UKRAINE // KOMMENTAR – Det er ikke en lille ting at forlange af et andet menneske, at han eller hun skal gå i krig, skriver Niels Ivar Larsen. Men Danmark kan ikke både kræve, at Ukraine kæmper for Europas frihed, og samtidig tilbyde ukrainske mænd en vej uden om krigen. Det er brutalt, men krigens byrder kan ikke skubbes over på andre.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er let at være modig på andres vegne. Og let at skrive opslag, der opfordrer til at være det.
Det er derfor værd at dvæle ved det ubehag, der uvilkårligt melder sig, når man overvejer regeringens forslag om at lukke den danske Ukraine-særlov for ukrainske mænd, der er omfattet af hjemlandets mobilisering, så det fremover ikke skal være muligt for nytilkomne ukrainere at unddrage sig værnepligt.
For hvad er det egentlig, vi siger til en ung ukrainsk mand, når vi nægter ham beskyttelse i Danmark? I yderste konsekvens siger vi: Rejs hjem til et land i krig. Meld dig til militærtjeneste. Risikér dit liv. Selv har vi ikke tænkt os at sende vores egne soldater. Men du skal kæmpe for både dit land. Og for os.
Nogen skal stå i skyttegraven. Og det kan ikke altid være de andre
Det er ikke en lille ting at forlange af et andet menneske. Og enhver, der fra sikkerheden i Danmark taler alt for kækt om unge mænds pligt til at tage hjem og kæmpe, bør prøve at forestille sig det valg, de selv står overfor. Døden er virkelig. Lemlæstelsen er virkelig. Frygten er virkelig.
Alligevel følger det ikke heraf, at Danmark bør tilbyde dem en vej uden om mobiliseringen. For alternativet til, at den enkelte ukrainer tager del i forsvaret af sit land, er ikke, at krigen forsvinder. Alternativet er, at så må en anden gøre det.
Ukraine: Det moralske regnestykke forsvinder
Det er dét moralske regnestykke, der let forsvinder, når diskussionen alene kommer til at handle om den enkelte militærnægters forståelige frygt.
Ukraine mangler soldater. Landet har nu i årevis forsvaret sig mod en langt større aggressor. Soldater har tilbragt lange perioder ved fronten under vilkår, som de færreste danskere kan forestille sig. Nogle er blevet såret. Andre er blevet sendt tilbage. Andre igen er døde.
De kan kun afløses, hvis der er nogen til at afløse dem. Og mange er fire et halvt år inde i krigen aldrig blevet afløst. Nogle soldater har stået ved fronten uden rotation siden krigens start. Det skaber en dyb uretfærdighed, hvis andre unge mænd samtidig kan blive i udlandet på ubestemt tid.
Rusland fører ikke krig for at få gennemført en mindre grænsejustering eller løst en bilateral strid. Den russiske invasion er et angreb på Ukraines ret til at eksistere som en suveræn stat. Hvis Ukraine ikke kan stille et forsvar, bliver konsekvensen derfor ikke fred i nogen meningsfuld forstand. Den bliver russisk sejr.
Regeringens forslag betyder, at personer, der er omfattet af de ukrainske mobiliseringsregler, som udgangspunkt ikke længere vil kunne få ophold efter Ukraine-særloven. Efter de gældende regler vil det navnlig berøre mænd mellem 23 og 60 år. Personer, der kan dokumentere, at de er fritaget for militærtjeneste, vil fortsat kunne få ophold.
Det er væsentligt, at loven ikke med tilbagevirkende kraft gør de ukrainere, der allerede har søgt ophold her, til mål for den nye politik. Skæringsdatoen er den 25. juni 2026, hvor lovforslaget blev fremsat. Ansøgninger indgivet inden da behandles efter de hidtidige regler.
Man kan med god grund spørge, hvad der moralsk adskiller to 25-årige ukrainere, alene fordi den ene nåede til Danmark før den 25. juni, mens den anden kommer bagefter.
Skæringsdatoen er i den forstand arbitrær. Heri kan man se noget juridisk betænkeligt, men lovgivning kræver ofte skæringsdatoer, og der er samtidig en væsentlig forskel på at ændre vilkårene for mennesker, som allerede har indrettet deres liv i Danmark, og på at beslutte, hvem Danmark fremover vil give adgang til en ekstraordinær beskyttelsesordning.
Det centrale ved lovforslaget er derfor det fremadrettede signal: Danmark skal ikke være et sted, man rejser hen for at unddrage sig Ukraines mobilisering.
Det betyder vel at mærke heller ikke, at Danmark sender ukrainere tilbage til et regime, hvor nægtelse automatisk fører til henrettelse. Ukraine har ikke dødsstraf for værnepligtsunddragelse. Unddragelse af mobilisering kan straffes med tre til fem års fængsel, mens andre former for militær unddragelse under krigsret kan medføre strengere straffe. Det er alvorlige og ubehagelige sanktioner, men det er værd at holde proportionerne fast, når diskussionen føres.
Kødkværnen
Det samme gælder forestillingen om, hvad de mobiliserede sendes hjem til.
Krig er brutal, og det ukrainske militær har bestemt ikke været forskånet for dårlige beslutninger, store tab eller hårde frontafsnit. Men det er misvisende uden videre at sidestille Ukraines mobilisering med den russiske måde at føre krig på. Rusland har gennem krigen gjort omfattende brug af angrebsformationer, hvor soldater rask væk ofres som bønder i skak, og militæranalytikere har ligefrem beskrevet den russiske taktiske model som en »kødkværn«.
Intet ved at forsvare et land mod en russisk invasion er selvfølgelig ufarligt, selv om droneoperatører nok kan føle sig mere sikre end frontsoldater. Men det betyder noget, hvad man risikerer livet for, og hvordan ens stat bruger ens liv.
Danmark plejer ikke at udlevere mennesker med det formål at hjælpe fremmede stater med at håndhæve værnepligt. Og det bør vi heller ikke begynde at gøre ukritisk. Men Ukraine befinder sig ikke i en normal situation. Landet er i en eksistenskamp, og hele den danske Ukrainepolitik bygger allerede på erkendelsen af, at udfaldet af den kamp også angår os.
Vi sender våben. Vi uddanner soldater. Vi støtter den ukrainske stat økonomisk. Vi accepterer betydelige udgifter og risici, fordi vi mener, at Rusland ikke må få lov til at udslette et europæisk lands selvstændighed med militær magt.
Danmark skylder Ukraine at hjælpe landet med at sejre – eller som det mindste at overleve som frit og selvstændigt land
I konsekvens heraf ville det være besynderligt, hvis vi samtidig indrettede vores udlændingepolitik sådan, at Danmark kan fungere som tilflugtssted for mennesker, som Ukraine lovligt forsøger at mobilisere til netop det forsvar, vi bruger milliarder på at understøtte.
Regeringen skriver selv i bemærkningerne til lovforslaget, at særloven ikke bør kunne bruges til at omgå ukrainsk lovgivning og unddrage sig mobilisering, fordi det underminerer ukrainernes forsvarsindsats.
Den enkelte unge ukrainers ønske om at leve er ikke kujonagtigt. Det er menneskeligt. Men et samfund kan ikke forsvare sig på menneskets naturlige ønske om, at en anden tager risikoen. At undlade at kæmpe er ikke en neutral handling. Det er reelt at overlade byrden til andre.
Hvis alle træffer det valg, findes Ukraine til sidst ikke.
Danmark skylder Ukraine at hjælpe landet med at sejre – eller som det mindste at overleve som frit og selvstændigt land. Det har været den bærende logik i dansk politik siden den russiske invasion. Den logik kan ikke standse, netop når den bliver menneskeligt ubehagelig. Det er krigens ubønhørlige logik, at nogen må ofre sig.
Vi kan ikke på den ene side kræve, at ukrainerne fortsætter kampen, sende dem våbnene til den og erklære deres overlevelse for en dansk sikkerhedsinteresse – og på den anden side tilbyde de mænd, der skal føre kampen, en vej udenom.
Nogen skal stå i skyttegraven. Og det kan ikke altid være de andre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.