KONCERT // ANMELDELSE – Uden dirigentstok og alene med ganske små håndbevægelser og let svajende kropshældninger, siddende på klaverbænken foran nodepulten, hentede Herbert Blomstedt først alt, hvad der tænkeligt er muligt ud af det slanke Mozart-orkester i Prag-symfonien – for derefter at presse det nærmest umulige ud af Beethovens 7. symfoni.
Med Mozart og Beethoven til bords og æresdirigenten, den 97-årige Herbert Blomstedt, for bordenden kunne det ikke andet end blive en fest – og en fest af helt usædvanlig ungdommelig glød, musikalsk energi og intensitet.
Først Mozarts Prag-symfoni nr. 38 fra 1786 og efter pausen Beethovens 7. symfoni fra 1811–12, begge dirigeret af Blomstedt med partiturerne liggende uåbnede foran sig – som om han inviterede dem med helt op på pulten som menukort, hvor de som lukkede skattekister én for én blev serveret ud i rummet.
Som en af de ældste internationale og hyperaktive dirigenter – hvis ikke den ældste – er Blomstedt unægtelig stadig en af de mest energiske maestro’er
Entréen var usædvanlig, idet salen var publikumsmæssigt propfuld, mens tribunen til at begynde med stod gabende tom. Først da den røde optagelampe lyste, åbnede dørene sig i hver side, og musikerne spadserede ind – heriblandt Blomstedt, støttet af koncertmesteren. Sammen fandt de vej til dirigentpodiet, som var han en af orkestrets menige medlemmer.
Jeg mistænker Blomstedt for netop at opfatte sig selv sådan, og når han først har sat sig på den opstillede klaverbænk med partiturerne lukkede foran sig, er det næsten, som sad han foran et koncertflygel.
På sin vis er det måske også dét, der er tilfældet med den store palet, hvormed han maler sine tonebilleder – blot er det ikke et koncertflygels otte klaviaturoktaver, men alt det, som en solistdirigent for bordenden kan hente ud af orkestrets samlede instrumentkorps.
Uden dirigentstok og alene med ganske små håndbevægelser og let svajende kropshældninger, siddende på klaverbænken foran nodepulten, hentede han først alt, hvad der tænkeligt er muligt ud af det slanke Mozart-orkester i Prag-symfonien – for derefter at presse det nærmest umulige ud af Beethovens 7. symfoni, hvad angår såvel klanglig dynamik som kontrasterende tempiskift og skæbnetung alvor.
Springsk og akustisk spændstig
Til begge værker spillede orkestret i den gamle opstilling, hvor kontrabasser og celloer er placeret bag og næsten rundt om 1. violinerne, mens 2. violinerne er placeret i den modsatte side, sekunderet af bratscherne. Det giver, især for kontrabassernes vedkommende, en helt særlig distinkt og hørbar klang, hvor de ikke længere mixes for tæt med celloerne, og derfor kan levere et afsæt og en accentuering til violinernes melodiføring.
Resultatet er en både springsk og akustisk spændstig fremførelse – i modsætning til den almindelige orkesteropstilling, som normalt anvendes i dag.
Denne ældre opstilling må skyldes dirigentens personlige valg, og han forstår unægtelig at udnytte den til fulde, idet både Mozart og Beethoven bliver til rytmisk prægnant og livsglad, dansant musik – men altid med små, stikkende snert af underliggende smerte.
Med Blomstedt som musikkens anfører lades ikke en eneste af orkestrets instrumentgrupper i stikken
Hos Mozart fremstod symfonien med forbilledlig skarphed, hvorunder der fremkommer adskillige mindelser om hans orkesterbehandling i operaen Don Giovanni, og med Blomstedt som musikkens anfører lades ikke en eneste af orkestrets instrumentgrupper i stikken.
Alt er her gennemkomponeret ned i mindste detalje, og alt bliver foredraget – selv ud i de fjerneste afkroge af partituret. Det samme gælder for Beethovens 7. symfoni, som rummer en dyster spænding og i særdeleshed i finalen koger over af ungdommeligt raseri, kampgejst og vilde ridt – uden dog på noget tidspunkt at føles som destruktive kræfter.
Man fristes til at overveje, om det simpelthen tager 97 år at nå frem til en sådan energisk fremdrift og musikalsk vitalitet, som Blomstedt her lægger for dagen? Eller, som Shakespeare vist engang skulle have sagt det: Det tager et helt liv at blive ung!
Ungdommelige er Blomstedts fortolkninger, og unge vil de forblive. Som en af de ældste internationale og hyperaktive dirigenter – hvis ikke den ældste – er Blomstedt unægtelig stadig en af de mest energiske maestro’er, der som næsten ingen anden kan få et symfoniorkester til at eksplodere som krudttønder med sine dynamiske udladninger.
Der står derfor med rette respekt og ærefrygt om orkestrets æresdirigent. Og endnu engang leverede han beviset på, at sand kunst er uden alder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og