TYSKLAND // NYHEDSANALYSE – Krisen omkring Ukraine og den tyske holdning til den nye russiske gasledning i Østersøen kan blive den første store styrkeprøve, der viser, hvem der bestemmer den udenrigspolitik, der udgår fra Berlin.
Tysklands nye, grønne udenrigsminister Annalena Baerbock fik ikke mange minutter til at spidse blyanterne og indstille hæve-sænke-bordet på sit nye kontor i Auswärtiges Amt ved Werderscher Markt i Berlin-Mitte, da hun havde aflagt ministereden onsdag den 8. december.
Allerede samme aften fløj hun til Paris for næste formiddag at mødes med sin franske kollega Jean-Yves Le Drian. At den tysk-franske relation er EU’s vigtigste akse, gør Paris til et uomgængeligt første stop i enhver tysk udenrigsministers rejseaktivitet. Om eftermiddagen mødtes hun i Bruxelles med EU’s udenrigschef Josep Borrell og NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg.
Hun måtte først stå model til næsten 20 minutters offentlig belæring fra sin 66-årige polske kollega om Polens evige offerrolle og Tysklands og Ruslands historiske og stadig aktuelle skyld
Fredag den 10. var hun så i Warszawa, hvor hun straks blev mindet om den traumatiske årsag til, at Tysklands østlige nabo var valgt som tredje station på hendes ceremonielle lyn-odyssé. Byen var smykket med tyskfjendtlige plakater med billeder af den afgående kansler Angela Merkel, den nuværende forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og den for længst forhenværende kansler Adolf Hitler og krav om krigsskadeerstatninger.
På pressemødet efter samtalen med den polske udenrigsminister Zbigniew Rau fra det nationalkonservative regeringsparti PiS (”Lov og Retfærdighed”) måtte hun først stå model til næsten 20 minutters offentlig belæring fra sin 66-årige polske kollega om Polens evige offerrolle og Tysklands og Ruslands historiske og stadig aktuelle skyld.
Tak for de mange kloge tips
Den 25 år yngre tysker svarede efter to dage i embedet ret suverænt ved med knivskarp ironi smilende at takke polakken ”for de mange kloge tips” og derefter overdænge Polen med kærlighed, besværge det ”dybe venskab” mellem de to lande, fortælle om sine bedsteforældre, der indvandrede fra Polen for mere end 60 år siden og om sine følelser, da hun i 2004 stod sammen med forgængeren og partifællen Joschka Fischer på broen over floden Oder mellem Frankfurt og Słubice og bød Polen velkommen som nyt medlemsland i EU. ”Da Europa voksede sammen i hjertet,” som hun poetisk formulerede det.
Fra Warszawa gik turen via en kort mellemlanding i Berlin allerede samme weekend videre til G7-topmøde i Liverpool. Velkommen til Udenrigsministeriet, Annalena Baerbock!
En anden historisk skyldighed havde den nye minister Baerbock foreløbig fikset allerede på edsaflæggelsesdagen med et hurtigt tweet omkring aftensmadstid, hvor hun lovede ”ubrydelig solidaritet med Israel”.
Selv mere end trekvart århundrede efter nazismens endelige nederlag er der mange af den slags historisk betingede pligtritualer og besværgelser for en tysk udenrigsminister, og sådan vil det formentlig være i mange årtier fremover.
Grønne nøgleministerier
De Grønne, hvis historiske identitet ligger i miljø- og fredsbevægelsen, har sikret sig vigtige nøglepositioner, når det gælder indsatsen for mere bæredygtighed i Tyskland og i hele verden. Partiet har klart prioriteret økologiske nøgleministerier, da ministerposterne skulle fordeles, og har i kraft af valgresultatet fra september kunnet gøre det ud fra en helt anden styrkeposition, end da Gerhard Schröder i den rød-grønne koalition fra 1998 til 2005 fik cementeret rollefordelingen, hvor han selv og det socialdemokratiske SPD var kokken og den grønne juniorpartner var tjeneren, der fik lov at servere kokkens menu for befolkningen.
Metaforen ”kok og tjener” (”Koch und Kellner”) blev skabt af den daværende kanslerkandidat Gerhard Schröder, der allerede inden det forbundsdagsvalg, der bragte ham til magten i 1998, sagde, at ”I en rød-grøn konstellation, må det være klart, at den store er kok og den lille tjener”. Regeringsperioden 1998-2005 forløb da også strengt efter denne rollefordeling.
En dråbe gul malurt i det grønne bæger var dog, at det for miljø og klima nok så vigtige trafikministerium gik til det markedsliberale FDP
I Tysklands nye rød-grøn-gule trepartiregering har vicekansler Robert Habeck fået Økonomi- og erhvervsministeriet, som ved samme lejlighed er blevet Klimaministerium. Den tidligere grønne partiformand, sydtyskeren med de tyrkiske rødder Cem Özdemir, blev landbrugs- og fødevareminister, og østtyskeren Steffi Lemke fik miljøministeriet. Samtidig fik Annalena Baerbock som udenrigsminister ansvaret for Tysklands deltagelse i COP-møder og andre dele af den internationale klimapolitik. De Grønnes ressortvalg har med andre ord en udtalt grøn profil.
En dråbe gul malurt i det grønne bæger var dog, at det for miljø og klima nok så vigtige trafikministerium gik til det markedsliberale FDP. Men sådan er det i politik. Man kan ikke få alt.
Annalena Baerbock var kanslerkandidaten under den langstrakte tyske valgkamp i 2021, men i dag er snarere vicekansler Robert Habeck partiets mest centrale og magtfulde figur.
De Grønne var ved denne regeringsdannelse stærke nok til at sikre sig to af regeringens absolutte topministerier – ét til Habeck og ét til Baerbock. At det altid er risikabelt for en lille eller mellemstor koalitionspartner at vælge Udenrigsministeriet i en regering, er der talrige eksempler på i verdenshistorien. Udenrigsministre har det med at tilbringe megen tid udenrigs – eller i hvert fald med fokus på andet end det hjemlige politiske spil.
Det i Danmark nok mest tydelige eksempel er SF’s Villy Søvndal, der op igennem nullerne var en markant – nogle ville sige karismatisk – partiformand. Han skabte dengang hype om det før så støvede folkesocialistparti og gjorde det regeringsdueligt i en grad, så det i perioder i meningsmålinger – helt uhørt – lå over Socialdemokratiet. Da han i Det Sorte Tårn i 2011 valgte Udenrigsministeriet, gled han praktisk talt ud af dansk politik, gik snart efter af som partiformand og huskes i dag først og fremmest som ”a great bewonder of American culture”. Nogen markant minister blev han aldrig.
Kok og tjener
At nogle i det tyske socialdemokrati fortsat anser SPD for kokken og De Grønne som tjeneren, må være blevet klart for Annalena Baerbock allerede på den ellers festlige edsaflæggelsesdag, da SPD-gruppeformand Rolf Mützenich, som sit partis parlamentariske leder, erklærede, at udenrigspolitikken i Scholz-regeringen styres ”især fra Kanzleramt” – altså fra kanslerembedet, det tyske ”statsministerium”.
Annalena Baerbock behøver nu ikke at blive en ren Søvndal. Hun har et noget større apparat at støtte sig til end en dansk udenrigsminister. Til at hjælpe sig har hun hele tre såkaldte ”Staatsminister” (viceministre, ikke at forveksle med den skandinaviske betegnelse “statsminister” for en regeringschef), der alle er politisk udpegede, erfarne partifæller med lang parlamentarisk erfaring og ekspertise inden for freds-, nedrustnings- og sikkerhedspolitik. De Grønne har altså kastet solide partipolitiske ankre i Tysklands udenrigsministerium
I den første januaruge brød Annalena Baerbock op til sit første møde med USA’s udenrigsminister Antony Blinken.
Inden afrejsen understregede hun, at styrken af båndene mellem Europa og USA ”ikke måles i tanks og raketter”, men i ”forsvaret for grundlæggende folkeretlige normer”. Iagttagere har hæftet sig ved de grønne nuancer i disse formuleringer, men også ved, at Annalena Baerbock ikke gentog dem, da hun udtalte sig offentligt i Washington, hvor man givetvis også har talt om andet end respekten for folkeretten – konfronteret med 100.000 russiske soldater opmarcheret ved den ukrainske grænse.
Den russiske gasledning Nord Stream 2, der i Danmark har skabt debat på grund af linjeføringen omkring Bornholm, spiller en central rolle. Annalena Baerbock og De Grønne har hidtil tordnet mod gasledningen. Dels for at holde den menneskeretlige fane højt i lyset af præsident Vladimir Putins autoritære ledelse af Rusland og hans brud på folkeretten over for eksempel Ukraine, dels fordi De Grønne med god ret ikke ser naturgas som en bæredygtig energikilde.
Udviklingen ved den russisk-ukrainske grænse bliver den første store belastningsprøve, der kan vise os, hvem der er kokken, og hvem der er tjeneren i tysk udenrigspolitik
Med det tyske farvel til atomkraft, der efter planen afsluttes i 2022 med lukningen af de allersidste reaktorer, har Tyskland gjort sig bekymrende afhængigt af naturgas – herunder den russiske. I regeringsgrundlaget fra efteråret står kompromisset, at ”Naturgas kan forsvares i en overgangsperiode”. Men spørgsmålet er, om russisk gas i tyske ledninger kan forsvares, hvis Rusland i endnu højere grad invaderer Ukraine, end det allerede er tilfældet.
USA’s præsident Joe Biden og hans udenrigsminister Antony Blinken mener det helt sikkert ikke. Annalena Baerbock ligeså, selv om hun lige nu ikke udtaler det så klart. Kansler Olaf Scholz har hidtil gemt sig bag formuleringer om, at Nord Stream 2 er en sag af privatøkonomisk karakter, hvilket er noget åbenlyst vrøvl, men altså var linjen under den gamle regering med kansler Merkel og finansminister Scholz i spidsen.
Udviklingen ved den russisk-ukrainske grænse bliver den første store belastningsprøve, der kan vise os, hvem der er kokken, og hvem der er tjeneren i tysk udenrigspolitik.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
