MELLEMØSTEN // BOGANMELDELSE – Dan Rabinowitz har begået en bog, The Power of Deserts, om den globale klimakrise og hvilke konsekvenser den vil få i Mellemøsten. Det er dybt bekymrende læsning, men giver samtidig håb for vores fælles fremtid, for det er ifølge Rabinowitz’ bog netop i Mellemøsten, at løsningen for at sikre klimaet fremover ligger. Lige der, hvor olien kommer fra. Den er nemlig en af årsagerne til vores nuværende klimakrise og der ligger nøglen til en bedre fremtid. Hvis regionens magthavere vel at mærke er fremadskuende. Meget tyder på, at flere af dem er det og det er positivt for miljøet.
Første halvdel af Rabinowitz’ bog er særdeles skræmmende læsning om de kommende konsekvenser af vores nuværende energiforbrug. Hvis dette forbrug fortsætter uændret, vil temperaturgrænserne for, hvad der er menneskeligt muligt at leve i, være nået i 2060.
Allerede i 2050 menes golfstaterne at have temperaturer, der er 4,2 grader højere end i dag. Det vil med andre ord være umuligt for mennesker at bo flere steder i Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og Iran.
Hede-stress for både mennesker og miljø
I bogen introducerer Rabinowitz tillige læseren for et nyt begreb ”hede-stress”, som berører både mennesker og miljø. For menneskers vedkommende betyder hede-stress, at det ganske enkelt er både fysisk og psykisk stressende at opholde sig i så høje temperaturer. For miljøet betyder hede-stress manglende afgrøder, formindskede vand-ressourcer nogle steder og oversvømmelser andre steder, forhøjet vandstand ved kystbyerne, og endelig en forøgelse af storme og sygdomme og udbredelsen af flere insekter i større byer.
Klimaændringerne vil tillige have forskelligt udfald for henholdsvis nord og syd i regionen. I den nordlige del af regionen vil der være manglende regn og stigende regn i syd. Eftersom størstedelen af regionens landbrugsproduktion ligger i den nordlige del, er det imidlertid dybt problematisk med den manglende regn, eftersom det vil påvirke fødevareproduktionen voldsomt.
Med de nuværende beregninger er Saudi-Arabien allerede i 2030 i risiko for at kæmpe med både vandmangel og underernæring
Med temperaturstigningerne vil selve sommerperioden tillige blive forlænget yderligere, hvilket vil påvirke livsbetingelserne for får, geder og kameler, alle dyr som ellers er vant til at leve under høje temperaturer men er afhængige af, at der tillige falder regn i perioder.
En reduktion af regnmængden i sommermånederne kombineret med stigende temperaturer og ekstrem varme vil medføre et miljø, som er særdeles uegnet at leve i for mennesker.
Risiko for vandmangel og underernæring i Saudi-Arabien om 8 år
Rabinowitz anfører, at med de nuværende beregninger er Saudi-Arabien allerede i 2030 i risiko for at kæmpe med både vandmangel og underernæring. Et scenarie, det er svært at forestille sig på nuværende tidspunkt i et af regionens rigeste lande. Men det er imidlertid et scenarie, der om blot otte år kan blive en realitet, hvis ikke der sker øjeblikkelige ændringer.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor så store menneskestrømme vil skulle migrere til, hvis hele regionen lider under samme klimatiske forhold, forhøjede temperaturer, tørke og manglende fødevareproduktion?
Hvor man i Saudi-Arabien vil skulle forholde sig til vandmangel, har man i De Forenede Arabiske Emirater problemet med stigende vandstand og flere storme og intensiteten af urban heat islands. Sidstnævnte er et menneskeskabt fænomen, hvor temperaturen er højere inde i byerne end ude i de omkringliggende landområder. Oftest vil temperaturen i disse byområder være højere om natten end om dagen. Og det giver anledning til reel bekymring. For hvis de nuværende beregninger holder, er Emiraterne i fare for at miste 5000 kvm land inden år 2100. Det svarer til 6% af landets samlede areal. Stigende vandstand i havet vil kunne påvirke 85 pct. af landets befolkning og vil potentielt kunne påvirke 90 pct. af landets infrastruktur.
Kimen til Syriens borgerkrig lå i tørke og fødevare-mangel
Selv før Syrien brød sammen i borgerkrig i 2011, havde landet allerede fra 2008 lidt af akut fødevaremangel. Over 3 millioner mennesker var i akut fødevaremangel på grund af tørke og dermed manglende fødevareproduktion i 2008.
Rabinowitz lægger i sin bog op til, at kimen til Syriens borgerkrig fra 2011 allerede var lagt flere år forinden med tørke, manglende fødevareproduktion, katastrofal mangelfuld kontrol med tørlagte dæmninger og vandreservoirs, ødelagte vandforsyninger, der med et korrupt og autokratisk styre, alt sammen blandet med etniske og religiøse spændinger blev til en særdeles giftig og farlig cocktail, der tre år senere – i 2011 – endte i landets altødelæggende borgerkrig.
Mønstret fra Syrien skal ikke ses som et enestående eksempel på, hvordan et land kan gå fra en tørkeramt situation til borgerkrig. Tværtimod påpeger FN, at dette kan ske i et hvilket som helst land, der er sårbart overfor klimapåvirkninger, og hvor der i forvejen findes politiske, etniske, religiøse spændinger. Hvis man kigger på de forskellige lande i regionen, vil man konstatere, at et nyt Syrien-scenarie vil kunne indfinde sig i rigtig mange af regionens lande.
Sol er der som bekendt rigeligt af i netop Mellemøsten. Og ved hjælp af solens energi, vil man ved udvundet solenergi kunne levere vedvarende energi til ikke bare hele regionen, men til hele jorden
Den mangeårige krig og krise i Darfur, Sudan, er netop et klassisk eksempel på dette. Tørke og vandmangel, manglende fødevareproduktion kombineret med etniske spændinger er alle delkomponenter til en konflikt.
POV har tidligere bragt emnet op, herunder hvorledes adgangen til naturressourcer til hver en tid kan indsættes i en konfliktfyldt kontekst. Jeg har tidligere beskrevet, hvorledes islamistiske organisationer nemt kan lukrere på manglende adgang til naturressourcer. Enhver latent etnisk, religiøs eller politisk konflikt kan meget belejligt anvendes til egne politiske interesser og sættes ind i en kontekst med manglende naturressourcer.
Med så store påvirkninger af fødevareproduktion, vandmangel, oversvømmelser, forsvindende landmasser vil den naturlige følge være massemigration i området. Spørgsmålet er imidlertid, hvor så store menneskestrømme vil skulle migrere til, hvis hele regionen lider under samme klimatiske forhold, forhøjede temperaturer, tørke og manglende fødevareproduktion?
Kan 200 arabere redde verdenen med solenergi?
Dette er Rabinowitz’ spørgsmål i bogens sidste kapitel. Meget tyder på, at ja, det kan lige præcis de knap 200 mænd, der sidder på magten i Golfstaterne. Det kan de især, hvis de er opsatte på at sikre status quo. Og det kan de have mange gode grunde, til at ville sikre. For ingen af dem har råd til eksempelvis at miste 5000 kvadratkilometer land, eller lide under vand- og fødevaremangel. Og ingen af dem har interesse i overhovedet at lægge egen baghave til etniske, religiøse eller politiske konflikter som følge heraf.
Som Rabinowitz fremfører i sin bog, kan disse magthavere netop sikre sig den fortsatte magt ved at være miljøbevidste. For ved at skifte olien ud med vedvarende energi, sikrer de sig samtidig stabilitet i deres region
Der er med andre ord rigtigt meget på spil for disse magthavere, vel at mærke ikke ude i en fjern, ikke nærmere definerbar fremtid, men inden for den nærmeste årrække. Dermed bliver også deres eget, aktuelle herredømme udsat for en reel risiko for fødevaremangel, vandmangel, politisk uro og konflikter i regionen.
Kunsten at redde verdenen og beholde magten kan tilsyneladende ske ved hjælp af solenergi. Sol er der som bekendt rigeligt af i netop i Mellemøsten. Og ved hjælp af netop solens energi, vil man kunne levere vedvarende energi til ikke bare hele regionen, men til hele jorden.
Og noget tyder på, at hvis disse magthavere kan se lyset i at investere i vedvarende energi, er der håb forude for jordens klima. For der er rigtigt gode penge i vedvarende energi. Som forretningskoncept er det bestemt interessant, at omsætningen indenfor vedvarende energi i perioden 2011-2019 steg til 2.18 billioner US dollars.
Det er altså summer, der for mennesker i oliebranchen virker genkendelige. Med andre ord, hvis der er lige så gode penge i vedvarende energi, som der er i den nu snart aldrende oliebranche, så er det i sig selv et incitament til at investere i den branche og specifikt i solpaneler og vedvarende energi.
Det er en bog, der ikke kun er dybt beskæmmende i sin beskrivelse af et kommende fremtidsscenarie, men giver anledning til optimisme og håb for en bedre fremtid
Fordi der fra en økonomisk vinkel er penge at hente i vedvarende energi, er Rabinowitz’ teori ikke bare strøtanker fra en superoptimistisk professor siddende i sit elfenbenstårn. Tværtimod virker teorien ganske realistisk af flere årsager: Golfstaterne har reelle miljømæssige katastrofer at forholde sig til indenfor allernærmeste fremtid. Olien som energikilde vil snart få en stærk konkurrent i vedvarende energi, som der er store økonomiske indtjeningsmuligheder i. Især hvis man kommer op af starthullerne snart. Det har golfstaterne al mulig grund til at ville.
Som Rabinowitz fremfører i sin bog, kan disse magthavere netop sikre sig den fortsatte magt ved at være miljøbevidste. For ved at skifte olien ud med vedvarende energi, sikrer de sig samtidig stabilitet i deres region.
Og i lige denne sammenhæng er stabilitet godt – for dermed mindskes risikoen for større etniske, politiske og religiøse konflikter. Hvis Rabinowitz’ scenarie holder stik – og det er ikke urealistisk – vil verdenen stå overfor et potentielt interessant fænomen, nemlig at en flok autokratiske olierige arabiske sheikher har været med til at bremse den globale miljøkrise, og fået sat vedvarende energi øverst på dagsordenen.
En bog fuld af overskud og en øjenåbner
Rabinowitz’ bog emmer af overskud og i let forståeligt sprog serverer han den ene perle efter den anden. Historier, der trækker tråde tilbage til vores fælles fortid og som en rød tråd fører os op til nutiden. Blandt andet om verdenens besættelse af salt, indtil køleskabet blev opfundet.
Rabinowitz forklarer på overbevisende vis, at hvis golfstaternes herskere kan se lyset i vedvarende energi, vil nutidens olie snart blive fortid som saltet før køleskabet indtrådte på verdensscenen. Rabinowitz giver tillige fine eksempler på den ulighed, der ligger i det eklatante overforbrug verdenens rigeste 10 pct. står bag; herunder at netop disse 10 pct. står bag 50 pct. af udstødningsgasser på verdensplan.
Det er en bog, der ikke kun er dybt beskæmmende i sin beskrivelse af et kommende fremtidsscenarie, men giver anledning til optimisme og håb for en bedre fremtid. Det er ikke en dårlig ting.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
