BØGER // ANMELDELSE – Karl Ove Knausgårds nye essaysamling, Kødets ingeniører, er lidt retningsløs, men det er alligevel ufatteligt spændende at høre den litterære superstjerne udfolde sig om verdens bedste roman, teknologiske genopstandelsesdebatter i 1800-tallets Rusland og om øjeblikkets altafgørende betydning.
Karl Ove Knausgård er Norges nok største nulevende forfatter. Han er en litterær superstjerne og en ganske produktiv én af slagsen. I en alder af 56 år har han udgivet mere end 20 bøger og siden 2009 er han mindst udkommet med én bog – ofte to – om året.
Det er tredje gang, han udgiver en essaysamling. Den første, Sjælens Amerika, udkom i 2014, den anden, I kyklopernes land, i 2020, og nu er også Kødets ingeniører oversat til dansk, en samling af essays, der tidligere har været bragt i aviser eller tidsskrifter samt forelæsninger og taler, der er skrevet mellem 2018 og 2024.
Emnerne spænder vidt i hans nye bog: Fra litterære essays om Gustave Flaubert og Tarjei Vesaas til 1800-tallets russiske idédebatter om, hvorvidt man ville kunne eliminere døden fra jorden gennem en teknologisk opstandelse, over den svenske kunstner Mamma Anderssons maleri af et træ til et over hundrede sider langt rejseessay fra Rusland, der borer sig ned i den mystiske russiske folkesjæl.
Knausgård og troen på det evige liv
I titelessayet ”Kødets Ingeniører” undersøger Knausgård troen på det evige liv i både et kulturhistorisk og aktuelt perspektiv. Gennem hele menneskehedens historie har flertallet af menneskene i de store civilisationer troet på en form for evighed, og man har i samtlige kulturer, til alle tider, spekuleret over, hvordan man kunne gennembryde ’muren ind til evigheden’.
Den norske litterære stjerne interesserer sig grundlæggende for de helt store spørgsmål. Om livet, døden, endeligheden og uendeligheden, og særligt hvordan, der opstår nye forståelsesrum
Det skete for de kristne, da Gud trådte ind i verden og blev menneske, men siden da har meget ændret sig. Troen på, at der findes både noget både dennesidigt og noget hinsidigt, har aldrig været så lille som i dag. Engang troede alle på Gud, og da så de også Gud allevegne, men i dag, hvor de fleste bare tror på materie, ser de fleste også materie alle vegne.
Knausgård skriver spændende om en russisk genopstandelsesdebat mellem sjælsidealister og kropsmaterialister i 1800-tallets Rusland. Dostojevskij repræsenterer den første position, mens blandt andet raketforskeren, videnskabsmanden og filosoffen Konstantin Tsiolkóvskij repræsenterer den anden. Sidstnævnte mente, at alt i universet er levende, men på en rent mekanisk måde. Han troede på et organiseret, naturligt skabt, kosmisk fornuftssytem, hvor endeligheden ikke eksisterede.
Endnu mere radikal var den autodidakte, religiøse filosof Nikolaj Fjodorovitj Fjodorov, der grundlagde den russiske kosmisme. Hans ide var, at alle i verden sammen skulle kæmpe for ét mål: At genoplive alt liv, der nogensinde har eksisteret. Og hvordan skulle man så forhindre overbefolkning, tænker du nok? Og det har han løsningen på: Man koloniserer bare verdensrummet.
Både Tolstoj og Dostojevskij interesserede sig for Fjodorovs tanker, særligt sidstnævnte, og de gik begge til forelæsninger om hans filosofi. Som kristen ortodoks troede Dostojevskij på det evige liv efter døden. Fjodorovs troede også på et efterliv, men på en noget anderledes vis.
Han troede på en teknologisk opstandelse, og at det en dag ville blive muligt at totaleliminere døden fra verden ved at genopvække alle mennesker, der nogensinde har levet. Ikke som et metafysisk håb, men helt konkret. Han ville tage evolutionen i egen hånd og opnå kontrol over kosmos. Ja, det åndelige klima i Rusland har alle dage været særpræget.
Når essayet hedder ”Kødets ingeniører” er det ikke fordi, Knausgård bare interesserer sig for kød og materie. Tværtimod vil han dybt ind under overfladen, der hvor der skabes verden igennem møder mellem forskellige brudflader.
Verdens bedste roman
Den norske litterære stjerne interesserer sig grundlæggende for de helt store spørgsmål. Om livet, døden, endeligheden og uendeligheden, og særligt hvordan, der opstår nye forståelsesrum.
Når han erklærer Gustave Flauberts roman Madame Bovary for den bedste roman nogensinde skrevet, handler det ikke om, at hans karakterer er helt fantastisk spændende (de er i virkeligheden enormt trivielle), ligesom det ikke handler om perfekte intriger eller dygtigt malede stedsbeskrivelser alene. Det handler om, skriver han, alt den betydning, der skabes mellem disse brudflader.
Det er en fornøjelse at læse forfatteren skrive om litteratur. Han skriver om Tarjei Vesaas eminente Fuglene, som ifølge Knausgård ville være blevet regnet blandt de helt store klassikere fra det 20. århundrede, hvis den ikke var skrevet på norsk.
I romanen bor Mattis, der også bliver kaldt for tusten, den tossede, hos sin søster Hege. Han er det, man ville kalde en sinke, i hvert fald perciperer han anderledes end andre. Han forstår fuglesprog og opfatter sneppetrækkende over hans tag, som jærtegn, der bringer kæmpe betydning med sig. Fuglene taler til ham, og han forstår. Det er magisk for Mattis, og det er magisk for os.
At bøger kan ændre betydning over tid, kender vi nok alle. Man kan læse et værk med andre øjne og fornyet energi. Man kan være blevet en anden. I hvert fald en anden læser, fordi ens horisont har fornyet eller forandret sig. Sådan havde Knausgård det for eksempel med Inger Christensens Alfabet. Det samme værk kan åbne vidt forskellige horisonter inden i det samme menneske.
Hellere Hamsun end Kundera
Og så kredser han om øjeblikket. Han kan bedre lide Hamsun end Kundera, for Hamsun skriver om det konkrete, det levende og virkeligheden, hvorimod Kundera skriver på afstand, som en postmodernist, mener han. Det betyder, at Hamsun maler øjeblikke – øjeblikke af den karakter, der nærmer sig en sådan betydning, Søren Kierkegaard skrev om i ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen”, som Knausgård før – senest i Morgenstjernen – har skrevet om i sit forfatterskab.
Knausgård får os til at reflektere over øjeblikket betydning og kunstens værdi
At Knausgård vil have sin læser til at vælge virkeligheden, øjeblikket og løfte blikket er helt tydeligt, og selvom han ikke kalder sig selv kristen, virker det helt entydigt til, at han resonerer med Kierkegaards tanke om, at øjeblikket hænger sammen med Gudsriget.
I essayet ”Træer og heste i det tabte paradis” skriver han om den svenske kunstner Mamma Andersson og hendes maleri af en træstamme. Han funderer en udstilling, han var på, og hvordan folk bøjede sig ned og nærstuderede detaljerne på et træ på en sådan måde, de aldrig havde gjort, hvis det havde været et ægte træ, der stod i Central Park.
Han bruger oplevelsen som afsæt for at tale om kunst, perceptionen og kommunikation. For i kunsten er træet ikke et træ, det er et sprog, der kommunikerer noget mere og andet end det er ren volumen på en flade.
Knausgård i Rusland
Det suverænt længste essay i samlingen, der skiller sig markant ud fra de andre i både form og indhold, er en rejseberetning fra Rusland i oktober 2017 – hundredeåret for revolutionen – hvor Knausgård er rejst til Moder Rusland for at skrive om og dokumentere – til New York Times – fra dét land, hvis vilde ånd, altid har draget ham.
Det er særligt medrivende at læse om forfatterens samtaler med almindelige mennesker i Rusland, der på en ene side siger, at de ikke interesserer sig for politik, men på den anden side elsker Putin.
De kalder deres præsident for en sand ortodoks, hvilket giver gode point i sig selv. Ruslandsessayet adskiller sig fra de andre ved at være mere forankret i mulden og materiens verden, mens de fleste andre essays flyver højere, når Knausgård fabulerer frit over litteratur, kunst, mening og ånd.
Som essaysamling fremstår Kødets ingeniører som lidt af en rodebutik, idet der ikke er nogen fælles, overoverordnet ide for samlingen. Tankerne spænder vidt, de litterære former er blandende, men alligevel gør det ikke noget.
For Knausgård får os til at reflektere over øjeblikket betydning og kunstens værdi, og vigtigst af alt bringer han os et stykke virkelighedserfaring om ånden og kødet og i særdeles alt dét, der bor derimellem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og