KRIGEN I GAZA // KOMMENTAR – I juni skrev 210 danske forfattere et åbent brev til statsministeren i et forsøg på at få den danske stat til at lægge pres på Israel. Forfatterne blev selv mødt af kritik, men den er forfejlet, skriver Louise Juhl Dalsgaard. For at være forfatter betyder ikke, at man lægger sin personlige stemme fra sig – det er hele mennesker, der råber op.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tilbage i juni underskrev i alt 210 danske forfattere et brev, hvor de protesterede mod den israelske regerings overgreb på den civile palæstinensiske befolkning i Gaza.
Man skulle tro, at en sådan protest ville kunne finde tilslutning hos alle. Jeg mener: Er der nogen ved deres fulde fem, der IKKE er imod civile drab, mod hungersnød eller imod gentagne brud på den humanitære folkeret, som i al sin korthed har fire simple, men også indiskutable regler:
1. Civile må ikke udsættes for direkte angreb.
2. Syge og sårede skal evakueres og tilbydes nødvendig lægehjælp.
3. Røde Kors og andre humanitære hjælpeorganisationer har krav på beskyttelse.
4. Krigsfanger har krav på at blive behandlet med respekt og værdighed.
Før det her nu ender i en diskussion om, hvorvidt Hamas ikke – på samme vis som den israelske regering – har brudt med disse rettigheder, så lad mig slå fast, at jo: Det har de.
Møder du et menneske i nød, er det dit ansvar at hjælpe, uanset hvem der er tale om, eller hvorfor denne har behov for hjælp
Billeder af de israelske gidsler viser med al tydelighed, at folkerettens fjerde grundregel – at krigsfanger har krav på en respektfuld og værdig behandling – ikke overholdes. Og angrebet den 7. oktober var rettet mod civile, der efterfølgende ikke blev tilbudt hjælp.
Så helt bestemt: Hamas’ fremfærd er under al kritik, og uanset hvem man sympatiserer med eller modsat nærer antipatier for, så er den humanitære folkeret hævet over den slags.
Møder du et menneske i nød, er det dit ansvar at hjælpe, uanset hvem der er tale om, eller hvorfor denne har behov for hjælp. Punktum. Det gælder israelere, palæstinensere og alle os andre.
Underskrifter mod blåstempling
Når jeg alligevel var blandt underskriverne af et brev, der bad den danske regering gribe ind over for den israelske fremfærd uden på samme måde at nævne den palæstinensiske, ja så skyldes det, at vores regering støtter Israel både politisk og gennem samhandel og det i en udstrækning, der på ingen måde modsvarer vores politiske og økonomiske opbakning til et Palæstina, som vi jo end ikke har anerkendt som selvstændig stat.
Det giver ingen mening at opfordre regeringen til at afslutte en støtte, der ikke findes, hvorimod det giver alverdens mening at bede den tage afstand fra Israels utilgivelige fremfærd, deres udsultning af hundredtusindvis af mennesker, deres bombninger af hospitaler og den måde, hvorpå de forhindrer nødhjælp i at nå frem.
Jeg vil nødig være borger i et land, der blåstempler sådan en adfærd. Derfor brevet og derfor min underskrift.
Nu er det bare sådan, at Hamas rent faktisk har tilbudt at opfylde Lundbergs og den israelske regerings krav om gidselfrigivelse mod en våbenhvile
Brevet affødte en kritisk kommentar fra Jon Eirik Lundberg bragt i POV International. Her argumenterede Lundberg, der er kunstformidler, for, at de underskrivende forfattere, modsat deres intention, i virkeligheden ikke påtog sig et ansvar, men svigtede det ved at fremføre en, i hans øjne, urimelig og forkert fremstilling af sagens sammenhæng.
Ifølge Lundberg var Israel uskyldige, deres årelange besættelse og planlagte annektering af Gaza og Vestbredden et helt rimelig og historisk validt krav. Og de palæstinensiske civile, der måtte miste livet i den ”proces”, ja de var ofre for Hamas’ fastholdelse af deres område. Ikke for Israels ulovlige fremfærd og gentagne brud på krigens love, forstås.
Deres plan om at annektere Gaza og også at udvide bosættelserne på Vestbredden er stadig de samme, også efter en løsladelse af gidslerne
Jeg ved ikke, hvad samme Lundberg mener, der ville være en løsning. Ud over at Hamas løslader de tredive resterende gidsler, som han flere gange har ytret vil løse problemet. Nu er det bare sådan, at Hamas rent faktisk har tilbudt at opfylde Lundbergs og den israelske regerings krav om gidselfrigivelse mod en våbenhvile.
Men her må vi tilsyneladende forstå, at Israel nok er villige til at stille krav, men ikke til at slutte fred. Nej, deres plan om at annektere Gaza og også at udvide bosættelserne på Vestbredden er stadig de samme, også efter en løsladelse af gidslerne.
Forfattere er også borgere
Det, der dog faldt mig allermest for brystet i Jon Eirik Lundbergs kritik, var ikke hans forventelige forsvar for den israelske regerings adfærd og krigshandlinger, hans afvisning af både den internationale Folkedomstol og verdens førende og største sammenslutning af folkemordseksperter, International Association of Genocide Scholars, der samstemmende konkluderer, at det, der finder sted i Gaza, er folkemord.
Her må jeg simpelthen give op i mit forsøg på forståelse
Af en eller anden grund har jeg hørt den svada før, og det er man i et demokrati jo i sin gode ret til at mene, ligesom vi 21o forfattere er i vores gode ret til at mene noget andet. Men: Det mener selvsamme Lundberg så ikke, at vi er. I vores gode ret.
Nej, for ved at underskrive os forfattere, ja så svigter vi kunstens opgave, påstår han. ”Når en forfatter udtaler sig politisk, er vedkommende entydig og bedriver kommunikation i stedet,” skriver han og mener, at vi stedet burde have underskrevet os ”borgere”.
Her må jeg simpelthen give op i mit forsøg på forståelse. Selvsamme Lundberg præsenterer sig øverst i artiklen som ”forfatter og kunstformidler”. Hans indiskutable forsvar for Israel og tilsvarende afstandtagen til Hamas er så undtaget denne regel eller hvad?
For hvis ikke, så burde der jo ikke være nævnt en kunstnerisk profession som afsender? Og hvad i alverden er det for en påstand, at en kunstner ikke må være politisk?
Ingen skal fortælle mig, at det kun er borgeren Louise, der finder så inhuman en fremfærd hårrejsende grusom
Må Caspar Eric så heller ikke udtale sig om handicappolitik? Salman Rushdie ikke udtale sig om islamisk ekstremisme? Må forfulgte kurdiske kunstnere ikke tage afstand fra censur? Må jeg – i al min lidenhed – ikke mene noget som forfatter, skal jeg påstå at være adskilt fra det, jeg beskæftiger mig med seksten timer i døgnet årets 365 dage?
Jeg er menneske, jeg er borger, jeg er forfatter, jeg er underviser, jeg er min mands hustru, min hunds største fan. At skrive er ikke et erhverv, jeg tager på mig for så at lægge det til side, når jeg stiger ind i bussen eller ser på TV, hvordan tusindvis af mennesker sulter og dør.
Ingen skal fortælle mig, at det kun er borgeren Louise, der finder så inhuman en fremfærd hårrejsende grusom. Det er også hustruen. Forfatteren. Det er hele mig, al mig, og jeg nægter at holde min kæft om det, både i min kunst og uden for den.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og