Hvis man skal sige "det er bare for sjov", er det ikke sjovt

Lone Kühlmann 06.11.2025

Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.

Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.

POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – Det har altid været bøllens forsvar, når han/hun blev taget i ondskabsfuldheder, at det bare var for sjov. Men det er faktisk ikke sjovt at blive svinet til. Slet ikke når dem, der sviner én til, har indflydelse på ens liv og arbejdsforhold.

En af de betryggende ting ved at blive gammel er at opdage, at alting går i ring. Det kan man trøste sig ved i disse orangefarvede tider. Også det går over! Og når samfundet har optur, og man for eksempel opererer med objektive sandheder og objektive løgne, så kan man slet ikke forestille sig, at det kan vende igen. Men det kan det, og det gør det.

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har demonstreret sin egen sandhed med en video på TikTok, hvor han morer sig med at svine medarbejderne i DR til. ”De koster samfundet milliarder af kroner. De misinformerer og manipulerer og skaber frygt. Og mange af dem laver sikkert ikke noget.” Han taler, siger han, selvfølgelig om ”de røde lejesvende i Danmarks Radio”.

Det er – sjovt nok – faldet temmelig mange af medarbejderne for brystet.

Værten i DR’s mediemagasin Tabloid, Marie Louise Toksvig, havde inviteret en kommunikationsmedarbejder fra Liberal Alliance i studiet, nok fordi Vanopslagh ikke kunne afse tid, og han slog videoen hen som ”for sjov”.

Toksvig brød sig ikke om at blive omtalt som rød lejesvend og svarede med et citat, hun havde hørt i sin søns børnehave: ”Hvis det er nødvendigt at sige ’det er bare for sjov’, så er det ikke sjovt.”

Bare for sjov

Det har hun ret i. Det har altid været bøllens forsvar, når han/hun blev taget i ondskabsfuldheder, at det bare var for sjov. Men det er faktisk ikke sjovt at blive svinet til. Slet ikke når dem, der sviner én til, har indflydelse på ens liv og arbejdsforhold.

Og det har folketingsmedlemmer. Det er Folketinget, der – efter licensen er nedlagt – vedtager DR’s budget, og Liberal Alliance lægger ikke skjul på, at de er ude med riven:

Til Politiken siger kulturordfører Katrine Daugaard: ”Vi skal snart forhandle medieaftale og public service-aftale. Og derfor er det ikke ligegyldigt, om man som folkevalgt politiker forholder sig til de her ting. Og slet ikke som kulturminister.”

Den første, der brugte udtrykket ”røde lejesvende” om medarbejderne i DR, var Venstremanden Jens Sønderup, der i 1968 blev dømt for ærekrænkelse.

I den forbindelse har hun været pennefører på tre spørgsmål til kulturministeren, som kommer i samråd 27. november. De handler alle sammen om DR’s påståede habilitetsproblemer. De er for venstreorienterede, imod Israel og ansætter folk ud fra identitetspolitiske synspunkter. Medunderskrivere er Danmarksdemokraterne, Kristeligt Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Katrine Daugaard blev i øvrigt i 2023 af Ekstra Bladet afsløret i at forsøge at hverve medlemmer til sin erhvervsklub for 3.000 kr. ved at lokke med indflydelse på politik. Det med indflydelse blev slettet, men hun driver stadig sin erhvervsklub, der lover møder med ”forrygende mænd” for kontingentet. En af dem er ifølge hendes Facebook-side DR’s generaldirektør Bjarne Corydon.

Jeg ved ikke, om Alex Vanopslagh er så ung, at han er uvidende om, at den første, der brugte udtrykket ”røde lejesvende” om medarbejderne i DR, var Venstremanden Jens Sønderup, der i 1968 blev dømt for ærekrænkelse.

Alt er ved det gamle

En af de krænkede, politisk medarbejder Ole Andreasen, blev i øvrigt senere EU-parlamentariker og medlem af Venstres hovedbestyrelse.

Det var i den forbindelse fornøjeligt at høre Anders Fogh Rasmussen i DR-programmet Svingdøren fortælle, at han, da han var statsminister, ikke kunne holde ud at høre de forfærdeligt venstreorienterede journalister i P1 Morgen på DR. Men nu om dage hører han det fremragende program hver morgen, sagde han.

Det var ikke til at høre, om han selv har erkendt, at det måske handler om, at det ikke nu om dage er ham, der står for skud. Måske mener han virkelig, at det er journalistikken, der har ændret sig.

For mit vedkommende kan jeg sige, at alt er ved det gamle. Jeg havde arbejdet nogle år som freelancer på Radioavisen og TV-Avisen, da jeg i 1973 skulle fastansættes. Dengang skulle alle ansættelser godkendes i Radiorådet – jeg skriver det i sandhedens tjeneste, selvom jeg nødig vil give Katrine Daugaard inspiration – og Fremskridtspartiets medlem af rådet anfægtede min ansættelse.

Der var ”sager” på mig, sagde han.

Heldigvis var et andet medlem kvikt nok til at få fat i personaleafdelingen og spørge til, hvad jeg havde gjort galt. ”Intet,” lød svaret. Jeg husker ikke Fremskridtsparti-mandens navn, men jeg husker hans svar: ”Nå, men jeg synes ikke, at hun skal ansættes alligevel.”

Det blev jeg nu.

Note: Jeg har bedt Bjarne Corydon om en kommentar til hans optræden i Katrine Daugaards erhvervsklub, men han er ikke vendt tilbage.