Kønsfordelingen af den offentlige taletid er skæv: Derfor holder kvinderne sig væk fra debatterne

i LIGESTILLING/Debat af

DAGENS POV // MEDIEDEBAT – Som vært på P1 Debat har jeg oplevet, at det er meget sværere at få kvinder til at debattere end mænd. Men hvorfor er det sådan? Noget handler om, at kvinderne skal tage sig sammen, men der er også noget, der er langt større end det.

Danske medier har et problem. Vi er ikke gode nok til at afspejle befolkningen. Mediernes kilder er generelt for gamle, for hvide, for rige, for veluddannede og for ofte udstyret med en penis.

Det er ikke bare et problem for sammenhængskraften og demokratiet. Det er også en økonomisk bét for medierne, da disse minimerer deres målgruppe og dermed deres mulighed for vækst.

Den største faktor er, at en del kvinder ikke føler sig kvalificerede nok. Og selvom jeg forsikrer dem om, at de er rigeligt kvalificerede til det, jeg skal bruge dem til, så er tvivlen om deres egen faglighed desværre tydelig

Begge de to tendenser er velbeskrevet i journalistisk forskning, men jeg har endnu ikke set en dansk undersøgelse af, hvorfor vi mangler kvindelige kilder. Og det første spørgsmål, sådan en bør besvare, er naturligvis:

Er det kvinderne eller mediernes skyld?

Vi gør, som vi plejer

I mine øjne bærer medierne en stor del af ansvaret. Det er os, der vælger kilderne. Vi kan vælge kvinderne til og fra. Der er for meget vanetænkning, og “vi ringer lige til ham, vi plejer”. Men efter at have arbejdet som vikarvært på P1 Debat det sidste halvandet år, så må jeg konstatere, at det desværre ikke er så enkelt.

I de sidste par år har en del redaktioner haft øget fokus på problemet. Herunder to af de P1 redaktioner, jeg har været på: Orientering og P1 Debat. Desuden har jeg selv som journalist haft fokus på problemet i over 10 år.

Det begyndte, da jeg var praktikant på Radioavisen, hvor det altid var kloge mænd, der skulle forklare eller mene noget om verden. Der lavede jeg mit eget lille dogme om, at jeg altid ville vælge kvinden, hvis der var to kilder, der var lige kompetente eller havde udtalt sig lige interessant i den morgenavis, jeg typisk blev sat til at kopiere – undskyld, citere fra.

Derfor har jeg været opmærksom på problemet længe og også arbejdet med det som redaktør et par omgange. Mine erfaringer er naturligvis anekdotiske – men jeg har længe forsøgt at registrere, hvorfor kvinder takker nej. Og begrundelserne falder i tre kategorier:

Har ikke viden

“Der er andre, der ved mere end mig.” “Kan du ikke spørge min (mandlige) kollega i stedet?” “Jeg har kun forsket inden for en del af det, du spørger til.”

Den største faktor er, at en del kvinder ikke føler sig kvalificerede nok. Og selvom jeg forsikrer dem om, at de er rigeligt kvalificerede til det, jeg skal bruge dem til, så er tvivlen om deres egen faglighed desværre tydelig.

Det er her i år 2019 stadig mere legitimt for mænd at have holdninger, end det er for kvinder. Det kan jeg se på avisernes debatsider, de sociale mediers kommentarspor og på kønsfordelingen af de lyttere, der ringer ind til P1 Debat. Det er mænd, mænd og mænd.

Omvendt er jeg tit imponeret over, hvor prompte mænd siger ja til at deltage, selvom de nærmest ikke har fået præsenteret, hvad det handler om. Nogle gange synes tesen at være, at emnet er underordnet, da man som person nok skal kunne sige noget interessant.

Jeg kender det lidt fra mig selv: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt,” siger Pippi Langstrømpe, og det citat har jeg levet mit liv efter. Det ville være fantastisk, hvis den mentalitet kunne smitte af på flere af hendes medsøstre.

Har ikke tid

“Det passer ikke så godt.” “Så vil jeg skulle flytte rundt på mine aftaler.” “Der skal jeg hente børn.”

Hvornår er en aftale en aftale? På en eller anden magisk vis er det markant lettere for mænd at rykke rundt i deres kalendere, end det er for kvinder. Måske har kvinder bare flere vigtige ting at tage sig til.

Eller måske prioriterer mænd bare højere at komme i medierne. De ved godt, at det er noget, der kan gavne deres arbejdsgiver og deres egen karriere. Der er noget at fortælle ved kaffemaskinen eller til medarbejderudviklingssamtalen. Jeg har oplevet mænd, der med to timers varsel smed alt, hvad de havde i hænderne og kørte halvanden time hver vej for at deltage i seks minutters interview.

Jeg siger ikke, at man bare skal svigte familie og andre forpligtelser, men det betyder noget, at man er tilgængelig. Og specielt elektroniske medier arbejder med kort varsel. Derfor skal du som kvinde også prioritere at ville deltage, når du bliver spurgt – ellers bliver du med tiden valgt fra.

Har ikke lyst

“Jeg vil ikke, hvis der er andre i studiet.“ “Jeg er bange for at sige noget dumt.” “Kan du ikke finde en anden?”

Er det sjovt at være i fjernsynet? Får du den der glade kriller i maven af at være på, eller får du lyst til at simulere et hjertestop for at slippe? Det er meget individuelt, men min erfaring er, at det er en overvægt af kvinder, der ikke har det godt med optræde i direkte medier.

I de sidste par måneder har jeg varmet op til at skrive denne klumme ved at teste nogle af teserne på de kvindelige kilder, der begyndte at bruge en af undskyldningerne

Det kræver generelt en længere og dybere snak om, hvad formatet er, hvordan rækkefølgen kommer til at være, hvilke emner vi kommer ind på, når kvinder skal i radioen end mænd. Altså alt det, der gør en tryg ved at deltage.

Desuden har kvinder det med at ville vide alt på forhånd og have kontrol over situationen fra start til slut. Og det er altså svært at kunne sige, når man bestyrer et debatprogram, hvor vi netop dyrker de spændende samtaler, interessante konfrontationer og rappe replikskifter. Her vil det hjælpe kvinder at have større mod til det ukendte.

Kom ind i kampen?

Her kunne klummen sådan set ende. Med et: Kom ind i kampen, kvinder! Eller: I siger, at I vil ligestillingen. Hvad så med at kæmpe for den, når I har muligheden? For kvinder kan gøre meget selv for at rykke forrest i debatbussen og tage rattet.

Men det vil være for letkøbt. Jeg hylder det personlige ansvar, og de kvinder, der dagligt bryder mine opstillede stereotyper, men der er jo for helvede en grund til, at vores samfund stadig ikke har ligestilling.

I de sidste par måneder har jeg varmet op til at skrive denne klumme ved at teste nogle af teserne på de kvindelige kilder, der begyndte at bruge en af undskyldningerne. To ud af tre kvinder, der først havde sagt nej, lykkedes det mig at få overbevist, fordi jeg fortalte dem om mine observationer.

Derfor håber jeg også, at denne klumme vil tjene til inspiration for kvinder, der vakler mellem at deltage eller lad være. Gør det, og skyd skylden på mig. Det må du meget gerne. Og husk at hvis du siger nej, så ender vi sandsynligvis med en mand.

Jeg håber, at jeg kan appellere til den indre ligestillingsforkæmper, ligesom jeg gjorde med de to kvinder, jeg fik overtalt. Men snakkene har også gjort det mere klart for mig, at vores samfund og vores medier er indrettet mere til mænd.

Debattører bliver angrebet

Det er nemlig grundlæggende mere omkostningstungt for kvinder at stille sig op og mene noget, end det er for mænd.

Generelt viser forskningen, at de modtager flere og hårdere beskeder efter at have været på. Angrebene er voldsommere og mere personlige, når de er stilet mod kvinder. Det er en skændsel for vores samfund, at det er sådan.

Men jeg kan godt forstå, hvis kvinder tænker sig om en ekstra gang, inden de kommenterer noget, der ligger lidt uden for deres forskningsfelt, eller de prioriterer at fylde syv minutter i et medie i stedet for at være sammen med deres elskede. Det ville jeg også gøre – det er menneskeligt.

Men vi skal som samfund gøre langt mere for at stoppe angrebene.

Jeg mener, vi skal gå forrest i kampen for ligestilling. For den fremstilling af samfundet, vi har i medierne, har kolossal indflydelse på, hvordan opfattelsen af samfundet er hos danskerne

Samtidigt er det her i år 2019 stadig mere legitimt for mænd at have holdninger, end det er for kvinder.

Det kan jeg se på avisernes debatsider, de sociale mediers kommentarspor og på kønsfordelingen af de lyttere, der ringer ind til P1 Debat. Det er mænd, mænd og mænd.

Det tror jeg går helt tilbage til en klassisk kønsopdragelse, hvor pigerne får ros for at være stille og smukke, mens drengene får ros for at være vilde og kloge. Sådan er der forhåbentlig færre børn, der bliver opdraget i dag, men det tager altså nogle årtier, før det også slår igennem hos generationen af aviskværulanter og meningsmagere.

Jeg er personligt bange for, at vi ikke har ægte ligestilling i samfundsdebatten, før vi får ændret disse to strukturelle problemer i vores samfund. Og det har vi brug for, hvis vi mener det seriøst, når vi siger, at demokratiet er for alle.

Vi kunne starte en revolution

Hvilken rolle spiller medierne så i den situation? Hvor vi stiller os?

Skal vi bare afspejle, hvordan samfundet bliver ved med at vise kloge drenge og smukke piger? Ved at invitere flere mænd i studiet, fordi der er flere mænd at tage af? Eller skal vi aktivt arbejde på at ændre vores samfund?

Jeg mener, vi skal gå forrest i kampen for ligestilling. For den fremstilling af samfundet, vi har i medierne, har kolossal indflydelse på, hvordan opfattelsen af samfundet er hos danskerne. Derfor vil samfundsudviklingen gå hurtigere, hvis vi som medier valgte at overkompensere for tidens ulighed.

Man kunne vælge at give mere taletid til kvinder end til mænd. Der har jo været mest taletid til mænd i hele menneskehedens historie og er det stadig i dag. Så tyve års skævvridning den anden vej er jo bare en dråbe i havet for at løse et stort problem.

Det ville opbygge en kultur, hvor kvinderne har et væld af forbilleder at spejle sig i, og hvor kvinder forhåbentlig vælger at give deres holdning til kende i langt højere grad end i dag. Måske endda uden at blive udsat for angreb efterfølgende?

Uanset om du kan lide idéen eller de rabiate metoder til at komme derhen, så er det et interessant tankeeksperiment. Og for mig udstiller det krystalklart, hvad det i dag betyder, at mænd har den offentlige taletid i to tredjedele af tiden

Man kunne gå endnu videre og lytte til flere fattige mennesker. Flere lavtuddannede mennesker. Flere unge mennesker. Flere etniske minoriteter. Måske endda om andet end at være fattig, lavtuddannede, ung eller minoritet. Skrue ned for de privilegerede, op for danskere som danskere er flest.

Prøv lige at lukke øjnene og forestil dig, hvilke historier der ville være i radioavisen. Hvordan avisernes forsider ville se ud. Hvad der blev debatteret på de sociale medier, og måske endda i folketingssalen.

Jeg tror, det ville give et markant anderledes mediebillede end i dag. Og måske endda et markant andet samfund end i dag. Jeg er endda tilbøjelig til at tro, at det vil give bedre medier og et rigere samfund for alle danskere. Hvor vi i stigende grad vil forstå hinanden og tage vare på hinanden.

Uanset om du kan lide idéen eller de rabiate metoder til at komme derhen, så er det et interessant tankeeksperiment. Og for mig udstiller det krystalklart, hvad det i dag betyder, at mænd har den offentlige taletid i to tredjedele af tiden.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV WeekendDet er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her

Topillustration: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Rasmus MP er journalist med stort J. Og når han er kæphøj siger han, at han vil fortsætte som journalist, til han er muldjord. Han skal i hvert fald ikke lave kommunikation. Pov.international har rekruteret MP netop, som han er blevet fyret fra Orientering på P1, så læserne får fuldt indblik i, om, hvordan og hvornår han tumler ned af kæphøjen.

Han kan dog stadig høres i radioen en gang i mellem, når han afløser som vært på P1 Debat eller Søndagsfrokosten. Tidligere var han en af frontfigurerne på det undersøgende journalistiske magasin Efterforskerne, ligesom han også har lavet undersøgende journalistik på Radio24syv, som han var med til at starte.

I de sidste 12 år har MP også været i fagpolitik i Dansk Journalistforbund, som studenterpolitisk aktik, tillidsmand og hovedbestyrelsesmedlem. Desuden er han formand for gruppen af journalister i Dansk Journalistforbund, som han var med til at stifte, fordi den journalistiske stemme skulle være tydeligere. Nu har han dog proklameret, at han gerne vil ud af de mange tillidshverv, fordi han "gerne vil prøve at udrette noget i sit liv".

Privat har han sammen med sin kæreste sat sig alt for dyrt i en skøn lejlighed på fødeøen Amager, og han fordriver tiden med at drikke øl til fodbold og skrive revysange, der aldrig bliver opført.

Du kan donere for hans skriverier eller af medlidenhed på Mobilepay 60100776, hvor du også kan ringe og tilbyde ham et job.

Seneste artikler om LIGESTILLING