At kritisere en teltlejr

Anne Lise Marstrand-Jørgensen 21.04.2016

Da jeg i begyndelsen af marts tog til Haderslev teltlejr, var det uden særlige illusioner. Dels havde jeg gennem længere tid hørt bekymrende meldinger fra frivillige, dels havde jeg kontakt med flere beboere. Alligevel er det ingen hemmelighed, at det var rystende, ved selvsyn at opleve de forhold som mennesker på flugt tilbydes i en dansk teltlejr. Da beboernes oplevelser af forholdene, tilmed blev bekræftet i min samtale med lejrens daglige ledelse, besluttede jeg mig efterfølgende for at skrive en reportage til Information. Jeg ville tage læseren med ind i den lejr. Jeg ville sige: Kom med! Se selv, lyt selv, døm selv. Og først og fremmest ville jeg give stemme til nogle af de mennesker, som sjældent får chance for at sige noget. Før min reportage begrænsede mediedækningen af lejren sig til lokalpressen, og intet sted fandt jeg interviews med beboerne. Det er som om asylansøgere betragtes som utroværdige vidner, selv når det drejer sig om deres eget liv.

Jeg forestillede mig lidt naivt, at de fleste danskere har en nogenlunde idé om, at det ikke står lykkeligt til i danske teltlejre. Regeringen har trods alt understreget, at oprettelsen af disse lejre er del af en kurs, der skal få flygtninge til at holde sig væk fra Danmark. Regeringens linje er hård og uforsonlig, politikerne er ikke blege for at påstå, at hver eneste stramning på flygtningeområdet sker i nationens tjeneste.

Strammerkurs

I en tid, hvor de færreste politikere tør sige, at vi skal finde penge til de svageste af frygt for at blive overfaldet verbalt, er det blevet populært at overgå hinanden i strammerkurs, hvilket bidrager til, at uligheden i samfundet vokser og selv afskaffelsen af fattigdomsgrænsen kan ikke kan sløre, at for mange har for lidt. Det er ukritisk blevet ophøjet til sandhed, at de tilsyneladende stadig færre midler skal flyttes rundt mellem de svageste grupper fremfor at lade dem, der har meget spæde til. Der sparkes nedad i Danmark, og flygtningene er med fuld politisk opbakning blevet udnævnt som en trussel, der overgår hvad som helst – selv klimaforandringer og dansk krigsdeltagelse. De stramme budgetter må holdes, selvom prisen er, at vi får et Danmark, som vi på ingen måde kan være bekendt.

Man kan sagtens være uenig med mig. Man kan afvise min tro på, at vi kan gøre det bedre for fattige og for mennesker på flugt. Man kan være uenig i min holdning til, at Danmarks regering stillet overfor en af vor tids største humanitære katastrofer har udvist forbløffende ringe lederskab ved at spille på hårdhed og store muskler i stedet for ansvarlighed og omsorg for de svageste. Men man kan ikke nægte, at det man gør, har konsekvenser. At teltlejre ikke blot er en luftig idé på et politisk tegnebræt, men en realitet i vores samfund. En realitet som jeg ikke synes, at nogen i dette land skal skånes for at se og tage stilling til. Vores samfund er nemlig efter min bedste overbevisning aldrig bedre end den måde, vi behandler de svageste på.

Et midlertidigt hjem

Teltlejren er asylansøgernes hjem. Et midlertidigt hjem, men dog det eneste hjem, de har. Størstedelen af dem vil med tiden få asyl i Danmark, andre vil blive sendt tilbage til mere eller mindre sikre forhold i deres hjemlande. Jeg er i daglig kontakt med flere af dem.

Ventetiden er ulidelig, larmen holder dem vågne om natten, manglen på privatliv er opslidende. Den alt for ringe adgang til kvalificeret hjælp og de konstante bekymringerne for børn og helbred er tungt at bære. At rammerne er telte, barakker og et ælte af mudder og snavs gør det ikke lettere. Sent om aftenen sender de ofte billeder og videoer: En ven der er så deprimeret, at han ikke har været ude af sengen i flere dage. En anden der fortæller, hans ven hører stemmer. En tredje der får sin modvillige ven til at fremvise et sår fra brystben til under navlen, resultatet af et selvmordsforsøg med en saks. Den sårede blev lappet sammen på sygehuset og sendt tilbage til lejren. Et par billeder af familiemedlemmer, der er blevet efterladt langt borte, et enkelt forårsbillede af et frugttræ på en mark i Iran. I den lysende krone hænger en mand i en galge.

Lykkelig og taknemmelig

Det er et udbredt synspunkt, at disse mennesker burde være taknemmelige lykkelige over at være i sikkerhed, da selv en dansk teltlejr er bedre end det, de er flygtet fra. Det underforståede princip i denne tankegang er tilsyneladende, at hvor godt vi er forpligtet til at behandle dem, afhænger af hvor dårlige forhold de kommer fra forstået således, at jo dårligere de oprindelige forhold er, jo mindre behøver vi at gøre for dem.

Går man de fleste på klingen, vil de næppe synes, det er et holdbart etisk princip. Selv har jeg vanskeligt ved overhovedet at forestille mig, at man kan blive lykkelig igen efter så grusomme oplevelser og synes, det burde være indlysende, at ro og omsorg vil være den bedste måde at tage imod flygtninge på og sikre deres fremtidige bidrag til vores samfund.

Den rigtige retning?

De fleste af asylansøgerne jeg har mødt, bekymrer sig først på de andres vegne og taler kun siden om sig selv: De andres lidelse, børnefamilierne især, dem der skriger om natten, dem der ikke synes at kunne bære livet længere. De vil alle sammen gerne videre med tilværelsen. De forstår ikke, hvorfor de mødes med denne råhed. Jeg kan ikke forklare det, men jeg kan vise det til andre. Jeg kan give dem deres stemmer tilbage og lade andre blive medvidende om deres trængsler. Jeg kan udpege det og sammen kan vi spørge hinanden: Bevæger Danmark sig i den rigtige retning?

At blive hængt ud af en minister

Jeg forestillede mig egentlig, at regeringen var så overbevist om rimeligheden af deres hårde kurs overfor flygtninge, at de ikke ville lade sig påvirke af min reportage fra virkeligheden. Måske forestillede jeg mig også, at det ville ligge dem på sinde, at loven i det mindste blev overholdt, så alle børn kom i skole. Jeg havde ikke i min vildestefantasi forestillet mig, at integrationsministeren ville hænge mig ud offentligt og dermed afsløre, hvor presset hun egentlig er og hvor afgørende det synes at være, at pynte på den virkelighed, som hun og regeringen ellers så skråsikkert står på mål for.

Da ministeren skrev på sin facebookside, at jeg talte usandt, må hun have vidst, hvad hun satte i gang.

Da ministeren skrev på sin facebookside, at jeg talte usandt, må hun have vidst, hvad hun satte i gang. Hun gjorde sig oven i købet umage med ikke kun at holde sig til den reportage, jeg havde skrevet, men sørgede også for at grave en besked fra en lukket facebookgruppe for sundhedspersonale frem. En besked, der ikke handlede om at formidle mit indtryk af en teltlejr, men om at viderebringe frivilliges bekymring og sørge for at skaffe hjælp til asylansøgere. Sådan fungerer venligboerne nemlig – ved hurtig udrykning og afdækning af eventuelle behov.

Frit lejde for hadere

Naturligvis var det ikke rart, at ministeren forsøgte at så tvivl om min troværdighed, men det var i virkeligheden det mindste. Det er ikke så slemt at blive kaldt en løgner, når man ved, man ikke er det. Jeg vil gå så vidt som til at hævde, at ministeren også ved det. Ellers var der vel ingen grund til at hun skulle føle sig så truet og reagere så skarpt: Det er i grunden ingen eftertragtelsesværdig post hun bestrider – at skulle vogte regeringens budgetter på bekostning dels af mennesker med krav på beskyttelse, dels af Danmarks evne til at se sig selv i øjnene.

De rå mængder af had, vrede og beskyldninger efterlod mig fortumlet og forslået og omgivet af familie og venner, der følte og delte min utryghed. Jeg er ikke politiker, jeg har ikke en hær af medierådgivere og PET-folk omkring mig

Værre var det, at hun umuligt kunne undgå at være fuldkommen bevidst om, hvilket kobbel af hadere hendes opdateringer ville slippe løs. Hun gjorde intet for at moderere kommentarsporet, og selvom jeg selv hurtigt opgav at læse den endeløse strøm af modbydelige skriverier, var det vanskeligt at skåne mine børn, min mand, mine nærmeste. Der var frit lejde for den yderste højrefløj og i dagene efter modtog jeg en lind strøm af beskeder i indbakke og på telefon, hvor jeg blev kaldt sprogets værste gloser. Ikke mindst landsforræder var en populær betegnelse. Af og til efterfulgt af beskrivelser af, hvordan man behandlede den slags under 2. Verdenskrig. Alligevel førte ministeren sig kaldet til at bjæffe en gang mere, da hun lavede endnu en opdatering, der skulle konsolidere den første udmelding om min løgnagtighed. Denne gang oven i købet med et link til radio 24/7’s famøse udsendelse, der noget tendentiøst påstod at underkaste mine udtalelser et faktatjek ved primært at spørge ledelsen, om ledelsen gør det godt nok.

Utryghed og magt

De rå mængder af had, vrede og beskyldninger efterlod mig fortumlet og forslået og omgivet af familie og venner, der følte og delte min utryghed. Jeg er ikke politiker, jeg har ikke en hær af medierådgivere og PET-folk omkring mig. Jeg lever af at skrive bøger, hvor jeg gør mit yderste for leve mig ind i andre menneskers sind og vilkår. Efter det første chok havde lagt sig bestod den overvældende følelse af at være udsat og ubeskyttet.

Jeg kommer ikke til at dæmpe min kritik, men kan sagtens forestille mig, der er andre der mister lysten til at blande sig. Skrækeksemplet med at blive sat i ministerens gabestok kan nok afholde mange for at ytre sig – for mig er omkostningerne rent psykologiske, for andre med chef eller ansatte kan der let være helt andre ting på spil.

De mange støttetilkendegivelser og den næsten rørende opbakning gav mig naturligvis kræfter, men kunne ikke ændre på oplevelsen af, at en minister i Danmark i år 2016 kan finde på at gå efter en navngiven borger i et fuldstændigt urimeligt styrkeforhold alene for at lægge en dæmper kritik af den politik, som regeringen ellers hævder at stå inde for. Det er en almindelig magtstrategi: At ville gøre sine kritikere tavse ved at anfægte deres troværdighed eller knække dem i en sådan grad, at de ikke tør åbne munden igen. Det er imidlertid en magtstrategi, som jeg synes passer dårligt sammen med et demokratisk samfunds spilleregler. Og det umodererede kommentarspor lever heller ikke op til statsministerens nytårsønske om at holde den gode tone i den offentlige debat.

Historien om Danmark

Jeg kommer ikke til at dæmpe min kritik, men kan sagtens forestille mig, der er andre der mister lysten til at blande sig. Skrækeksemplet med at blive sat i ministerens gabestok kan nok afholde mange for at ytre sig – for mig er omkostningerne rent psykologiske, for andre med chef eller ansatte kan der let være helt andre ting på spil.

Jeg tier ikke stille. Jeg vil insistere på at vi får bagsiden at Danmark at se. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at give ordet til flygtninge og asylansøgere også. Med tiden vil deres stemmer vokse sig stærkere, med tiden vil de og deres efterkommere være med til at fortælle historien om Danmark. Jeg er bange for, det ikke bliver kønt.

Topfoto: Lejr regn – eget billede.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Holder du særligt af det jeg skriver? Så kan du betale mig for mit arbejde – og det er da en rigtig god ide, hvis du spørger mig. Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Jeg modtager beløb direkte via Mobile Pay: 30613562

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen født 1971. Skønlitterær forfatter. Debuterede som lyriker i 1998 og har siden udgivet en række digtsamlinger og romaner, bl.a tobindsværket om 'Hildegard' samt 'Dronningen af Saba & Kong Salomon' Værkerne er oversat til flere sprog. Involveret i flygtningemodtagelse gennem Venligboerne i København og i aktivisme med henblik på at sikre flygtninge fair behandling og ordentlig retssikkerhed gennem andre initiativer. Bor på Nørrebro med mand og 4 børn.