Bloomsbury-gruppen er nu flyttet ind på Nivaagaard Malerisamling. Det er den første kunstudstilling om gruppen i Danmark, og den fortæller, hvordan medlemmerne udviklede nogle af århundredets største værker og ideer inden for litteratur, kunst, filosofi og økonomi.
“‘Står du her og filosoferer mellem grøntsagerne?’ – var det det, han havde sagt? – ‘Jeg foretrækker mænd frem for blomkål’.” Sådan tænker Clarissa Dalloway kækt tilbage på sin ungdomsaffære med Peter Walsh, før hun bevæger sig ud i London. Vi er i 1923, Første Verdenskrig er afsluttet, og Mrs. Dalloway bliver bombarderet af byens larm og gamle minder. Vi møder ofte Virginia Woolfs karakterer igennem deres indtryk fra omverdenen, ikke mindst i klassikeren Mrs. Dalloway (1925).
Virginia Woolf udviklede sin modernistiske litteratur i fællesskab med Bloomsbury-gruppen. Udover Woolf talte medlemmerne Vanessa Bell, Leonard Woolf, Clive Bell, Duncan Grant, Lytton Strachey, Roger Fry, John Maynard Keynes og E. M. Foster.
De er kendt for mangt og meget, ikke mindst for deres opgør mod victorianismens seksualmoral
De mødtes, blev gift og elskede på kryds og tværs i Londons centrale Bloomsbury-kvarter, der lagde navn til gruppen. Sammen byggede de et fællesskab op omkring diskussioner af fremtidens litteratur, kunst, filosofi og økonomi.
De er kendt for mangt og meget, ikke mindst for deres opgør mod victorianismens seksualmoral. Et opgør, de selv udlevede gennem deres grænseoverskridende og frivole kunst og litteratur, der skabte skandale og var ildeset.
Derfor er de også i eftertiden blevet hyldet for at være moderne og for at gøre deres kollektive kunstneriske virke til en egentlig livsstil, hvilket gør udstillingstitlen Kunsten at leve aldeles oplagt.
I særudstillingens indgangsparti er der i et rødt vindue stillet fotografier frem af Virginia Woolf og Vanessa Bell, der byder os velkommen. Foran en vinrød væg står en grøn opslagstavle med hvide plakater og fotografier med guldfarvede tegnestifter.
Det er ikke museets tegneværksted for børn, men et forsøg på at indrette udstillingen efter gruppens hjem. Et af de hjem lå på Gordon Square nr. 46 i Bloomsbury-kvarteret, hvor søstrene Vanessa og Virginia flyttede hen med brødrene Thoby og Adrian i 1904 efter farens død, hvorfra de kaprede Londons kulturliv.
Blitz i Bloomsbury
Da Blitzen ramte London under Anden Verdenskrig, blev Vanessa Bell og elskeren Duncan Grants lejlighed på Fitzroy Street nr. 8 i Bloomsbury-kvarteret ramt. Det betyder, at hovedværket Islandske Valmuer (1908-1909) er et af de få malerier, vi har tilbage fra Bells tidlige kunstnertid, der stadig var præget af doktrinerne fra det britiske kunstakademi.
jo længere, jeg bevæger mig gennem udstillingen, desto mere ærgrer jeg mig over, at der ikke er flere genstande på den nordsjællandske særudstilling
På maleriet står en kop, en medicinflaske og en urne foran tre – en rød og to hvide – valmuer. De er omringet af et sølvlys og malet med delikate streger. Det hænger over maleriet Stilleben med vilde blomster (1915), hvor de ‘vilde’ gule blomster snor sig foran en varm petroleumsblå væg indrammet af rødbrune bjælker.
Kontrasten fremstår tydeligt mellem den yndige, hviskende atmosfære, som Bell kendte fra sin opvækst under 1800-tallets victorianisme, og det moderne liv, Bloomsbury-gruppen praktiserede, hvor kunstens levende og organiske formsprog brølede fremad.
Knappe tider
På opfordring af Virginia Woolf i 1916 begyndte Vanessa Bell og Grant at leje Charleston, et hus fra 1600-tallet, nær landsbyen Firle i Sydøstengland.
De fjernede husets gammeldags tapet og malede i stedet med varme brune og koboltblå farver, mens de dekorerede værelserne med keramik og tekstiler fra designvirksomheden Omega Workshops – grundlagt i 1913 af Roger Fry, Duncan Grant og Vanessa Bell.
Charlestons interiør er på mange måder indbegrebet af gruppen, og derfor fungerer det godt, at det skakternede tapet i lilla, gule og sorte farver efterligner tapetet i Charlestons spisestue.
Men når ønsket er at åbne huset op, er det uheldigt, når en af de store opslagstavler virker tom med 10 små, spredte fotografier. Og jo længere, jeg bevæger mig gennem udstillingen, desto mere ærgrer jeg mig over, at der ikke er flere genstande på den nordsjællandske særudstilling. Dette er desværre med til at give en fornemmelse af knaphed frem for det skatkammer, som Charleston egentlig er.
Men retfærdighed skal gives til de udvalgte genstande, som Vanessa Bells skønne oliemaleri fra 1945, med ægtefællen Clive Bell og livspartneren Duncan Grant, der sidder i Charlestons lyse dagligstue på et mønstret gulvtæppe og i bløde lænestole, mens de sludrer over bøger, vin og kaffe.
Over Grant hænger det abstrakte maleri Pots et citron, som Clive Bell købte af Picasso i 1911. Det er dette sammensurium af kunstnerisk overflod, vi får, når vi betragter de udstillede genstande hver for sig.
Virginias egen gang
I udstillingens lange grå gang, hvor Virginia Woolfs klassikere Til Fyret (1927) og Mrs. Dalloway spreder sig på en boghylde nær en bænk, er der mulighed for at læse og tage et hvil. Stemningen er roligere end i ’Charleston-gangen’, og årsagen skal findes i Virginia og ægtefællen Leonard Woolfs Monk’s House, der ligger tæt på Charleston. Men på trods af søstrenes tætte filosofiske bånd og geografiske nærhed, er der oceaner mellem tilværelsen i de to huse.
I Charleston havde Vanessa en stor seng i midten af sit soveværelse, omringet af stærke farver og malerier af venner og familier. I Monk’s House var Virginias soveværelse derimod enkelt, småt og lå afsondret fra resten af huset.
Keynes’ involvering i kunst og kultur bliver til tider overskygget af hans betydning for samfundsøkonomien
I det velfortalte og smukt illustrerede udstillingskatalog forklarer cand.mag. Anne Mette Bruun, at disse soveværelser er et godt udgangspunkt for at forstå forskellene mellem Charlestons liv, der summede af børn, gæster og fester og det roligere Monk’s house, hvor de jævnlige besøg var over en kop te eller en diskussion om litteratur.
Subtilt hænger der breve og citater fra blandt andet fra E. M. Fosters Howards End (1910), mens Virginia Woolfs briller og førsteudgaver af bøger, som On Being Ill (1930), fremvises i montrer. Bøgerne er særlig interessante, fordi de både indeholder Woolfs litterære nybrud, stream of consciousness, og fordi flere af bøgerne blev udgivet af forlaget Hogarth Press, som Woolf-parret grundlagde i 1917.
Forlaget gav frihed til at trykke kritik af britisk kolonialisme og til eksperimenterende tekster, så længe de ikke var i strid med den britiske lovgivning, der for eksempel kriminaliserede homoseksualitet mellem mænd. Historien om Bloomsbury-gruppen er derfor også historien om et opbrud med samfundets seksualmoral og traditionelle familieformer.
Kunst og fred
Økonomen John Maynard Keynes fandt sin vej ind i Bloomsbury-gruppen gennem sine venskaber og romancer på Cambridge Universitet med Duncan Grant og Lytton Strachey. I det store midterrum er bogen The Economic Consequences of the Peace (1919) udstillet.
Den er kendt for sin kritik af den britiske regerings politik på Fredskonferencen i Paris i 1919 om at pålægge Tyskland krigsskadeerstatninger, fordi Keynes mente, at det ville skabe fjendtlighed og fattigdom i Tyskland. Keynes’ økonomiske teorier og livsfilosofi slår et slag for at aflære værdier om individets stræben til fordel for nydelse, der skaber reel livskvalitet.
Det er ambitiøst og godt klaret at udstille en så skelsættende periode inden for både kunst, litteratur, filosofi og økonomi med så mange medlemmer
I museumskataloget sammenholder Lise Villemoes Grønvold, projektkuratoren bag udstillingen, Keynes’ bog Economic Possibilities for our Grandchildren (1930) med Virginia Woolfs A Room of her Own (1929) og On Being Ill, fordi de hviler på det samme værdisæt om at leve et mere nøjsomt liv, og er udviklet i Bloomsbury-gruppens dialog med hinanden.
Økonomen designede også kostumer til sin kone Lydia Lopokova, der var prima ballerina i det avantgardistiske kompagni Ballets Russes, der var grundlagt i 1909 i Paris. Keynes’ involvering i kunst og kultur bliver til tider overskygget af hans betydning for samfundsøkonomien. Og her udnytter museet, den force at udstillingen handler om en gruppe, til at fortælle om medlemmernes sammenvævede forbindelser.
Største klassikere
Da jeg forlod særudstillingen, undrede jeg mig over, at jeg angiveligt havde set over 120 kunstværker og genstande. Gad vide, om det inkluderede fotografierne og brevene, der er printet på nyt papir og hænger som små pamfletter med en engelsk og dansk version?
Fremstillingen af Bloomsbury-gruppens kunstneriske nybrud er velformidlet, og især giver introduktionen i starten et solidt fundament for at finde rundt i de ni medlemmer.
Det største tip herfra er at se mini-biografens film om Charleston, der kan nydes som begyndelse eller som afslutning på besøget, hvor flora og fauna går hånd i hånd med bolig og design.
Det er ambitiøst og godt klaret at udstille en så skelsættende periode inden for både kunst, litteratur, filosofi og økonomi med så mange medlemmer, der forkastede victorianismens normer og var med til at danne grundlaget for velfærdsstaten, samt skrev nogle af det 20. århundredes største klassikere, der også i dag læses flittigt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og