Facebook-opdateringer og bønner om fred er ikke nok

Morten Bay 15.07.2016

Jeg kan ikke lade være med lige at føje et par perspektiver til Annegrethes kommentar ovenpå angrebet i Nice. Min kære veninde, medstifter og all-round idol har ret i meget, men her er der et par ting, jeg er uenig med hende i.

Annegrethe erklærer sig enig i chefredaktør Troels Mylenbergs analyse af tingene. Det gør jeg også. Det vender jeg tilbage til. Men Annegrethe fremhæver også justitsminister Søren Pinds Facebook-opdatering, hvor han forsikrer verden om, at alle muslimer altså ikke er terrorister, og nu må vi søreme (!) også holde op med at mistænke alle, der har valgt islam som trossystem.

Her må jeg bare sige: Skal man som politiker have ros for at konstatere det åbenlyse, når man er minister i en regering, der fører en modsatrettet politik? Det synes jeg egentlig ikke.

USA’s formentlig mest inkompetente og strategisk fejlslagne præsident siden Hoover, George W. Bush, sagde 20. september 2001 i en tale til kongressen: ” The terrorists practice a fringe form of Islamic extremism that has been rejected by Muslim scholars and the vast majority of Muslim clerics; a fringe movement that perverts the peaceful teachings of Islam”.

Det var den samme tale, hvori han erklærede krig mod terror, i den lange tradition, USA har for at erklære krig mod koncepter, der begyndte med præsident Lyndon B. Johnsons krig mod fattigdom og fortsatte med præsident Richard Nixons krig mod narkotika.

Ingen af de tre strategier, jeg lige har nævnt, har virket. Vi er faktisk endt med det modsatte resultat. Johnsons krig mod fattigdom er den, der kommer tættest på at have været en succes, men det er i virkeligheden tre side-initiativer i ’krigen’, der har virket, ikke strategien i sig selv. De to offentlige sundhedsforsikringer, Medicare og Medicaid, der giver pensionister og lavindkomstgrupper gratis adgang til sundhedsydelser, er store succeser, og så er der naturligvis borgerrettigheds-lovene fra 1964 og 1965, der gav afroamerikanere adgang til hospitaler, der kun var for hvide. Som resultat heraf faldt børnedødeligheden f.eks. i USA drastisk i de år.

Men derudover er USA’s krige mod koncepter rene fiaskoer. Nixons krig mod narkotika har ikke gjort andet end at kriminalisere ellers ikke-kriminelle unge og sætte dem på en kedelig kurs i livet, uden at forbruget af ulovlige rusmidler er faldet. Det er tværtimod steget. Og Bush’ krig mod terror? Vesten oplever flere radikal-islamistiske terrorangreb lige nu end vi har haft nogensinde – selvom antallet af døde i krigssituationer er faldet til det laveste punkt i mange hundrede år på verdensplan.

Det klinger usædvanligt hult

Krig 2.0 er ikke en klassisk, Clausewitzisk krig mellem nationer. Det er en krig mellem individer og befolkningsgrupper, interessegrupperinger mod andre interessgrupperinger, finansieret af folk, der ikke nødvendigvis har det nationale som hovedmål.

Det er derfor, det klinger usædvanligt hult, når Søren Pind – som jeg rigtig godt kan lide som person og har været i fantastisk selskab med flere gange – kommer ud og konstaterer det åbenlyse: At en religion, hvis helligste tekster prædiker fred, og som over en milliard mennesker på verdensplan kan finde ud af at dyrke uden at have lyst til at slå andre ihjel, ikke kan drages til ansvar for nogle forkvaklede massemordere.

Det klinger hult, fordi Pind repræsenterer en regering – og dermed regeringstøtterne i DF – der i både sociale og traditionelle medier har gjort alt for at dæmonisere muslimer indenrigs for at holde på de dårligt uddannede og udannede vælgere, der holder dem ved magten, og som ganske enkelt nægter at lade fornuft erstatte fordomme. Udenrigs har den samme regering brugt sociale og traditionelle medier til at markedsføre danskernes muslim-lede for at dæmme op for flygtningestrømmen fra konflikten i Syrien.

En konflikt, som Danmark i øvrigt selv har været med til at skabe som fuldgyldigt medlem af Bushs ’Coalition of the Willing’, der gik i krig i Irak på et mildest talt løst funderet grundlag. Og som var med til at støtte op om Bushs nedtrapning af indsatsen i Afghanistan, da det var der, det i virkeligheden gjaldt.

Nu er vi i en situation, hvor IS ikke længere kan bekæmpes med krigsindsats alene. Vi er i en situation, hvor konceptet om Islamisk Stat er stærkere, end deres vundne landområder som følge af vestens hovedløse ageren i Mellemøsten – hvilket inkluderer Obamas følgen sit folks ønske om at trække sig ud af Irak og Afghanistan, hvilket han heldigvis aldrig har gjort helt. Det var nok meget godt, at han holdt lidt igen og åbnede en dør på klem for de aktiviteter, vi nu ser det amerikanske militær udføre i områderne.

Det var der krigen foregik

Men IS er blevet en idé, der kan radikalisere unge mennesker via disses smartphones. Jeg ankom til San Bernardino, kun få timer efter Syed Farooq og hans kone havde foretaget et af de blodigste terrorangreb i USA’s historie. Mens politiet stadig lå og skød på den vogn, parret var i gang med at flygte i. Jeg har været til koncerter i Bataclan i Paris. Nice og Cóte d’Azur er et af de steder, jeg har besøgt alleroftest i mit liv. Jeg har et forhold til de steder, der er blevet angrebet for nylig. Ikke at angrebene nødvendigvis berører mig dybere end alle andre, der ikke er direkte involveret i dem. Men det giver alligevel en ubændig lyst til at forstå, hvad det er, der foregår.

Sidste sommer var jeg i praktik på RAND Corporation, en tænketank, der primært servicerer den amerikanske regering. Herunder militæret, som jeg fik lov at lave lidt forskning sammen med. Jeg lavede en analyse af krigsførelse på sociale medier, og kunne konstatere, at IS (eller ISIS, som vi kalder dem i USA) var meget langt foran, når det gjaldt evnerne til at overbevise unge mennesker om deres budskab. De var på det tidspunkt langt bedre end os, fordi Vesten slet ikke havde forstået, at det var der, krigen foregik. Det blev til en rapport til hæren og en klumme i U.S. News and World Report, der råbte op om denne mangelvare.

Så kom angrebet i San Bernardino, kun få måneder senere – hvor vores mistanker var blevet til virkelighed. Det var lykkedes IS at radikalisere to unge til at foretage et terrorangreb, selvom ingen af dem nogensinde havde været i nærheden af en IS-træningslejr eller havde tætte forbindelser til IS. Det var idéen, der drev dem. Konceptet. Det samme koncept, som Bush erklærede krig imod.

Når vi lever i en verden, hvor sådanne idéer kan virke tiltalende på unge mennesker, er det fordi, de sidstnævnte føler sig marginaliserede. Amerikanske muslimer er ikke nogen specielt rig befolkningsgruppe, og efter 11. september og Bushs (og Danmarks) krig mod terror, har de følt sig endnu mere marginaliserede. Det er i sådanne tilfælde, de finder et hjem i syge ideologier som den, IS har forvansket dele af Islam til.

Det tenderer derfor mod det uansvarlige, når justitsminister Søren Pind (V) går ud med den slags udmeldinger på Facebook. Det kommer til at virke som blændværk, der formørker sandheden: At danske regeringer, under indflydelse af Dansk Folkeparti (DF) siden sidstnævntes stiftelse i 1995, har accepteret en retorik, der dæmoniserer muslimer. At den nuværende regerings kommunikative handlinger under flygtningekrisen har forstærket dette, ligesom Venstres valgkampagne med Fogh i spidsen op til valget i 2001 gjorde det. Og ikke mindst Muhammed-krisen, der jo i virkeligheden blot blev afledt af Jyllands-Postens forsøg på at gøre deres DF-læsere glade.

I bedste fald er Pinds udmelding ”Too Little, Too Late”. I værste fald er det blændværk, og når man deler den på sin egen Facebook-profil er man med til at legitimere at ”glemme”, hvad den danske regering har gjort rent kommunikativt i forhold til muslimer i Danmark. Og det er faktisk uansvarligt.

Chefredaktør Troels Mylenberg (Fyns Amts Avis og flere medier), mener vi skal fastholde vores tro på humanisme, demokrati og åbenhed. Samtidig skal vi have et ordentligt forsvar. Men forsvaret er altså mod udbredelse af idéer i både åbne og lukkede fora på nettet, for det er der, krigen føres lige nu i form af net-radikalisering – hvilket angrebene i San Bernardino, Orlando og Nice klart viser (Paris er mere tvivlsom).

Det er derfor vigtigt, at vi holder op med at hylde folk som Edward Snowden og Julian Assange som helte. Vi skal anerkende, at deres handlinger kan have haft gode virkninger for indsigt i efterretningstjenesternes arbejde, men vi skal også holde dem til ansvar for, hvad deres lækager har ødelagt. Ud over at have hæmmet efterretningstjenesternes muligheder for at holde øje med radikaliseringen på nettet, har Snowdens afsløringer for eksempel gjort debatten omkring overvågning kontra sikkerhed fuldkommen umulig at føre i et samtaleniveau, der er kommet noget givtigt ud af (Frankrig har først i juni i år fået gennemført en lovgivning, der gør det nemmere at overvåge på nettet, men denne har ikke haft effekt endnu).

Et bønnemøde på Roskilde Festival

At sådanne handlinger skal hyldes i form af et bønnemøde på Roskilde Festival er mig ubegribeligt, men det må være stof til et andet blogindlæg en anden gang. Vi er nødt til at tage den sidstnævnte debat op for alvor, og erkende, at vi – som Obama så rigtigt sagde det for nyligt – ikke både kan have 100 procent sikkerhed og 100 procent privatliv. Vi er nødt til at acceptere, at vi bliver kigget over skuldrene til en vis grænse, når vi agerer på nettet, hvis vi vil stoppe terrorismen. Spørgsmålet er, hvor meget overvågning, vi bør acceptere – men det er jeg ved at skrive en Ph.D.-afhandling om, så det kan jeg måske svare på om et års tid.

Samtidig er det fuldkommen essentielt, at vi bliver ved med at råbe op om, hvorfor islam IKKE er terror, at vi bliver ved med at bekæmpe #IdioterMedInternetforbindelse, der insisterer på at være racister på nettet; inklusive de folkevalgte.

Og det er usædvanligt vigtigt, at vi holder folk som Søren Pind fast på deres ord, når de kommer med den slags åbenlysheder, som Pind er kommet med, og som Annegrethe har rost. Vi skal ikke bare dele og sige ”nøj, se, nu er jeg enig med Søren Pind for en gangs skyld”. Vi skal derimod kræve, at Pind selv går ud i debatten og slår ned på sine folkevalgte kolleger, når de forbryder sig mod det princip, han nu selv står vagt om. Vi skal kræve, at ALLE han og hans kollegers handlinger holdes op mod samme princip.

Det er det, man kalder politisk korrekthed. Og det kan godt være, du hader det. Men det er sådan, krige udkæmpes i 2016.

Morten Bay

Morten Bay er en prisvindende forfatter, journalist og teknologiforsker. Han er kommende Ph.D. i informationsvidenskab fra UCLA i Los Angeles, hvor han har boet siden 2008. Han forsker primært i national cybersikkerhedspolitik og Internet-historie, senest i et to-årigt projekt for DARPA sammen med en af Internets fædre, Dr. Leonard Kleinrock. Ud over studierne arbejder han som journalist for en række medier, primært Politiken og Rec.dk, hvor han skriver om digital livsstil og tech-økonomien. Han er forfatter til fem bøger, hvoraf tre handler om mødet mellem mennesker og teknologi og livet i netværkssamfundet: ’Generation Netværk’ (2006), ’Homo Conexus’ (2009) og ’Velkommen til Computopia’ (2014). Før han emigrerede til USA, arbejdede Morten Bay som rådgiver for en række digitale medievirksomheder og startups, herunder Aller Media, hvor han var med til at lede en relancering af hele forlagets digitale magasinportefølje. Han har også selv været involveret i startups, og var i den forbindelse først i den vestlige verden med at skabe en mobil musikdownload-tjeneste i 2004 og lancerede også Danmarks første, egentlige recommendation engine med Findengave.dk i 2005. Han har været redaktør eller redigerende på en lang række magasiner (hvoraf de fleste – formentlig urelateret, men man kan aldrig vide – gik ned, efter han forlod dem): GEAR, T3, Alt om DATA, Tidens Mand, Mix, Privat Computer m.fl. Han har en fortid i både organisations- og partipolitik og rådgav i en årrække folketingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre, hvor han også selv var folketingskandidat. Derudover har han også en musikkarriere bag sig med pladeudgivelser på Sony Music og EMI/Noiz, der kan udgraves fra de store streamingtjenester, hvis man orker. Han spiller stadig guitar og keyboards i Los Angeles’ musikmiljø, men kun for sjov. Morten Bay fik Fremtidsprisen fra Akademiet for Fremtidsforsknings i 2008 og Ravn-Joensen-prisen fra DPA i 2004.