Kroppe, køn og blik – et strandstudie, Asserbo 2019 • POV International

Anette Dina Sørensen 05.08.2019

KROP & KØN // KLUMME – Sommeren i Asserbo er et studie i kroppe. Vidt forskellige menneskelige former i fri dressur. Jeg ligger på mit håndklæde, og tillader mig at glo på hele palletten af dansk hverdagsanatomi, når overtøjet omsider falder og flæsket blotlægges på en nydelsesfuld sommerdag ved nordkysten.

Min mor smed bh’en på Bjerge Strand i sommeren 1971. Ud af det blå. Pludselig sad hun der med bare bryster uden at gøre et større nummer ud af det. Jeg var otte år, og i dag husker jeg ikke, om hun forklarede mig de nøjere kønspolitiske detaljer, men jeg mindes tydeligt, hvordan jeg trak mit håndklæde tre meter væk.

De følgende år blev det bare normen, at hun sad med bar overkrop. Et par af tanterne i familien fulgte endda trop, så sad de der på rad og række med bløde, store bryster fuldt synlige. Ganske få år efter sprang jeg selv på vognen uden at tænke videre over det. Det var bare sådan kvinder gjorde. I 1978 havde jeg en veninde med i sommerhus, vi lå i haven i bikinitrusser, mens min far slog græs. Ingen skænkede vores bryster en tanke.

På sin egen skæve måske endda utilsigtede måde skubber de ældre, nøgne mænd i Asserbo til blikrelationens kønnede positioner, når de stiller sig i vandkanten, og lader sig beglo – af mig

Senere har jeg naturligvis forstået kompleksiteten i min mors aktion. Inspireret af Kvindebevægelsens ideer tog hun definitionsretten over sin krop, rev den ud af patriarkatets skopiske begær og forandrede diskursen for, hvor og hvornår kvindekroppen skal seksualiseres. Jeg tænker med taknemmelighed på de kropserfaringer, hendes og andre kvinders indsats gav mig mulighed for at høste senere.

Hvornår tog jeg toppen på igen?

Jeg husker det ikke præcis, men måske i forbindelse med, at jeg fik mit første barn, hvor jeg oplevede det stærkt forvirrende med alle de betydninger mine bryster pludselig fik på samme tid. Alle de typer af begær de var genstand for. Måske var det senere.

På stranden ved Asserbo, hvor jeg har kigget på kroppe i sommer, udgør badegæsterne en blandet landhandel, hvad angår alder, køn, etnicitet, social status og seksuel præference. For eksempel er forskerparret lige ved siden af mig så tilpas meget op i årene, at hun hjælper ham i badebukserne. Da jeg læste på KUA, var hun et ikon, tænker jeg, mens jeg indprenter mig deres stilfærdige baderutiner. I dag entrerer hun havet på lidt usikre ben, men med rank ryg og brystet skudt godt frem i den blommefarvede badedragt.

Blandt de yngre par ligger alle kvinderne uden top. Jeg bider mærke i den helt unge kvinde, der rejser sig fra tæppet og strækker armene højt over hovedet, ind hun går i vandet, stadig uden top. De fleste andre tager toppen på, før de bader. Mig selv inklusiv. Gennem årene har der rejst sig en folkedomstol over ’de bornerte unge kvinder med toppen på’. Det opfattes som et decideret tilbageskridt, noget der ikke hører til i det frisindede Danmark, forstår man.

Hvordan skal mændenes adfærd forstås? Er den nøgenhed de eksponerer en slags afseksualisering på linje med feministernes i 1970’erne, eller er det præcis det modsatte?

I min optik kan afklædning – præcis som tildækning – aldrig være et diktat. Og for mig at se handler bikinitoppene ikke om bornerthed eller kropsforskrækkelse, som det også kaldes af frisindets bekymrede gatekeepere. Det handler om noget helt andet ikke ulig dét, det handlede om i 1970’erne.

Danmark og seksualitetskulturen har forandret sig siden da, og ikke uvæsentligt er kvindebevægelsens afseksualisering af brysterne for længst erstattet af en genseksualisering som resultatet af den heteronormative pornografis massekulturelle mainstreaming. Når kvinder på stranden i dag tager bikinitoppen på, vil jeg hævde, at de gør det af samme grund som dén, der fik feministerne til at smide den. Der er tale om en afseksualiseringsstrategi igen, de tager ejerskab til kroppen, vil selv bestemme, hvornår, hvor og af hvem den skal seksualiseres. Bikinitoppen er redskabet.

Ved siden af os der formaster os til at gøre hævd på vores kroppe, når vi bader i Asserbo, ligger alle de helt nøgne.

Oftest mænd, der ligger alene. Eller et enkelt bøssepar hist og pist. Men langt de fleste af de nøgne er ældre mænd i selskab med deres kvindelige ægtefæller. Jeg har studeret disse mænd over en årrække. Deres territorialafmærkning er fascinerende. Hvis det altså er territorialafmærkning, der er tale om? Jeg er ikke sikker.

Jeg ved, at jeg aldrig selv ville kunne stå i vandkanten midt på dagen og glo ud over havet uden en trævl på kroppen. Endnu mindre kunne jeg vandre splitternøgen op og ned ad stranden for at tørre i solen

Når de ankommer, smider de tøjet prompte. Og de smider det stående. Derefter forbliver de stående i længere tid og ser sig omkring, mens deres koner slår lejr. Konerne beholder almindeligvis trusserne på, og tager – i parentes bemærket – ofte tøjet af under et badehåndklæde, hvorefter de lægger sig til rette i solen. Mændene står stadig uanfægtet med hele pibetøjet hængende i solskinnet. Når de går i vandet, står de gerne et stykke tid i vandkanten og ser sig omkring igen. Efter havbadet traver de rundt på stranden for at tørre i solen. Op og ned i bar røv. Konerne er derimod fluks tilbage på tæppet med et håndklæde om skuldrene.

Hvordan skal mændenes adfærd forstås? Er den nøgenhed de eksponerer en slags afseksualisering på linje med feministernes i 1970’erne, eller er det præcis det modsatte? Søger de at gøre sig synlige som mulige begærsobjekter for andres (kvinders blikke), eller søger de mon den usynlighed, der kan ligge i at naturliggøre nøgenheden via insisteren og gentagelse?

Måske begge dele. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg aldrig selv ville kunne stå i vandkanten midt på dagen og glo ud over havet uden en trævl på kroppen. Endnu mindre kunne jeg vandre splitternøgen op og ned ad stranden for at tørre i solen. Hvorfor? Fordi det ville være en yderst usædvanlig aktivitet for en kvinde uanset alder på Asserbo Strand. Jeg har aldrig set det, og hvis det er frihed, ja så nyder jeg og de færreste af mine medsøstre den ikke lige dér på dét sted.

Kunne vi erhverve os den?

Sandsynligvis, hvis vi var mange nok, der i fælles flok smed alt tøjet, hver gang vi var på stranden i sommersæsonen. Det er da en tanke værd.

Mændene står stadig uanfægtet med hele pibetøjet hængende i solskinnet. Når de går i vandet, står de gerne et stykke tid i vandkanten og ser sig omkring igen. Efter havbadet traver de rundt på stranden for at tørre i solen. Op og ned i bar røv

Hvad jeg derimod oplever at have fået – og som har været en forudsætning for denne klumme – er blikket, muligheden for at glo og gøre andre til objekter for mit blik. I den kønnede blikrelation og al dens traditionelle subjekt-objekt halløj, har kvinder traditionelt ikke haft blikket, blikket har været mænds. I det omfang kvinder har haft det, har det oftest været rettet mod dem selv. Så på sin egen skæve måske endda utilsigtede måde skubber de ældre, nøgne mænd i Asserbo til blikrelationens kønnede positioner, når de stiller sig i vandkanten, og lader sig beglo – af mig.

Tak for det.

Foto: Pexels.

Anette Dina Sørensen

Journalist med egen medievirksomhed. Oprindelig uddannet cand.mag. i historie og kønsstudier. Har de sidste 20 år arbejdet med journalistik og kommunikation dog med enkelte sidespring til køns- og medieforskningen. Har blandt meget andet skrevet bagsideklummer til Information, blogget om køn og medier på journalisten.dk, lavet undervisnings- og oplysningsmateriale om køn og grænser til folkeskolen, anmeldt tv, fag- og skønlitteratur for Politiken gennem 15 år, stået i spidsen for digitaliseringen af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, været forskningsleder for nordisk forskningsprojekt om unge, køn og pornografi, og de senere år slået sine folder som moderator og interviewer på diverse litteraturfestivaler. Erkendelsen af køn som social og hierarkisk forskelsmarkør ramte frontalt første skoledag, da Anette D sammen med klassekammeraterne skulle afhente lyseblå og sorte meddelelsesbøger hos læreren efter et kønnet trampe/listemønster, man nemt regner ud, når man får oplyst, at det foregik kort efter amerikanernes første månelanding. Oplevelsen gik i blodbanerne på det syvårige barn og udstak kursen for hendes liv ligesom den også blev afgørende for både partnervalg og børneopdragelse. Og ja tilværelsens næstmest udskældte position – den kønspolitiske - har været pest og driver for de valg af stofområder hun har truffet som forsker, journalist, litteraturanmelder og debattør. Dertil kan lægges, at hun efter opfordring fra sine forældre har brugt det meste af tilværelsen på at fægte sig frem som mønsterbryder, men stadig i bestemte situationer er i tvivl om, hvorvidt hun befinder sig i middelklassen på en badebillet. Privat er hun gift med Peter og har to døtre, der ofte beder deres mor ”vente med kønsanalysen til efter filmen”. Anette Dina skriver om køn og medier for POV.