagligt, at arbejdspladser benytter advokatundersøgelser til at afdække faktiske forhold og derefter træffer beslutninger. Ingen råber op om “retssikkerhed”
– Hvilken impact har de sidste års #MeToo-bølge haft i dit arbejde?
“En enorm betydning. Det har jo givet os allesammen et “sprog”, der ikke rigtig fandtes om emnet. Jeg har oplevet stor stigning i sager om chikane, fordi kvindelige ansatte pludselig ser og hører, at de ikke står alene. Som f.eks. “Gud, det her er ikke kun min grænse, der er overskredet!”
“Jeg oplever, at det er et følelsesmæssigt wakeup-call, hvor rigtigt mange siger fra på bagkant nu og ville ønske, at de havde gjort det før. Mange fortæller faktisk, at nu gør de det for de andre.”
– Hvor tabuiseret har oplevelserne været tidligere? Hvorfor først så mange fortællinger nu?
“Efter Sofie Lindes optræden har jeg oplevet et boom i henvendelser. Også hver gang jeg selv er citeret i en avis. For hver uge har mange flere opsøgt mig. De vil egentlig ikke anmelde gamle sager, men de har behov for at drøfte deres oplevelser med en fagperson. Ting, de aldrig før selv har kunne vurdere og rubricere.”
Mistænkeliggørelsen i MeToo-sager
– Ord som “folkedomstol” og manglende “retssikkerhed” er gået igen i den voldsomme modreaktion på sager, der offentliggøres. Både i avisledere, debatindlæg og på de sociale medier. Hvad siger du som jurist?
“Det slår mig, at præcis i sager om seksuelle krænkelser er mistanken om løgn utrolig stor. Ikke i sager eller anmeldelser, der handler om almene vidneforklaringer eller kriminalitet.”
“Jeg forstår det ikke helt. Hvorfor skulle man udsætte sig selv for massiv hetz og mistænkeliggørelse, som mange kvinder efterhånden forventer på forhånd nu? Det er svært at se fordelene”, siger Maria Rasmussen og fortsætter:
“Enhver kvinde eller mand må have ret til sin egen historie. Ret til at dele den. Man har også ret til at anlægge en injuriesag eller sager om usaglig fyring. Folkestemningen kan nærmest resultere i, at det sprog, så mange har manglet, bliver lukket ned. Det er allerede en tydelig tendens”.
Normalt kommer man på udstilling, når man er død. Det føles kæmpestort at være med her som et bevis på, at vores indsats kan få betydning for kommende generationer
– Masser af medarbejdere på de danske virksomheder bliver fyret uden ramaskrig og folkelig opstand og meningsmålinger. Hvad er forskellen her?
“Det er sjældent noget, den brede befolkning går op i. Det er faktisk dagligt, at arbejdspladser benytter advokatundersøgelser til at afdække faktiske forhold og derefter træffer beslutninger. Ingen råber op om “retssikkerhed”.”
“Så det har nærmest stødt mig som jurist, at det kun gælder i kønsspecifikke og hvad der i flæng omtales som “MeToo-relaterede” sager.”
Ændringer fører til forandring
Titlen på Museet Køns udstilling hedder De forandrede Danmark. Andre steder i pressematerialet står der “De ændrede Danmark”. Måske vidner det om en diskussion i arbejdsprocessen. Fra det højstemte til det mere praktiske ved disse 14 eksempler på aktivisme.
I mange brancher og fag, i politiske partier, i foreningslivet og på uddannelsesinstitutioner er alt ikke forandret.
Men et angreb på en indlejret magtkultur har fået et momentum. Faktisk har svaret ikke været et forsvar. Tidsånden presser de ansvarlige magthavere og erhvervsledere og fagbevægelser og tillidsrepræsentanter og HR-ledelser til at erkende, at noget er blevet ignoreret eller overset – og nu må det ændres. Det har tusindvis af underskriftsindsamlinger og fremfor alt vidnesbyrd dokumenteret.
Det sidste ord får endnu en af de 14 kvinder på den omtalte særudstilling. PA-konsulent og medlem af Venstre, Camilla Søe, 30 år:
“Normalt kommer man på udstilling, når man er død. Det føles kæmpestort at være med her som et bevis på, at vores indsats kan få betydning for kommende generationer.”
“Vi er nået længere, end jeg turde håbe på. Man må gøre op med sig selv, om det ikke netop er nu, de store skridt skal tages. Som i alle andre bølger vil der være stille perioder, men dem er jeg ikke længere nervøs for; jeg ved, at bølger skyller igen. Og igen.”
“De ændrede Danmark”. Særudstilling på KØN Museum, Aarhus frem til d. 25. juli. Idé og koncept: Sofia Busk og Marchen Neel Gjertsen. Projektet er støttet af HK og Fagbevægelsens Hovedorganisation.
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF ISABELLA MIEHE-RENARD HER
Topillustration: Tv-vært Sofie Linde, portrætteret af fotograf Sofia Busk. Alle fotos fra udstillingen er gengivet med tilladelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
