Holland

Valg i Holland: Kampen om uafgjort

i Politik & Samfund/Europa af
PARLAMENTSVALG I HOLLAND // BAGGRUND – Det er valgdag i Holland. Coronakrise, klimakrise, boligkrise, arbejdsmarkedskrise, krise i styrelsen af den offentlige sektor: der er nok at være uenig om i hollandsk politik lige for tiden. Men meningsmålingerne har været nærmest identiske i månedsvis. Det synes at være givet på forhånd at premierminister Mark Rutte, der som leder af det liberale parti (VVD) har stået i spidsen for hele tre på hinanden følgende regeringer gennem de sidste 10 år, kommer til at beholde sin stilling. Det er første gang i nyere tid, at et valg i Holland, der traditionelt er et koalitionsland med mange partier, har så meget fokus på én person. Det ligner snarere et præsidentvalg med kun én kandidat.

AMSTERDAM – Ligesom premierminister Mark Rutte synes at være til stede overalt, er der også kun ét tema, der brænder igennem: corona. Og selvom befolkningen retter skarp kritik mod regeringens håndtering af coronakrisen, preller denne af på Rutte, der efter 10 år som regeringsleder med øgenavnet Teflon Mark står til at få en kæmpe vælgerbonus.

Han hævder selv at være stolt af at være ”uden fremtidsvisioner”, da visioner blot ”stiller sig i vejen for at få udrettet noget her og nu”

VVD står i forskellige meningsmålinger til at få 36-40 mandater, dobbelt så meget som det næststørste parti. Som statsmand og upartisk crisis manager i stedet for ordinær partileder formår han at hæve sig selv over resten af feltet. Ruttes politik præges af pragmatisme og manager-logik. Han hævder selv at være stolt af at være ”uden fremtidsvisioner”, da visioner blot ”stiller sig i vejen for at få udrettet noget her og nu”.

Intet brænder igennem

Det har gjort det svært for oppositionen at tegne tydelige ideologiske skillelinjer, og dermed at vise vælgerne, hvad de står for. Og det er ikke så sært: Holland er hårdt ramt af corona. Min indtil for et år siden meget livlige gade midt i centrum af Amsterdam ligger øde hen.

Udover den karakteristiske lyd af sporvognen hvert femte minut og pizzabude på scooter, er der om aftenen musestille, når hollænderne holder sig inden døre efter spærretid kl. 21. Om dagen kan man gå tur langs kanaler med lukkede butikker og i stigende grad skilte med ‘til leje’ eller ‘til salg’ i vinduet.

Alt dette svarer meget godt til energien i valgkampen: intet brænder igennem. Valgkampagnen har kun varet ganske kort tid, fordi pandemien har domineret nyhederne, og da den endelig kom i gang for et par uger siden, handlede det mest om corona.

Der synes at være indgået en stiltiende pagt mellem regeringspartierne om, at de ikke vil gå til angreb på håndteringen af coronakrisen

Store partilederrunder har der kun været få af, ikke kun som følge af corona-restriktioner men også fordi rekordmange partier stiller op i år. Der er hele 37 partier at vælge imellem, hvilket er det største antal siden 2. verdenskrig. Medierne har i stedet valgt at sende en række dueller mellem partiledere.

Det har bl.a. resulteret i en overraskende mildhed i kampagnen. Duellerne har været indholdstunge og ikke lige så hårde i retorikken som de plejer. Der synes at være indgået en stiltiende pagt mellem regeringspartierne om, at de ikke vil gå til angreb på håndteringen af coronakrisen.

Generelt set bliver de små partier også behandlet venligt i debatterne. De kan nemlig med kun et par mandater gøre udfaldet, når der efter valget skal sammensættes en ny regeringskoalition på 76 ud af parlamentets 150 mandater. Sammen med de minimale forskelle i partiprogrammerne på venstrefløjen, kan det være svært at se forskel.

Debatterne på venstrefløjen handler derfor snarere om iøjnefaldende prøveballoner og lokkemad til vælgerne end store ideologiske forskelle. For eksempel foreslår det grønne parti Groen Links at give alle unge 10.000 euro på deres 18-års fødselsdag, primært til uddannelse. Og VVD vil gerne bygge fem til ti atomkraftværker for at fremme udfasningen af kul og gas.

Jeg taler med min nabo, 32-årige Esmé Cartens.

“Jeg er så træt af de evige debatter mellem Rutte og Wilders,” siger hun. ”Også med de andre mandlige partiledere bliver det oftest en hanekamp. Som vælger får jeg meget mere ud af at lytte til en debat mellem partiledere, hvor der er uenighed om, hvordan fremtiden i Holland skal se ud. Meget mere end to mænd i en hanekamp, der kun ser tilbage på politiske fejl og ikke fremad.”

hOLLAND
‘Holland tilhører os igen’ står der på denne valgplakat med en halv Geert Wilders. Foto: www.pvv.nl

Hun hæfter sig ved, at man i år for første gang ser partier, der går til valg på identitetspolitiske mærkesager. “Det er meget vigtigt for mig, men jeg kan godt se, at det af mange betragtes som en ‘storbyhobby’ at bekymre sig om institutionel racisme og MeToo.”

For unge, progressive vælgere i hovedstaden er det nok mere universelle værdier, der afgør deres valg, end detaljerne i et partiprogram.

Esmé tilføjer: “I et politisk landskab med så mange partier, der ofte ligger tæt på hinanden rent politisk, er det ekstra vigtigt for mig, hvilken person jeg stemmer på. Jeg vakler fortsat mellem fire-fem partier på venstrefløjen, men en ting er dog sikkert: jeg stemmer på en kvinde.”

Den kaotiske højrefløj

På højrefløjen er det anderledes kaotisk. Her fører to meget forskellige partier en bitter strid om vælgernes gunst. Den pseudo-intellektuelle leder af det lille parti Forum for Demokrati, Thierry Baudet, koketterer med italiensk operamusik og citater på latin i sine taler, men samtidig er han flittig låner af politiske strategier fra sit anti-elitære forbillede, Donald Trump.

Ifølge Baudet er corona ikke mere end en slem forkølelse,som under krisen bliver brugt af de etablerede partier og medier til at føre befolkningen bag lyset. Grundet coronakrisen kan hollændere over 70 år i år brevstemme. Uden at kunne fremlægge bevis for det, hævder Baudet, at der bliver begået valgfusk med disse brevstemmer. Efter gentagne skandaler i løbet af efteråret omkring antisemitisme og racisme i partiet, har partiet dog tabt pusten i meningsmålingerne.

Det er en proteststemme, en reaktion mod den etablerede orden i storbyerne

På samme fløj befinder sig Geert Wilders’ PVV (Partij voor de Vrijheid, eller Frihedspartiet), der med en blanding af socialdemokratisk velfærdspolitik og benhård anti-immigrationsretorik er på vej til igen at blive landets næststørste parti. Mark Ruttes VVD har dog på forhånd udelukket at danne regering med hverken PVV eller Forum for Demokrati, hvilket sætter den nationalkonservative højrefløj uden for indflydelse.

Hvad gør, at Geert Wilders PVV, på trods af næsten 10 år på sidelinjen af hollandsk politik, fortsat står til at beholde pladsen som Hollands næststørste parti? Jeg spørger 56-årige Aad van den Berg, som indtil for nylig var bosat i provinsen Limburg i det sydlige Holland, en PVV-højborg og Wilders’ hjemstavn.

“Det er en proteststemme, en reaktion mod den etablerede orden i storbyerne,” siger han. Efter den tunge industri er forsvundet fra landområderne som Limburg, er forskellene mellem land og by vokset. Det er fortsat et problem.”

En markant person i dagens hollandske parlamentsvalg er Sigrid Kaag fra partiet D66. Siden 2017 har hun været minister for udenrigshandel og udviklingssamarbejde og ses her i 2018 sammen med Myanmars daværende leder, Aung San Suu Kyi. Foto: Ministerie van Buitenlandse Zaken

Aad har stemt på det højreliberale VVD i hele sit liv, men vælger nu for første gang det progressive midterparti D66, eller Democraten 66.

“Jeg synes, at Rutte kører alt for meget på autopilot efterhånden. De sidste års skandaler i den offentlige sektor og andre politiske fejltrin gør, at jeg ikke længere stoler på ham. Man snakker selv om en fjerde eller endda femte regering med ham i spidsen, men jeg synes, der er brug for et frisk pust og nye vinde i hollandsk politik. Det eneste alternativ til premierministerposten er i mine øjne D66’ leder Sigrid Kaag, som har en succesrig karriere i FN bag sig. Hun er den eneste i feltet, der kan repræsentere Holland i EU og globalt.”

Afgjort på forhånd

D66 står til fremgang med vigtige mærkesager som klima og bæredygtighed, uddannelse samt krisen på det hollandske boligmarked.

Selvom meningsmålingerne har været nogenlunde stabile, tegner det som sagt godt for det største regeringsparti VVD. Selv om VVD har tabt et par mandater i de sidste dages meningsmålinger, er der langt ned til andenpladsen, der formodes at gå til Wilders’ PVV, D66 eller kristendemokraternes CDA.

Dermed tegner der sig noget ret unikt i denne uforudsigelige krisetid og ved Europas første ‘coronavalg’: Et parlamentsvalg, som synes afgjort på forhånd

Det spår til gengæld om en bred koalition henover midten, hvor man skal kigge langt efter markant politik. Og dermed tegner der sig noget ret unikt i denne uforudsigelige krisetid og ved Europas første ‘coronavalg’: Et parlamentsvalg, som synes afgjort på forhånd

Selvom mange vælgere dagen før valget ikke havde bestemt sig endnu, virker det uundgåeligt, at Ruttes VVD får mandat til at danne regering. Og da Rutte allerede har udelukket at danne regering med Forum for Demokrati eller PVV, ser det ud til, at de mere ekstreme kræfter i hollandsk politik igen forbliver udenfor reel indflydelse.

Det spår til gengæld om en bred koalition henover midten, hvor man skal kigge langt efter markant politik. Og dermed tegner der sig noget ret unikt i denne uforudsigelige krisetid og ved Europas første ‘coronavalg’: Et parlamentsvalg, som synes afgjort på forhånd.


LÆS FLERE ARTIKLER AF ELINE VAN SCHAIK HER


Topfoto: Der er stor sandsynlighed for, at Mark Rutte kommer fra dagens parlamentsvalg med mandat til endnu en periode som premierminister. Foto: Arno Mikkor via Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Eline van Schaik har en bachelor i politisk teori fra University of Amsterdam og en master i statskundskab fra Leiden universitet i Holland med speciale i sikkerhedspolitik og nedrustning. Hun er født og opvokset i Holland, og har senere lavet afstikkere til blandt andet Paris, Washington DC og København. For nogle år siden vendte hun hjem til Amsterdam og arbejder nu i det hollandske Forsvarsministerium.

Seneste artikler om Politik & Samfund