KLIMA // KOMMENTAR – Hvem har egentlig ansvaret for at redde klimaet? Skal initiativet og handlingen komme fra staten eller individet? Begge, mener forsker i teoretisk fysik Jesper Grimstrup, som her gør op med en forsimplet økonomisk tilgang til klimapolitik, der ignorerer risikoen for tipping points.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For kort tid siden udtalte økonomiprofessor Mogens Fosgerau til netmediet Klimamonitor, at det er noget vrøvl at mene, at alle CO2-reduktioner tæller. Ifølge Fosgerau er ideen om det individuelle ansvar en romantisk vildfarelse: Det eneste rigtige er at overlade klimapolitikken til staten og EU.
Den form for argumentation bliver ofte fremført, typisk af økonomer. Budskabet er, at den grønne omstilling bør gennemføres så billigt og effektivt som muligt ved at regulere CO2-udslippet gennem skatter og kvotesystemer.
Det individuelle initiativ spiller i bedste fald ingen rolle og i værste fald en negativ rolle, idet det blot vil fordyre omstillingen, som Fosgerau sammen med sin kollega Frikk Nesje skriver i Uniavisen.
Altså: Vi er forbrugere, og vi skal blot fortsætte med at forbruge og lade staten og økonomerne om at redde klimaet.
Men har økonomer som Fosgerau og Nesje ret? Er det rigtigt, at det individuelle initiativ i bedste fald er ligegyldigt i vores kamp for at redde klimaet?
Svaret er nej. Problemet med den form for argumentation er, at den er baseret på en antagelse om, at klimaet dybest set er et forudsigeligt system, hvor man kan lave langfristede prognoser, som ens klimapolitik kan baseres på.
Man kan med andre ord ikke betragte klimapolitik som enhver anden økonomisk disciplin
Jordens klima er imidlertid ikke sådan et system. Det er derimod et såkaldt ikke-lineært system med indbyggede “tipping points”, hvor udviklingen pludselig kan accelereres af selvforstærkende mekanismer. Altså: Det hele kan løbe løbsk, og det hele vil højst sandsynligt løbe løbsk, hvis vi skubber systemet tilstrækkeligt ud af balance.
Vi ser allerede nu, at klimaet reagerer ikke-lineært på vores CO2-udslip. For eksempel er opvarmningen langt kraftigere i pol-områder end ved ækvator. Det er umuligt at forudsige præcist, hvor de forskellige tipping points ligger (ligesom det er umuligt at forudsige børskrak og jordskælv).
Dog findes der estimater, der anslår, at vi er tæt på dem, og at vi vil ramme dem inden for en overskuelig fremtid. Et eksempel på et tipping point er et kollaps af Golfstrømmen, en hændelse, som ville ændre hele det globale klima.
Man kan med andre ord ikke kan betragte klimapolitik som enhver anden økonomisk disciplin, netop fordi der er en betydelig risiko for katastrofale, accelererende udviklingsforløb, som kan være svære at forudsige, og som ikke kan bremses, når de først er indtruffet.
Uhørt risikovillighed
Taler vi klimapolitik, er der altså to fundamentale parametre: Dels er der prisen på den grønne omstilling, dels er der risikoen for, at vi rammer tipping points og gør irreversibel skade på klimaet. Den argumentation, økonomer som Mogens Fosgerau og Frikk Nesje fremfører, tager kun højde for den første.
Lad mig sige det på en anden måde: Når brandmænd slukker en ildebrand, begynder de ikke med en modelberegning for, hvor meget vand de skal bruge; de pøser bare masser af vand på, indtil ilden er kvalt, og de bliver ved, indtil de er fuldstændig sikre på, at alle gløder er slukket.
På samme vis overdimensionerer ingeniører, der skal bygge en stor bro, konstruktionen flere gange for at være fuldstændig sikre på, at risikoen for kollaps er præcis nul. I sådanne situationer er vores risiko-tolerance meget lav, hvilket giver mening, fordi omkostningerne forbundet med en fejl kan være enorme.
Målet er ikke at redde klimaet så billigt som muligt – målet er at være så sikre som muligt på, at vi faktisk redder klimaet
Men når det kommer til klimaet, der er grundlaget for alt liv på Jorden, så accepterer man (og her mener jeg i særdeleshed økonomer) en helt uhørt grad af risiko. Den eneste måde, jeg kan forklare det på, er, at folk ikke har forstået, hvad det vil sige, at klimaet er et ikke-lineært system.
Klimapolitikken vil altid være utilstrækkelig
Hvis vi et kort øjeblik forestiller os, at vi i stedet baserede vores klimapolitik udelukkende på den anden parameter, altså risikoen for at ramme tipping points, så ville vi reducere vores emissioner af klimagasser til nul allerede i dag.
Det er naturligvis umuligt: Ud over at være en fysisk umulighed ville det medføre et civilisatorisk kollaps. Så vores klimapolitik må nødvendigvis involvere en afvejning af begge faktorer: både økonomi og risiko.
Det er her, det personlige ansvar kommer ind i billedet. For en politik, der også tager højde for risiko-aspektet, vil være en politik, der hele tiden søger at øge ambitionsniveauet. Pointen er, at det, som vi gør, aldrig vil være nok, og det aspekt må nødvendigvis inkluderes i vores strategi.
En måde at gøre det på er ved, at befolkningen hele tiden presser det politiske og økonomiske system ved for eksempel at handle individuelt.
Så målet er ikke at redde klimaet så billigt som muligt – målet er at være så sikre som muligt på, at vi faktisk redder klimaet. Vi skal tænke mere på risici og mindre på økonomisk optimering. Økonomi er selvfølgelig vigtigt og politiske tiltag afgørende. Men de kan ikke stå alene.
En fejlagtig forsimpling
Den fejl, som økonomer som Mogens Fosgerau og Frikk Nesje begår, er, at de tilskærer og forsimpler klimaproblemet på en måde, så det passer til de analyseværktøjer, de allerede har til rådighed. Det er en typisk akademisk fejl, hvor ønsket om at nå frem til et facit vejer tungere end spørgsmålet om praktisk anvendelighed.
Problemet er, at der i tilfældet klimaet ikke findes noget facit. Og problemet er, at hvis man insisterer på at presse klimaproblemet ind i en snæver økonomisk regnekasse, så når man frem til absurde konklusioner, som fx at det ikke nytter noget at holde op med at forurene.
Inden for naturvidenskaben er det grundlæggende sådan, at en angivelse for en fysisk parameter — elektronens hvilemasse, finstrukturkonstanten, den kosmologiske konstant, osv. — kun giver mening, hvis man samtidigt angiver den statistiske usikkerhed.
Den samme standard må kræves af økonomiske fremskrivninger, hvis vi skal tage dem for gode varer — og især hvis vi skal basere noget så afgørende som vores klimapolitik på dem.
Men her er det min påstand, at hvis en økonomisk fremskrivning afhænger af klimaets udvikling over flere årtier, så vil det være umuligt at angive en usikkerhed på fremskrivningen. Og hvis det er tilfældet, så er dens værdi meget begrænset.
Aktivisme som katalysator
Et andet problem med en ren økonomisk tilgang er, at den kun giver mening, hvis stort set alle verdens lande handler på klimaet. Det er desværre ikke tilfældet. Så hvad hvis det politiske spor fejler? Pointen er, at det ikke giver mening at satse hele butikken på en ensporet strategi.
Det mest rationelle, når man medregner risiko-aspektet, er at bruge alle de forhåndenværende værktøjer, og et af de værktøjer er aktivisme. Hvis vi parallelt til det politiske spor også satser på en ‘bottom-up’-strategi, vil det måske lykkes at påvirke andre lande indirekte, enten gennem deres befolkninger eller deres industri.
Mogens Fosgerau giver i netmediet Klimamonitor et eksempel på, hvorfor individuel handling ikke giver mening. Han forklarer, at et polsk brunkulsværk blot kan købe flere CO2-kvoter, hvis vi holder op med at flyve, hvorfor vores aktivisme ikke hjælper klimaet. Det eksempel illustrerer imidlertid, hvor forsimplet det økonomiske argument i virkeligheden er.
Hvis vi antager, at en betydelig del af befolkningen i Europa faktisk holdt op med at flyve, så ville det på den korte bane rigtigt nok betyde, at polske kraftværker kan brænde mere brunkul af (men kun hvis vi taler om flyvning inden for EU’s grænser – flyvning til andre dele af verden er ikke inkluderet i noget kvotesystem).
Men på længere sigt ville det bane vejen for to udviklinger: Dels ville industrien blive tvunget til at gøre deres produkter mere klimavenlige, dels ville efterspørgslen på kvoter falde, så politikerne kunne stramme yderligere op på systemet. Altså: Ambitionsniveauet kunne øges, hvilket netop er, hvad vi skal stræbe efter.
Vi har alle en pligt til at handle
Der eksisterer i dag en tendens til at tænke, at det ikke nytter noget at handle individuelt. Folk føler sig magtesløse. Men historien er fyldt med eksempler på, at græsrodsbevægelser kan have en meget stor effekt.
Tag for eksempel Indiens løsrivelse fra det britiske imperium, hvor et afgørende element var en folkelig udfordring af det britisk salt-monopol og en boykot af britiske varer. Et andet eksempel er folkebevægelsen mod atomkraft, der meget beklageligt lykkedes med at lukke ned for udbredelsen og udviklingen af atomkraft i store dele af verden.
Fremtidige generationer vil have meget svært ved at tilgive os vores mangel på handling
Græsrodsbevægelser kan altså være effektive, men det kræver, at betydelige dele af befolkningen deltager. Derfor er det vigtigt, at ledende figurer bakker op. Det er desværre ikke det, som vi ser i dag, hvor eksperter og toneangivende politikere bliver ved med at fortælle befolkningen, at deres individuelle ageren ikke betyder noget.
Problemet er, at det er en selvopfyldende profeti: Vores magtesløshed er et produkt af vores tro på, at vi er magtesløse.
Det er forbløffende, at vi lever i en tid, hvor det at handle moralsk og holde op med at gøre ting, der beviseligt truer os alle, bliver betragtet som irrationelt og ekstremt, mens det bliver betragtet som fornuftigt og socialt acceptabelt at fortsætte, som om alt er normalt.
Vi har selvfølgelig alle en pligt til at handle. Det lyder som en kliché, men fremtidige generationer vil have meget svært ved at tilgive os vores mangel på handling.
Og hvis alt, hvad der kræves af os, er, at vi ændrer vores kostvaner og holder vores ferier nogle andre steder, end vi plejer, så har prisen på heltestatus aldrig været lavere – for nu at slutte med en økonomisk betragtning.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her