STORBRITANNIEN // ANALYSE – Systemet virker så forudsigeligt, at partiernes valgforskere den dag i dag inddeler vælgerne efter et system, der oprindeligt blev udviklet til brug af pressen, når den ville måle og forstå sin læserskare. Men en skarp udmelding fra Labours skyggefinansminister viser, at britisk politik alligevel kan være stærkt uforudsigelig.
NEWCASTLE – Rachel Reeves – Labours bud på den første kvindelige finansminister nogensinde og den første Labour-finansminister siden 2010 – har givet et bud på, hvordan hun ser sit lands økonomi.
Det underlige – måske særprægede, ja, der er dem, der synes, det er interessant – ved det britiske demokrati er, at det holder fast i det topartisystem, victorianerne mente, var det helt rigtige for Storbritannien.
Dengang, i den victorianske periode, var der netop kun to partier, og det mente briterne var det naturlige udgangspunkt for et moderne demokrati. Folket (de, der nu havde stemmeret) skal have lov til at vælge mellem de to.
Til gengæld skal de to partier så holdes til ilden: Mens det ene regerer, skal det andet holde sig parat til at overtage regeringen, som det jo før eller siden kommer til at gøre.
For hver minister i det regerende parti skal oppositionen – “His Majesty’s Loyal Opposition” – udnævne sin egen genpart, en “skyggeminister”. Skyggeministeren – “the Shadow Minister” – holder sig så klar ude i kulissen til at træde ind i det politiske rampelys, når den siddende regering taber et valg til parlamentet.
Systemet er over halvtreds år gammelt og hviler på en temmelig fortidig idé om, at en husstand bedst forstås ved at vide, hvem der tjener husstandens hovedindkomst, og hvor stor den indkomst er
For at få det til at fungere, mødes skyggekabinettet med højtstående embedsmænd i de pågældende ministerier for at diskutere, hvordan man kan få et regeringsskifte til at fungere bedst muligt.
Oppositionen sidder måske klar med nye idéer til, hvordan landet styres bedre, det gør de jo som regel, og de kan så få samarbejdet med ministerierne i gang allerede inden valget.
Et forstenet politisk system
For øjeblikket sidder de britiske konservative, ført af Rishi Sunak, ved magten. Inden årets udgang er det sandsynligt, at Keir Starmers arbejderparti, Labour, sidder i regering.
Og sådan kan det britiske politiske system så tumle videre som et sæt politiske vindmøllevinger. Først er det ene parti på toppen, så det andet.
Systemet virker så forudsigeligt, at partiernes valgforskere den dag i dag inddeler vælgerne efter et system, der oprindeligt blev udviklet til brug af pressen, når den ville måle og forstå sin læserskare.
Systemet er over halvtreds år gammelt og hviler på en temmelig fortidig idé om, at en husstand bedst forstås ved at vide, hvem der tjener husstandens hovedindkomst, og hvor stor den indkomst er.
På den måde kan man drage konklusioner om husstandens forbrug og sociale tilhørsforhold. Altså, farmand er direktør (eller arbejdsmand), mor går hjemme (eller har en tjans som rengøringskone), familien har bil (eller cykler, tager en sporvogn) osv. osv.
Ligesom danskerne ikke længere lever, som de gjorde for halvtreds år siden, så har det britiske samfund været i en rivende udvikling
Og så stemmer de nok enten konservativt eller Labour.
En stor gruppe vælgere inde i midten af det system af socialklasser har det med at skifte parti fra det ene valg til det næste, og partierne bruger så meget energi på at få dem over på deres egen side.
Britiske vælgere overhaler deres politikere indenom
At der er en sammenhæng imellem indkomst og forbrug er helt klart. Med moderne computerprogrammer og de rigtige algoritmer kan nutidens statistikere godt få en britisk inddeling i bare seks sociale grupperinger til at afspejle et langt mere sammensat samfund.
Men der er pointen. Ligesom danskerne ikke længere lever, som de gjorde for halvtreds år siden, så har det britiske samfund været i en rivende udvikling. Indvandring fra de gamle kolonier, så fra EU; de-industrialisering og urbanisering; regional selvstændighed for Skotland, Wales og Nordirland, ledsaget af en stærkere følelse af engelsk identitet i England selv.
Halvfjerdserne var et utrolig besværligt årti for briterne i snart sagt alle henseender: strejker, politisk uro, faktisk i så høj grad, at man i fuld alvor overvejede et militærkup i nogle kredse
Det var ved Brexit-afstemningen i 2016, det gik op for briterne, ikke mindst deres politikere, at de faktisk havde mistet fornemmelsen for, hvordan deres befolkning så ud udefra, og hvad der er vigtigere: hvordan de forstår sig selv.
Hvad briterne mente om principielle forhold, det vidste man. Men en bredere forståelse af befolkningens sammensætning, den manglede. Og det betød, at det kom bag på politikere og kommentatorer i Storbritannien, at vælgerne helt svigtede de partier, de plejede at stemme på, hvis man spurgte dem, hvordan de forholdt sig til medlemskabet af EU.
Labour’s Rachel Reeves og hendes “vision”
For et par dage siden holdt den britiske skygge-finansminister, Rachel Reeves, den årlige “Mais”-forelæsning.
Mais-forelæsningen – the Mais Lecture – er en slags svendestykke for britiske finansministre, hvad enten de allerede sidder på posten eller, som i hendes tilfælde, sikkert snart flytter ind i Downing Street 11 som den første Labour-finansminister siden 2010.
Det forventes, at når man afholder the Mais Lecture, så fremlægger man sine visioner for nationens finanser. Man ventede at høre Rachel Reeves fortælle, hvordan det går med nationens økonomi, hvad der eventuelt er galt med den, hvilke problemer den har, og hvordan en ny finansminister nu vil gøre et bedre stykke arbejde end sin forgænger.
Det er jo næsten altid underforstået, at den foregående regerings parti og finansminister har gjort et eller andet galt eller i det mindste prioriteret på en anden måde, end den indgående finansminister ville gøre det. Større fradrag til den enkelte skatteborger, højere skat på det ene og mindre på det andet, privatisering osv. osv.
Her har Rachel Reeves jo i teorien frit spil, de sidste års konservative regeringer kunne næsten ikke have gjort det værre – kunne man sige. Den nationale gældsbelastning – det, som det offentlige skylder i lån – er oppe på næsten 90 procent af værdien at det samlede bruttonationalprodukt. Landet har ikke skyldt så meget væk i mange årtier.
Selvom det ikke er uhørt i sammenligning med andre af verdens store økonomier, så står det lige så skralt til med den britiske som med (og det er en sensation i sig selv) den tyske. I halvfjerdserne, da det stod rigtig skidt til med den britiske nationaløkonomi, og briterne måtte bede Den Internationale Valutafond om et lån, lå briterne bagest, økonomisk, sammen med Italien.
Der skal ikke lånes mere fra valutafonden nu, men Rachel Reeves mener selv, at briterne nu står ved en skillevej, som de gjorde i 1979. Halvfjerdserne var et utrolig besværligt årti for briterne i snart sagt alle henseender: strejker, politisk uro, faktisk i så høj grad, at man i fuld alvor overvejede et militærkup i nogle kredse.
Men så blev der udskrevet valg i 1979, Margaret Thatcher kom til, og i erindringen er det blevet til en slags “guldalder” i nyere britisk politik: Fagforeningerne blev tvunget i knæ, offentligt ejede virksomheder blev privatiseret, briterne blev boligejere i langt højere tal end før, og flere og flere af dem fik lån til at købe hus, måske i Storbritannien, men tit også i Spanien.
I Reeves’ analyse er briterne tilbage i halvfjerdserne, rent økonomisk, og som finansminister har hun mulighed for at nulstille, for at begynde forfra, for at rette op på de skader, De Konservative har forvoldt ved deres (angiveligt) uansvarlige økonomiske politik i de fjorten år, de løseligt har holdt tøjlerne.
Hvad vil Reeves så, hvad er visionen, og hvilke er hendes initiativer?
Hun skuffer lidt, det må man indrømme. Der skal skabes vækst i økonomien, men det er lidt af en selvfølge, når økonomien nu skranter. Siden den verdensomspændende økonomiske krise indtrådte i 2008 (mens arbejderpartiet var i regering), har det været en kendsgerning, at borgere, der har været vant til højere og højere lønninger og en stadig højere levestandard, har trådt vande økonomisk.
Men hun har jo ret: Stabilitet og en fast hånd er der langt mere brug for i britisk politik i 2024. For ikke bare hendes lands økonomi, men også vælgernes syn på deres lands politik er i hurtig forandring
Det vil ikke ændre sig de næste mange år, men vælgerne skal trods alt indgives et håb om, at der er bedre tider på vej.
Men skattetrykket har ikke været højere i mange årtier, end det er nu. De Konservative, der gerne ser sig som det parti, der som Thatcher skærer i skatten og lader borgerne selv bestemme, hvad pengene skal gå til, har i stedet øget skatterne for at kunne dække underskud og offentlige udgifter. “Vi var ikke fattige i mit barndomshjem,” fortæller Reeves: “Men hver måned, når banken sendte månedens udskrift af vores checkkonto, satte hun (Reeves’ mor, red.) sig ned og gennemgik alle månedens kvitteringer og kontoudskriftet, vi havde orden i tingene.”
Sådan præsenterer hun sig for vælgerne, som den forsigtige, snusfornuftige finanspolitiker, der gerne vil have kontrol med, hvor pengene forsvinder hen.
Det giver hende et problem, for da hun havde talt færdigt, var det klart, at hun ikke rigtig havde sagt andet, end at der skulle vækst i økonomien, og at der skal mere gang i industri og handel.
Men den britiske økonomi har savnet dynamik og initiativ i de efterhånden mange år, jeg har fulgt den. Industrien har stædigt været forsigtig med at investere i den moderne teknologi, der skal til for at skabe den produktivitet, der så kan skabe væksten.
Selvfølgelig fortæller Reeves ikke her før valget, hvad hun vil foretage sig i detaljer. Nu gælder det om at blive valgt. Når først det er sket – og det vil det næsten helt sikkert – så vil hun komme under pres fra fagforeningerne for at øge tilskud til det offentlige – og fra erhvervslivet for at lette skattetrykket. Militæret skal have penge, det skal sundhedssektoren også, og de højere uddannelser osv.
Først til den tid vil det blive klart, om hun, der har stor erfaring med at arbejde med økonomi og nyder respekt for netop det, kan styre sin nation frem mod en rigere fremtid.
Men hun har jo ret: Stabilitet og en fast hånd er der langt mere brug for i britisk politik i 2024. For ikke bare hendes lands økonomi, men også vælgernes syn på deres lands politik er i hurtig forandring.
De konservative vælgere søger hen mod et nyt højre-midterparti, Reform-partiet: Det vil koste De Konservative mandater i 2024. Og arbejderpartiet kan ikke tage deres vælgere for givne: Det viste Boris Johnsons jordskredsvalgsejr i 2019, da titusinder af traditionelle Labour-vælgere stemte på De Konservative. Reeves kan ikke tage noget for givet, hverken hvordan økonomien eller politikken vil udvikle sig.
Læs mere af Hans Christian Andersen i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her