ESSAY – “Smitten er 4-5 gange så voldsom i Slovenien pr. en million sammenlignet med Danmark ifølge Johns Hopkins instituttets optegnelser, sidst jeg tjekkede det? … Vi tænder lys i vinduerne og illuminerer hovedgaden. Smukt er det, med lyden af barnestemmer, mænd der diskuterer gårdsdagens fodboldresultater. Kvindernes lysere toneleje. En fulderiks højlydte gestik. Duften af nybagt brød, og lyden af en hvæsende espressomaskine fra en åben dør i en café. Ikke bare er den fysiske kontakt forsvundet, men lydene også. Lyden af liv”. Mogens Cuber finder ud af, at der er hjælp at hente i en tid, hvor selv naturens muntre søn løber tør for gode ideer til at slippe gennem december måned uskadt, uden corona – uden selskab. Alene. Men hvad med den forbandede flæskesteg?
SKOFJA LOKA, SLOVENIEN – “Er du katolik?”
Hen ad fem-tiden har jeg gjort det til en vane at slå et smut forbi Kapucinerklosteret på vej hjem fra min ”survival of the fittest” ekspedition i nærmiljøet.
Hvordan mon det har været at sætte børn i verden dengang? Var mine forældre lige så bekymrede, som jeg er nu? For mit eget afkom? Min elskede datter. Mit barnebarn derhjemme?
Jeg både sveder og fryser. De 45 kilometer på cyklen i lige godt og vel 2 grader har resulteret i kolde fødder, og næsen løber, så snart jeg træder indenfor i den kirke, jeg igennem de seneste tre måneder har taget mere og mere til mig.
Måske er det den spartanske indretning, der får mig til at føle mig hjemme her.
Hvis jeg lukker øjnene, forestiller jeg mig Dråby landsbykirke. Her blev jeg konfirmeret i 1975. Jeg synger Fader Bernard i møde; ”Dejlig er Jorden”. Han nynner med. Den gamle mand går langsomt imod mig med foldede hænder. I modlyset bliver dragten han bærer mytisk. Dragende.
Måske er jeg bare dehydreret, hallucinerende, sulten og med lavt blodsukker, men på den indre filmstrimmel dukker Sean Connery op i Rosens Navn.
Jeg slår korsets tegn for mig. Som en indstuderet afvæbnende bevægelse, der skal tilkendegive, at jeg dog alligevel ved en lille smule om ritualerne i den katolske kirke.
Min farmor var fra Krakow. Efter Rom og Vatikanet, det helligste sted for katolikkerne i Europa, har jeg ladet mig fortælle. Og selvom opvæksten hjemme på Ligustervej, bag forstadshækkene, ikke bar præg af hverken indoktrinering eller fedtegrever, står det fast, at jeg er døbt i den katolske kirke i Århus samme år som Marilyn Monroe dør, Cuba-krisen og en verden på randen af en krig.
Hvordan mon det har været at sætte børn i verden dengang? Var mine forældre lige så bekymrede, som jeg er nu? For mit eget afkom? Min elskede datter. Mit barnebarn derhjemme? Bekymret og måske især forvirret over, hvor hårdt det tager på en, der igennem mange, mange år blev kaldt ”Naturens muntre søn”?
Alting er usikkert og føles fremmed for mig for tiden. Denne følelse er ny og hører juletiden til. December og med den måned traditionerne og ritualerne
Ich weiss nicht was ich machen soll. Für Weichnacten. Wissen Sie? Jeg er forvirret. Jeg er… ordene hænger fast i den forfrosne mundvig:
”Jeg er ensom. Jeg tænkte, jeg skulle til Zagreb. Med bus. Med en flæskesteg. Jeg har købt en speciel udskåret flæskesteg. Hos SteinBitt. Wissen Sie, Brüder Bernard. SteinBitt. Det er den bedste slagter i byen. Og nu? Nu ved jeg ikke, om jeg kan, om jeg magter rejsen længere.”
Fader Bernard bevæger sin ene arm yndefuldt ud i en bue, der åbner brystet og giver mig et øjebliks ro. Mon det er en indstuderet bevægelse, han lærte som ung?
Jeg må huske at spørge ham om det en anden gang, men ikke nu, for jeg skal tage stilling til hans spørgsmål, om hvorvidt jeg ønsker kommunion, altså om jeg vil gå til alters med ham, for det er lige præcis derfor, dørene ud til byen er åbne.
I Danmark var kirkerne åbne juleaften, kan jeg forstå. Det var de ikke i Skofja Loka, så vidt jeg forstår.
Men sådan er det bare ikke længere. Jeg er blevet en opdagelsesrejsende i mit eget liv, i mit eget følelsesliv, og jeg ved ikke engang, om jeg skal forsøge at komme til Zagreb længere
Men måske det ændrer sig i sidste øjeblik.
Alting er usikkert og føles fremmed for mig for tiden. Denne følelse er ny og hører juletiden til. December og med den måned traditionerne og ritualerne. Men sådan er det bare ikke længere. Jeg er blevet en opdagelsesrejsende i mit eget liv, i mit eget følelsesliv, og jeg ved ikke engang, om jeg skal forsøge at komme til Zagreb længere.
Sie sind ein Wanderer, nichts? (en vandringsmand, red)
Fader Bernard har anvist mig en plads helt oppe ved alteret. Jeg sætter mig tung og træt. Jeg fryser virkelig om de fødder nu. Og bag mit våde tørklæde løber snottet.
”Og hvor har De så været i dag? fortsætter han.
”Preddvor og søen. For foden af bjergene. Jeg var på vej hjem til Danmark,” svarer jeg.
”På cykel?”
”Ja. Eller… I tankerne var jeg.”
”De må ikke krydse kommunegrænsen. Ved De det?”
Jeg nikker. Fader Bernard smiler. Og stikker mig så en lammer, en god gammeldags lammer på den ene skulder.
”Og det koster viel Geld, hvis De bliver standset af politiet. Sie müssen aufpassen.”
Jawohl. Den lammer sad, og i det øjeblik lysner det i december.
Vi ler, og jeg afslår hjerteligt tilbuddet om Kommunion. ”Kroppen er helt stiv nu, og som du kan se, løber snottet inde bag tørklædet.”
”Du burde bære maske i stedet. Er du troende?
”Det tror jeg, jeg er. Men når man har haft en mor, der var tvunget ind i Jehovas Vidner og en far, der var katolik, så lærer man hurtigt, at religion kan være en beskidt affære.”
Når tågen har klistret sig så godt fast til sindets inderste rum, at der ikke findes en eneste positiv tanke med hensyn til, hvordan julen i år skal blive, så søger vi mod Krisna Gora.
”Det må vi snakke mere om, men nu skal jeg arbejde.”
Fader Bernard vender opmærksomheden mod en kvinde, der stille er dukket op i kirken. Hun ønsker fællesskabet. Som jeg, sikkert på vej mellem A og B, og lige stikker hovedet indenfor hos fader Bernard for at mærke, at man lever.
Det er blevet en del af strategien om at overleve. Som dagene er blevet kortere, er der blevet længere og længere mellem menneskelig kontakt.
De mennesker, jeg har lært at kende i Skofja Loka igennem de seneste tre år, er gået under jorden. Man holder sig inden døre eller sniger sig ud i ly af mørket, ud i skovene, op i bakkerne – oftest alene, måske i selskab med en enkelt eller to. Vi må ikke se hinanden, vi må ikke mødes.
Bænkene i byen, i parkerne, selv oppe i bjergene, der omkranser byen, er pillet ned.
Forleden gik jeg op til Krisna Gora. Et udsigtspunkt fem kilometer fra byen. Her i 800 meters højde kan man i klart vejr se hele verden. Og Triglav, slovenernes nationalsymbol i 2800 meters højde. Når tågen har klistret sig så godt fast til sindets inderste rum, at der ikke findes en eneste positiv tanke med hensyn til, hvordan julen i år skal blive, så søger vi mod Krisna Gora.
Vi ved, at solen ofte skinner heroppe over skydækket. Vi ved, at vi må passe på. I går så jeg politiet patruljere på skovvejene igen. For tænk nu, hvis vi stoppede op og ønskede hinanden en glædelig jul.
Smitten er 4-5 gange så voldsom i Slovenien pr. en million sammenlignet med Danmark ifølge Johns Hopkins instituttets optegnelser, sidst jeg tjekkede det.
Nogen mener, det er manipulation. De fleste jeg møder på min vej er apatiske; kan man kalde tiden for sørgekåbernes tid? Vi tænder lys i vinduerne og illuminerer hovedgaden. Smukt er det, med lyden af barnestemmer, og mænd der diskuterer gårdsdagens fodboldresultater.
Siden august, har jeg set min elskede 3 dage. Men til jul, da skulle vi ses. Så jeg købte busbillet hos Flixbus for to uger siden. Ljubljana-Zagreb. 15 euro. Udfyldte alle mulige papirer, om hvor og hvad mit ærinde er. Og nej, der var ikke et sted at krydse af, hvor der står ”Menneskelig kontakt”
Kvindernes lysere toneleje. En fulderiks højlydte gestik. Duften af nybagt brød, og lyden af en hvæsende espressomaskine fra en åben dør i en café. Ikke bare er den fysiske kontakt forsvundet, men lydene også. Lyden af liv.
I Kroatien, I Zagreb hvor min elskede bor, dejser folk om som fluer i et opvarmet sensommerligt vindue. Hygiejnen er vanskelig at overholde. Kæresten, der er et krigsbarn, altså hun var 21 år i 1991, kalder det en krigszone. I skrivende stund fredag formiddag 18. december har myndighederne udstedt forbud mod at forlade Zagreb med virkning fra 22. december.
Når hun skriver dagbog til mig, bruger hun krigsretorik. Jeg skulle lige vænne mig til det.
Men på den anden side; siden midten af marts har jeg modtaget brev hver dag. I går var det brev nr. 222. Hun savner stadig sin mor, der døde i begyndelsen af coronakrisen. Hun døde alene. Vi savner også hinanden.
Siden august, har jeg set min elskede 3 dage. Men til jul, da skulle vi ses. Så jeg købte busbillet hos Flixbus for to uger siden. Ljubljana-Zagreb. 15 euro. Udfylde alle mulige papirer, om hvor og hvad mit ærinde er. Og nej, der var ikke et sted at krydse af, hvor der står ”Menneskelig kontakt”. Så egentlig er det en business tur, jeg skal på med en flæskesteg fra Steinbitt.
Røgen fra cigaretterne snor sig op i den frostklare aften og blander sig med udstødningsdampene fra de få biler, der passerer ude på gaden. Blomsterhandleren har åbent. Biblioteket er også tilgængeligt.
Fader Bernard messer rytmisk, mens jeg forlader kirken. Den lammer gjorde virkelig godt.
Udenfor er der sat lys på både den lidende Jesus og slottet under Lubnik. Et par drankere, hvoraf jeg kender den ene, Janez, har taget opstilling under kirkens halvtag.
Røgen fra cigaretterne snor sig op i den frostklare aften og blander sig med udstødningsdampene fra de få biler, der passerer ude på gaden. Blomsterhandleren har åbent. Biblioteket er også tilgængeligt. Jeg hørte, at skobutikkerne vil være åbne fra i morgen, men at man skal prøve skoene i egen bil – ikke i butikken.
De sidste par hundrede meter hjem føles lange. Det er det øjeblik, hvor jeg igen skal vænne mig til tanken om, at ude er godt, men hjemme er bedst. Hvis man altså vil undgå at blive smittet og være en ansvarlig borger i et samfund, der for længst er nedsmeltet.
Telefonen ringer, mens jeg står og hugger brænde i baghaven, under halvtaget.
Det er Ivona fra Zagreb:
”Vi er angste. Det er nok bedst, at du holder dig væk. Jeg kan ikke overskue, hvis jeg smitter dig, eller mine drenge gør det,” lyder det stakåndet i den anden ende.
”Men, hvad med flæskestegen?” forsøger jeg.
”Kan du ikke forære den til en hjælpeorganisation? Caritas. De plejer at ha’ et program op til jul, hvor de udleverer mad til ensomme og nødlidende.”
Ivona står ved det. Hun støtter ikke længere ideen om, at jeg gør forsøget og tager til Zagreb med bussen.
Jeg forsøger at være morsom. Forklarer for Gud ved hvilken gang, at også jeg føler mig ensom ind i mellem. Men, Ivona står ved det. Hun støtter ikke længere ideen om, at jeg gør forsøget og tager til Zagreb med bussen.
”Hvad nu hvis jeg finder våddragten frem og pakker stegen ind i en vandtæt pose. Så krydser jeg Kupa – grænsefloden mellem Slovenien og Kroatien”
Not funny, svarer hun.
”Måske jeg møder nogle af de hundredevis af flygtninge fra Bosnien og Balkanruten, der forsøger at komme nordpå.”
”Really not funny”, fortsætter hun.
Man siger, at frisk luft og motion er en af de allermest afgørende faktorer fra at modvirke modløshed. Depression.
Jeg er enig. Og selvom jeg næppe finder på at tage våddragten på og forsøge mig med at krydse ind i Kroatien i nattens mulm og mørke med en flæskesteg under armen, er det nu alligevel en opløftende tanke, som spreder et smil i mit forfrosne ansigt.
Sundhedsmåleren på min iPhone er fuld af data, der dokumenterer, at jeg gør det bedste, jeg kan for at holde mig frisk i kroppen. I går 17.548 skridt, og 1000 højdemeter til Krisna Gora. I dag 45 kilometer på cyklen i retning af bjergene mod nord. Kronet med en samtale og et smil + en lammer fra Fader Bernard.
Lige så meget som at terapeuterne snakker om frisk luft og endorfiner, er det lige så meget den menneskelige kontakt, et fysisk øjeblik, hvor man åbner sig og viser, at man er et flokdyr, der er afgørende for det gode liv
Dagene er lange. Især december. Lange uendelige horisonter til endnu en dag uden nævneværdig menneskelig kontakt. Og lige så meget som at terapeuterne snakker om frisk luft og endorfiner, er det lige så meget den menneskelige kontakt, et fysisk øjeblik, hvor man åbner sig og viser, at man er et flokdyr, der er afgørende for det gode liv.
Mon det er sådan, de store opdagelsesrejsende havde det indimellem, når de drog på ekspeditioner til ukendt land? At ensomheden og længslen mod det kendte blev så stor, at man var næsten parat til hvad som helst for at mærke, at man lever?
Som jeg i dag. Der søger ind i kirkerummet, hos Kapucinerne, der historisk set er de mest puritanske, af alle Franciskanerne. Jeg, der har levet et liv i overvældende luksus, hvad angår menneskelig kontakt og kærlighed til hedonisme?
Efter at brændeovnen tøffer jævnt og varmt derudaf, og jeg har genfundet varmen i fødderne og fået sat mig ved skrivebordet og tænkt dagens oplevelser igennem, kommer jeg i tanke om Esajas ord, 54, 10 fra det gamle testamente:
Om også bjergene viger
Om også højene rokkes,
Min kærlighed viger ej fra dig,
Min fredspagt rokkes ikke,
Så siger Herren, din forbarmer!
Jeg må huske at fortælle Fader Bernard, at jeg blev konfirmeret som protestant, næste gang jeg ser, at døren står åben til hans kirke. Mon jeg så stadig kan modtage Kommunionen – altså symbolet for at være en del af fællesskabet? Det håber jeg virkelig
Det var ordene til mig som konfirmand 13 år senere.
Jeg må huske at fortælle Fader Bernard, at jeg blev konfirmeret som protestant, næste gang jeg ser, at døren står åben til hans kirke. Mon, jeg så stadig kan modtage Kommunionen – altså symbolet for at være en del af fællesskabet? Det håber jeg virkelig.
I sandhed et spændende år, 2020. Selv for en naturens muntre søn har der været langt mellem snapsene. Jeg tror, jeg bliver hjemme og laver den flæskesteg selv.
Glædelig jul og godt nytår.
LÆS FLERE ARTIKLER AF MOGENS CUBER HER
Kapucinerordenen (latin Ordo Fratrum Minorum Capuccinorum, forkortes O.F.M.Cap., kaldes Kapucinerne) er en katolsk orden.
Den blev grundlagt af Matteo di Bassi av Urbano i 1525, som en reformeret udbrydergren af Franciskanerordenen. Ordenen blev godkendt i 1529. Navnet henviser til den spidse hætte, capuche, som medlemmerne bærer.
Ordenen blev en central aktør i modreformationen, med sin strenge observans af ordensregelen. De har nu mildnet noget på kravene, men er fortsat regnet som den strengeste orden inden for Franciskanerfamilien.
Topillustration: Kommunion – den korteste vej til det gode liv. Kvinder beder i Kapellet. Foto: Mogens Cuber.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
