Nomadebarn: ”Jeg ville noget med ret og retfærdighed” – #9

i Politik & Samfund/Psykologi af
SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er niende afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor den unge Hanne søger ind på jura på universitetet, fordi hun ”ville noget med samfundets svageste for eksempel som forsvarsadvokat.”

Med en studentereksamen i baglommen skulle jeg beslutte, hvad jeg så ville. Jeg var sikker på, at jeg ville have en universitetsuddannelse, og det blev jura, fordi det ikke tog så lang tid. Jeg tænkte stadig på studiegældens størrelse.

En anden årsag var, at en af fyrene på kollegiet, Henrik, læste jura, og han havde en fantastisk rolig udstråling. Jeg forestillede mig, at hvis jeg også blev jurist, ville jeg blive lige så rolig.

I virkeligheden ville jeg hellere have været cand. mag. i for eksempel tysk og historie, men i midten af 1980’erne var det det samme som at uddanne sig til langtidsledig. Det kunne jeg ikke overskue.

Hele mit liv har det siddet i mig, at der skal være styr på økonomien. Det er ikke mig, der skal udtale ordet tvangsauktion, som jeg hørte så ofte i min barndom.

Jeg startede på universitetet i september 1984 og var da 20 år. Jeg ville noget med ret og retfærdighed. Jeg ville noget med samfundets svageste for eksempel som forsvarsadvokat. Det var noget af en omvæltning at starte på studiet og konstatere, at det første år bestod af arveret, ejendomsret og nationaløkonomi.

Jeg havde svært ved arveretten, fordi jeg ingen tanter, onkler og kusiner havde til at sætte ansigt på, hvem der skulle have hvilke arvelodder. Ikke alene var det svært, det var også kedeligt. Ejendomsretten var endnu mere kedelig, og den dag i dag kan jeg ikke huske, hvad det gik ud på.

Nationaløkonomien gik det meget bedre med. Det drejede sig om at forstå de økonomiske mekanismer og regler, der gælder for vores samfund. Det var lige noget for mig, idet det underbyggede min stigende klasseforståelse.

Det mest spændende var den kvindelige underviser

På 2. årsprøve havde vi det meget teoretiske fag retslære, og det tiltalte mig meget, netop fordi det var så abstrakt. Det handlede om at forstå, hvad retfærdighed er for en størrelse. Vi læste bogen Ret og retfærdighed af professor Alf Ross, og det er en af de to eneste bøger, jeg har gemt fra studiet. Bogen er meget slidt. Retfærdighed er, når de lige tilfælde behandles ens. Så kort kan det siges.

Vi havde forvaltningsret om forholdet mellem borgerne og forvaltningen. Vi havde også folkeret, der handler om staternes gensidige forpligtelser overfor hinanden i form af konventioner og traktater samt en grundlæggende indføring i EU-retten.

Faget var spændende, men det mest spændende var den kvindelige underviser fra Justitsministeriet, som jeg faldt for. Det blev dog aldrig til noget videre andet end nogle gode middage.

Mine ambitioner begyndte at vokse, hvilket jeg aldrig havde tilladt mig selv før

På 3. årsprøve begyndte det endelig at lugte lidt af fugl, idet vi havde strafferet og straffeproces. Førstnævnte var en gennemgang af straffeloven og sidstnævnte var en gennemgang af retsplejeloven. Det var dette, jeg så gerne ville arbejde med. Nu kunne jeg se mig selv som beneficeret advokat eller måske endda dommer?

Mine ambitioner begyndte at vokse, hvilket jeg aldrig havde tilladt mig selv før. Tænk at besidde et af landets højeste embeder. Samtidig var jeg klar over, at jeg næppe ville kunne blive ansat i Justitsministeriet, fordi mit gennemsnit ikke ville være højt nok, så det med dommer var udelukket.

Tilbage var forsvarsadvokaten, og den drøm havde jeg i et par år.

Studenterjob på Kriminalistisk Institut

Jeg tog kursusfagene, en form for valgfag, umiddelbart efter 3. årsprøve og gik til kriminologi, kriminalpolitik og specialstrafferet i et halvt år. Jeg kunne let have brugt et helt år på disse fantastiske fag. Det var utrolig spændende, og endnu engang var jeg havnet på den rette hylde.

Fagene handlede om den kriminalitet, der begås af samfundets svageste, og retssystemets reaktioner på deres forbrydelser. Jeg fik tillige et studenterjob på Kriminalistisk Institut, så jeg spiste næsten dagligt frokost med pinger som Flemming Balvig, Vagn Greve, Britta Kyvsgaard og Preben Wilhjelm.

Jeg fik job på Kriminalistisk Institut som assistent for en licentiatstuderende, der forskede i gadevold. Hun forskede blandt andet i, hvem begår gadevold, hvem er ofrene, kender offer og gerningsmand hinanden, hvilke våben anvendes, og hvor foregår volden?

Den licentiatstuderende havde fået adgang til cirka 1.200 sager om gadevold i fem politikredse i det storkøbenhavnske område, og opgaven var at gennemlæse samtlige sager og afkode dem for rå data, som skulle skrives ind i såkaldte kodeskemaer.

For eksempel sad vi en længere periode i arrestforvarerens tidligere soveværelse i Roskilde, fordi politikredsen ikke havde andre steder, vi kunne sidde og arbejde

Det gav ind imellem nogle spøjse arbejdsbetingelser, når vi skulle ud i politikredsene og sidde med sagerne. For eksempel sad vi en længere periode i arrestforvarerens tidligere soveværelse i Roskilde, fordi politikredsen ikke havde andre steder, vi kunne sidde og arbejde.

Når vi atter var på kontoret på instituttet, tastede jeg alle data fra kodeskemaerne ind på pc’en. Vi deltes om en pc, så hun efterfølgende kunne trække statistikker, analysere data og skrive på sin afhandling.

På inspektion i kommunerne

Jeg havde herudover en del forskellige mere eller mindre relevante jobs under studiet. Et af de første jobs var som medhjælper i en ungdomsklub i Gladsaxe. Det har jeg lidt svært ved at identificere mig med, fordi det ikke var så intellektuelt, mens det er lettere at se mig selv i rollen som student i Registertilsynet, som er det nuværende Datatilsyn, og det for længst nedlagte Arbejdsmarkedets Feriefond.

Jobbet i Registertilsynet var rigtig godt, fordi jeg fik lov at komme med ud på inspektioner i kommunerne og slå dem oven i hovedet, hvis de ikke overholdt registerforskrifterne, som de selv havde været med til at fastsætte.

Jeg fik også lov at besvare klager fra borgere under supervision af en fuldmægtig. Det var i løbet af den samlede mængde af studenterjobs, det gik op for mig, at jeg gerne ville arbejde i den offentlige sektor, og helst i staten, når jeg engang blev færdig.

Jeg har altid arbejdet, lige fra jeg var 14 år, og jeg har altid været glad for at arbejde, også selvom det har været for meget i perioder

Jeg kunne nemlig ikke helt overskue at skulle være advokatfuldmægtig, som var en forudsætning for at blive forsvarsadvokat. Hvis jeg skulle være advokatfuldmægtig i tre år, ville det være, som om jeg ikke var blevet helt færdig med uddannelsen.

Jeg har altid arbejdet, lige fra jeg var 14 år, og jeg har altid været glad for at arbejde, også selvom det har været for meget i perioder. Under studiet var det ofte vanskeligt at få et arbejde til at passe med forelæsningerne, men de fleste arbejdsgivere var søde til at lade mig møde efter klokken 12:00, hvor forelæsningerne sluttede.

Glad og stolt jurist

Jeg blev cand. jur. med et udmærket gennemsnit den 5. januar 1990 efter at have brugt fem et halvt år på jurastudiet. For mig var det et vigtigt punktum at få sat, for der stod ingen steder skrevet, at jeg skulle blive akademiker.

Jeg var glad og stolt, og den dag i dag kan jeg tænke, at det faktisk er gået mig ret godt på trods af alt.

Der er kun en ting, der kan få mig til at få en klump i halsen i hele denne historie, og det er, at min mor mange, mange år senere fortalte, at min halvbror på dengang fire år havde gået og spurgt: ”Hvor er Hanne henne?” da jeg var rejst.


Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.

Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.


LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I SERIEN HER


Foto: Pikrepo 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hanne B. Stegemüller er født i 1963 og uddannet cand. jur., men har aldrig brugt paragrafferne. I stedet har hun en god 23-årig karriere med økonomistyring og ledelse af IT-projekter i centraladministrationen bag sig.

Hun fik diagnosen bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv) i 2014 og diagnosen Aspergers syndrom i 2019. Hun er kendt i - og med - det psykiatriske system og har stor erfaring fra utallige indlæggelser.
Hanne skriver især om psykiatri og ”psykiatripolitik” med udgangspunkt i egne oplevelser. Og der er nok at tage fat på: Den udsultede psykiatri, brugen af ECT (elektrochok), tankerne der kan blive for store, hvordan føles en psykose, og så videre.

Hanne har skrevet til sin egen blog, stegemueller.dk, gennem flere år.

Seneste artikler om Politik & Samfund