KULTURLISTEN – Original og fin landskabskunst, TV-serien All Exclusive, film, ny streamingtjeneste for dokumentarfilm og litteratur. I denne uge om og med bl.a. Sabitha Söderholm, Laura Ringo, Mikael Bertelsen, Casper Christensen, Iben Hjejle, Simon Bang, Frode Birk Nielsen, og Paprika Steen
Litterær decemberkatarsis
December er kærlighedens, kagernes og kaossets tid. Og har du, som jeg, brug for at tilfredsstille dit indre julemonster med både latter og gråd, så læs endelig videre. Vi starter med gråden.
For jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg græd mig gennem Sabitha Söderholms Månens urt. Samlingen blev udgivet af Ovbidat 1. december og er dedikeret til dig, der gennemlever sorg lige nu. Med tekststykker, der veksler mellem korte scener med den mistede og så scener i skoven, mosen, ved graven. Hele tiden med et øje for det spirende liv, hvis kontrast resulterer i, at sorgen og kærligheden manifesteres i alt fra ærteplanter, trækroner til birkes mellem gulvbrædderne. En læseoplevelse, der bringer alle sanser i spil.
Sorgen findes nok nærmere som underliggende fænomen i Laura Ringos roman Rygerklubben. Her følger vi Ryan, en midaldrende rygestopkonsulent, der foruden at have et kærlighedsforhold til serien Taxa står ved en skillevej i sit liv. For hvor længe kan han holde til at leve et dobbeltliv med smøger på den ene side og afvænningskursus på den anden? Og hvorfor fanden er hans nye praktikant Astrid så irriterende?
Lydbogen er dygtigt indlæst af Nikolaj Kopernikus, har utallige overraskende elementer og besidder en Ringosk tør humor, som alle burde udsættes for mindst en gang i livet. Lyt selv, og grin med.
All Exclusive – Bobler på vandpyttens overflade
I en ny serie programmer får Casper Christensen gæster i en stor luksusvilla i Portugal, mens Mikael Bertelsen fungerer som lige dele sjælesørger, mikrofonholder og chaperone. Med konceptet indskriver programmet sig flot i kategorien samfundsbevarende reality-tv.
Der findes to slags, og begge har dybest set til formål at holde middelklassen på plads foran skærmen. I den ene, som vi kan kalde ’All Inclusive’-klassen, udstilles svage, marginaliserede borgere på samfundets bund, til fryd, gysen og latter. Se dem lige, hviner vi. Godt, vi ikke er sådan.
I den anden ende af skalaen vises familiære sider af det illusoriske, uopnåelige overklasseliv. Her møder vi kendissen på hjemmebane, vi fortrylles og beundrer. Gud, himler vi. De er jo almindelige mennesker, ligesom os. Sådan et format er Casper Christensens All Exclusive. For det handler jo alt sammen om ham.
I første udgave af programmet får komikeren besøg af ekskonen Iben Hjejle. Hun bliver hentet af Bertelsen i lufthavnen, kørt til villaen i Mercedes, skifter kjole og drikker så ellers vin med sin eks i et døgn. Hun virker oprigtig. Han virker indstuderet, overfladisk, narcissistisk. De snakker om forholdet, som varede ni år og nu har været forbi i ti. No wonder, forstår vi.
Over for den gale og – i egen optik – geniale CC, kom skuespilleren med ben i næsen og begge ben på jorden naturligvis til kort. Han mobbede hende og var ikke til andet end staffage, golfudstyr, garderobe, gak og grimasser.
Sådan er det stadigvæk. Jeg har forandret mig, bedyrer fyren i fokus, mens han kror sig af selvglæde over at have serveret en vin, som Iben Hjejle synes er god, fordi den smager som saftevand. Se hvor meget, jeg rammer rigtigt, siger han stolt, som en abe med en tromme.
Dagen bliver til aften, de drikker mere vin, klovner rundt og synger. Her rummer mødet sine mest velfungerende elementer. Komikken. Humoren. Den er de fælles om. Så er det karaoketid. Og godnat. All Exclusive er forbi for denne gang.
Dybt er det ikke. Tværtimod. Almindelig samtale men iscenesat som dyb. På den måde er det god komik. Der tages tykt pis på seeren.
Forførende fortælling og oplevelsesindustri
Simon Bangs Kaptajnens hjerte er fortællingen om Knud Goth, der ”stikker til søs” som stor knægt og taber det meste af sit hjerte til havet og skibet og resten til Anna og de mange børn derhjemme.
Fortællingen går ind i et menneskes levede liv ude på verdenshavene op gennem det tyvende århundrede.
Rent formmæssigt er det en vidunderligt fortalt collage af animerede tegninger, billeder, breve og arkivfilm. Bølgerne formeligt vælter ud af skærmen så man smager skumsprøjtet i skægget. Det kan nok kalde på inspiration til en ny genrehybrid mellem fakta og fiktion, mellem historieformidling og oplevelsesindustri.
Det giver en vidunderlig følthed, der skaber identifikation og indlevelse i fortællingen, fx i beskrivelsen af Knud og Annas forelskelse, hvor man let lever sig ind i de unge menneskers forelskelse og den fysiske afstand, der både trækker dem fra hinanden og holder dem sammen. Åh, hvor man husker det!
Denne følthed er filmens svaghed som dokumentar – det er fortællingen som påstand og følelserne som belæg. Jeg er stadig uafklaret, om jeg helt køber den argumentationsform, men derfor er filmen stadig en oplevelse værd.
Filmen kan i øjeblikket streames fra DR’s hjemmeside, men den kalder på at blive oplevet i biografen, hvor man kan hengive sig helt til sansebombardementet.
CPH:DOX lancerer ny streamingtjeneste, PARA:DOX
Det er den bedste medie- og kulturnyhed længe, og det bedste navn nogensinde til en streamingtjeneste. For ud over at ordet ’paradoks’ indgår, hvilket i sprogfilosofisk forstand er noget, som de allerbedste dokumentarfilm er nødt til at forholde sig til på den ene eller anden måde, så betyder ’para-’ jo noget med ’ved siden af’ eller ’noget, der er udover’.
Nu kan man nemlig streame over 100 dokumentarfilm, hvilket vil sige, at man ikke behøver at vente til selve filmfestivalen CPH:DOX foregår. Man kan i ro og mag sidde derhjemme døgnet og året rundt og hente endog meget markante film ned til sin dagligstue, og der kommer løbende flere film til.
Man har valgt ikke at lade det være en abonnement-tjeneste, men derimod skal brugerne ”kun betale for de film, de vil se – ligesom når man går på festival,” som de skriver. Prisen svinger fra 19 til 49 kroner, men derudover er der en masse gratis ekstramateriale i form af artikler, interviews og podcasts, og det hele virker til at være sat forbilledligt op.
Læs mere her på festivalens hjemmeside, hvor der er link videre til selve tjenesten, som åbnede d. 7. december.
Landskabsbetvingerens byggesten
Deres udsendte er kommet under vejr med en gennemført fin bog: Landskabskunst i Danmark af landskabsarkitekt Frode Birk Nielsen. En af den slags bøger, som drives frem af lige dele faglig viden og ægte passion over genstanden i sig selv. Her: De mange fysiske spor, som mennesker har sat i det danske land gennem tusinder af år – fra de tidligste stendysser, jættestuer og helleristninger til nutidens motorveje, rundkørsler og vindmølleparker. Mangfoldigheden er stor – fortælleglæde og fotos i topklasse.
Vi kommer godt rundt: Fra Tørskind Grusgrav og Trelleborg ved Slagelse over Lindholm Høje ved Limfjorden, Dodekalitten på Vestlolland og videre til Aarhus Å og Københavns Volde. I alt 30 eksempler på landskabskunst fordelt på syv landskabstyper: Kunst, grave, forsvar, infrastruktur, byer, slotte og natur. En Tour de DK, som giver læseren overblik, indsigt i historien og inspiration til selv at komme ud og aflæse selv samme landskaber – for den optimale landskabsoplevelse foregår naturligvis on site.
Landskabseksemplerne kategoriseres systematisk, men fletter sig også sammen om den fælles pointe, at det er vi mennesker – historiens og nutidens entreprenante og kreative landskabsarkitekter – der har formet, fremmanet og fortolket netop den jord, det vand, de sten og træer, som var den lokale landskabsbetvingers naturlige byggesten.
Landskabskunst i Danmark, v/ Frode Birk Nielsen, Muusmann Forlag, 2022
Når forældre er forældre værst – og søde ord er giftige
Paprika Steens forrige film Den tid på året (2018) er en anderledes julefilm og har både bid og varme – mens Fædre og mødre er en satirisk film om forældreskab. Satiren har sans for at stille skarpt på menneskelige egenskaber.
Her er drevne replikker og kostelige scener med uopslidelige forældretyper: Kagebageren, blærerøven, hofsnogen, rappenskralden, trøstespiseren osv. – måske er de en smule karikerede. Satiren går til kanten, men det er godt ramt og godt set.
Portrættet af den smidige, delikate hofsnog Julie (Amanda Collin) er mit yndlingsportræt. Og så er der udsigt til et formidabelt skænderi, bare vent. Egentlig er det datteren Hannah, der skifter skole, men det er endnu mere forældrene Ulrik (Jacob Lohmann) og Piv (Katrine Greis-Rosenthal), der er det nye par i klassen, for hvordan kan det være, datteren nu er på sit fjerde skoleskift? Og endnu har vi snoretrækket til gode.
Til slut får vi lige et kig ned i de dybe sprækker, og her er virkemidlerne ganske neddæmpede hos instruktør Paprika Steen. Vi forstår ud fra blikretninger eller et lille diskret nik, hvad der er på spil. Paprika Steen er både til det sjove og det skarpe i sit store gruppeportræt. Eftertanken følger med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
