FILM // KLAR PARAT NETFLIX – Ny dansk Netflix-serie er usigeligt ringe og måske den dårligste serie i universet, skriver Claus Ankersen. Serieskaberduoen Jannik Tai Mosholt og Christian Potalivo har formentlig forsøgt at lave en slags coming-of-age teenbob scifi, men utroværdige karakterer skaber tvivl om det meste, mener anmelderen, der har et langt bedre forslag på hånden, hvis man går efter en coming-of-age-serie.
Disclaimer: Snowflakebashing og alment ukorrekt sprog forude.
I december sidste år måtte jeg advare mod den nye danske Netflixsatsning, Nisser, som var så elendig, at det nærmede sig det kriminelle. Nu har serieskaberne så overgået sig selv og skabt en endnu dårligere serie. Chosen. Måske universets dårligste.
Det gør ondt i kroppen at se den, og selvom første – og forhåbentlig eneste – sæson kun er på seks afsnit, er det næsten umuligt at komme igennem. Det er simpelthen makværk af første klasse.
En tindrende fiasko, som ikke alene er pinlig for Netflix og dansk film, men som er pinlig for samtlige 5.8 millioner danskere
Serieskaberduoen Jannik Tai Mosholt og Christian Potalivo, som tidligere har lavet serierne Nisser og Rain, har formentlig forsøgt at lave en slags coming-of-age teenbob scifi a la supersuccessen Stranger Things. Hvem ved?
Det eneste, der med sikkerhed kan siges, er, at forsøget er en tindrende fiasko, som ikke alene er pinlig for Netflix og dansk film, men som er pinlig for samtlige 5.8 millioner danskere. Det går bare ikke. Serieskaberne skulle hellere holde sig til julekalendere og småbørns-tv. Det er en skandale, simpelthen. Serien er en travesti.
Madpapirsflad fiasko
Den nye danske Netflix-serie Chosen er lysår fra at lykkes. Det er dårligt dilettantteater filmet med dyrt udstyr og enkelte professionelle. Ligesom den foregående fiasko Nisser, er Chosen flot filmet med enkelte effekter på niveau, mens andre falder sørgeligt igennem.
En besætning af ret ukendte skuespillere kæmper bravt med at give liv til et madpapirsfladt persongalleri og forbryderisk dårligt skrevne replikker. De gør det sikkert så godt, de kan. Desværre er materialet så dårligt, at meget få er i stand til at gøre figurerne troværdige.
De unge fremstår forkælede, fornærmede, forhåndskrænkede, humorforladte og som idiotiske papfigurer uden troværdighed
Værst er uden sidestykke hovedpersonen Emma (Malaika Berenth Mosendane), medmindre figuren er skabt til at være gennemført ulidelig, skarpt forfulgt af rummanden Lukas (Anders Heinrichsen). Nikolaj Kopernikus (Adrian) spiller en glimrende Nikolaj Kopernikus og er derfor lidt uden for nummer.
Bedst er sjove og vildt dygtige Andrea Heick Gadeberg i birollen som Emmas veninde Marie, Mads Juhl Andersen som den sublimt nævenyttige stalker-ekskæreste, Jonas, og Ken Vedsegaard som den besynderligt karismatiske kapitalfondboss, Thomas.
Serien du skal holde dig fra
Chosen betyder udvalgt. Selve idéen er både god og velgennemprøvet i mange andre produktioner. Problemet med Chosen er, at idéen er ualmindelig dårligt udført.
Serien starter med et himmellegeme, som styrter mod jorden. Det lander i den grå og anonyme provinsby Middelbo (wow, originalt), hvor krateret og en lille meteorsten på en sokkel 17 år senere er byens eneste trækplaster og turistattraktion.
Her arbejder hovedpersonen Emma, som er vokset op i byen (Nakskov) og altid har følt sig anderledes og udenfor. Måske fordi hun er så ulideligt irriterende – en prototype på alt, hvad der er galt i verden.
Ring til Mads hedder fjerde episode. Den burde have heddet: Ring til fuc…. filmpolitiet. Sig det til Netflix. Gør noget. En eller anden. Hvorfor skal det fortsætte?
Emma er nemlig lige så selvretfærdig, som hun er dum. Udfordret af en utroværdigt flabet tiårig, åbner Emma montren, og ud falder byens højtskattede meteorsten. Den rammer jorden og splintres. Det er nemlig glas.
Emma må straks til bunds i sagen om dette utilstedelige fup og konfronterer med løftet pegefinger sin arbejdsgiver, som prompte fyrer hende til hendes bovlamme forbløffelse.
Men sagen er ikke slut. Emma indlemmes i en vennegruppe, som i det skjulte efterforsker byens hemmelighed. Det var nemlig slet ikke en meteor, der slog ned i byen. Næh, det var et rumskib. Så langt, så skidt. Herfra går det over stok og sten, og hele tiden med en løftet, krænket pegefinger, forhåndsfornærmet mine og en let læspen. De unge fremstår forkælede, fornærmede, forhåndskrænkede, humorforladte og som idiotiske papfigurer uden troværdighed.
Filmiske påklædningsdukker
Midt i serien kommer rummanden på scenen iklædt en underlig læderdragt, lige så vildt utroværdig som resten af seriens persongalleri. Han stjæler et jakkesæt, sætter sig på en underlig, diner-agtig café og må efterabe alting for at lære klodens skikke, så han bedre kan redde den, forstår man.
Få timer senere er han en underlig sprogsvag skuespillerskoleelev, der lyder som om, han læser replikker op fra en teleprompter. Helt ligesom seriens øvrige figurer. Han fanger Emma i en lagerhal, udspørger hende og hedder Lukas. Yes, Sir. Rummanden Lukas.
Ring til filmpolitiet
Ring til Mads hedder fjerde episode. Den burde have heddet: Ring til fuc…. filmpolitiet. Sig det til Netflix. Gør noget. En eller anden. Hvorfor skal det fortsætte?
Det er meget svært ikke at tænke, at filmskaberne må være ufatteligt arrogante iskolde bullshit-artister og lige så isolerede i deres hurrasyge trykkammer af et selvrosende insidermiljø. Det er det rene Dunning-Kruger. De kan altså bare ikke skrive troværdigt talesprog. Hvorfor laver de overhovedet film? Det skulle være forbudt. Fyr de uduelige forfattere og instruktører, træk serien tilbage, undskyld og begynd forfra.
Smelt nu, fuc…. snefnug
I næsten alle episoder har hovedpersonen Emma håret sat op i en frisure, som giver hende en silhuet, der minder så meget om Minnie Mouse, at det er umuligt ikke at spekulere på, om her er tale om et forsøg på intertekstuel fiffighed. Et lille kip med museørerne fra den ene amatørdetektiv til den anden. Newsflash til filmskaberne: Det mislykkedes.
Snart efter bliver Emma jaget af en vred Volvo 242. Det er meget godt, det er en gammel Volvo, for Emma løber cirka halvanden kilometer i timen
Det er som om, serieskaberne har forsøgt at lave en hip, woke central figur i et politisk korrekt venneunivers med kønsfri sex, kørestol og kruset hår.
Desværre er det for overfladisk til at fungere og fremstår blot nævenyttigt og irriterende. Sådan er woke folks jo slet ikke, vel. Det er Emma til gengæld. Verdens navle pakket ind i kunstig pels.
Foto: Tine Harden/Netflix © 2022
Nikolaj Kopernikus og plasmakuglen
Hvad hvis jeg blev valgt af en grund? spørger Emma med snefnuggets selvbevidste blindhed, og pludselig er hun i en mystisk lade med black lights, hvor hun hiver presenningen af en slimet plasmakugle. Straks efter kommer Nikolaj Kopernikus ind. Hvem ellers? Det er jo dansk film.
Hallo, siger Nikolaj Kopernikus og ligner en, som er hevet direkte ud af en julekalender. Emma finder en død skolelærer, som også var en alien, i bunden af rumkuglen. Det er meget dramatisk. Med slim. Og nu er det pludselig mørk nat.
I stuen i huset ved det uhyggelige savværk er to af vennerne, Fisse Frederik og Marie, fanget om et stuebord, mens deres skuespillerkolleger, som skal forestille at være farlige skurke, læser replikker op. “Pis så af med jer”, siger den ene. “I må ikke lade dem gå”, skratter Nikolaj Kopernikus i en walkie-talkie. “I bliver her”, kommanderer kollegaen. Wow.
Foto: Tine Harden/Netflix © 2022
Usympatiske Emma
Det ser ud som om, dele af serien er optaget i de samme kulisser som Nisser. Nå, videre. Snart efter bliver Emma jaget af en vred Volvo 242. Det er meget godt, det er en gammel Volvo, for Emma løber cirka halvanden kilometer i timen.
Emma skændes med vennerne. Hvorfor vil de ikke forstå, at alting handler om hende? Det er hende, det hele sker for. Hende. Hende. Hende. Hende og hendes Minnie Mouse ører. Åh, den Emma. Alt ved den figur er irriterende. Seriens hovedperson fremstår simpelthen som en jævnt usympatisk ånds- og gumpetung møgunge. WTF.
Danskerne i Chosen fremstår i sammenligning sjælløse, flade, forædte, tyndfede og ironisk tidligt ældede trods deres nærmest idiotiske umodenhed og særdeles udfordrende begrebsverden
Men til gengæld er det Nikolaj Kopernikus, som jager hende. Og så er ingen julenisseøjne tørre. “Emma”, siger han med sin Nikolaj Kopernikus-stemme. Den vi kender så godt. Så kommer rummanden Lukas og redder hende. “Hvem er du”, spørger han og ligner socialdemokratiets Jesper Petersen lidt for meget. “Det er det, jeg prøver at finde ud af”, svarer hun. Sådan dér. Coming-of-age Danish style. Det er uværdigt og ubærligt.
Korea kan
Hvis du vil binge troværdigt coming-of-age, så se i stedet den nye koreanske teenage zombie-serie, All of us are dead, hvor en flok gymnasieelever må stå sammen for at overleve en zombieinvasion. Allerede i anslaget, tror man på det. Personerne er troværdige, skuespillet lysår bedre. Replikkerne holder vand.
Danskerne i Chosen fremstår i sammenligning sjælløse, flade, forædte, tyndfede og ironisk tidligt ældede trods deres nærmest idiotiske umodenhed og særdeles udfordrende begrebsverden.
Vi er ikke desværre ikke alene. Der er noget derude. Chosen. Den dårligste serie i universet. Indtil videre. Desværre er den kun alt for dansk.
Servicemeddelelse: Hvis du trænger til et endnu billigere grin, og ikke kan få nok af moderne molbomanerer, så se et kvart afsnit med engelsk tale.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
