BEIJING – Sjældent har DR, efter min mening, sendt noget mere underholdende end serien ”Kridhvid i Kina” tilbage i 2014. Emil Thorup og Thomas Skov jagter, igennem de ni programmer, svaret på, om man kan få job i Kina uden kvalifikationer eller erfaring. Blot på ens glatte ansigt. Glatte hvide ansigt, vel at mærke.
Måske tænkte du ligesom jeg ”ah kan det nu også passe? Kan man virkelig gå ind fra gaden og få tilbudt job som engelsklærer, popstjerne, fotomodel eller skuespiller?
Kort efter programmerne blev sendt, flyttede jeg selv til Kina og et af de tusinder af spørgsmål, jeg gerne ville finde svar på herude var: i hvilken udstrækning er det mon sandt at man kan løbe om hjørner med folk og bluffe sig frem ved blot at være kridhvid i Kina?
I hvert fald er det sådan, som Andrea Margrethe Dragsdahl så fint beskrev for POV i november 2016, at hvide mennesker stadig tiltrækker en hel del opmærksomhed i Kina.
Har jeg forsøgt af og til at spille hvid-kortet? Jovist, jeg indrømmer, at det har jeg. Og jeg har også prøvet diplomatkortet. Indtil videre skal jeg dog blankt indrømme, at sidstnævnte kun har reddet mig en gratis parkeringsplads i IKEA og en forlomme i fast lane i lufthavnen
Men mest udenfor storbyerne – eller nærmere betegnet i de små landsbyer med sølle én til to millioner indbyggere.
Her i Beijing kan jeg se, at min meget høje, europæiske søn går direkte ind på natklubber og får VIP betjening. Men for mig har det, udover utallige selfie-anmodninger, ikke givet så meget pote at være hvid så at sige.
Har jeg forsøgt af og til at spille hvid-kortet? Jovist, jeg indrømmer, at det har jeg. Og jeg har også prøvet diplomatkortet. Indtil videre skal jeg dog blankt indrømme, at sidstnævnte kun har reddet mig en gratis parkeringsplads i IKEA og en forlomme i fast lane i lufthavnen.
Men når det er sagt, findes der faktisk folk, som tjener penge på deres hudfarve.
Engelsklæreren i Kina er et klassisk eksempel på et hurtigt job. Hvad enten det er som fastansat eller som vikar. Selvom der ikke altid kræves nogen uddannelse, ville man nok ikke ansætte mig, for det kræves ofte, at man har engelsk som modersmål.
Tænk engang, hvad er nu det for noget pjat? Alt tyder på, at jeg må tænke lidt udenfor boksen, hvis jeg vil tjene nogle hurtige knaster.
Rent a foreigner
Man skal ikke have boet i Kina længe, før man støder på konceptet “rent a foreigner”. Mange kinesiske virksomheder lejer simpelthen udlændinge i en halv til en hel dag alene med det formål at skabe prestige. Og hvad enten man bliver hyret til en konference, en optræden, et møde, en produktlancering, et modeshow, en middag eller andet, er kvalifikationerne for et “lej en udlænding” job, ikke ligefrem svære at leve op til:
- Vær hvid
- Tal ikke kinesisk – selvom du måske godt kan
- Lad som om du lige er landet i går
Fænomenet er ret udbredt i Kina, som nedenstående fascinerende dokumentar fra New York Times fortæller om:
Min ven Daniel har ved flere lejligheder stillet sig til rådighed og påtaget sig falsk identitet just for the fun of it. Han har indtil videre ageret vigtig investor, fået udleveret falske visitkort med fine titler og drukket Baijiu (kinesisk brændevin) i stride strømme ved forretningsmiddage.
Når Daniel er leje-udlænding for en dag, er opgaverne temmelig overskuelige og instrukserne klare: Han skal være så amerikansk som muligt. Det er imidlertid meget nemt fordi han rent faktisk er amerikaner. Dernæst bliver han bedt om at undgå at deltage i tekniske samtaler.
Det skal siges, at Daniel har boet i Kina i ti år og taler flydende kinesisk. Men han står alligevel tålmodigt og venter på tolken, der oversætter fra kinesisk til engelsk, så ingen fatter mistanke. Det går som regel gnidningsfrit og han fortæller mig, at den eneste gang han kom i knibe, var da en møbelfabrikant spurgte ham til råds om, hvordan man nemmest kunne importere tømmer fra Rusland. Daniel skulle meget pludseligt ”lige hente sin jakke i garderoben”.
Det er et faktum, at mange kinesere stadig forbinder det kaukasiske ansigt med succes og et globalt perspektiv. I Kina, har produkter som er made in China men med et vestligt ansigt udadtil på samme måde været anset som noget overlegent og luksuriøst
Jeg kan ikke lade være med at spørge Daniel, om han nogensinde har haft dårlig samvittighed over at have udgivet sig for at være en anden person. “Egentlig ikke” svarer han. “For hvis jeg havde sagt nej, havde agenten lynhurtigt fundet en anden person til jobbet. Jeg har ikke gjort nogen skade. Jeg har blot hjulpet virksomhederne”.
Det kan måske lyde ganske absurd, at nogle kinesiske virksomheder tyer til disse metoder med henblik på at skærpe deres troværdighed. Men som Daniel siger, er man nødt til at sætte sig ind i den kinesiske kultur hvis man skal have en jordisk chance for at forstå “rent a foreigner” fænomenet.
Fra Silkevejen til skyskraberne
Det hvide ansigts værd i Kina kan spores langt tilbage i historien. Under Qing dynastiet, samlede kejserne på ting fra vesten og gav dem videre som gaver for at vise deres autoritet. Med samme bagtanke var lokale ledere ivrige efter at stille op sammen med Marco Polo under hans rejse på Silkevejen. Det er et faktum, at mange kinesere stadig forbinder det kaukasiske ansigt med succes og et globalt perspektiv. I Kina, har produkter som er made in China men med et vestligt ansigt udadtil på samme måde været anset som noget overlegent og luksuriøst.
Den amerikanske filminstruktør David Borenstein, som er bosiddende i Danmark, er aktuel med dokumentarfilmen ”Dream Empire”.
Den handler om hans egen erfaring som ”udlejnings-hvid” (i folkemunde white guy in a tie) og følger samtidig agenten Yana, der igennem en årrække havde kæmpe succes med at booke tilfældige udlændinge (som hun ofte fandt på barer eller natklubber) til at stille op til indvielser af moderne boligbyggerier i provinsen.
De unge mennesker skulle være med til at give de nye, gigantiske ejendomsprojekter et omdømme som ”internationale byer” og til indvielserne kunne man blandt andet opleve Borenstein som verdensberømt klarinetspiller, medlem af det berømte (opdigtede) band ”The Travelers” samt som olympisk atlet. Ja, der kan gøres meget med play-back og sponsoreret sportstøj.
Foreign runners wanted
Og i min familie har vi faktisk egne erfaringer hermed. Det forholder sig nemlig sådan, at min mand er ivrig maratonløber. Og han modtager næsten dagligt tilbud fra kinesiske agenter, via WeChat, tilbud som er ganske svære at modstå, hvis man altså lige gider at løbe de der 42 kilometer. For udenlandske løbere tilbydes der normalt rejse (i fly eller tog), løbenummer, hotel og i mange tilfælde præmier eller cool cash til vinderne
Man skulle umiddelbart tro, at det kun ville være eliteløbere og professionelle atleter, der får tilbudt den store, generøse pakke. Men nej. Hvis du er udlænding, og kan gennemføre et maraton, så er du inviteret. Min mand deltager i disse løb cirka to gange om måneden rundt omkring i Kina.
Det sker, at vi prøver at kombinere løb og ferie, og sådan gik det for eksempel til, at mine børn og jeg sidste år i oktober tog med til byen Bayannur i det Indre Mongoliet (som er en provins i det nordlige Kina).
Bayannur er unægtelig et sted, vi aldrig var kommet til, hvis det ikke havde været fordi, vi skulle levere en hvid mand (ok, solbrændt sydlænding) til det årlige maraton.
Byen havde gjort sig umage for at finde det bedste hotel til os. Men da det er Kina, vi taler om, serverede byens selvudnævnte ”Western style” hotel fortsat hønsefødder, lunken havregrød og lammekødssuppe til morgenmad. En Snickers fra hotellets lille shop reddede mine teenagedrenges humør.
At bevæge os ud i det pulserende, industrielle byliv skulle vise sig at blive en oplevelse for livet. For her i det vestlige indre Mongoliet kommer der tydeligvis ikke mange vesterlændinge.
Selfie- og fotoræset blev så voldsomt at jeg på et tidspunkt måtte søge ly med børnene i en forladt bygning.
Og som vi stod der og lagde strategi for, hvordan vi skulle komme tilbage ud og se farmand passere målstregen, reflekterede vi over, hvordan vi havde gjort os fortjent til denne VIP behandling?
Svaret er selvsagt, at det havde vi ikke. Vi er hvide, men vi kan ikke noget specielt. Jo min mand kan selvfølgelig løbe. Men det kan millioner af kinesere også.
Der er og bliver unfair.
Og alligevel tager vi disse oplevelser til os, og husker på, at vi om nogle år vil blende ind med resten af befolkningen på en gågade i Europa.
Man kan bluffe sig frem til meget som hvid i Kina.
Dog tvivler jeg på, hvorvidt man kan gøre det til en karriere at være kridhvid i Kina. For hvor sjovt er det i længden at tage småjobs, som man ikke brænder for? Hvad enten det er at undervise i engelsk eller at stå og spille luft-keyboard for 400 kroner om dagen.
Topillustration: Fra dokumentarfilmen ”Dream Empire”. Foto: dreamempirefilm.com.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
