VEJR & KLIMAÆNDRING // ESSAY – Hvornår og hvorfor er det danske vejr blevet så mærkeligt? Det er, som om det er gået i hak – vi har en lang periode med én vejrtype og et voldsomt skift til en anden vejrtype i en ny langvarig periode. Inge Ambrosius, der er tidligere gymnasielærer i geografi og historie, undersøger ud fra klimadata, hvad der foregår med det danske vejr, og om det, vi “ligesom syn’s” har hold i virkeligheden og ikke bare er erindringsforskydninger om svundne somre og vintre. Skribenten giver også en forklaring på, hvordan det danske vejr hænger sammen med de vejrfænomener, vi ser i det øvrige Europa og globalt, og hvorfor 2020 blev den varmeste sommer i Europa i nyere tid.
Meteorologisk set har vi tempereret kystklima i Danmark. Det er kendetegnet ved milde vintre, kølige somre og helårsregn, men i virkeligheden er der store variationer fra år til år, og det danske vejr kan føles som at køre i rutsjebane, hvor det går fra den ene yderlighed til den anden på kort tid.
Sommeren 2017 huskes nok mest for kulde, blæst og regn, selvom foråret var mildt og solrigt, og 2018 som en uendelige række af solskinsdage kombineret med en lang tørkeperiode og flere hedebølger, men det sneede i påsken.
Vinteren 2019 – 2020 var usædvanligt våd og mild, ja, egentlig var det efterår uafbrudt fra oktober til marts. Foråret var til gengæld tørt og solrigt og gav håb en fantastisk sommer, til glæde for alle de danskere, der pga. covid19 var ”tvunget” til at holde ferie i Danmark frem for i syden. De blev så snydt, for juli var usædvanlig kold, våd og blæsende, hvorefter der kom en langvarig hedebølge, da skoleferien sluttede.
Der var sjældent lange hedebølger, men det var også sjældent, at det regnede uger i træk. Et par uger med lavtryksvejr og byger og blæst blev afløst af et par uger med højtryksvejr og sol. Eller er der bare en erindringsforskydning?
Efteråret blev mildt og solrigt, men december 2020 blev den femte solfattigste siden 1920 med kun 16,6 solskinstimer på landsplan, og det var kun fordi juledagene bød på et par flotte solskinsdage, at tallet blev så ”højt”. Indtil jul havde solen kun skinnet 2,1 timer på landsplan!
Januar 2021 var næsten ”normal” set i forhold til DMI’s klimanormal. Måneden var solfattig, kølig og med gennemsnitlig nedbør, der mest faldt som regn, mens februar bød på det mest voldsomme vejrskifte nogen sinde: Fra en længere kuldeperiode med skøjteløb på frosne søer og isskruninger ved kysterne, der kulminerede den 12. februar med -20,7 grader, som dog er langt fra kulderekorden i Danmark, til en varmeperiode fra midt på måneden, der kulminerede den 25. februar med +15,1 grader. Det er den fjerdehøjeste februar temperatur målt i Danmark siden 1874.
De voldsomme skift fortsætter. Størstedelen af marts var væsentligt køligere end slutningen af februar, men måneden var dog solrigere end klimanormalen, og den sluttede med fantastisk forårsvejr og over 20 graders varme i Syddanmark. Og så slog vejret igen om, og vinteren vendte tilbage med snebyger og nattefrost.
Det var ikke kun i Danmark, at april viste sig fra sin mest ugæstfrie side, det meste af Europa oplevede tilsvarende skift. I Frankrig frygter vinbønder for høsten pga. det pludselige skift fra sommervarme til nattefrost og sne. I Slovenien målte man 25 grader den 31. marts, mens starten af april bød på snestorm, og den 7. april målte man -20, 6 grader, absolut kulderekord for måneden, og senere på måneden har der været 20 grader i Moskva, samtidig med at der var snestorm i Kroatien.
Er vejret gået i hak?
Går vejret i stigende grad ”i hak” med perioder med én vejrtype og så et pludseligt skift til en helt anden vejrtype? Og er vejret blevet mere ekstremt?
Det danske vejr har altid været omskifteligt og præget af skift mellem højtryks- og lavtryksdomineret vejr, men jeg ”synes”, at det var anderledes før i tiden. Også i min barndom i 1960’erne var det ganske vist sjældent hvid jul, og jeg kan tydeligt huske, at tidligere tv-meteorolog Henrik Voldborg en kold marts engang i 1980’erne forklarede, at der oftere var hvid påske end hvid jul i Danmark.
Men vintre næsten uden sne, det mener jeg ikke at have oplevet før i de senere år. Vi havde ingen kunstig skøjtebane i Randers, men vi stod hvert år på skøjter i kortere eller længere perioder på en tilfrossen sø. Langvarige isvintre var ganske vist sjældne, men statens isbrydere kom jævnligt i aktion i kortere perioder. De var sidste gang i aktion i vinteren 1995-96, og i 2012 blev de sat til salg. Det er dog kun lykkedes at sælge én, og de to sidste bliver formodentlig hugget op.
2020 var det næstvarmeste år nogensinde målt, trods fænomenet la Nina i Stillehavet, der normalt betyder, at temperaturen falder globalt, og det var samtidig det varmeste år i Europa i nyere tid
Min barndoms somre var ikke en uendelige række af solskinsdage, jeg har knagfrosset mangen en midsommeraften. Thøger Larsen havde ret, da han skrev: ”Byger som går og kommer, det er den danske sommer”, men det var netop ”går og kommer”. Der var sjældent lange hedebølger, men det var også sjældent, at det regnede uger i træk. Et par uger med lavtryksvejr og byger og blæst blev afløst af et par uger med højtryksvejr og sol. Eller er der bare en erindringsforskydning?
Andre steder på kloden er der tydelige tegn på klimaændringer. Gletsjere rundt på kloden smelter, og der blev målt 38 graders varme i Sibirien nord for polarcirklen og 20 grader på Svalbard i sommeren 2020. Samtidig har der de seneste vintre været ekstrem kulde langt mod syd – så sent som midt i februar i år, hvor voldsomt vintervejr medførte omfattende strømsvigt og flere end 30 døde i Texas.
Omskifteligt vejr eller klimaændring?
Klimaet er det gennemsnitlige vejr målt over længere perioder, typisk 30 år, og vejret er den aktuelle situation, så enkeltstående eksempler på voldsomt vejr, store temperaturskift eller ekstreme temperaturer er ikke udtryk for en klimaændring.
Det danske vejr er omskifteligt, og der kan derfor være store afvigelser fra klimanormalen, uden at man kan tale om klimaændring. Groft sagt kan man sige, at det danske vejr har fire hjørner, afhængigt af hvilket verdenshjørne, det blæser fra:
Blæser det fra nordlige retninger (fra Arktis), vil vi typisk få koldt, men også tørt og ofte solrigt vejr.
Temperaturen er steget 1,5 grader, og det er tydeligt, at udviklingen er gået stærkt de sidste 30 år
Blæser det fra østlige retninger (fra kontinentet, hvor der er fastlandsklima), betyder det om sommeren varmt og tørt vejr, men med risiko for torden og om vinteren koldt og klart vejr med risiko for snebyger, især ved østvendte kyster.
Blæser det fra sydlige retninger (fra troperne), giver det mulighed for hedebølge om sommeren og ekstrem varme om vinteren (som i anden halvdel af februar i år). Det er også ved disse vindretninger, at der kan komme ”sand fra Sahara” på vore breddegrader.
Og når det blæser fra vestlige vindretninger (fra Atlanterhavet), som det oftest gør i Danmark, indeholder luften meget fugt. Om vinteren giver det mildt vejr med regn og tåge og om sommeren køligt og fugtigt vejr med mange skyer. Det er også ved denne vejrtype, at der er risiko for kraftige storme.
Klimadata for Danmark viser tydelig tendens
For at vurdere om det danske klima har ændret sig, har jeg undersøgt DMI’s klimadata fra 1960 til i dag.
Hydrotermfiguren (fig. 1) nedenfor viser den nye danske klimanormal, der er udarbejdet på baggrund af vejrdata fra perioden 1991-2020. Den viser den gennemsnitlige månedlige nedbør (de blå søjler) og de månedlige middeltemperaturer (kurverne).
Hvis man sammenligner med figur 2, der viser den forrige klimanormal fra 1961–1990, ser man tydeligt, at klimaet har ændret sig. Der falder mere nedbør, fra 712 mm til 792 mm i gennemsnit om året. Hydrotermfiguren for 1961–1990 viser, at der faldt mest nedbør om efteråret med maksimum i november med 79 mm og mindst vinter/forår med et minimum i februar med 38 mm.
I følge den nye klimanormal er nedbøren steget i alle måneder undtagen april, men der falder især mere nedbør i sensommeren/efteråret med 83 mm i oktober. Det er fortsat tørrest i foråret, hvor april nu er tørrest med 35 mm i gennemsnit.
Det er også blevet varmere. Hvor gennemsnittet af minimumstemperaturen i den gamle klimanormal lå på -2,6 grader i januar og februar, og middeltemperaturen i de samme måneder lå på 0 grader, er det nu sådan, at selv gennemsnittet af minimumstemperaturen kun er lige under 0 grader (-0,9) i januar og februar, mens middeltemperaturen er steget til 1,5 grader i de to koldeste måneder.
Det er ikke så sært, at isbryderne har været ude af drift i 25 år. Sommertemperaturen er også steget; gennemsnittet af maksimumtemperaturen er steget fra 20 grader til nu 21,2 grader, mens middeltemperaturen i den varmeste måned er steget fra 15,8 til 16,9 grader.
Gradvist udvikling i klimanormalen eller et nyere fænomen?
Men de to figurer angiver gennemsnit over 30 års perioder. Er udviklingen fra den gamle klimanormal til den nye sket gradvist, eller er det et nyere fænomen? For at få svar på det, kan vi zoome ind på nyere perioder:
På figur 3 nedenfor, der viser det gennemsnitlige vejr i perioden 1981–2010, ses samme tendens som den nye klimanormal med mere nedbør i forhold til 1961–1990 (746 mm) og især i januar. Vintrene er blevet mildere, middeltemperaturen i den koldeste måned er 1,0 grad og i den varmeste 16,6 grader. Der er dog dataoverlap mellem de to figurer, idet perioden 1981–1991 indgår i begge figurer, så det er umuligt at sige præcis, hvornår ændringerne er slået igennem.
Ser man derimod på figur 4 herunder, der er baseret på data fra perioden 2006–2015, og sammenligner med figuren for 1961–1990 (fig. 2), kan man tydeligt se, at middeltemperaturen er steget: Middeltemperaturen i den varmeste måned er her 17,4 grader og i den koldeste 1,1. Årsnedbøren er på 792 mm, og perioden fra august til januar er blevet vådere, mens foråret og især april er tørrere (og varmere). Figur 4 viser højere middeltemperaturer end den nye klimanormal, mens nedbøren stort set svarer til.
Temperaturstigning kraftigst i de sidste tre årtier
Nedenstående figur viser udviklingen i middeltemperaturen i Danmark siden 1874, hvor man startede med at indsamle data systematisk. Temperaturen er steget 1,5 grader, og det er tydeligt, at udviklingen er gået stærkt de sidste 30 år, faktisk stagnerede temperaturstigningen i 60’erne og 70’erne.
Hvis man søger på temperaturrekorder, viser det sig også, at varmerekorderne er af nyere dato, mens kulderekorderne er ”gamle”. Se eksempler her.
Så måske er mine ”synsninger” ikke helt ved siden af?
2020 – det varmeste år i Europa
Højere temperatur om vinteren betyder, at nedbøren i stigende grad falder som regn, og da varm luft samtidig kan indeholde mere fugt end kold luft, vil det give mere nedbør. Den øgede nedbørsmængde i sensommeren hænger også sammen med de højere temperaturer, der giver mulighed for, at varm og fugtig luft stiger op og fortættes og giver byger, såkaldt konvektionsnedbør (varmetordenvejr). Jo varmere det er, jo mere vand kan skyerne indeholde, og derfor vil højere temperaturer øge risikoen for skybrud med store mængder nedbør på kort tid.
Vi kan ikke se vindretninger og vindstyrker på hydrotermfigurerne, men hvis vi ser på antallet af af kraftige storme og orkaner i Danmark, kan vi se en tendens til, at de siden 1970’erne er forekommet hyppigere. Læs mere om kraftige storme i Danmark her.
Noget tyder på, at dette mønster ikke længere er så fast, og det kan forklare fastlåsningerne i vejret og voldsomheden i vejrskiftene (”hakkene”)
De fleste storme og den nedbør, der ikke er varmetordenvejr, er en følge af lavtryksfronter, der typisk kommer ind over landet fra vest, og vi må derfor i længere perioder have vind fra vestlige retninger.
Hvad kan forklare disse ændringer? Stigende temperaturer er et globalt fænomen, der primært skyldes øgede mængder af drivhusgasser i atmosfæren. 2020 var det næstvarmeste år nogensinde målt, trods fænomenet la Nina i Stillehavet, der normalt betyder, at temperaturen falder globalt, og det var samtidig det varmeste år i Europa i nyere tid.
Polarfronten råder
Men hvorfor får vi, udover generelt varmere vejr og mere nedbør, også flere storme, flere skybrud, hyppigere og længere hedebølger og måske flere voldsomme vejrskift? For at få svar på det, må vi se på polarfronten, som ”styrer” det danske vejr.
Polarfronten er en grænse, hvor kolde, tørre og tunge vinde fra arktisk støder sammen med varmere, fugtigere og lettere vinde fra troperne. Denne grænse findes både på den nordlige og den sydlige halvkugle, og den ligger typisk mellem 30 og 60 graders nordlig/sydlig bredde. Placeringen flytter sig mest på den nordlige halvkugle, fordi der er mere land og flere bjerge end på den sydlige halvkugle.
Polarfronten er styret af jetstrømmene, der er nogle kraftige vestenvinde, som ligger i 5–10 km’s højde netop på disse breddegrader. Fronten danner bølger i banen rundt på jorden, og vindretningen og dermed vejret i Danmark er bestemt af, hvor frontbølgen ligger i forhold til os. Her kan du se systemet illustreret.
Sammenhæng mellem hakkene i vejret og den svagere jetstrøm
Da jeg for år tilbage studerede geografi på universitetet, lærte vi, at frontbølgen ændrer sig regelmæssigt i løbet af ca. 6 ugers intervaller fra ”stor” bølge til næsten ret linje og så forfra. Derfor det varierede, men alligevel regelmæssige vejr i Danmark. Højtryksvejr afløstes af lavtryks-/frontvejr og så igen højtryksdomineret vejr, men noget tyder på, at dette mønster ikke længere er så fast, og det kan forklare fastlåsningerne i vejret og voldsomheden i vejrskiftene (”hakkene”).
Udvikling har været kendt længe, men nu har forskere sat tal på den, idet de mener, at pumpen vil være op til 45% svagere ved udgangen af dette århundrede, og det vil gøre havstrømssystemet vedvarende ustabilt
Forskere mener, at jetstrømmen og vestenvindsbæltet er påvirket af de stigende temperaturer i Arktis på en måde, der betyder, at jetstrømmen er blevet svagere og mere flakkende. Meteorolog Jesper Theilgaard skrev i juli 2020:
”Overordnet set er der en sammenhæng med positionen af den polare jetstrøm, der adskiller den kolde polarluft fra den lunere tropiske luft mod syd. I de senere år har der været en tendens til at netop denne jetstrøm stagnerer i sin bevægelse og dermed efterlader henholdsvis kulde og varme over de samme områder igennem længere tid. Det er et forhold, vi selv har oplevet her i landet. I 2017 var det koldt og vådt i månedsvis, og året efter i 2018 var det varmt og tørt også i månedsvis. Denne stagnation kan have relation til den stærke opvarmning af Arktis, som svækker jetstrømmen.”
Samtidig mener forskere, at stagneringen også kan forklare, at jetstrømmen får større bølger, lige som en flod der løber langsomt, har større bugtninger, end en der løber hurtigt. Det kan forklare den ekstreme varme langt mod nord og kulden mod syd. Hvis teorien er korrekt, vil en fortsat global opvarmning betyde, at situationen vil fortsætte og endda eskalere.
Den svagere og svagere Grønlandspumpe varsler endnu mere ekstremt vejr
Og der er andre problemer med opvarmningen af Arktis, idet de smeltende gletsjere påvirker den såkaldte ”grønlandspumpe”, der trækker Golfstrømmen mod nord. Varmt vand er lettere end koldt vand, ligesom ferskvand er lettere end saltvand, det er helt enkelt fysikken bag grønlandspumpen, som er illustreret her. Det varmere vand, der trækkes mod nord, er medvirkende til at skabe det milde klima i Nordvesteuropa med blå isfrit hav langs Norges vestkyst.
Den globale opvarmning og smeltningen af gletsjere medfører en svækkelse af denne pumpe, idet vandet ved Østgrønland bliver mindre saltholdigt, da det tilføres ferskvand fra de smeltende gletsjere, og det bliver samtidigt varmere pga. temperaturstigningen.
Selv om Danmark er et lille land, udleder vi fortsat meget CO2 målt pr. indbygger
Udvikling har været kendt længe, men nu har forskere sat tal på den, idet de mener, at pumpen vil være op til 45% svagere ved udgangen af dette århundrede, og det vil gøre havstrømssystemet vedvarende ustabilt. Stefan Rahmstorf fra det tyske Potsdam-Institut für Klimaforschung udtaler, at den svækkede pumpefunktion både vil øge antallet og intensiteten af de storme, der rammer Nordvesteuropa, samt udløse flere hedebølger. Rahmstorf advarer:
“Vi risikerer at udløse et tippepunkt i dette århundrede, hvorefter cirkulationen vil kunne lukke ned i det kommende århundrede. Det er meget usandsynligt, at vi allerede har udløst det, men hvis vi ikke stopper den globale opvarmning, vil det være stadigt mere sandsynligt, at vi kommer til at udløse det. Konsekvenserne, hvis det skulle ske, er så omfattende, at selv en ti procents risiko for at udløse et sammenbrud vil være en uacceptabel risiko.”
Vi ved naturligvis ikke præcist, hvad det vil betyde for det globale klima og især for klimaet i Nordvesteuropa. Svækkelsen af grønlandspumpen medfører næppe en ny istid, som det beskrives i katastrofefilmen The Day After Tomorrow, men mindre ændringer i form af flere storme, hedebølger og ekstreme vejrskift er voldsomt nok.
Vi må stabilisere klimaet
Men er det overhovedet noget, vi kan og skal ændre på, eller må vi vænne os til et mere ekstremt klima og så lade vores efterkommere betale omkostningerne? Det mener jeg ikke vil være rimeligt, så selvom det kan virke uoverkommeligt, må der internationale aftaler til, der både sikrer en tilpasning til de klimaændringer, der sker nu, samt nedbringer udledningen af drivhusgasser markant og stabiliserer klimaet i fremtiden.
Her er det positivt, at USA har genindmeldt sig ind i det internationale klimasamarbejde, og også verdens største udleder af CO2 – Kina – har tilsluttet sig Paris aftalen og har sat et mål om at være CO2-neutral i 2060. Der er lang vej. Kina f.eks. har absolut ikke har opgivet kulkraft, men landet er dog begyndt at satse på mere bæredygtige og grønne løsninger for udbygningen af energi – og transportsektoren.
Og selv om Danmark er et lille land, udleder vi fortsat meget CO2 målt pr. indbygger, og det vil have stor symbolsk betydning og afsmittende virkning, hvis de ambitiøse klimamål om 70 % reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030 og klimaneutralitet i 2050 bliver opfyldt.
LÆS MERE I POV OM KLIMAÆNDRING HER
Topillustration: Er vejret gået i hak? Dagsregn i nogle dage synes normalt, men regn nærmest uafbrudt i flere uger var ikke almindeligt tidligere. Her ses et eksempel på, hvad der nok er en varmfront, der nærmer sig, dvs. at skyen udvikler sig horisontalt pga., at varm luft møder kold luft, og den varme luft glider opad den kolde luft. Det giver nedbør som dagsregn ud over et stort område. Foto: PxHere
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her