KRIG I MELLEMØSTEN // ANALYSE – Flere og flere israelere og palæstinensere kræver dialog. Man har en desperat Netanyahu og en desperat Hamas-bevægelse, der begge kæmper for overlevelse, og ved siden af dette en uforudsigelig Trump, der synes at have helt andre mål end våbenhvile i Gaza.
TEL AVIV – Torsdag og fredag samledes tusinder af mennesker til et stort fredsmøde i Jerusalem. Under titlen People’s Peace Summit mødte palæstinensere, israelere, jøder, muslimer, kristne, drusere og flere andre op for at finde sammen om en fælles dialog og en vej ud af voldens onde cirkel.
Sådan lyder i hvert fald det flotte oplæg til arrangementet. Men bag det står 60 forskellige israelske fredsgrupper, og i ledelsen står tre markante kvinder. Den ene, Mika Almog, er barnebarn af Shimon Peres, og hun er gået sammen med Maya Savir og May Pundak. Den ene er datter af politikeren og diplomaten Uri Savir, der var israelsk chefforhandler ved Oslo-aftalerne i begyndelsen af 1990’erne, og den anden er datter af en af aftalens to israelske arkitekter, Ron Pundak, der selv var søn af Herbert Pundik.
Det store møde havde ikke nogen besluttende myndighed, men det vakte opmærksomhed som en markant tilkendegivelse. Den franske præsident Macron sendte en varm hilsen, og det samme gjorde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas. Fra officiel side reagerede Netanyahu-regeringen med isnende tavshed, og fra modsat hold anklagede Orly Noy, en aktivist fra det lille venstrefløjsparti Balad, mødet for at være ”en privilegeret distraktion”.
No, he can’t!
Dette er kun med til at understrege det bemærkelsesværdige i mødet, som var det andet af sin art siden den 7. oktober forrige år. Mødet fandt sted i en tid, hvor krigen i Gaza er godt på vej til at eskalere igen, og hvor parterne efter alt at dømme står fjernere fra hinanden end nogensinde. Men i den givne situation kan det også ses som udtryk for en stor og hurtigt voksende tendens, hvor israelere og palæstinensere på gadeplan kræver en øjeblikkelig standsning af kamphandlingerne.
Da Netanyahu-regeringen efter et syv timer langt møde i sikkerhedskabinettet sidste søndag besluttede at indkalde reserven og iværksætte en ny offensiv i Gaza, blev det med det samme mødt med protester i en række byer. ”No, he can’t!” kunne man læse på de medbragte bannere. Ud over at referere til Barak Obama, der dog kørte temmelig galt med sine visioner om fred i Mellemøsten, er dette en direkte besked til Netanyahu om, at han ikke kan tillade sig at genstarte en udsigtsløs og ødelæggende krig.
Ifølge en meningsmåling fra Israel Democracy Institute mener nemlig omkring to tredjedele af den israelske befolkning, at det vigtigste mål lige nu er at få de resterende 59 gidsler hjem, mens en svindende del giver højeste prioritet til udslettelsen af Hamas. Det sidste er fortsat regeringens mål og dermed også begrundelsen for at fortsætte krigen.
I Gaza er holdningerne langt sværere at måle. Det er naturligvis vanskeligt at gennemføre troværdige meningsmålinger, men i den seneste tid er der kommet klare indikationer i form af demonstrationer mod Hamas. Der ligger en dyb vrede mod Hamas-regimet, og ifølge kilder i Gaza fortsætter protesterne, selv om styret prøver at slå ned på de utilfredse borgere.
Der er med andre ord en række tegn på en voksende vilje til at finde frem til håbet om ny dialog. Det er de to partier fra Israels yderste højrefløj – Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) og Religiøs Zionisme – der stiller ultimative krav om krigens fortsættelse, men i de seneste måneder har de ifølge meningsmålingerne befundet sig under spærregrænsen. Og Balad, som aktivisten Orly Noy repræsenterer, røg allerede ved valget i november 2022 betragteligt under spærregrænsen – muligvis som følge af partiets skarpe anti-zionisme, hvilket mange af dets arabiske kernevælgere fandt ufrugtbart i forhold til en konstruktiv dialog.
Trump på rejse
Trods disse klare tendenser er der dog mest af alt udsigt til, at krigen i Gaza fortsætter, og at nye rædsler venter den allerede hårdt prøvede palæstinensiske civilbefolkning. Og i den forbindelse retter en masse opmærksomhed sig mod Donald Trump, som kommer på besøg i regionen i denne uge. Han har planer om at gøre holdt tre steder, i Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater (UAE). Alle tre steder søger præsidenten økonomiske aftaler, hvilket vil sige investeringer i USA.
Dette kan uden tvivl være tiltrængt, når man tænker på den økonomiske nedtur, der truer USA som følge af Trumps globale handelskrig, men når det nu drejer sig om Mellemøsten, ligger der med sikkerhed også andet i kortene.
En antydning af dette ligger i, at svigersønnen Jared Kushner er med på Mellemøst-rejsen. Denne havde en stor finger med i det mellemøstlige spil i Trumps første periode i Det Hvide Hus, og ikke mindst var han en stor del af drivkraften bag de normaliseringsaftaler, som Bahrain og UAE indgik med Israel i oktober 2020. Man kan formode, at noget lignende ligger i støbeskeen, i hvert fald hvad angår Saudi-Arabien, også fordi dette passer godt ind i det aktuelle strategiske spil i regionen.
Her kommer Iran ind i billedet. Iranerne har spillet en vigtig rolle bag kulisserne under hele Gazakrigen. Straks efter Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023 meldte Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse sig på banen ved at åbne en ny front langs den israelsk-libanesiske grænse. Iran har gennem mange år forsynet Hizbollah med økonomiske midler og ikke mindst rundhåndede våbenleverancer, og bevægelsen var en vigtig del af den såkaldte modstandsakse.
En anden vigtig del var Bashar al-Assads styre i Syrien, men da det faldt sammen i november sidste år, efter at også Hizbollah havde indgået våbenhvile, valgte iranerne også at gå en anden vej. Styret i Teheran er presset, og den indre utilfredshed er markant, så man åbnede op for en ny vilje til dialog med USA.
Den drejer sig til dels om de iranske atomprogrammer, som Trump gerne vil have standset, men som det plejer at være tilfældet med den amerikanske præsident, står det ikke helt klart hvad denne del af processen egentlig skal munde ud i. Men givet er det, at det har skabt nervøsitet i Teheran, at Trump nu søger et tættere forhold til Saudi-Arabien, som iranerne i årtier har betragtet som en farlig rival til rollen som regional stormagt.
Så på mange måder kan der være udsigt til, at den kommende uges rejse til Mellemøsten kan føre til andet end blot handelsaftaler.
Hamas er desperat
Hele denne udvikling har skabt problemer for Benyamin Netanyahu. Den 19. januar tvang Trump en våbenhvile igennem mellem Israel og Hamas, og Netanyahus regeringspartnere på den yderste højrefløj slugte kun denne kamel, da det lå i luften, at man umiddelbart efter våbenhvilens ophør kunne genoptage Gazakrigen. Faktisk trak Itamar Ben Gvir og Otzma Yehudit sig ud af regeringssamarbejdet i protest mod våbenhvilen og trådte først ind igen, da aftalen brød sammen i begyndelsen af marts, efter at første fase var ført stærkt haltende til ende.
Dette har også passet ind i Netanyahus kram. Han har lige fra starten erklæret, at han i krigen gik efter den ultimative sejr, hvilket hele tiden har stået som et illusorisk mål. Men han har fortsat brug for noget, der kan fremstilles som et markant resultat. Han har brug for det til at redde sit politiske liv, for ud over støtten blandt Likud-partiets kernevælgere er den folkelige mistillid til ham som leder stort set borte.
Af den grund så han et storstilet angreb på de iranske atomanlæg som et mål, der kunne gavne ham politisk. Han troede sig sikker på, at dette kunne gennemføres i samarbejde med USA, og selv da Trump afviste dette, ytrede han vilje til at klare det som en rent israelsk opgave. Men også denne plan led skibbrud, da Trump i slutningen af april nedlagde et klart forbud. Denne fastholdt sit ønske om at tackle iranerne gennem forhandlinger, selv om det fortsat er uklart, hvad de kommer til at omfatte.
Derfor kom en genoptagelse af Gazakrigen til at stå som en nærliggende mulighed, og det er scenariet lige nu. Store dele af den israelske befolkning har som forventet reageret med vrede over udsigterne til endnu mere udsigtsløs krig, og det samme har palæstinenserne. Præsident Mahmoud Abbas tog for et par uger siden bladet fra munden, da han betegnede Hamas som ”sønner af hunde” og insisterede på, at bevægelsen kunne standse volden ved at løslade de 59 resterende israelske gidsler.
Men over for dette står en Hamas-bevægelse, som tydeligvis er desperat. Modstandsaksen er borte. Houthierne i Yemen, den sidste nogenlunde intakte del, havde i sidste uge held til at ramme Ben Gurion lufthavnen ved Tel Aviv med et missil, hvortil israelerne svarede med et bombeangreb, der mere eller mindre satte lufthavnen ved Sana’a ud af drift. Det forlyder, at Houthierne efterfølgende kapitulerede, hvilket kun understreger, i hvor høj grad Hamas står isoleret. Bevægelsen har benyttet våbenhvilen til at reorganisere og mobilisere mængder af nye soldater, men de ved også godt, at en fortsat krig er udsigtsløs. I dette spil står de israelske gidsler i tunnellerne som en sidste livsforsikring.
Det er dette scenarie, der får flere og flere israelere og palæstinensere til at reagere og kræve dialog. Man har en desperat Netanyahu og en desperat Hamas-bevægelse, der begge kæmper for overlevelse, og ved siden af dette en uforudsigelig Trump, der synes at have helt andre mål end våbenhvile i Gaza. Dette er på mange måder det virkelige perspektiv, når de israelske fredsgrupper holder stormøde i Jerusalem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og