POLITIK // ANALYSE – Har rød blok ”sejret ad helvede til – godt” i klimapolitikken? Hvis folketingsvalget endnu engang bliver et klimavalg, risikerer det at ende med et negativt fortegn for blokken.
“Kære unge. I gjorde det her valg til det første klimavalg i danmarkshistorien.”
Sådan lød det fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, på valgaftenen i 2019, til de forsamlede partifæller i Fællessalen på Christiansborg. Hvilket de unge – og ældre – kvitterede for med et bragende bifald, efter Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, måneden forinden havde forklaret sit partis nederlag ved europaparlamentsvalget med et ord: ”Klimatosser”.
Klimatosser blev årets ord i 2019 og tosset eller ej, så var det i hvert fald også konklusionen i Kasper Møller Hansen og Rube Stubagers bog Klimavalget. Det var virkelig det, det var. Et klimavalg.
Så man tilbage i tiden, havde under 10 procent af vælgerne siden 1972 sagt, at miljøet og klimaet var et af de vigtigste temaer, politikerne burde have fokus på. En historisk undtagelse var folketingsvalget i 1987, hvor diskussionen om iltsvind og døde hummere i Kattegat det år resulterede i, at 15 procent fik øjnene op for vigtigheden af temaet.
Men det billede ændrede sig radikalt i 2019.
Allerede ved indgangen til året var tallet oppe på 20 procent. Fra omkring midten af april tog temaet for alvor fat, og på selve valgdagen den 5. juni svarede over 55 procent af vælgerne, at klimaet var vigtigst, mens de næstvigtigste spørgsmål som udlændinge, sundhed og ældre kunne mønstre 25 procent af vælgerne.
Truslen
Tre år senere, og med udsigt til et snarligt folketingsvalg (hvis De Radikale gør alvor af truslen om et mistillidsvotum til statsministeren, hvis hun ikke udskriver valget inden Folketingets åbning den 4. oktober), er der dog ikke meget, som tyder på en gentagelse af rød bloks succesoplevelse.
Tværtimod.
Trods sommerens hedebølger, oversvømmelser og skovbrande synes klimaet at være underligt fraværende i den offentlige debat, og hvis folketingsvalget bliver et klimavalg, kan det ende med et andet fortegn for rød blok. Nemlig et negativt fortegn.
Hvilket der er tre årsager til.
Yderligtgående partier
For det første er Mette Frederiksen ganske vist ikke længere ”rød før grøn”, så klimaet fra nu af kommer i første række.
Men den første tv-debat mellem hende selv og de to andre statsministerkandidater, Venstres Jakob Ellemann-Jensen og den konservative Søren Pape, afslørede, at statsministeren får svært ved at spille det såkaldte klimakort. I stedet blev Mette Frederiksen beskyldt for en skræmmekampagne af sidstnævnte.
”Har vi ikke lavet de fleste af de her aftaler sammen?”, spurgte Søren Pape Poulsen og svarede selv, at det havde de, sidste gang han tjekkede.
Det måtte statsministeren jo erkende og kunne derfor kun advare om, at Venstre og De Konservative ikke ønsker en bred regering hen over midten og altså i givet fald må bygge denne på ”yderligtgående borgerlige partier, som ikke engang deler 70 procents-målsætningen.”
Ikke nogen uvæsentlig pointe, men bare den samme pointe, som Venstre og De Konservative har i forhold til Socialdemokratiets udlændingepolitik.
Hægtet på Aalborg Portland
70 procents-målsætningen betyder som bekendt, at Danmark i 2030 skal have mindsket udslippet af drivhusgassser med 70 procent i forhold til 1990, og senest aftalte Venstre og De Konservative i juni en såkaldt grøn skattereform med regeringen samt De Radikale og SF, der betyder, at virksomhederne beskattes af deres udledning af gasserne.
Som aalborgenser: Jeg kommer til at hægte mig fast på Portland, før nogen får lov til at lukke det
Mette Frederiksen i 2018
I stedet valgte Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne at stå uden for aftalen, som partierne ikke mener, er ambitiøs nok i forhold til at nå målet i 2030 og blandt andet giver Danmarks største udleder af drivhusgasser, Aalborg Portland, en skatterabat. Mens nogle virksomheder skal betale en afgift på 750 kroner for hvert ton drivhusgas, der kommer ud af skorstenen i 2030, slipper Aalborg Portland og en lille gruppe af de største udledere i industrien med 125.
Men Aalborg Portland ligger, som navnet antyder, i Aalborg, og altså i Mette Frederiksens valgkreds, og, som hun sagde i en tale på Dansk Industris årsmøde helt tilbage i 2018:
“Som aalborgenser: Jeg kommer til at hægte mig fast på Portland, før nogen får lov til at lukke det.”
Med på billedet
Når regeringen har været opsat på at få Venstre og De Konservative med på den grønne omstilling, skyldes det ønsket om at langtidssikre omstillingen, så denne både overlever det næste – og næste – folketingsvalg, og alle kan indstille sig på dette. Og så skal man ikke være blind for, at en regering til enhver tid vil forsøge at få så mange som muligt med på billedet, når det drejer sig om at udskrive regninger og i dette tilfælde til både virksomheder og forbrugere.
Hvorimod det omvendte gør sig gældende, når der skal deles gaver ud. Så kan en regering bedre leve med truslen fra andre partier om at kræve gaverne tilbageleveret efter et kommende folketingsvalg.
Men det betyder også, at Mette Frederiksen med den afdøde formand for LO, Thomas Nielsens, ord har ”sejret ad helvede til – godt” i klimapolitikken.
Alternativet og Frie Grønne, og selvfølgelig først og fremmest Enhedslisten, vil kunne finde en kant til regeringen ved at sætte nye mål for den grønne omstilling. Som tv-debatten afslørede, vil det være sværere for denne at finde en sådan over for Venstre og De Konservative.
Sundhed øverst
For det andet spiller klimaet heller ikke den samme rolle for vælgerne som i 2019.
Senest viste en meningsmåling, som Epinion har lavet for DR og Altinget, at hvis der var valg i dag, så ville det blive et sundhedsvalg. 29 procent af vælgerne mener, at forholdene i det danske sundhedsvæsen er det mest presserende problem, som politikerne bør tage sig af.
På en delt andenplads kommer miljøet og klimaet samt styringen af økonomien. 14 procent af vælgerne peger på hver af de to områder som det vigtigste.
Krigen i Ukraine og energikrisen får ikke overraskende mange vælgere til at bekymre sig mere over, hvordan de skal betale deres regninger i dag, end hvordan Danmark når målet om de 70 procent i 2030. Historisk er vælgernes bekymring over, om der er styr på økonomien, gået hånd i hånd med inflationstakten (om end vi efterhånden skal helt tilbage til 1980’erne for at finde det seneste eksempel på denne naturlov).
Hver sit parti
Og endelig er der for det tredje nu tre grønne partier på stemmesedlen mod tidligere kun et enkelt i rød blok med tilhørende risiko for stemmespild. Ud over Alternativet og Frie Grønne er det Grøn Alliance eller det tidligere Veganerpartiet.
Som Enhedslistens tidligere gruppeformand og miljøordfører, Per Clausen, har bemærket, så kan man ikke få for mange ”venstreorienterede grønne antiracister”.
”Spørgsmålet er, om vi alle sammen behøver at have vores helt eget parti,” som han skriver på Twitter.
Det samme gør sig selv sagt også gældende for blå blok, hvor hele otte partier, hvis man medregner Moderaterne, skal konkurrere om stemmerne på valgdagen.
Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ligger alle sammen på en dårlig dag under spærregrænsen på to procent, hvis man altså medregner den såkaldte statistiske usikkerhed i meningsmålingerne (den plejer at være plus/minus tre procent).
Moderaterne ligger den ene dag i meningsmålingerne lige over spærregrænsen og den næste under.
Og Kristendemokraterne gør det hver dag.
Hvilket også gør sig gældende for Alternativet, Frie Grønne og Grøn Alliance.
Siden Alternativets splittelse i 2020 har tallene for det grønne Danmark været i rødt, og det er svært at se, at partierne hver for sig har nogen fremtid. Senest har Alternativet derfor friet til Grøn Alliance og Frie Grønne om at samles i et parti, blot for at få en kurv fra sidstnævntes politiske leder, Sikandar Siddique.
Til gengæld er Grøn Alliance mere åben for ideen med udsigten til 10 procent til Danmarksdemokraterne og et blåt flertal.
Dødsboerne
De tre grønne partiers situation minder om 1970’erne og 80’erne, hvor partierne på den yderste venstrefløj var splittede i mange små fraktioner med netop stemmespild som resultat.
Ved folketingsvalget i 1987 stemte 130.000 vælgere – eller næsten fire procent af de afgivne stemmer – forgæves på partier, der ikke klarede spærregrænsen, og Poul Schlüters konservativt ledede regering havde reelt ikke noget folkeligt flertal til at fortsætte. Stemmerne fordelte sig på seks forskellige partier på venstrefløjen.
”Venstrekræfterne må i dialog,” som det to dage efter folketingsvalget hed på forsiden af nu hedengangne Land og Folk.
Stemmespildet sluttede først to år senere med dannelsen af Enhedslisten eller ”De Forenede Dødsboer”, som Jakob Haugaard døbte Liste Ø.
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og