Trump gør “Gale Hund” til leder af USA’s militære indsats

i Politik & Samfund/USA af

Mellem amerikanske veteraner har ingen et kriger-ry, som kommer på højde med general James Mattis’. Og det var næppe tilfældigt, at hans øgenavn ”Gale Hund” blev fremhævet af den nyvalgte præsident Trump, da denne torsdag bekræftede, at Mattis er hans foretrukne forsvarsminister.

Generalen har fremhævet, at USA’s største sikkerhedspolitiske udfordring er ”politisk islam”, og at nationens ledere endnu ikke har fundet et passende svar. Det er imidlertid ikke åbenbart, at han er enig med Trumps svar. Faktisk er der betydelig forskel mellem offentlige udtalelser fra Mattis og de standpunkter, som Trump har fremført under valgkampen.

Udnævnelsen af Mattis er et brud med 65 års tradition for, at tidligere generaler ikke skal lede forsvarsministeriet. Nogle røster advarer imod, at man afviger fra det styrende princip angående civil kontrol. Advarslen bygger delvist på en fordom: Officerer er krigsliderlige – og derfor skal de underkastes streng civil kontrol. Men netop i forbindelse med Trump er det langt fra oplagt, at en civil minister ville være mindre krigerisk end Mattis, og Irak-krigens optakt, hvor civile var de ”krigsliderlige”, har da også undergravet fordommen.

For USA’s allierede er Mattis et godt varsel

For både USA’s allierede og amerikanske eksperter, som har set med voksende uro på Trumps sikkerhedspolitik, er Mattis et godt varsel. Mens Trump har antydet, at USA vil trække sig tilbage fra sit globale engagement, er det ikke et led i den globale strategi, som Mattis taler for. Han anser allierede for nøglen til sejr, og mellem de allierede, som han roser, er muslimske lande i Mellemøsten. Det er dog muligt, at hans synspunkter vil give anledning til konflikt med Det Hvide Hus, hvor en anden officer, præsidentens sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, har markant anderledes holdninger.

Kriger munk

Foruden ”Gale Hund” er et andet øgenavn ”Kriger Munk”. Han har gjort sig fortjent til begge gennem 43 års karriere i Marinekorpset, talrige barske udtalelser samt et liv uden hverken hustru eller børn men med ry for indgående studier i sit 7000 bøger store bibliotek. Angiveligt har han altid haft et værk af den romerske kejser Marcus Aurelius, “kejsernes filosof”, i sin inderlomme. Hans yndlingsstrateg skal være den skotske militærhistoriker Hew Strachan.

Fra hans deltagelse i alle større krige siden den første Golfkrig i 1991 foreligger adskillige beretninger, som fremhæver, at Mattis har delt sine mænds kår i felten. Journalisten Thomas Ricks, som har skrevet et par af de mest indsigtsfulde beretninger fra Irak-krigen, kalder ham ”en hård realist, som hellere vil drikke te med dig end skyde dig, men vil være helt tilfreds med begge afslutninger på en samtale”. Mellem kendte citater fra Mattis er et råd til soldaterne i Irak: ”Vær høflige, vær professionelle, men planlæg også drab på enhver I møder”. Og: ”Jeg kommer med fred. Jeg har ikke medbragt artilleri. Men jeg beder jer, med tårer i øjnene: Hvis I snyder mig, slår jeg jer alle ihjel”.

Mattis nyder godt af bred tværpolitisk respekt for sin militære indsats, men røster i anti-krigsbevægelsen har rejst hård kritik, bl.a. i forbindelse med drab på civile. Han er medforfatter til den seneste militære håndbog i kamp mod oprørere, COIN. Det er en meget bemærkelsesværdigt værk, som fremhæver de politiske aspekter af kampen, idet beskyttelse af den civile befolkning er det primære mål. Dele af det amerikanske militær er ikke begejstret for håndbogen, som er et opgør med traditionel tænkning og i sine anbefalinger udsætter soldaterne for ekstra risici.

Han sidste post i militæret var chef for Centralkommandoen, CENTCOM, med ansvar for Centralasien samt dele af Mellemøsten og Østafrika. Lederne af de regionale kommandoer er foruden det rent militære også aktive diplomater, som skal pleje kontakt til politiske, civile myndigheder. Israel hører ikke under CENTCOM, men alligevel plejede Mattis kontakt med israelske myndigheder. Som løsning på Palæstina-problemet er han tilhænger af en to-stats løsning, og han har kritiseret de ulovlige israelske bosættelser.

Uenighed med Trump

Tilsyneladende blev han fyret af Obama-regeringen, idet han fratrådte i utide. Han har ikke selv beskrevet årsagen, men flere kilder henviser til, at han var uenig i synet på Iran. Det er kendt, at Mattis anser Iran for en mere alvorlig udfordring end ISIS, og at han ser meget kritisk på aftalen med Iran, som skal stoppe Teherans udvikling af atomvåben. I modsætning til Trump vil han dog ikke ophæve aftalen.

Siden sin afgang i 2013 har Mattis holdt adskillige foredrag samt redigeret en bog, som ser på forholdet mellem de civile og militære myndigheder.

Hovedanken for Mattis mod eliten er, at man i Washington ikke tænker strategisk

Mellem hans mest bemærkelsesværdige taler er et indlæg på en konference sidste år i The Heritage Foundation, som kalder sig et forskningscenter men mere er et organ for stærkt konservativ politisk agitation. Hans hovedanke er, at man i den amerikanske sikkerhedspolitiske elite ikke tænker strategisk, og derfor anskues forholdet til enkelte lande hverken i regional eller global sammenhæng. Alle problemer håndteres, som var de kun taktiske udfordringer, som altså kan løses uden overordnet planlægning samt tænkning.

Mens Trump har lagt op til forbedring af forholdet mellem USA og Rusland, ser Mattis en russisk udfordring, der er ”langt, langt mere alvorlig”, end man forestiller sig i Washington. Nogle mener, at Trump vil søge fælles front med Rusland og Assad-styret i kampen mod ISIS, men det vil næppe være i overensstemmelse med den kommende forsvarsministers strategi. Udfordringen i Mellemøsten er primært, at USA må få afklaret, hvorvidt ”politisk islam” er et fænomen, som er imod amerikanske interesser.

Nogle analyser har fremhævet isolationistiske træk ved Trumps politik, men de er helt fraværende i generalens strategiske overvejelser. Han påpeger, at USA efter Anden Verdenskrig skabte en ny verdensorden kendetegnet ved diplomati, økonomi, kultur og militære foranstaltninger. Den smuldrer i dag, men med den rette blanding af ”inspiration og pres” kan denne udvikling stoppes.

Civil kontrol

Mattis vil, hvis han bliver godkendt af Senatet, blive den første forsvarsminister med militær baggrund, siden general George Marshall i 1950 fik posten. Dengang gjorde Kongressen klart, at det var en undtagelse, og at man ikke ønskede gentagelser. Siden har politikerne indført et forbud mod fhv. soldater i forsvarsministeriets top, før der er gået syv år fra deres afsked. Mattis skal derfor opnå en undtagelse fra denne lov.

Civil kontrol med militæret er et stærkt rodfæstet princip

Det er et ganske stærkt rodfæstet princip, at civil kontrol med militæret skal være ubestridelig, og en civil præsident i den øverstkommanderendes rolle med en civil forsvarsminister under sig står derfor centralt i amerikansk opfattelse af demokratiet. Den højreorienterede kommentator Jennifer Rubin fra Washington Post kan rapportere, at ”mere end nogle få udenrigspolitiske høge er nervøse” ved udsigten til, at en person med militær baggrund placeres i en civil post. Selv peger hun på generalløjtnant Flynns rolle, så ”endnu en militær i en nøglerolle vil bekræfte, at der intet ’normalt’ er ved denne administration”.

Flere medier har også citeret generaler for, at nok anser de Mattis for særdeles kvalificeret, men alligevel er de betænkelige. General Ham, tidligere chef for USA’s Afrika-kommando, siger således, at når forbudet blev lovfæstet, så er årsagen, at ”vi er ikke et militaristisk samfund, og det ønsker vi heller ikke at være”.

Voksende bekymring

Frygt for militarisering af sikkerhedspolitikken har været tiltagende gennem nogle årtier, fordi officerer har spillet en voksende rolle i de civile organer. I forbindelse med præsident Reagans udnævnelse af general Alexander Haig til udenrigsminister lød således mange advarsler. Forskning har også vist en voksende kløft mellem den civile og den militære kultur. Officerer har givet udtryk for stor pessimisme i forbindelse med det civile samfunds moralske helbred og i undersøgelser har et stort flertal af officerer kaldt den politiske ledelse ”uvidende”, når det gælder militære forhold.

Problemet for Bush op til Irak-krigen var, at generaler vendte sig imod krig

Op til den anden Golf-krig i 2003 blussede konflikten op. Det var et klart signal til militæret, da præsident Bush først på sommeren 2002 lod offentligheden vide, at han med behag havde læst en bog af professor Eliot Cohen, ”Supreme Command: Soldiers, Statesmen and Leadership in Wartime”. Hovedargumentet i den er, at stærk politisk styring af de væbnede styrker er nødvendig i både krigs- og fredstid. Militærfolk er ganske enkelt ikke, mener Cohen, professionelt udrustet til at tage de store beslutninger. Generaler har ekspertise, når det gælder, hvordan krige skal udkæmpes – ikke hvorvidt de skal udkæmpes.

Kyllingehøge

Problemet for Bush var, at adskillige generaler vendte sig imod en krig mod Irak. Mest markant var en af de tidligere CENTCOM-generaler, Anthony Zinni. En krig mod Irak vil, sagde han, få en række uønskede følger, og derfor bør den stå lavt på listen over USA’s vigtigste opgaver. Nærmest på en 6. eller 7. plads efter en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne, udryddelse af Al-Qaeda terroristerne, stabilisering af Afghanistan, fremme af reformer i Iran m.m. Forløbet siden har til fulde vist, at Zinni havde ret, fordi udfordringerne, som man sprang over, er blevet langt værre trusler, end Saddam var.

Zinni bemærkede, at adskillige generaler var imod en krig, hvorefter han sagde: ”Er det ikke ret interessant, at alle generalerne har en fælles opfattelse, og alle dem, som aldrig har affyret et skud og er så opsatte på at gå i krig, har en modsat opfattelse”. En Republikansk senator, Chuck Hagel, tog tråden op: ”Det er, set med mine øjne, interessant”, sagde Hagel, ”at mange af dem, der i al hast vil kaste landet ud i krig og mener, at det vil gå så hurtigt og nemt, intet kender til krig”. Når det gælder krig, så har amatørerne ”en intellektuel tilgang i modsætning til dem, som sad i junglen og skyttegravene og så deres venner få skudt hovedet af”.

Begge veteraner beskrev et nyt fænomen, som de kaldte ”kyllingehøge” (chickenhawks). Høge og duer var begreber, som alle kendte fra debatten, men kyllingehøge er en udsøgt fornærmelse, fordi ”kylling” er et ofte anvendt synonym for en kujon. Den grundlæggende påstand var, at kyllingehøge ivrede for en krig.

Trumps motiver

Man kan således med Irak-krigen i baghovedet glæde sig over, at Trump ikke valgte en af de meget få civile Republikanske eksperter, som ikke angreb hans kandidatur. Mellem de mulige var Frank Gaffney, som leder et sikkerhedspolitisk center i Washington. Han har i nogle årtier været en skarp kritiker af eliten – endog Ronald Reagan faldt i unåde. Gaffney er samtidig en ganske fanatisk islamofob, der utvivlsomt ville passe godt ind i det hold af rådgivere og ministre, som Trump hidtil har udnævnt. En anden var John Bolton, som i udenrigsministeriet under Bush ”Den Yngre” lå langt til højre for sin nominelle chef, Colin Powell.

FRANK GAFFNEY - Den gode nyhed er, at Trump ikke udnævnte denne fremtrædende islamofob (Foto: Center for Security Policy)
FRANK GAFFNEY – Den gode nyhed er, at Trump ikke udnævnte denne fremtrædende islamofob (Foto: Center for Security Policy)

Der er forundring over Trumps motiver bag udnævnelsen af Mattis. Han har haft seks tidligere generaler til samtaler, hvor udnævnelse til en toppost har været emnet, men under valgkampen angreb han i hårde vendinger generalerne. Han har eksempelvis sagt, at ”jeg ved mere om ISIS end generalerne gør, tro mig”.

Men nyligt forklarede han til New York Times sit motiv for overvejelse af en general til Pentagons toppost med: ”Jeg tror, at tiden måske er inde til en general. Se hvad der foregår! Vi sejrer ikke, vi slår ingen”.

Nogle iagttagere mener, at Trump lægger meget større vægt på et hårdt-slående image end sin kandidats faktiske synspunkter. Det anses således for sandsynligt, at meget få generaler deler hans og Flynns holdning til islam.

Varsler konflikt

Der kan derfor være udsigt til konflikt mellem det Hvide Hus og Mattis, der absolut ikke er kendt for, at han lavmælt lufter uenighed. I en analyse erklærer Erin Simpson, redaktør ved det militært orienterede blog-medie War on the Rocks, at nok elsker hun Mattis, men hun vil ikke elske, at han bliver forsvarsminister.

For det første vil det være i strid med princippet om civil kontrol. Trump foretrækker så åbenbart, generaler, der er blevet fyret af Obama, og det er ildevarslende for fremtiden, hvis det er begrundelsen for, at Trump anser dem for kvalificerede.

Krigere er sjældent gode bureaukrater

For det andet er krigere sjældent gode bureaukrater. Man kan ikke styre Pentagon, som var det en division i Marinekorpset. Det er noget med budgetter, hvidbøger, rivalisering mellem værn, koordinering med andre ministerier osv. Mattis ”hader det lort”, erklærer Simpson.

Endelig er det tvivlsomt, at Trump vil lytte. Tilsyneladende har han lyttet, da Mattis i en samtale afviste brug af tortur, idet han bagefter kaldte synspunktet interessant. Præsidentens sikkerhedsrådgiver, generalløjtnant Flynn, har ifølge flere anonyme forlydender vendt sig imod, at forsvarsministeren skulle have højere militær rang end ham selv, og det er klart, at Flynn og Mattis ser meget forskelligt på udfordringerne.

Men Mattis er næppe gået til sin nye opgave med bind for øjnene. En pointe i bogen, som han nyligt fik udgivet, er netop, at politikerne ikke beskæftiger sig seriøst med sikkerhedspolitik. Hvis han vil opdrage sin chef og få strategiske overvejelser ind i beslutningsprocesserne, står han med en stor udfordring. Hvis det ikke lykkes, kan vi se frem til kaos.

Topfoto: General Mattis sammen med sine soldater i Irak. Foto: US Marine Corps.

POV International udbetaler ikke honorar. Hvis du gerne vil anerkende mit arbejde kan bidrag indbetales på MobilePay 30 33 15 59

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd. Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret. Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.