Kunsten at være lykkelig – det kunne være værre

af i Featured/Kultur/Scenekunst/Tro og eksistens

TEATER // ANMELDELSE – Det er egentlig lige meget, om det var en fed oplevelse eller en kedelig aften, for sådan var det, og sådan blev det. Samtidig kan anmelderen læne sig trygt tilbage i forvisning om, at holdet bag Kunsten at være lykkelig ikke vil blive skuffede over antallet af stjerner, for det kunne altid være gået værre. Forestillingen på Betty Nansens anneksscene Edison er eksistentialistisk humor serveret med både overskud og mørke rande under øjnene.

⭐⭐⭐⭐⭐

Den sande lykke ligger i ikke at forvente at blive lykkelig. På den måde kan man i det mindste sikre sig en nogenlunde tålelig tilværelse. Således tolker i hvert fald instruktør og dramatiker Rune David Grue filosoffen Arthur Schopenhauer.

Verdens lykkeligste folk

Kunsten at være lykkelig er teater til tiden og til det helt rigtige folk. Vi er jo adskillige gange blevet udnævnt til verdens lykkeligste … og der har faktisk været et par observatører på spil med malurten, betyder det, at vi ikke stiller så store forventninger.

Misundelsen bringer ingen lykke. På den anden side bliver vi heller ikke lykkelige af at stræbe efter noget. Hvilket i forestillingen bliver til et par underfundige sessioner hos psykologen, som piller enhver ambition og ethvert håb ud af klienterne

Eller som en af forestillingens figurer udtrykker det: ”Jeg elsker at se Luksusfælden for så kan jeg se, at der er nogen, der har meget mere gæld end jeg”. En slags omvendt misundelse.

Hvad misundelsen angår, er Schopenhauer i øvrigt på linje med positivisterne. Misundelsen bringer ingen lykke. På den anden side mener han heller ikke, at vi bliver lykkelige af at stræbe efter noget. Hvilket i forestillingen bliver til et par underfundige sessioner hos psykologen, som piller enhver ambition og ethvert håb ud af klienterne.

Design for living

Der er god mening i ikke at gennemgå Schopenhauers 50 leveregler for ikke at blive alt for ulykkelig i rækkefølge. Vi skulle nødig gennemskue systematikken. På scenen repeterer Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling reglerne i vilkårlig rækkefølge og således, at de kan kommentere dem med hverdagsoplevelser og optrin.

Det foregår i et univers af møbelklassikere i den pæne, men ikke prangende ende (så vi slet ikke er i tvivl om, at det foregår blandt verdens lykkeligste folk). Lyset bliver tændt og slukket, møblerne flyttet og stablet, potteplanterne placeret og maltrakteret. Men når vi alligevel slår hovedet på skabslågen og knalder knæet ind i skuffen, er det vel lige meget med designeren …

Det er godt dansk design skuespillerne Ena Spottag, Nicolai Hamilton og Anders Mossling balancerer rundt på. Styrter de ned? Tjah – det kunne være værre

Efter diverse fysiske sammenstød med møblerne er det forbundet med en vis bæven, at se skuespillerne bestige møblerne, der er stablet som scenens bagvæg. Så spinkelt og dog så holdbart (heldigvis). Man sidder og bliver helt glad for dansk møbeldesign.

Sic transit gloria mundi

Men hverken national stolthed eller latter varer ved. Jo jo, selv superpessimisten Schopenhauer indrømmer, at vi i glimt kan sætte os ud over os selv og opleve noget, som tilnærmelsesvis kan forveksles med lykke. Men det varer ikke ved, forsikrer han os.

Det første hun gør, når hun vågner, er at finde noget at bekymre sig over. Så er det ligesom overstået, og så kan hun komme videre med sit liv

Man kan med en vis ret kalde det middelmådighedens filosofi. Der er en god portion Jantelov i det, for du skal ikke tro du er noget. Du skal for Guds skyld heller ikke sætte næsen op efter at blive noget. Men vi kan altid trøste os med, at de kunne være gået meget værre.

Eller som Ena Spottags figur på et tidspunkt udtrykker det, så er det første hun gør, når hun vågner, at finde noget at bekymre sig over. Så er det ligesom overstået, og så kan hun komme videre med sit liv.

Smart-i-en-fart-psykologien

Her ville positivpsykologerne kommer med et optimistisk diagram om, hvad det kan betale sig at bekymre sig om. I yderste konsekvens med Monty Python-konklusionen, at ”vi kommer ind i verden med ingenting, og forlader den med ingenting, så hvad har vi tabt? Ingenting”.

Hvis vi missede pointen, så gentages levereglerne også på tavlen over scenen

I virkeligheden overlapper Schopenhauers leveregler mange leveregler fra hele junglen af positiv-psykologi-meditations-pseudoreligion-selvhjælpsguru-smart-i-en-fart-terapeuternes verden. Alt fra Dalai Lama til Betty Ford og Svend Brinkmann.

Nuvel – jeg vil give Rune David Grue, Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling noget at bekymre sig over

Hvad sidstnævnte angår, drejer Kunsten at være lykkelig sig ikke bare om at tage nej-hatten på, men at bevæge sig så langt ind i den positive psykologi, at Schopenhauer kommer ud på den anden side.

Opskriften på bekymring

Frem for at blive trist er det faktisk en meget morsom indfaldsvinkel. I hvert fald som den præsenteres i Kunsten at være lykkelig, for de meget danske figurer på scenen (ok, lidt svenske – Anders Mossling konstaterer, at man heller ikke bliver lykkelig af snus) bliver netop ikke mindre ulykkelige af at følge de 50 leveregler for en tålelig tilværelse.

Det må så være op til den enkelte at overveje, hvorvidt han eller hun bliver mere lykkelig af at følge rådene i enhver anden selvhjælpsbog.

Nuvel – jeg vil give Rune David Grue, Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling noget at bekymre sig over. Næste gang lever forestillingen måske ikke op til de høje forventninger. Måske bliver det aldrig bedre end de fem stjerner, som går til Kunsten at være lykkelig,


Holder du af artikler om teater og kultur, og er du glad for Steen Blendstrups anmeldelser og artikler, bliver han vældig glad for et tilskud til sin løn fra læserne på MobilePay 25 46 42 68.


Fotos: Catrine Zorn


“Kunsten at være lykkelig – guide til en tålelig tilværelse” spiller på Edison til 9. marts
Medvirkende: Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton, Anders Mossing
Instruktion: Rune David Grue
Af Rune David Grue – frit efter: Arthur Schopenhauer.

Steen Blendstrup er freelancejournalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Featured