UKRAINE // ANALYSE – Krigen i Ukraine er blevet internationaliseret og stadig sværere at afslutte. Med Trediveårskrigen som historisk parallel peger Bernhard Bierlich på behovet for at tænke sikkerhed bredere end militær magt og territorium og på nødvendigheden af en ny europæisk fredsorden.
Som et resultat af internationalisering er Ukraine-krigen kommet til at ligne Trediveårskrigen i 1600-tallet. Men hvad med at bringe krigen i Ukraine til en afslutning, så blodsudgydelserne kan stoppe, forsoning mellem russere og ukrainere i Ukraine kan indfinde sig og et godt naboskab kan etableres? Er der ingen, der tænker på konsekvenserne?
Kritisk tænkning, og dermed også langtidstænkning, vil være at vise sandt ansvar for fredelig sameksistens.
En nøgtern og højst relevant stemme kommer fra den fremtrædende serbiske journalist Dragan Bujošević i The New York Review of Books i april 2001 med titlen “Mine tabte år”. Her skriver han, hvor dybt chokeret han er over at have ødelagt noget af det mest dyrebare: forholdet til sine naboer (tænk på konsekvenserne af et dårligt naboskab for russere og ukrainere).
Selvom en religiøs konflikt fra det 17. århundrede og en territorial konflikt i det 21. århundrede ved første øjekast synes at være forskellige verdener, har historikere og analytikere bemærket slående strukturelle ligheder
Han og mange andre serbiske intellektuelle, journalister og almindelige borgere, skriver han, lod sig forføre af
Derfor gælder det om at afslutte krigen i Ukraine og søge holdbare løsninger om sameksistens og respekt for ens naboer og hinandens kulturer, noget der er mindst lige så vigtigt som grænser og territorier, mener Dragan Bujošević.
Den amerikanske forenkling
Ensidige analyser, følelser og bloktænkning dominerer (vest mod øst) og har internationaliseret konflikten og gjort den svær at afslutte. For at forklare angrebet på Ukraine og retfærdiggøre vores indblanding og støtte til Ukraine fremstilles disse som et angreb på “os alle”, “vores værdier” og “vores samfund”.
Det er imidlertid en meget forenklet fremstilling, som især låner fra USA’s antagonistiske og krigeriske måde at dele verden og værdier (civilisationer) op i kapitalisme over for kommunisme, og dermed frihed (kapitalisme) over for trældom (kommunisme).
Internationalisering dengang og nu
Ukraine-krigen minder om Trediveårskrigen, der i 1600-tallet fortærede Europa og resulterede i millioner af døde.
Selvom en religiøs konflikt fra det 17. århundrede og en territorial konflikt i det 21. århundrede ved første øjekast synes at være forskellige verdener, har historikere og analytikere bemærket slående strukturelle ligheder mellem Trediveårskrigen (1618-1648) og krigen i Ukraine.
Kernen i sammenligningen ligger i, hvordan lokale konflikter forvandles til “evige krige” gennem udenlandsk intervention.
Her er en lille sammenligning og kort liste over ting, der er ved at gå galt:
1. Lokal konflikt bliver til en global proxy-krig
1618: Trediveårskrigen startede som en intern/regional konflikt i Bøhmen (Det Tysk-Romerske Rige) om religion og lokal kontrol. Men hurtigt greb stormagterne ind – Frankrig, Spanien, Sverige, Danmark og Østrig – fordi de så en chance for at ændre den europæiske magtbalance.
Ukraine: Krigen startede som et regionalt opgør om Ukraines suverænitet og territoriale tilhørsforhold, men er reelt blevet en global proxy-krig og systemkamp. Vesten (NATO/EU) leverer våben, finansiering og efterretninger, mens Rusland understøttes direkte eller indirekte af Kina, Nordkorea og Iran.
2. Normer og værdier vs. hård magtpolitik (realpolitik)
1618: Krigen blev officielt kæmpet ud fra ideologi og normer (katolicisme vs. protestantisme). Men i praksis sejrede realpolitikken – det mest berømte eksempel er det katolske Frankrig (under Kardinal Richelieu), som gik i alliance med de protestantiske svenskere for at svække de katolske habsburgere.
Ukraine: Krigen rammes ind af en værdikamp om international ret, demokrati og suverænitet over for autoritær imperialisme. Samtidig udkæmpes der hård realpolitik i baggrunden: kampen om energiforsyning, kontrol over Sortehavet, nye handelsveje og opbruddet af den hidtidige USA-ledede verdensorden.
3. Faren for nedslidning og fastlåsning
1618: Trediveårskrigen var præget af, at ingen af parterne hurtigt kunne opnå en afgørende militær sejr. Når én part var ved at tabe, greb en ny alliancepartner ind for at genoprette balancen (f.eks. da Sverige trådte ind i 1630, da protestanterne var trængt). Det førte til en 30 år lang udmattelseskrig.
Ukraine: Analytikere frygter den samme “systemiske fælde” i Ukraine. Uden et klart militær kollaps hos den ene part genopfyldes ressourcerne løbende af eksterne støtter, hvilket gør konflikten ekstremt svær at afslutte via slagmarken alene.
Behovet for en ny ”westfalsk fred”
Når analytikere hiver Trediveårskrigen frem, er det som en advarsel: Den viser, hvad der sker, når en regional krig absorberes af stormagtsrivalisering, og hvor utroligt svært og omkostningsfuldt det er at komme ud af en langvarig udmattelseskrig, før alle parter er tilstrækkeligt udmarvede til at forhandle en helt ny international struktur på plads.
1648: Trediveårskrigen sluttede med Freden i Westfalen, som opfandt det moderne statssystem og begrebet om en nationalstat. Dette var baseret på begrebet om statslig suverænitet og territorial integritet og princippet om, at stater ikke må blande sig i hinandens interne anliggender.
Ukraine: Krigen har reelt ødelagt den sikkerhedsarkitektur, der blev skabt efter den kolde krig. Historikere og antropologer peger på, at krigen i Ukraine – ligesom i 1648 – formentlig først slutter, når der formuleres en helt ny global-europæisk sikkerhedsorden, der omdefinerer spillereglerne og går videre end 1648-reglerne om grænser og suverænitet.
Kortene skal blandes på ny, og spillereglerne tilpasses. Herefter må mennesket og hvad sikkerhed er for individet komme i først række i de tilsigtede fredsforhandlinger – jvf. den folkelige fredsproces i Nordirland, som førte til en fredsaftale i 1998.
At blive respekteret, ikke ydmyget, ikke krænket, ikke blive kulturelt slettet er kernen i, hvad sikkerhed er for mennesket – og resulterer i et godt naboskab. Det sikres ikke med våben, men gennem dialog, der ikke begynder med et ultimatum. En dybere menneskelig eller eksistentiel forståelse af sikkerhed er påkrævet.
Sikkerhed, hvis den skal betyde noget varigt, skal betragtes som en fælles betingelse. Det kræver, at man lytter til andres frygt, selv modstanderes
Byggende på en bottom-up-proces kan man lade spørgsmål om grænser og suverænitet komme i anden række, idet disse tilpasses menneskers naturlige og primære behov for at have gode naboer (jvf. den serbiske advarsel ovenfor).
Denne omvendte rækkefølge er, hvad en ”ny westfalsk fred” vil bygge på: Fælles menneskelige forståelser af sikkerhed og hvad et ”godt liv” er (gode naboer, et godt helbred og økonomisk velvære) vil gøre det nemmere for parterne at forhandle en fred og finde en fællesnævner, som i det nordirske tilfælde.
Sikkerhed handler derfor ikke kun om territorium eller militær magt. Det handler også om at respektere hinanden, værdighed og en fælles etik om at vise tilbageholdenhed.
Det vil kræve en transformation i, hvordan Vesten forstår sikkerhed – ikke som en mur, men som et respektfuldt forhold.
Sikkerhed, hvis den skal betyde noget varigt, skal betragtes som en fælles betingelse. Det kræver, at man lytter til andres frygt, selv modstanderes. Det kræver, at man anerkender historiske sår og modstår fristelsen til at ydmyge sin modstander. Det kræver tilbageholdenhed – ikke som svaghed, men som visdom.
I praksis kan dette betyde at se institutioner som OSCE (Organisation for Security and Co-operation in Europe) i et nyt lys og ikke som et diplomatisk dødvande, men som essentielle fora for anerkendelse og deeskalering. Det kan også betyde en dybere europæisk indsats for at opbygge en sikkerhedsarkitektur, der inkluderer, snarere end ekskluderer, Rusland – uden at kapitulere for dets aggression.
Og frem for alt må vi sigte mod et fælles europæisk hjem, der går lige fra Vladivostok i øst til Lissabon i vest. Denne tanke blev først beskrevet i Gorbatjovs Strasbourg-tale til Europarådet i 1989 og også luftet af Vladimir Putin i dennes første præsidentperioder i 2000’erne-2010’erne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og