TEATER // ANMELDELSE – Der er ingen tvivl om, at mediepersonen Frederik Cilius bestod prøven på Gamle Scene som Holbergs drikfældige og elskelige fæstebonde, Jeppe. Til premieren var der – med kong Frederik og dronning Mary i Kongelogen – vedvarende applaus. Det Kongelige Teaters Jeppe på Bjerget er allerede helt udsolgt, så nationalscenen har gjort et publikumsscoop med Frederik Cilius i hovedrollen, men er forestillingen også en ubetinget kunstnerisk succes, og er den en fornyelse af klassikeren fra 1722 – eller er den mest af alt brød og skuespil?
Drømmer jeg , eller er jeg vågen?
Ser jeg Operarejsen på DR2? Lytter jeg til en podcast med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm? Har jeg tændt for Orkestret på DR2 eller Musikquizzen? Ser jeg DR1s program med Dronningen om jubilæum for Gamle Scene? Læser jeg interview i Politiken, Ud & Se eller Information?
Er jeg i Aalborg Kongres & Kultur Center eller Bremen Teater til foredrag med Frederik Cilius og Svend Brinkmann? Eller ser jeg terapeuten Master Fenn i Simon Kvamms serie Guru?
Jeg kniber mig selv i armen. Av! Jeg sidder på 9. række i den smukkeste teatersal: Gamle Scene på Det Kongelige Teater. Jeg er til premieren på Jeppe på Bjerget, måske den mest hypede forestilling i teateråret 2024/2025, fordi mediepersonen Frederik Cilius har hovedrollen. Lad komedien begynde.
Jeppe, 1722
Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget fra 1722 er formentlig det mest spillede teaterstykke på danske scener. I denne sæson på landets to absolutte største scener: Det Kongelige Teater og Aarhus Teater.
Folk siger, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker, er nærmest en dansk nationalsætning. De fleste har hørt om fæstebonden Jeppe, der drikker for meget og får prygl af konen Nille, der bruger sin elskede krabask Mester Erik som våben, tilmed er hun Jeppe utro med degnen.
Jeppe er under tøflen, han søger trøst og får slukket tørst hos den snydagtige værtshusholder Jacob Skomager.
Farten betyder til gengæld, at der er mange gode og pudsige øjeblikke. Sjove bevægelser, sjove trin, sjov mimik, sjov stemmeføring.
En dag er Jeppe så fuld, at han falder i søvn på møddingen. Baronen og hans folk finder Jeppe og beslutter sig for at lave et eksperiment, hvor de tager Jeppe med til baronens seng. De klæder ham i de fineste klæder for at se, hvad der sker, når han vågner.
Jeppe, der er vant til at blive ydmyget, skifter karakter og er klar til at tage magten og udnytte den brutalt i sin rolle som baron. Da den rigtige baron og hans følge har fået morskab nok, drikkes Jeppe igen fuld og kastes tilbage på møddingen, hvorefter han oplever den totale ydmygelse, da han ved baronens falske domstol dømmes til hængning.
Han slipper for døden, men ender tilbage hos Nille og Mester Erik og søger igen trøst i brændevinen hos Jakob Skomager, hvor hans egne hånligt gør grin med ham i deres fortælling om manden, der blev lagt i baronens seng og troede, at han var kommet i Paradis.
Jeppe, 2024
Normalt er det slutningen af en forestilling, man helst ikke vil spoile. I Heinrich Christensens iscenesættelse af Jeppe på Bjerget er det faktisk omvendt. Her er det nemlig for meget viden om prologen, som kan punktere spændingskurven.
Men jeg kan sige så meget, at anslaget blander personen i fortællingen, Jeppe, sammen med hovedpersonen Frederik Cilius. På den måde tager instruktøren 100 procent råderetten over forestillingen, som han gør til en metafortælling, som både handler om Jeppe, men så sandelig også om Frederik Cilius.
Heinrich Christensen har selv bearbejdet Holbergs tekst, som han faktisk er ganske tro mod. Lige som Christian Albrechtsens kostumer og scenografi er meget tro mod Holbergs tid. Albrechtsen er til pang-energi og farver, som man har set i blandt andet Bowie-forestillingen Lazarus og senest i Kongelige Teater-regi i Under dybet i Operaen.
I Jeppe på Bjerget virker parykkernes pastelfarver på baronen og hans følge en kende rokoko-ironisk, til gengæld er farvekombinationerne med til at understrege borgerskabets placering i forhold til bønderne, hvis kostumer er i grå-brune nuancer.
For at understøtte 1700-tallet og respekten for Holbergs tid medvirker pianisten Ramez Mhaanna på cembalo. Den dygtige musiker – der stort set er på scenen hele forestillingen igennem – har komponeret ny musik, der har rod i rokoko og barok.
Sammen med den ekstremt velsyngende kontratenor Morten Grove Frandsen leverer Ramez Mhaanna øjeblikke, hvor musikken på smukkeste vis giver det talte ord en pause.
Til gengæld er min humor slet ikke til de gange, hvor Jeppe bryder ud i Gustav Winkler-sangen Gem et lille smil til det bliver gråvejr eller Mine øjne de skal se af Lis Sørensen (skrevet af Anne Linnet). Jeg synes heller ikke, at det gør Holbergs tekst mere nutidig at inddrage sange fra 1975 eller 1989.
Morten Grove Frandsen synger også både Big Fat Snake nummeret Bonsoir Madame og Händels Lascia ch’io pianga. Det bliver for stereotypt at lade overklassen lytte til klassisk musik, mens bønderne hører popmusik.
Sjov og ballade – ironi og private rum
Det er en Jeppe på Bjerget, der kører afsted med 200 km/timen. Heinrich Christensen har i sit valg sat en tyk streg under komedie. I denne version er grinet, humoren, ironien og balladen i centrum. Mindre plads er der til den følsomhed og empati, som ofte følger med fortællingen om Jeppe.
Farten betyder til gengæld, at der er mange gode og pudsige øjeblikke. Sjove bevægelser, sjove trin, sjov mimik, sjov stemmeføring.
Der er nogle magiske øjeblikke undervejs. På scenen er der et stærkt hold af skuespillere bestående af Patricia Schumann (bl.a. Nille), Simon Mathew (bl.a. Baronen), Youssef Wayne Hvidtfeldt (bl.a. Erik), Zaki Nobel (bl.a. Jacob Skomager), Stephanie Nguyen (bl.a. Doktor og forsvarer), Casper Kjær Jensen (bl.a. Doktor, anklager) og i praktik fra Scenekunstskolen Ursula Esmarelda Brage (bl.a. Lakaj).
Doktor-scenen, hvor Jeppe ligger i sengen, og scenen i retten er hylende morsomme.
Flere af spillerne har allerede haft deres gennembrud, så jeg vil fremhæve Casper Kjær Jensen (færdig på Scenekunstskolen i Odense i sommeren 2024). Han får et mindre gennembrud for sin måde at blande det komiske med det tragiske, og for den unikke og nærværende måde, han fylder scenerummet på. Ham glæder jeg mig til at se i en hovedrolle.
Jeppe og Frederik
Den store forskydning i forestillingen er, at man har flyttet Bjerget (navnet på den landsby, hvor Jeppe bor) fra at være en fiktiv by på Sjælland til at foregå i Sønderjylland. Eller – i hvert fald taler Jeppe flydende sønderjysk.
Det er meget sjovt i begyndelsen, men undervejs bliver det næsten anstrengende, mærkeligt og (virker det som) til tider uforståeligt for publikum. Det var først, da jeg googlede og fandt ud af, at Frederik Cilius er vokset op i Sønderborg, at det gav mening. Legen med Jeppe over for Frederik bliver forstærket.
Jeg leder efter et svar på, hvorfor sårbarheden og det emotionelle gearskift mangler i rollen. I denne udgave af Jeppe på Bjerget griner vi kun.
Det helt store spørgsmål er – og var inden premieren – om mediepersonen Frederik Cilius kunne udfylde rollen, som Jeppe, om Jeppe overhovedet kunne spilles af en ikke uddannet skuespiller, og om Cilius overhovedet kunne have en plads på Det Kongelige Teater.
Til det sidste og midterste spørgsmål var Frederik Cilius allerede i 2021 med i Heinrich Christensens iscenesættelse af Ebberød Bank 2.0. Til det første spørgsmål er svaret: Ja, Frederik Cilius kan godt spille Jeppe. Han bestod Holberg-prøven.
Jeg er mere – end folk var flest til premieren – i tvivl om karakteren for præstationen. For jeg synes, at Frederik fylder mere end Jeppe. Jeg kan godt se pointen og dobbeltheden. Men der er øjeblikke, der efter min smag bliver for private – eksempelvis, da de to doktorer fortæller, om ”en mand klædt ud som kvinde, der kalder sig Kirsten Birgit”.
Frederik Cilius fylder rollen ud, men jeg savner de nuancer i Jeppe-rollen, hvor man både griner og græder. Jeg leder efter et svar på, hvorfor sårbarheden og det emotionelle gearskift mangler i rollen. I denne udgave af Jeppe på Bjerget griner vi kun.
Det bliver i min optik for meget panem et circenses. For meget meta-fortælling med en af tidens mest populære mediepersoner, hvor vi griner, når han spytter, bøvser, pudser næse, stikker hovedet i en lagkage eller råber ”hold da kæft”.
Det bliver for meget kendthed, BilledBladet og røde lamper mere end det bliver Holberg for alvor.
Forestillingen vil gerne holde virkelighedens spejl op for publikum og bruge Jeppe på Bjerget til at fortælle os om tidens aktuelle undertrykkelse og magtforhold – som der står i programmet.
Spørgsmålet er, om forestillingen i virkeligheden bare giver os to en halv times underholdning og grin, hvor samtlige magtbalancer er fastholdt i det øjeblik, vi forlader teaterbygningen på Kongens Nytorv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
