
PUBLIC SERVICE // PERSPEKTIV – DR2-programmet ‘Her er dit hit’ vækker minder hos POV Internationals sprogredaktør, Monica Krog-Meyer, som gennem sin lange karriere i de elektroniske medier kom til at stå som vært for et lignende program for mere end 20 år siden med titlen ‘Monicas Musikkrog’. Hun er glad for, at der stadig er plads til programmer, der ikke bliver publikums favorit – og så kan vi jo streame.
Sidste lørdag aften valgte jeg suverænt DR2 frem for DR1.
Semifinalen i Den Store Bagedyst 2020 tabte, DRs nye koncept Her er dit hit vandt den direkte TV-kigning, fordi hovedpersonerne var gruppen TV2, og fordi selve konceptet interesserer mig. Hvordan bliver danske sange til? Steffen Brandt er manden, der skrev De første kærester på månen.
Chok – hverken idé, eller hvad de havde set, fandt nåde. De kunne ikke lide det
Værten Carsten ”Gandalf” Holm havde mange interessante vinkler på sangen oppe i ærmet. De 4 fra orkesteret sad på en sofa og kunne nyde publikums bifald, opleve de opfindsomme vinkler på og analyser af selve konstruktionen af sangen, og de stod på scenen og fremførte den. 1 times god underholdning.
Og alligevel vil jeg vædde min gamle hat på, at de fleste seere valgte den anden kanal.
Udsendelsen sendte mig nemlig 20 år tilbage i tiden til en lignende oplevelse, med stort set samme ide og med ligeså vanskelige konkurrencevilkår. Jeg var værten, gruppen TV2 var blandt gæsterne i sofaen, og seertallene elendige. Men det var der en grund til.
Da radiomonopolet blev brudt
Efter 20 år på P3 valgte jeg at deltage i det første radiomonopolbrud, da Radio 2 blev lanceret. Det var op ad bakke, eftersom kun parabol og kabel var til rådighed. Uden FM er det svært at få nok lyttere til de reklamer, der skal finansiere radioen. Men vi kløede på, troede på projektet og der var mange koryfæer blandt værterne med gode programmer.
Det gik i 1½ år, så måtte ejerne TDC indse, at løbet var kørt. Radio 2 lukkede som fuldbemandet radio, og jeg stod der og havde ikke noget job.
Det var udelukket at opsøge P3, hvor jeg kom fra, syntes jeg. Jeg havde forladt radioen og kunne ikke forvente at blive taget tilbage. Og der var jo ikke rigtig så mange radioer at vælge imellem.

Dus med tv
Til alt held fik jeg et vikariat som præsentationsvært på DR2 et års tid, hvor jeg blev dus med TV. Da det var slut, søgte og fik jeg jobbet som pressechef på Langelandsfestivalen i 1999.
Hele vinteren betød det 2 dages arbejde om ugen med at forberede festivalbladet, skrive om de stjerner, der var blevet hyret til sommerens koncertuge, og i det hele taget dyrke forventningerne til teltlejren på Rue Mark i Rudkøbing sidste uge af juli. De fleste kolleger var frivillige, nogle garvede dygtige folk, blottet for disciplin.
De skulle komme med i udsendelsen, fortælle deres historie og som belønning opleve deres idol synge sangen.
Nu havde de lavet denne her festival i årevis, og det skulle nok gå, for det plejede det jo. Uanset om den ene havde glemt at svare på dit eller var ligeglad med dat. Det skulle jeg lige vænne mig til, opdraget som jeg var med DR-krav og cheflag så langt øjet rakte.
Tilfældet ville, at jeg hele foråret fik en anden opgave samtidig, der snildt kunne kombineres med arbejdet med forberedelserne til festivalen, nemlig som vært i et DR1-program, altså TV, som jeg kun lige havde snuset til, og optagelserne foregik i Aarhus.
“Vores sang, skat”
Ideen var god: et orkester i studiet, der akkompagnerede diverse kunstnere, der kom og sang danskernes yndlingssange. Jeg drønede rundt til de 9 regionalradioer og gjorde reklame for programmet. Her opfordrede jeg lytterne til at skrive og fortælle, hvilken sang der var deres yndlingssang, og hvilken historie, der knyttede sig til den.
De skulle så komme med i udsendelsen, fortælle deres historie og som belønning opleve deres idol synge sangen.
Titlen var Vores sang, skat (læg mærke til det elegante lille ordspil).
God ide, og det var lige mig. Der blev bygget studie, vi talte om hvilken type vært jeg skulle være, hvordan gæsten skulle sidde på den smukkeste røde sofa, der blev indkøbt; orkestret skulle spille under ledelse af Søren Dahl (ham med Det er ren kage, mand og senere Café Hack).
Husk, at det er sådan, det skal være: vi kalder det ‘public service’, fordi DR sørger for kultur, musik og alt det, der hverken er sensation, thriller eller beregnet på clickbait
Jeg skulle lære at huske krydset i gulvet, hvor jeg skulle være, bevæge mig naturligt og vænne mig til, at det var TV, ikke radio.
Der blev lavet en hel optageplan.
Det var ikke direkte, gudskelov, men det der hedder ”live-on-tape”, det vil sige at det blev optaget, som om det var live.
Den uerfarne programvært
Der skulle først laves et prøveprogram, som så skulle vises for 2 forskellige ”fokus-grupper”, altså mennesker valgt ud til at se programmet og give deres ærlige mening. Prøveprogrammet lå et par uger, inden vi for alvor skulle i gang med optagelserne.
Alt det havde jeg ingen mening om, da jeg ingen erfaring havde whatsoever.
Men det strejfede mig at være lidt satset at lave en hel slagplan uden at have fået accepteret selve ideen. Men nuvel, jeg var i gode hænder – troede jeg.
Planen blev ændret. Tilbage til det sikre: studieværten interviewer kunstnerne i studiet. Det var jo bare radio – filmet. Nå ja, og så levende musik
Med hiv og sving fik vi optaget det første program, prøveudsendelsen, et pilotprogram, som det hedder, i Aarhus. Det gik da meget godt, og det var, som vi havde planlagt det.
Jeg tog tilbage til København, tog mig af mit andet arbejde på festivalen og ventede spændt på at høre, hvad fokusgrupperne syntes om Vores sang, skat.
Ung som gammel – de hader vores program
4-5 dage efter kom jeg sent hjem fra arbejde, og der lå en besked på min tlf. svarer. Det var programmets leder Vivian, der sagde de forfærdelige ord:
”Nu har vi fået svaret fra fokusgrupperne. Og ung som gammel hader vores program”.
Chok – hverken idé, eller hvad de havde set, fandt nåde. De kunne ikke lide det. Og intet TV-selskab kaster sig ud i så dyr en produktion, hvis seerne på forhånd vender tommelfingeren nedad.
Og så var gode råd dyre: Planen blev ændret. Tilbage til det sikre: studieværten interviewer kunstnerne i studiet. Det var jo bare radio – filmet. Nå ja, og så levende musik.
Nogen tog beslutningen om, at vi i stedet kontaktede en række sangere og orkestre. Spurgte dem om deres yndlingsnummer, og inviterede dem ind og optræde med det. Ud røg den ukendte dansker med sin historie, ind kom den kendte kunstner, der skulle fortælle om sit yndlingsnummer. Vi havde temmelig travlt.
Monicas Musikkrog
Tilfældet ville, at DR i Aarhus havde entreret med den samme musikbooker, som vi brugte på Langelandsfestivalen, så flere af de stjerner, jeg forberedte mig på ville dukke op på festivalen, optrådte også i vores, ja faktisk nu mit program. Og TV 2 skulle selvfølgelig også optræde!
Hvad værre var, så levede de ikke alle op til ideen med ”et yndlingsnummer”. Tidens kunstnere var måske i virkeligheden vilde med et Osvald Helmuth-nummer eller en af Beatles’ sange, men samtidig havde de en ny plade, der skulle sælges.
Og PR skal der til. TV-optræden er perfekt, faktisk den bedste PR, så ”sjovt nok” var kunstnernes yndlingssang hittet på deres nye plade. Formentlig efter strenge ordrer fra deres pladedirektør.
Men det var vi selv ude om, nu hvor vi havde måttet ændre programidé i vadestedet, lige før deadline.
Monicas Musikkrog hed programmet. En lille finte i forhold til mit efternavn, så det var et pænt stort ansvar, der hvilede på mine skuldre.

Herlig musik, få seere
Vi skulle lave 10 udgaver af Monicas musikkrog. Der skulle optages 2 programmer hver uge, så jeg futtede til Aarhus om onsdagen, hvor vi optog første program om aftenen, så var der ‘liggedag’ og forberedelse om torsdagen. Andet program blev optaget om fredagen, hvorefter jeg tog toget hjem.
Det blev nogle herlige udsendelser; med levende musik, god stemning, interviews med de store stjerner, gode historier og koncert med livemusik. Hør fx Bamse synge When a man loves a woman her
Danskerne var vilde med at se en helt ukendt heldig dansker skrabe på et felt og vinde en kvart million, eller hvor meget det nu var, der gemte sig
Alt var godt og udsendelserne blev programsat. Så vidt jeg husker blev de første sendt, mens vi manglede at optage de sidste.
Og her var det, Monicas Musikkrog og jeg ramlede ind i det samme som Her er dit hit på DR2 i lørdags:
Monicas Musikkrog blev placeret kl. 19. Det var et rigtig godt tidspunkt med mulighed for mange seere, men det lå lige over for Mandagschancen.
Og der havde vi ikke en chance. Det kunne ingen kæmpe imod. Danskerne var vilde med at se en helt ukendt heldig dansker skrabe på et felt og vinde en kvart million, eller hvor meget det nu var, der gemte sig.
Vi kalder det public service
Programmålene for Monicas Musikkrog blev ikke opfyldt. Mandag efter mandag skete det samme. Dagen efter kunne vi se på målingerne, at seerne ikke valgte os. Efter nogle uger blev programmet sendt senere på aftenen.
Helt samme oplevelse får Carsten Holm og Her er dit hit. Trods god idé, gode medvirkende og ikke mindst god musik så taber de, endda til ”friendly fire” – et andet DR-program, Den Store Bagedyst.
Husk, at det er sådan, det skal være: vi kalder det public service, fordi DR sørger for kultur, musik og alt det, der hverken er sensation, thriller eller beregnet på clickbait.
Og i øvrigt streamer vi TV-udsendelser, når vi vil, nu om dage. I aften er det Marie Key og hendes Uden forsvar, du kan blive klogere på.
LÆS FLERE ARTIKLER AF MONICA KROG-MEYER HER
Fotos: Affotograferet, DR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her