KLIMAPOLITIK // KRONIK – “Hvis Vesten ikke får stoppet vores klimasvineri, så vil de hastigt voksende befolkninger andre steder på kloden hurtigt blive så presset af mangel på fødevarer og ændrede livsvilkår på grund af klimaforandringer, at globale spændinger vil øges”, skriver Pia Olsen Dyhr. Kun en politik, der formår at forene klimakampen med en social kamp for lighed og retfærdighed, kan flytte vores verden fremad.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I år oplevede Europa sin værste tørke i 500 år. Alene i juli oplevede EU en overdødelighed på 53.000 som følge af hedebølge. 53.000 menneskeliv. Lige nu er vi på vej mod en tre graders stigning i temperaturen. Bagtæppet for klimapolitikken er mere dystert end nogensinde før.
Alvorligheden er således ikke til at tage fejl af – vi er stadig på vej i den helt gale retning og i øget tempo: En temperaturstigning på 2,4 grader i slutningen af århundredet, lyder det seneste estimat. Paris-aftalens mål om at holde temperaturstigningerne på under 1,5 grader, ser sværere og sværere ud at nå – og det er katastrofalt.
Klimalederskab kræver langt større mod
Politisk er klimakampen nærmest blevet allemandseje, men det er vigtigt at holde sig for øje, hvem der blot halter efter – og hvem der laver de nye visioner, verden har brug for. Mange højrefløjspartier accepterer forskellige målsætninger, men viser ikke vejen til et klimaneutralt samfund. Der er brug for langt mere ambition og mod.
Den trygge vej gennem de utrygge tider, vi og vores klode befinder sig i, går i dag gennem de etablerede grønne partier. Når European Green Party (EGP) afholder sin kongres i København i disse dage (fra den 2.-4. december) er det netop denne vej, vi vil finde. Mellem en transformation af vores samfund i en grønnere retning – og samtidig en social bevidsthed, der får alle med. Mellem en anskuelse af klimapolitikken som benhård sikkerhedspolitik på makroniveau – og små-skala tiltag i husholdningerne på mikroniveau. Det er initiativer, der har mod og ambition til at ændre strukturelle forhold, der spærrer for en mere klimavenlig udvikling. Og det er muliggørelsen af lettere klimarigtige valg i hver eneste husholdning. Den trygge, grønne vej er den modige vej. Den kreative vej. Den ansvarlige vej.
Vi må og skal have etableret en kontrakt mellem rig og fattig, mellem ung og gammel og mellem alle verdens lande, forskellige som de er. Alle skal med på vognen
Det står klart for alle, at det især er den karbon-intensive super-elite i særligt vestlige lande, der står for en uforholdsmæssig stor del af udledningerne. Derfor er det også kun rimeligt, at det er dem, der betaler en ekstra pris for at bidrage til omstillingen. Det gælder både, når vi beder selskaber med overnormale profitter om at spytte lidt ekstra i kassen. Men det gælder også på politisk niveau, når vi kræver, at EU viser meget mere globalt klimalederskab. Det er ikke muligt at leve sådan, som de allerrigeste i verden lever – det holder kloden ikke til.
EU har derfor en historisk rolle og et ubestrideligt medansvar for, hvordan verden kommer igennem klimakrisen. Et af de helt store slagsmål handler om tab og skader – og global klimaretfærdighed. Dem, der er mindst skyldige i klimakrisen, rammes i dag ekstra hårdt. Pakistan bliver oversvømmet. Kenya rammes af tørke. Østater forsvinder fra jordens overflade.
At højudledningslande derfor skal kompensere de udsatte lande langt mere end i dag, er for mig soleklart. Derfor har vi i European Green Party også foreslået en helt ny ”Loss and Damage Finance Facility”, der skal sikre retfærdig kompensation fra det globale nord til det globale syd. De rige lande må simpelthen i gang med at sluge nogle kameler, hvis klimaet skal reddes.
Klima og retfærdighed hænger uløseligt sammen
Ud over at sikre den finansielle kompensation, er det også Europas opgave at være et udstillingsvindue for resten af verden. Vi skal vise, at grøn omstilling og social balance kan gå hånd i hånd. At den grønne omstilling ikke er et tab, men et gode, der kan skabe et bedre samfund. For dyr, for naturen og for mennesker. At den grønne omstilling kan være demokratisk funderet og dermed legitim – og kan udgøre et fælles, samlende projekt på tværs af aldre og kulturer.
Putins uprovokerede, ulovlige og brutale invasion af Ukraine og den efterfølgende energikrise er en kæmpe udfordring for den europæiske befolkning. Her skal vi finde de kloge, socialt afbalancerede svar – og vi skal forhindre, at mennesker går fra hus og hjem. Energifattigdom er allerede et udbredt problem i Europa – og Putin skal ikke have held til at så endnu mere splid imellem os.
Klimakampen og social retfærdighed er i mine øjne hinandens forudsætninger – ikke modsætninger. Vi må og skal have etableret en kontrakt mellem rig og fattig, mellem ung og gammel og mellem alle verdens lande, forskellige som de er. Alle skal med på vognen. Ingen skal efterlades. For med befolkningseksplosionen i visse dele af verden, fødevarekrise, en usikker sikkerhedspolitisk situation og ikke mindst klimakrisen, så må det stå klart, at udviklingen i én del af verden får enorm betydning for livsvilkårene et andet sted.
Hvis Vesten ikke får stoppet vores klimasvineri, så vil de hastigt voksende befolkninger andre steder på kloden hurtigt blive så presset af mangel på fødevarer og ændrede livsvilkår på grund af klimaforandringer, at globale spændinger vil øges. Vi må og skal derfor have skabt en reel global kontrakt. Kun en politik, der i sandhed formår at forene klimakampen med en social kamp for lighed og retfærdighed, kan flytte vores verden fremad.
Så hvad har det globale syds kamp for kompensation for tab og skader at gøre med den fattige, enlige mor i Europa, som efter Putins invasion har fået endnu sværere ved at få budgettet til at hænge sammen? Og som måske ikke længere har råd til at varme sit hjem op? Alt. Begge ting handler nemlig om kampen for retfærdighed. De minder os om, at klimakamp og social retfærdighed er to sider af samme mønt. De deler den grundlæggende idé, at det ikke er dem – ikke deres udsatte livsvilkår – der endnu engang skal betale prisen for de fås privilegerede livsførelse.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her