KULTURMØDE // REPORTAGE – ”Jeg knejser nakken for at få dette imponerende håndarbejde helt ind under huden og glæder mig over at være vidne til et værk, der har en smuk fortælling om håndværkets betydning fra land til land, levebrød, hobby eller begge dele. Alt sammen uddybet i punktskrift i tæpperne på stolene for foden af dette gigantværk. Stærkt!” Henriette Hellstern skriver fra dette års Kulturmøde på Mors.
En kaospilot, en dirigent og en billedkunstner sidder i en sort BMW med brune lædersæder af ældre dato. Det er ikke starten på en vittighed, men udgangspunktet for turen til årets Kulturmøde på Mors.
Efter en længere tur fra øst mod nord, via Kombardo-torturen, lander mine kollegaer, Rose Munk Heiberg og Signe Sylvester, fra Den Kreative Forretning og jeg i downtown Nykøbing Mors. Vi er på en mission ligesom mange andre af de fremmødte udøvende kunstnere – for bedre vilkår og et meningsfuldt arbejdsliv og en smule gensidig respekt.
Noget, der for de fleste arbejdende mennesker er en selvfølge, men ikke for landets kunstnere, som ofte skal tage til takke med en klapsalve. Ikke noget, man kan leve af eller betale med ved kassen, skulle jeg hilse og sige.
Sandheden er, at branchen er hård, ofte kynisk, albuerne er flest, skuldrene færrest, og vi glemmer at se hinanden som medspillere
Vel ankommet, skiftes de præsentable rober hurtigt ud med regntøj og gummistøvler, mens tunge grå skyer trækker ind over pladsen, så publikum rykker sammen under udspændte sejl og paraplyer.
Jeg drages straks mod Åndedrætsmaskinen, et værk bestående af en gigantisk lunge, en truet limfjordsøsters og vanddampe, der rejser sig op over pladsen. En installation skabt af Myne Søe-Pedersen og Ida Retz Wessberg, der på fineste vis belyser den eksistentielle, lokale og klimapolitiske agenda og holder pulsen i gang under hele festivalen.
Mens mine kollegaer og jeg inspicerer resten af pladsen, fanger jeg den nyvalgte bestyrelsesleder hos Statens Kunstfond og forfatter, Merete Pryds Helle, under en paraply og falder i snak over en bakke regnvåde pomfritter. Vi diskuterer kunstnerlivet, og Pryds Helle inviterer os til at komme og lytte til debatten næste dag om identitet i kulturen, hvor det undersøges, om det er muligt at skabe et kulturliv, der føles relevant og sikkert med plads til alle.
Den Kreative Forretning er selv på programmet senere på aftenen, hvor vi faciliterer en samtale blandt udøvende kunstnere på tværs af branchen om det gode kunstnerliv. Vi befinder os hos Antje i hendes lille fine hus midt på Kulturvejen.
Antje tager selv imod os. En ældre dame med sydslesvigske aner har åbnet sit hjem midt i Nykøbing Mors i kunsten og kulturens navn. Antje kender flere af husets gæster, der naturligt går til og fra, og hurtigt bliver trekløveret selv en del af familien.
Aftenen trænger sig på, og hjemmet lukkes op for vores samtale. Kunstnere, uddannede, autodidakte og studerende samt en sekretariatschef åbner deres hjerter. Struktur, økonomi, imposter-syndrom vendes, mens det regnvåde tøj tørrer i Antjes stue.
Jeg kigger stolt på mine kollegaer og tænker ”yes” – vi lykkedes med at skabe et nærværende blomstrende rum, som rykker og burde fyldes af de folkevalgte politikere med udslåede øre. Men på dagen glimrer de alle ved deres fravær. En ting går igen: lysten til at skabe og higen efter netværk og forståelse. Sandheden er, at branchen er hård, ofte kynisk, albuerne er flest, skuldrene færrest, og vi glemmer at se hinanden som medspillere.
Aftenen slutter med en fælles tur forbi havnen og den tremastede skonnert Fulton. ”Vi ♥️ havet” står der med store bogstaver på sejlet, som retter sig i vinden, mens skibet vipper let. Her er Emma Holten i samtale med Moussa Mchangama, afsættet er deres nye bogudgivelser Underskud og Tekster om hjem. Samtalen kommer bl.a. omkring den uenighed, der er i regeringen omkring vækst, omsorg og værdi.
En udenrigsminister, der ønsker flere børn, en ligestillingsminister, der har fået nok af Priden og de andre familieformer end de gængse. Ønsket om at blive påskønnet for at bidrage går igen og igen, men i stedet ses de alternativt tænkende som en trussel mod magten og strukturen, som Holten uddyber det.
Fredag på Kulturmødet
Morgenen starter med debatten i Klosterhaven om identitet og kultur. Mens den lunkne filterkaffe varmer kroppen op, byder moderator Majken Overgaard velkommen. Panelet består af Christian Have, forfatter og virksomhedsejer, Ellen Marie Hedegaard fra Unges Laboratorier for Kunst SMK, Pernille Taagaard Dinesen, der er direktør for KØN, samt forfatter og bestyrelsesleder for Statens Kunstfond Merete Pryds Helle.
Settingen spænder ben for sig selv allerede fra start, da Have præsenteres som en af de mest magtfulde mænd i kulturbranchen og privilegeblindt responderer: ”Argh, jeg er jo kun medlem af 8-9 bestyrelser og har givet min direktørstilling væk for at være kreativ rådgiver i stedet.” I sin egen virksomhed vel at mærke.
I den debat, der skal bringe ungdommen, diversiteten og inklusionen ind i lyset, har Have stillet sig i det gyldne snit, med korslagte arme, og minder mig om, at fortidens malere altid fremhævede det vigtigste element på den strategiske linje. Hvorfor er Hedegaard ikke placeret der, spørger jeg mig selv?
Der kastes blandt andet lys på at være woke, et blik på, at vi dels skal værne om kulturhistorien, men også være åbne for at rette ind og lytte i takt med at vi bliver klogere. Pryds Helle uddyber således: ”Woke er spændende, vi lærer noget, når vi prøver at se, så åbner vores verden sig og bliver større,” men desværre bremses de gode intentioner af en modvilje mod forandring.
Eller som Have konkluderer: ”Utålmodighed er godt,” da Hedegaard forsøger at komme med saglige indspark i debatten om en rummelig kunstscene med plads til forbedring og med større ønske om dialog i stedet for de verbale tæsk, hun fik, da hun skrev ”hvid mand” i en udstillingstekst.
Jeg haster videre mod Folkescenen, mens Åndedrætsmaskinen i forbifarten minder mig om at opretholde optimismen og håbet.
Hvad kan erhvervslivet bruge kunst og kultur til?
Jeg har glædet mig til netop denne debat med titlen: Hvad kan erhvervslivet bruge kunst og kultur til? Deltagerne er Mogens Jensen, medlem af Folketinget, formand for Europarådet og kulturordfører (A), flankeret af Tanya Lindkvis,t direktør for KPA-Kunst på arbejde, Tav Klitgaard, direktør hos Zetland, og Helle Korsgaard, som er administrerende direktør i Thy Forsyning. Debatten ledes af Lars Breinholt Winther, chef hos DI Turisme, Kultur og Oplevelser.
Jeg har fulgt Jensens arbejde, siden jeg begyndte at arbejde med kunst, og kender til hans indgående viden bl.a. om kunstakademierne og de skævt fordelte midler.
Med Jensen som kulturminister en dag vil branchen endelig blive set og hørt, har jeg altid tænkt
Med Jensen som kulturminister en dag vil branchen endelig blive set og hørt, har jeg altid tænkt. Men også her slukkes mit lys en stund, og jeg bliver nødt til at kapitulere halvvejs inde i debatten, efter både Jensen, KPA og resten af panelet kappes om at skamrose den ene mandlige billedkunstner efter den anden, og ingen, ikke engang moderatoren, stopper og spørger til, hvor diversiteten blev af.
Mens anekdoter om Tal R, John Kørner, Poul Gernes, Jeppe Hein og Olafur Eliasson gjalder ud over PA-anlægget, går jeg i stedet en tur ud og oplever kunstværkerne på Kulturvejen.
Blæsten bliver til storm, mens jeg nyder Misja Thirslund Krenchels Strikkecollage – en samtale i garn. Et værk, der binder tråde mellem Rwanda og Danmark og mellem mennesker med synshandicap. Collagen visualiserer tre store hænder, der holder et kludetæppe i gule, grønne og blå nuancer, hænderne svæver i et grønt landskab spændt ud mellem en stor træramme.
Jeg knejser nakken for at få dette imponerende håndarbejde helt ind under huden og glæder mig over at være vidne til et værk, der har en smuk fortælling om håndværkets betydning fra land til land, levebrød, hobby eller begge dele. Alt sammen uddybet i punktskrift i tæpperne på stolene for foden af dette gigantværk. Stærkt!
Selvom Christensen har 20 års anciennitet, er hendes honorar ikke steget siden karrierens start
Længere nede ad gaden er Cecilie Fionas performance Creatures of Silence i gang. En undersøgelse af krop og maleri, kød og drøm arrangeret af Kunsten Museum of Art. Cecilie Fiona er eminent dygtig til at kæde spiritualitet og myter sammen. Jeg tryllebindes af de glidende bevægelser fra performerne iklædt de genkendelige Fiona-mønstre.
Pludselig afbrydes jeg af en travl medarbejder, der råber ud over forsamlingen, at ”nu lukker pladsen, alt pauses til 19:30,” mens stormen river grene ned, og Netværksteltet på symbolsk vis rives over i to. Der er de udøvende kunstnere, som drives af kærlighed til faget, og der er magthaverne, som ikke påskønner håndværket nok til at give os basale vilkår.
Lørdag
Lørdagens højdepunkt bliver mødet med opera-trioen OPSANG modereret af kommunikationsrådgiver Loa Brix. Freelance-operasanger Frederikke Kampmann, producent Lise Christensen samt Stine Schmidt, der er freelance-operasanger, producent og kunstnerisk leder, er initiativtagere til OPSANG.
De performer eminent klagesangen for os og uddyber problematikken på saglig vis, lighederne er slående ens med resten af branchen og researchen vedkommende.
Mens administrationsgangen har masser af plads og gode lønninger, kæmper performerne i samme hus med plads til at klæde om, løn under sygdom, pension og bliver mødt af et ”du er heldig, du har et publikum og en scene, bed ikke om mere”. Grundlønnen er på 26.500 kr for en scenekunstner, og det gælder kun dem med fast arbejde selvfølgelig.
Selvom Christensen har 20 års anciennitet, er hendes honorar ikke steget siden karrierens start.
Vi har et unikt kreativt segment i landet, skulle vi ikke passe godt på det?
Det er statistisk bevist, at kunst skaber 15 % vækst og arbejdsmoral på arbejdspladsen, og syv ud af ti vil gerne have mere inspirerende kunst omkring sig, informerede Mogens Jensen om tidligere i omtalte debat, mens udøvende billedkunstnere hutler sig igennem et langt liv, og få laver penge på det.
Og hvis de gør, er det til en sulteløn baseret på dryppende salg af kunstværker. Husk det, når du køber kunst, musik, en bog, en billet til en forestilling og snakker med dine folkevalgte politikere. Vi har et unikt kreativt segment i landet, skulle vi ikke passe godt på det?
Den Kreative Forretning smider Daimis nummer ”Jeg kommer” på i BMW-kabinen og drager østpå, opløftet af nye netværk og givende dialoger, men også bevidste om, at kampen for kunstnernes vilkår på tværs af branchen fortsætter og ikke bør belønnes med skulderklap og en gave fra museumsshoppen, men med ordentlige forhold og et holdbart liv.
Læs mange flere artikler og anmeldelser fra kunstens og kulturens verden lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
