En badeand i et uroligt hav – 1930’ernes litteratur var mere end bare socialrealisme

af i Bøger/Historie

LITTERATUR // HISTORIE – Hvad kan en roman fra 1937 fortælle os om et menneskes handlemønstre, når økonomiske kriser indtræffer? Lauritz Korfix Schultz skriver om sin yndlingsroman, Mogens Klitgaards interessante og moderne Der sidder en mand i en sporvogn, der peger på, at mennesket i forbindelse med en krise – mod dets vilje – ofte er en badeand i et uroligt hav: strømmene er stærkere end den enkeltes ærgerrighed.

Det er nu mere end ti år siden den seneste finanskrise satte sit præg på verden, da blandt andre Lehmann Brothers gik konkurs. Det bliver næppe sidste gang, vi oplever en finanskrise – vi må vænne os til økonomiske kriser, selvom de nok føles nye og overvældende, hver gang de dukker op. I tilvænningen er jeg sikker på, at der findes selvhjælpsbøger, der forsøger at give svar på, hvordan man lever økonomisk sundt og undgår kortsigtede dyre beslutninger, som denne romans hovedperson ikke evner, men min fremgangsmåde er dog mere “brinkmannsk” – hvad fortæller romaner, i dette tilfælde Der sidder en mand i en sporvogn, når snakken falder på, hvordan mennesker tænker under økonomiske kriser?

I forordet til genudgivelsen fra 2016 af Mogens Klitgaards roman på forlaget Jensen og Dalgaard skriver litteraten Hans Hertel:

Balzac spurgte, og det blev 100 år senere gentaget af realisten Georges Simenon: “Hvem kan være hovedperson i en roman? Hvem som helst man møder på gaden, hvis man driver ham til det yderste”.

Der er ingen tvivl om, at Klitgaard (1906- 1945) selv havde mødt dem, der var drevet til det yderste, og selv også var drevet langt ud. Klitgaards omflakkende tilværelse bragte ham til Norge og Sverige, hvor han ernærede sig som cigaretsmugler – hvad man i øvrigt kan læse autobiografisk om i romanen Gud mildner luften for de klippede får fra 1938, der er mindst lige så aktuel i dag som Der sidder en mand i en sporvogn. Klitgaards turbulente liv var ofte præget af økonomisk smalhals, og derfor blev han næsten hvervet til fremmedlegionen i Frankrig, alene fordi det kunne give smør på brødet.

Senere da han prøvede at falde til ro i København, blev han billardmarkør på et værtshus på Vesterbro, Helmbecks Billardsalon, der lå lige overfor Det Ny Teater, hvor det store Codan-hus i dag ligger… i 1930’erne var det et almindeligt job

Senere da han prøvede at falde til ro i København, blev han billardmarkør på et værtshus på Vesterbro, Helmbecks Billardsalon, der lå lige overfor Det Ny Teater, hvor det store Codan-hus i dag ligger. De få brune værtshuse, der i dag er tilbage i København, kan ikke bryste sig af at have billardmarkører på lønningslisterne, men i 1930’erne var det et almindeligt job.

Arbejdet gik ud på at rejse kegler og holde styr på pointene for dem, der stødte til ballerne. Om morgenen når Klitgaard havde fri, skrev han romanen Der sidder en mand i en sporvogn på et kvistkammer tæt på Helmbecks. Arbejdstiderne som billardmarkør var uhyggelige. Det siges, at Klitgaard arbejdede 84 timer om ugen, hvilket gav ca. 30 kr. i løn – ca. 1000 kr. omregnet til nutidigt niveau.

Økonomisk krise og indre kamp

I det tidlige forår i 1937 afleverede han manuskriptet til Der sidder en mand i en sporvogn på Povl Branners Forlag, hvorefter bogen med stor succes – både i forhold til oplag og kritikerros – blev udgivet i maj samme år. Den blev solgt i hele 8000 eksemplarer og også oversat til svensk og hollandsk. Også efter romanen udkom, var Klitgaard særdeles produktiv. Fem romaner, en række noveller og andre tekster blev det til, inden han døde i 1945, hvor tuberkulosen fik krammet på ham.

Hårdt slid begrænsede sig ikke kun til Klitgaards eget liv. Det er også tilfældet for Der sidder en mand i en sporvogns hovedperson, den deklasserede middelklasseborger, August Lundegaard.

1930’ernes krise gennemsyrede de københavnske menneskeliv, og det led ikke blot Lundegaard, men hele den lundegaardske familie under. Lundegaards manufakturforretning på Østerbro, der ellers var et ganske hæderligt og trygt livsgrundlag for den småborgerlige familie, må dreje nøglen om som følge af den store økonomiske krise i 1930’erne, der fik arbejdsløshedstallene til at nå skyerne. Familien må modvilligt flytte til proletariatets højborg Vesterbro, der i modsætning til i dag absolut ikke var et sted, man ønskede at bo. Her hang folk på gadehjørnerne, fordi pladsen var for trang i lejlighederne. Familien Lundegaard havde ellers drømt om et lille hus et godt sted uden for København med græsplæne og flagstang, som ressourcestærke borgere også drømmer om i dag.

Lundegaard kæmper en indre kamp, der går på at acceptere, at den økonomiske krise er indtruffet, og at han ikke kan vende tilbage til middelklassetilværelsen

Over 12 kapitler, der hver skildrer årets 12 måneder i 1936, følger vi Lundegaards kamp for at samle midler sammen, for at familien kan klare sig økonomisk. Samtidig kaster fru Lundegaard sig i armene på religionen, og sønnen Poul er arbejdsløs og kommer i fængsel. Uagtet hvor meget Lundegaard gerne vil leve et anstændigt liv, er det svært at stå for fristelsen for små økonomiske fiksfakserier, der skaffer ham penge her og nu. Ikke alt bliver gjort lovligt, og derudover koster et stigende alkoholforbrug penge.

Lundegaard kæmper en indre kamp, der går på at acceptere, at den økonomiske krise er indtruffet, og at han ikke kan vende tilbage til middelklassetilværelsen, familien befandt sig i under den forholdsvis gode økonomiske periode i Danmark under og efter 1. verdenskrig.

Billardtæppet som livets arena

Billardmarkørjobbet, som Klitgaard havde, da han skrev bogen, er et interessant biografisk spor at følge, når økonomiske kriser tænkes ind i værket. Der er noget symbolsk over billardkeglen, hvis eneste funktion er at vælte til andres store fornøjelse. Men den rejser sig – ligesom mennesket – med lidt hjælp, uanset hvor mange bank den får af de hårde baller. I den forbindelse kan vi også skele til, hvordan Klitgaard fik idéen til romanen. Samtidens populære satiretegner Arne Ungermann tegnede en gruppe ganske almindelige, triste mennesker, der bliver billetteret i en sporvogn.

Spørgsmålet om lønarbejdet som et skæbnebestemt fængsel er absolut relevant i vores tid. Vælger man selv sit liv, eller vælger samfundet for dig?

Her hersker hverdagens kedelige rytme akkompagneret af sporvognens monotone lyd. Billedets tone stemmer godt overens med Der sidder en mand i en sporvogns personer: billardkegler forklædt som mennesker. Livet er fattigt og trist og fuld af modgang. Klitgaard skrev selv efter udgivelsen, at “menneskers liv nu er mere fattigt og ensformigt end nogensinde.”

Men mennesket kan noget særligt, må man forstå på forfatteren. Også under en økonomisk krise vil der altid være en flig af håb tilbage, selv når man er drevet til det yderste:

“Naar jeg ser paa Sporvognspassagerers Ansigter, Arbejderen med Thermoflasken stikkende op af Lommen paa Vej hjem fra otte Timers Slæb paa en Byggeplads, Detailhandleren, der ikke kan klare sine Udgifter, Kontoristen med de blankslidte Bukser og Albuer, kan jeg ikke lade være med at tænke at Menneskers Liv aldrig har været saa fattigt og ensformigt som i Dag. At Stenaldermandens Tilværelse var mere indholdsrig. Og alligevel. I Ungermanns realistiske Ansigter lurer der noget i Øjnene. Noget ukueligt. En stædig Optimisme. En stille Kraft, der har overlevet alle Undertrykkelsesperioder, alle Krige, al Trældom. En uimodstaaelig Livsvilje, der vil overleve alle de Ulykker, Fremtiden synes at bære i sit Skød.”

Klitgaards tanker synes mærkværdigt moderne. Dengang som nu aner jeg en længsel tilbage til det naturlige, hvor stenaldertilværelsen romantiseres, hvor det enkle og frie liv er efterstræbelsesværdigt, men måske umuligt. Arbejderne sidder i sporvognen, men de har ikke selv valgt det. Ganske som mennesker i dag er sporvogne, der bliver sat på skinner og drevet frem af en sporvognsstyrer.

De lever i et samfund, hvor arbejdet fylder en stor del af døgnets vågne timer, men ikke kan indfri det potentiale, mennesket har. Sliddet fører blot til ensformighed og tristesse. Det gælder om at passe ind i en kasse, der kan generere lønarbejde, ellers er man ilde stedt. Leveforholdene, herunder de økonomiske betingelser, har naturligvis ændret sig til det bedre, hvis vi sammenligner 1930’erne med i dag. Men spørgsmålet om lønarbejdet som et skæbnebestemt fængsel er absolut relevant i vores tid. Vælger man selv sit liv, eller vælger samfundet for dig?

Spørgsmålene romanen rejser, er tankevækkende også i forhold til i dag. Det er som om, at nutiden er gennemsyret af en illusion om valgfrihed i alle livets aspekter: uddannelse, job, partner og bolig. Dybest set er der dog allerede truffet beslutninger – Lundegaards livsbane er skæbnebestemt. Men håbet er til stede. Håbet, der manifesteres som kraften i mennesket, er uafhængig af krisetider, uafhængigt af illusionen om valgfrihed.

Mere end bare socialrealisme

Der sidder en mand i en sporvogn er ikke alene banebrydende og frisk på grund af dens moderne tanker om menneskelivet samt dens skildring af 1930’ernes sociale og økonomiske elendighed i Danmark. Den er også banebrydende, fordi den tilfører karaktererne individuelle og psykologiske lag. Lag, som romaner fra 1930’erne normalt ikke interesserer sig for. Det understreges flere steder, blandt andet når fortælleren peger på, at “det er pudsigt at se, hvordan tilfældighederne griber ind i det daglige liv, og pudsigt at lægge mærke til, at det alligevel ikke er tilfældighederne, der afgør ens skæbne, men den måde hvorpå man reagerer over for tilfældighederne.”

Her efterlades læseren med en falsk tro på, at mennesket i 1930’erne er fri til selv at vælge sin tilværelse. Men det er ikke tilfældet, som vi senere skal se. Klitgaards nøgterne prosa rejser spørgsmålet om, hvordan mennesket skal handle i denne elendighed, som en økonomisk krise er rig på. Der gives ikke løsninger på problemerne, mennesket er overladt til sig selv.

Det ser vi, når Lundegaard – ligesom læseren – efterlades med en falsk tro på, at han alene kan ændre og vælge sin tilværelse. Lundegaard synes nemlig at vide, hvad der skal til, hvis han og familien skal have en chance for at komme ud af elendigheden og tilbage mod middelklassen:

“Så besluttede Lundegaard, at nu skulle det være løgn. Han mærkede, hvor det hele var ved at drive hen ad, men det måtte ikke ske. Han ville tage sig sammen. Det var ikke så let, man var jo ikke nogen ung mand længere, men det skulle gøres. Og der var kun én måde, det kunne gøres på. Være energisk, tjene nogle penge, spare, undgå spiritus.”

Det skorter ikke på gode intentioner – men Lundegaard overser, hvor stor en indflydelse krisen har haft på familiens liv. Uoverensstemmelsen mellem de gode intentioner og den faktiske virkelighed, der kaster vores hovedperson ud i heftige drukture viser, at krisen påvirker mennesket i voldsom grad.

Krisen har været med til at gøre det mere end bare almindeligt surt for familien, men Lundegaard tror fortsat, han ved, hvad der skal til for at rette op på det hele: Man skal bare være energisk. På den måde kommer Lundegaard til at spille skuespil over for sig selv, hvor han bilder sig ind, at bare man strammer sig an, så skal det hele nok gå.

Skylden hviler tungt

I romanen ligger der dermed en opfordring til selv at forsøge at handle sig ud af økonomiske kriser. At komme ud af krisen bliver Lundegaards eget projekt, på samme måde som projektsamfundet i 2019 overlader initiativet til det enkelte menneske og dets energiniveau eller mangel på samme. Og det på trods af at velfærdsstaten har vokset sig stor og fuldvoksen i dag i modsætning til 1930’erne, hvor den var i sin spæde begyndelse.

Det er i hvert fald ikke statens skyld, at du er arbejdsløs, overvægtig eller fattig – du må tage dig sammen og mobilisere kræfterne indefra, synes man at kunne høre politiske vinde hviske i disse år. Det interessante her i forhold til romanen er også, at kriser vil påvirke den enkeltes liv, men den vil ikke ændre mennesket – det vil i stedet måden, Lundegaard er i krisen på.

Det er i hvert fald ikke statens skyld, at du er arbejdsløs, overvægtig eller fattig – du må tage dig sammen og mobilisere kræfterne indefra, synes man at kunne høre politiske vinde hviske i disse år.

Lundegaard kan ikke selv aktivt tage ansvar for sin egen skæbne, der hedder, at han og familien er havnet i en økonomisk krise. Uanset hvad han gør, oplever han ikke fremgang, som han gjorde, da han var ung og havde forretning på Østerbro. Dette aktualiserer atter, hvordan man i dag kan have fornemmelsen af, at man er herre over sin egen succes, i eget hus. Goddag, Freud.

Romanen kaster således lys på en nutidig problemstilling ved det at være menneske i 2019. Ofte er man blind for, at der kan være andre mekanismer end ens egen formåen, der gør, om man lykkes eller går rabundus. Romanen kan ad denne vej læses som et vidunderligt vink til nutidens optimeringskurser og selvhjælpsbøger, der fortæller mennesker, hvordan de skal få succes og vende negative tanker til positive. Konsekvensen bliver et samfund, hvor mennesker aldrig føler sig tilstrækkelige og hele tiden må bevæge sig – sporvognen er lagt på skinner – fremad, fremad! Hvis man bare viser energi og handlekraft, så skal det hele nok komme, som Lundegaard selv peger på – det handler blot om at undgå spiritus og at spare.

Romanen kan ad denne vej læses som et vidunderligt vink til nutidens optimeringskurser og selvhjælpsbøger, der fortæller mennesker, hvordan de skal få succes og vende negative tanker til positive. Konsekvensen bliver et samfund, hvor mennesker aldrig føler sig tilstrækkelige og hele tiden må bevæge sig – sporvognen er lagt på skinner – fremad, fremad!

Den livsindstilling overser, at lavkonjunkturer betyder, at mennesker bliver klemt i form af arbejdsløshed og hvad der deraf kan følge af dårligdomme: eksklusion, overvægt, depression, alkoholisme etc. Og hvad tænker vores hovedperson i den sammenhæng?

Lundegaard vil ikke være klar over, hvor stor en indflydelse krisen har på det enkelte menneske. Dermed forsøger han at overse, at krisen i 1930’erne er langt stærkere end den enkeltes ærgerrighed – ganske som i dag: Skylden hviler tungt på det enkelte menneske, hvis ikke det præsterer.


Artiklen er oprindeligt udgivet i Litteraturtidsskriftet Standart #4 2018


Foto: Kongens Nytorv under besættelsen, Flickr. 

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.

Seneste artikler om Bøger