KULTURLISTEN – Anbefalet i denne uge er dokuserien om Sveriges fortvivlede konge, der virker ulykkelig i rollen som overhoved, TV 2 Kosmopols nyhedsudsendelser, hvor tiden skrues præcis 30 år tilbage – samt årets Crazy Christmas show, der lever op til fansenes forventninger, genudgivelsen af Broby-Johansens klassiker Blod, der bliver mere og mere interessant, og Rikke Viemoses breve til sin datter i bogen, som konkretiserer den hverdagssexisme, som så mange overser. Bidrag af Niels Olsen, Christine Lind Ditlevsen, Sophie Blendstrup, Inger Tejlgaard Olesen Ravn og Connie Bork.
Fange i arvet guldbur
Historien ligger i det usagte: Hvor lidt manden fortæller om sig selv. Hvor meget han taler udenom. Hvor minimalt han kan huske. Hvor ofte han afleverer indstuderede teflonsvar. Tillidsbarometeret er i bund. Kongen ligner en ufrivillig skuespiller, hvis primære succeskriterium er at undgå at svare forkert. Man får ondt af manden.
Dokumentarserien Kongen af Sverige på DRTV portrætterer en trist og forstemt ældre herre, fanget af sin titel og familiens historie. Han er ensom blandt mennesker og ler nervøst som for at få de irriterende spørgsmål og den akavede situation til at forsvinde.
Filmmager Karin af Klintberg er fremragende som selvbestaltet kongelig udspørger. Åben, ukunstlet og respektfuldt lægger hun egen tvivl og uvidenhed på bordet. Vi andre ser en kongelig skæbne: Konstant overvåget og fotograferet. En fange på sit slot. Fremmedgjort for sig selv. Som om kongen mangler et trygt, substantielt ‘jeg’ at falde ind i.
Smag blot på udsagn som: “Man har måttet stålsætte sig selv for at overleve” … “jeg er god til at parere ordrer” … “man må jo bare igennem det” … og “jeg er en objektiv konge”.
Carl XVI Gustaf har tilsyneladende et lavt selvværd. Han virker på intet tidspunkt glad og på højde med situationen – mere som et dresseret menneske, der har brug for at blive ledet af andre og stærkere kræfter. Det har vist altid været sådan for kongen.
Hvor er det vildt, at fødsel og arv, blod og familie skal betyde så meget i et frit, lighedsorienteret og demokratisk samfund. Serien stiller det oplagte spørgsmål: Skal vi fortsat slavebinde disse mennesker som hovedrolleindehavere i et forkvaklet, royalt teater?
Ultramarine nyheder fra fortiden
Her en håndfuld år efter at streaming blev den mest almindelige måde at se fjernsyn på, kan det være berusende at dykke ned i flow-tv’et. Især hvis man tjekker ind hos Kosmopol (tidligere TV 2 Lorry), som fra tid til anden genudsender de nyheder, Lorry sendte for præcis 30 år siden – dags dato.
Jeg bliver totalt grebet af 1993’s langsomme tempo, de syrede farver – ultramarin, cheriserød, påskegul, udtrykket “øller”, som jeg helt havde glemt, at øl i flertal hed dengang, og så store briller, at man skulle mene, de hørte hjemme i startfirserne. Bestyrerinder, tykke computerskærme, det nye begreb hjemmeservice, en corny scene (en romantisk aften på restaurant med fuld vaseline på linsen som del af et indslag med en tjenerelev om kravene til hans arbejde) og HT’s private – og gratis – julekørsel.
Der er noget idyllisk og tilnærmelsesvist nuttet over den unge Mette Vibe Utzen, der formidler med sit script mellem hænderne og småfejl i rækkefølgen, undskyld, sådan der, smil. Og produktionen, der er så ligetil og ukunstlet, ingen store explainers på bagvæggen, ingen kameraindflyvninger, nul digitalisering. Vi slutter med vejret, som læses op over et stillbillede af, hulk, 11-åriges Stefans tegning af børn i sneboldkamp. I november!
The House of Uhygge: herlig plat pastiche i traditionens navn
Det er fest og ballade, når Vivienne McKee i spidsen for London Toast Theatre lader tæppet gå for deres fyrretyvende Crazy Christmas: The House of Uhygge. Og hold kæft, hvor er det plat – og hvor er det skønt, for sådan har det altid været! Det er veloplagt morskabsteater med kultagtige traditioner og skal nydes som sådan. Julen er jo traditionernes fest.
I år sættes scenen i det skotske højland, hvor en række moderne og klassiske monstre rumsterer: Dracula himself, Dr. Jekyll/Mr. Hyde, en monster-maid og en – gisp – influencer. Det er netop denne ramme, der gør, at dette års The House of Uhygge fungerer så godt.
Gennem årene har Vivienne McKee & Co., efter undertegnedes mening, været lidt på kanten med, hvornår vittighederne rammer så langt under bæltestedet, at de bare sparker nedad. Denne gang rammer de en – ja, det kan næppe kaldes sober – mere moderne balance mellem dobbelttydigheder, fremragende fysisk komedie og popkulturelle referencer (min ledsager hylede som en hund af latter ved den uundgåelige Barbie-reference).
Måden, The House of Uhygge forholder sig til sine tre gotiske hovedforlæg, Dracula, Dr. Jekyll/Mr. Hyde og Frankenstein, er præcist så nørdet, at man kan tillade sig at kalde det pastiche. Det er en fornøjelse at se velkendte karakterer udfolde sig vanvittigt, vittigt og musikalsk. Kevin Kiernan-Molloys/Renfields ”Psycho Killer” må fremhæves som et højdepunkt.
The House of Uhygge er en festlig flødeskumskage af forventning og tradition. Bedst for trofaste gengangere og fint som gateway-drug for Crazy Christmas ”virgins”. Næste år må de vige pladsen i Glassalen for (endnu en) musical, men jeg krydser fingre for, at London Toast finder et hjem, så den trofaste fanskare kan holde fast i en elsket juletradition.
Broby-Johansen bløder stadig igennem
Med sin helvedesrøde indbinding overskinnede en bog alle andre på dette års Bogforum.
Rudolph Broby-Johansens Blod er blevet genudgivet i 100-året efter, den første gang ikke så dagens lys. Nok blev den udgivet i 1922, men i samme åndedræt også beslaglagt og forbudt.
Siden er udgivelsens fortælling med beslaglæggelse og retssag tilnærmelsesvist blevet en del af værket.
Og fortællingen fortsætter:
Fra Morten Things efterskrift Den blodige civilisation i 1968 til Opbyggelig Usædelighed af Hanne Roer i 2014: Hver udgivelse, der er kommet til, er blevet fulgt af nye vise ord om og fortolkninger af værket – som ringe, der spreder sig i vandet og skaber uro og bølgeskvulp.
Per Stounbjerg, der indleder denne udgivelse har begrænset sig til lidt under fem sider, hvor han konstaterer, at Blod for længst er blevet gymnasiepensum, og at ”Blod fremmaner et vrængbillede af en forvredet, driftsbesat verdens gru.”.
Mens jeg distræt overvejer, om ”vrængbillede” er et nyt ord, jeg ikke kender, eller om det er Per Stounbjerg, der ikke kender ret og vrang, tænker jeg, at det helt afgørende stadig er de 16 digte i Blod.
Ikke overraskende er genudgivelsen nu optrykt i 3. oplag.
Nu taler jeg: Rikke Viemose gør stærk status over fem årtier som pige og kvinde
Bogen starter med en vigtig replik fra ægtemanden, der siger, at Rikke ikke taler højt nok.
Og så følger en hel bog om, hvordan forskelsbehandling fra mænd egentlig ser ud. Situation følger på situation, så læseren selv kan tage stilling. Det er vildt spændende, måske fordi tonelejet er så roligt. Det er ligevægtig ro. Ikke et ord rammes forkert. Argumenterne hobes op for, at dette er en adfærd, som kun kvinder må forholde sig til.
Danmark ligger på en 29. plads, når det gælder ligestilling. Hverdagssexismen trives i bedste velgående: ”Der går ikke en dag, hvor uligheden ikke har betydning for de valg, vi træffer, for det liv, vi lever”.
Bogen består af fjorten kapitler med ultrakorte titler på bare et ord: Pige, Skam, Krop, Sex, Objekt osv. Men det bedste er, at midt i enkelheden giver Viemose også sammensatheden plads. Krydsforbindelser opstår mellem kapitlerne. I kapitlet ”Mor” bidrager Viemoses mand kun lidt til børnepasningen. Til gengæld finder Viemose fastheden frem i sig selv i kapitlet ”Millimeterdemokrat”. Det bløde eftergivende får følgeskab af fastheden, hvor kvinden ikke viger.
Et sted siger hun, at hendes mand altid har anerkendt hende intellektuelt, så der er huller i modstanden. Afgørende øjeblikke, hvor en mere fri modfortælling får rum.
Læs også Isabella Miehe-Renards fulde anmeldelse af bogen her.
Kulturlisten udkommer hver fredag. Find tidligere udgaver her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og