KLIMAKRISE // KOMMENTAR – I dag når Danmark sin Country Overshoot Day, hvor årets ressourcer er opbrugt. Det rejser spørgsmålet om klimakrisens ansvar. Løsningen ligger i at sætte bæredygtige grænser for vækst og forbrug, skriver Rasmus Mols.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 19. marts når Danmark sin Country Overshoot Day. Det er den dato, hvor vi – hvis alle på Jorden levede som os – ville have opbrugt årets ressourcer.
Konceptet er en effektiv illustration af global ulighed: Mens Danmark rammer sin overshoot-dag i marts, har Indonesien først sin i november.
Tallene afslører ikke kun forskelle i forbrug, men også en dybere strukturel skævhed: De lande, der historisk har udledt mest CO2 og drevet den industrielle vækst, er ofte dem, der når deres overshoot-dag tidligst, mens lande i det globale syd stadig bruger en brøkdel af de ressourcer, Vesten har haft adgang til i århundreder.
Det rejser spørgsmålet: Hvis alle lande skal reducere deres klimaaftryk, hvem bærer så det største ansvar?
Men brug af Overshoot Day-retorik kan også være vildledende og ende med at undergrave den grønne bevægelse. En central del af narrativet er, at vi mennesker forbruger ressourcer – såsom mad og energi – hurtigere, end naturen kan regenerere dem.
Det skaber en klimafortælling, hvor bevægelsens eksistensberettigelse synes at hvile på forestillingen om jordens knaphed. Kritikere, herunder fx Liberal Alliance, har dog påpeget, at jorden ikke ”løber tør” for ressourcer. Det er en relevant pointe. Vi opdager stadig nye ressourceforekomster – for eksempel gigantiske kilder af sjældne jordarter i Sverige – og nye oliefelter i Nordsøen.
Limits to Growth
Forestillingen om en nært forestående ressourceknaphed stammer fra en ældre miljødebat fra 1960’erne og 70’erne, hvor frygten for oliereservernes udtømning eller mangel på sjældne metaller dominerede. I Danmark indførte vi fx bilfrie søndage på grund af oliekrisen.
Internationalt spillede Limits to Growth-rapporten (1972), udgivet af Romklubben, en stor rolle i at cementere idéen om, at jordens begrænsninger umuliggjorde fortsat økonomisk vækst. Man kunne ikke få ubegrænset vækst på en begrænset planet, lød argumentet.
En anden vigtig bog i denne periode var The Population Bomb (1968) af biologen Paul Ehrlich, der advarede om, at verdens voksende befolkning ville føre til ressourceknaphed og hungersnød.
Bogen blev et hit i datidens grønne bevægelse, fordi den gav en dramatisk forklaring på samtidens miljøkatastrofer: Menneskets indtrængen i naturen var ikke blot ødelæggende – den ville uundgåeligt føre til kollaps.
Men ikke alle delte denne dystopiske vision. En af de skarpeste kritikere var økonom og business-professor Julian Simon, der argumenterede for, at menneskets største ressource ikke var olie, metaller eller land, men vores evne til innovation.
I The Ultimate Resource (1981) hævdede han, at vi altid ville finde nye løsninger – enten ved at opdage nye ressourcer eller ved at bruge eksisterende ressourcer mere effektivt. Som han påpegede: En smed i det 16. århundrede ville aldrig kigge på en klump sjældne mineraler og forestille sig en mikrochip.
For at teste deres synspunkter indgik Ehrlich og Simon et berømt væddemål i 1980: Simon udfordrede Ehrlich til at vælge en række råvarer, og hvis priserne steg over ti år, ville det indikere stigende knaphed. Hvis de faldt, ville det vise, at menneskelig innovation kunne overvinde begrænsninger. I 1990 viste det sig, at priserne på de udvalgte ressourcer var faldet – Ehrlich tabte væddemålet.
Vejen ud af klimakrisen: At vælge vores egne grænser
Væddemålet mellem Ehrlich og Simon viser os, at den grønne bevægelse skyder sig selv i foden, når den gør ressourcemangel til klimakrisens kerne – hvert nyt ressourcefund undergraver narrativet. Men betyder det, at klimaaktivister bør tage Julian Simons optimistiske tilgang til sig og stole på, at teknologiske fremskridt vil løse klimakrisen? Ikke nødvendigvis.
Den græske økologiske økonom Giorgos Kallis har argumenteret for, at vores miljøproblemer ikke skyldes ressourcemangel, men derimod en mangel på begrænsninger i vores forbrug. Jorden er rig – men det betyder ikke, at vi kan bruge dens ressourcer uden konsekvenser.
Problemet er ikke, at vi ”løber tør”, men at vi ophober eksternaliteter: CO2 i atmosfæren, plastik i havene, og et biodiversitetstab, vi ikke kan rulle tilbage.
Jorden sætter os ingen naturlige grænser for, hvordan vi forbruger – dem må vi selv sætte
Kallis er en af de mest markante stemmer i degrowth-bevægelsen, der hævder, at klimakrisen ikke kan løses ved blot at gøre vækst ”grønnere”. Tværtimod er det selve væksttænkningen, der er problemet. Historisk set har teknologiske fremskridt ofte ført til mere forbrug – ikke mindre.
Han argumenterer derfor for, at vi ikke skal vente på, at ressourcerne slipper op, men i stedet aktivt vælge at begrænse vores økonomi på en måde, der er retfærdig og bæredygtig.
Her bruger Kallis billedet af et klaver: Det er ikke antallet af tangenter, der skaber musikken, men snarere begrænsningen, der gør melodier mulige. Hvis klaveret havde uendelige tangenter, ville det være uoverskueligt og umuligt at spille på.
På samme måde kan bevidste begrænsninger i vores økonomi skabe et bedre samfund – ikke som en afsavnspolitik, men som en måde at finde nye veje til velstand.
Kunne vækst omfordeles i form af kortere arbejdsuger frem for øget produktion? Kunne vi fremme en reparationsøkonomi, hvor produkter repareres i stedet for at blive kasseret? Kunne vi byplanlægge, så biler bliver mindre nødvendige? Kort sagt: Hvordan kan vi gøre mere med mindre?
Frem for at tale vækst som noget kvantitativt, skal vi forstå det mere kvalitativt. At lade olien blive i jorden er ikke en indrømmelse af ressourceknaphed – det er en erkendelse af, at rigdom i sig selv kan være destruktiv, hvis den ikke forvaltes klogt og ansvarligt.
Jorden sætter os ingen naturlige grænser for, hvordan vi forbruger – dem må vi selv sætte.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
