Vi bliver nødt til at vende den anden kind til for at konfrontere den virkelighed, der har skabt grobund for slaget. Det er ikke længere tiltrækkeligt at forholde sig til det, der åbenlyst foregår på overfladen. Vi kan ikke vinde en traditionel krig mod terror. Men vi kan vinde en anden, der fjerner grundlaget.
Sidste torsdag da den 31-årige fransk-tuneser, Mohamed Lahouaiej Bouhlel i en tonstung lastbil bragede igennem menneskemængden på Promenade des Anglais i Nice, var såvel medierne som repræsentanter for den franske regering meget hurtigt ude og betegne forbrydelsen som en terroraktion. Formentlig med bånd til IS og som endnu et tilfælde af radikaliseret islamisme.
Efterhånden som dagene er gået, bliver det dog mere og mere tvivlsomt, om gerningsmanden overhovedet havde haft noget at gøre med nogen af delene. Så er det, at man kan frygte, at myndigheder og medier på bagvendt vis alligevel vil søge at dokumentere og knytte forbindelsen for at tvinge virkeligheden til at passe til deres vinkel. Det er jo troværdigheden, der står på spil, når man starter med at melde så bastant ud. Hans Jørgen Bonnichsen, den tidligere operative chef for PETs rejsehold har også her i dag givet hans holdning til kende om den sag.
Overdrivelse og hykleri fremmer ikke forståelsen
Det triste er, at når vi har så travlt med at tale terroren og IS op, så gavner vi i virkeligheden kun deres sag. Det er præcis den polemik og PR, de gerne vil opnå. Måske en smule proportionssans også ville være på sin plads fra tid til anden. Vi lever faktisk i en mere fredelig tid nu, hvad angår netop terrorisme end i ’70’erne. Herudover er det nok ikke så mystisk, at vi netop nu rammes af flere terroraktioner med rødder i den muslimske verden givet Vestens eget engagement og overvejende fejlslagne krige dér – og med i hundredtusindvis af civile ofre til følge.
Men uanset hvad der viser sig at være op eller ned, hvilket vi måske aldrig finder helt ud af, så raser debatten uanfægtet videre og især på den ene fløj, har man igen fået medvind i forhold til dæmoniseringen af muslimer og islam. Hvilket trods alt – og det er dog noget – har fået landets justitsminister, Søren Pind, til at fastslå, at vi hverken er i krig mod over en femtedel af verdens befolkning eller nogen religion.
Det vandt han meget sympati på, selvom man kan hævde, det var en gratis udmelding, når regeringen i såvel ord som handling selv har bidraget til billedet af muslimske flygtninge og indvandrere som nogen, vi skal frygte. Måske ikke fordi, de vil slå os ihjel, men i så i al fald fordi de allesammen er kommet hertil for at nasse på vores velfærdssamfund! Det skrev en af POV Internationals stiftere, Morten Bay, et glimrende indlæg om forleden.
Men hvis vi lige kigger udover de mest bornerte synspunkter, der fyger igennem luften for tiden, hvem er så den sande fjende? Hvor kan den “krig mod terror”, som George W. Bush proklamerede lige efter terrorangrebet 11. september 2001, lede os hen? Hvad står egentlig på spil – og hvad vil vi ofre?
Vi skal tilbage til München i ’72 for at se, vi er galt afmarcheret
For at forstå og måske også til dels finde svaret på nogle af disse spørgsmål, kan man med fordel se eller gense Steven Spielbergs lidt oversete mesterværk, München, fra 2005 (kan streames på Netflix). Den følger en Mossad-enhed, der af den Israelske regering bliver sendt på en mission for at likvidere de ansvarlige bag en af de mest berømte terroraktioner, nemlig den palæstinensiske organisation, Sorte Septembers gidseltagning og massakre på elleve israelske atleter under OL i München i 1972.
Det er nok den film i nyere tid – og det stykke kunst i det hele taget – der bedst forklarer årsag og virkning, når det kommer til bekæmpelsen af terror. Den viser effektivt, nøgternt og ganske usentimentalt, hvordan vi meget let ender i en ond voldsspiral, hvor gengældelse og stramninger kun fører til mere af det samme. Øje for øje, tand for tand, er skruen uden ende. I et ildevarslende slutbillede zoomer Spielberg ind på de to tvillingetårne i World Trade Center, som en påmindelse om, hvor verden allerede var på vej hen for over fyrre år siden.
Læren af München er, at vi aldrig kan vinde en krig mod terror baseret på gengældelse. For hver gang, vi har dræbt en, kommer der fem nye, der er endnu værre. I processen mister vi vores sjæl og retten til at forsvare alt, hvad vi har kært, hvis vi gang på gang kompromitterer vores egne værdier og idealer. I en voldelig kamp mod terrorister ender vi selv som terrorister. Hvis vi virkelig vil kæmpe for demokratiet, retsstaten og vores frihedsrettigheder, så skal vi selv leve op til det – og det begynder med kunsten at kunne vende den anden kind til. For så bedre at kunne se og konfrontere den virkelige fjende og kampzone.
Læren af München er, at vi aldrig kan vinde en krig mod terror baseret på gengældelse. For hver gang, vi har dræbt en, kommer der fem nye, der er endnu værre. I processen mister vi vores sjæl og retten til at forsvare alt, hvad vi har kært, hvis vi gang på gang kompromitterer vores egne værdier og idealer
Den egentlige kamp er ikke-voldelig
Ser vi på de seneste angreb i såvel Bruxelles, Paris og nu Nice, er der nemlig en fællesnævner. Unge mænd, der har tilbragt tilværelsen i fattige ghettoer, hvor tro, håb og kærlighed er en udpræget mangelvare. Unge mænd, der har følt sig marginaliserede, ydmygede og udstødte af et samfund, der holder dem ud i strakt arm. Vokset op i den type kriminelle miljøer som findes i f.eks. Molenbeek i Bruxelles eller Ariane i Nice, hvor vilkårene gør steder som disse til en udklækningsrede for alskens type lyssky aktiviteter, herunder terrorhandlinger eller postulerede terrorhandlinger.
Sandheden er, at vi i store dele af Vesteuropa har skabt en ny underklasse gennem en fejlslagen integration men også en fortsat undertrykkelse. Jeg har gennem de sidste dage lagt øre til, at nogen anklager mig for at lide under “Vestens Arvesynd” i forhold til den dårlige samvittighed overfor det afrikanske kontinent, krigene og og koloniseringen (vi kom som bekendt til dem, før de kom til os). Kritikerne glemmer dog som regel at spørge sig selv, om vi faktisk har syndet. Det hersker der vist ingen tvivl om – og nu betaler vi prisen. Hvis vi vil stoppe med betalingerne i tabte menneskeliv, bliver vi nødt til at vende blikket bort fra det åbenlyse og begynde med at rodbehandle problemerne i stedet for kun at skøjte rundt på overfladen.
Den sande fjende er ikke Islam eller Islamisme for den sags skyld. Det er disse unge mænds manglende tro på at de kan opnå en bedre tilværelse, de krigeriske gengældelsesangreb fra Vestens side, dæmoniseringen af muslimer og et brændende ønske om anerkendelse, der udgør rekrutteringsgrundlaget for bevægelser som IS og de sygelige idéer, de repræsenterer. De tilbyder de “åbne arme”, som fører til radikalisering. Er du ellers ikke blevet særlig godt modtaget eller følt dig velkommen andre steder, er det naturligt for de svageste sjæle at gå i fælden. Det har intet at gøre med Islam i sig selv men alt at gøre med religion som sutteklud og alibi. Det er også påvist af den anerkendte tænketank, Chatham House i en artikel, der kan downloades som pdf her.
Hvis vi vil stoppe med betalingerne i tabte menneskeliv, bliver vi nødt til at vende blikket bort fra det åbenlyse og begynde med at rodbehandle problemerne i stedet for kun at skøjte rundt på overfladen
Det er ikke troen på Allah, men denne manglende tro på, at man skabe sig en bedre fremtid i kombination med de inficerede miljøer og samfundets svigt i forhold til den fortsatte dæmonisering og krigen som instrument, der er fjenden. Og det er en fjende, vi kan bekæmpe langt bedre end uforudsigelige skygger i mørket. I denne erkendelse består løsningen og svaret på, hvordan vi bedst muligt bekæmper terrorisme i det 21. århundrede. Det er ikke på ude- men på hjemmebanen, slaget skal stå.
Krigen mod terror kan ikke vindes gennem mere militær krigsførelse eller yderligere begrænsninger af vores frihed i form af øget overvågning og flere beføjelser. Den virkelige krig kan til gengæld – for det er en kamp imod fortsatte krigshandlinger, social undertrykkelse, fattigdom, manglende uddannelse og beskæftigelse samt racisme. Altsammen noget, vi ved, vi kan overkomme. Der har vi nemlig selv været, før vi fik opbygget et moderne samfund i vores del af verden – og når vi kunne hjælpe os selv videre, hvorfor skulle vi så ikke kunne gøre det for andre?
Topfoto: Alexander Wipf (Creative Commons License)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
