Klaus Thodsen: Rundt om Matador #4 – Det jævne folk

i Kultur/TV af
TV – Matador er et af danskernes helt store samlingspunkter, og serien er fyldt til randen med et fantastisk persongalleri, gode historier, intriger og uafklarede spørgsmål. Og mens historien langt henad vejen handler om borgerskabet, så kommer vi ikke udenom at tale om det jævne folk.

“Folk som jeg har ikke mange glæder.”

Ordene stammer fra Holger, der er dukket op i Korsbæk for at arbejde på lageret i korn- og foderstofforretningen og for at se Ellen vokse op. Så langt så godt for Holger, der dog må se sig fyret efter få dage og sendt videre til Canada som et andet stykke gods.

Holger er et udmærket billede på det jævne folk, den almindelige danskers kvaler i kriseårene.

Oppefra og ned

Det første egentlige indblik i det jævne folks liv, Matador giver os, er på Jernbanerestauranten, hvor vi møder herrerne om stambordet og tjener Boldt, der serverer og varter op. Kontrasten til den scene, der udspiller sig parallelt i Varnæs’ stuer, er slående. På Jernbanerestauranten er der en hyggelig og jovial stemning, mens man til Varnæs’ selskab er Des med sine nærmeste venner og bliver vartet op af de tjenende ånder.

På Jernbanerestauranten får vi også for første gang folkets dom over Korsbæk og det borgerskab, der styrer det meste i byen. Mads Skjern bliver af Fede bekræftet i sin mistanke om, at Arnesen ikke er meget værd, og det ikke er Fede og Larsens koner, der handler i Damernes Magasin.

Sympatien ligger serien igennem hos alle dem, der prøver på den ene eller anden måde at komme videre fra deres plads på rangstigen… Til syvende og sidst er det jo også selve kernen i Matador – den sociale mobilitet. At nogle må frem i verden, mens andre går under

Det står her klart, at Mads Skjerns kundekreds, skal være det, Bankdirektør Varnæs kalder “jævne folk”, altså alle dem, der bliver skidt behandlet i Damernes Magasin.

Matador starter med andre ord med en slags hyldest til den almindelige dansker. Det er dem, der er det sande folk, og det er dem, man kan regne med.

Jagten på noget bedre

Serien igennem holder første episodes skønmaleri af det jævne folk dog ikke. Det er ikke bare nazisten i svøb, Holger Jørgensen, der bliver portrætteret på en lidet flatterende måde.

Det samme kan man i høj grad sig om Agnete, den lille næsvise tøs henne fra damefrisøren, der render med Arnold. Hun er, ja, næsvis, hun har ingen sans for pli og manerer, og hun ligger i med Arnold både på hans hummer af et værelse, og sågar i porten før jul.

Der er en markant kontrast mellem Agnete og Arnold, der trods alt kommer fra nogenlunde samme miljø. Agnetes er fattigere og tættere på bunden, men Arnold, der er vokset op med en enlig mor, danselærerinden Violet Vinther, har heller ikke altid haft det let. Men Arnold er ambitiøs og velopdragen – det stik modsatte af Agnete.

De to symboliserer også kampen om at komme væk fra sit samfundslag. Agnete er født som en fejltagelse, ifølge hendes mor, og hun ser uden tvivl Arnold som sin redning fra sit miljø. Arnold ser på Agnetes familie med noget nær foragt, og nægter at “diskutere sin familie med rengøringsdamen i Korsbæk Bank”, altså Agnetes mor.

“Der var noget, han havde glemt,” siger Ingeborg ikke uden stolthed, da hun til sidst bringer Arnold og Agnete endeligt samme. Underforstået, Arnold har glemt både Agnete – og hvor han selv kommer fra.

Leve og dø som proletar

Arnold glemmer, hvor han kommer fra, og det er han ikke ene om. Også den ellers så solidariske socialist, Røde, ser sig ikke tilbage, da først han begynder at stige i graderne. Han hilser ikke mere på sine gamle kolleger ved banen, og han har intet tilovers for Agnes’ rendemasker og klatmaleri, som ellers giver hans børn mad på bordet.

Røde er den klassiske forlorne idealist, der måske nok kræver solidaritet af andre, men aldrig giver den selv. På den måde adskiller han sig måske nok fra resten af stambordet på Jernbanerestauranten, men ikke stort fra resten af det jævne folk i Matador.

For selvom Larsen og Katrine er noget nær så jordbundne og stabile, som man kan blive, så er det ikke alle, der er på samme måde. Det har noget med tidernes ugunst at gøre. Larsens lever af grisene, og skulle det være nødvendigt, så af Katrines store formue. Sådan er det ikke for alle.

I Iben og Kristens stue møder vi alle dem, der ikke har deres på det tørre. Her kommer Jenny, kørelærerens kone, Carlo fra badeanstalten og diverse andre jævne folk, vi ikke kender videre til. Fælles for denne brogede flok er en stor kærlighed for fest, druk og larmende musik. Det er om ikke bundfaldet, som dem der balancerer på kanten. Og i modsætning til karakterer som Agnes og Gudrun, så fornemmer man her ikke den store sympati fra skaberen, Lise Nørgaards, side.

Blomsten af Danmarks bundfald

“Jeg foretrækker dem frem for sådan en samling slapsvanse!” siger Elisabeth Friis om broderen Gustav og de andre KU’ere, der har været i slagsmål med socialisterne i Anlægget. KU’erne har marcheret og sunget i gaderne, og man får mindelser om nazisternes ditto.

Samfundets bund i Matador er tidernes ofre; dem, hvor taget er rendt af laden, og hvor de må tale om pantebreve med Mads Skjern, men det er også de udannede masser, der gør livet surt for alle andre. Cykelsmeden og hans modbydelige unger, bandende og ubehøvlede stuepiger, og i det hele taget dem, der sidder mere eller mindre fast på bunden.

Der mærkes af gode grunde ikke den store sympati for Holger Jørgensen, måske på nær da Mads får ham sendt til Canada. Sympatien ligger heller ikke på de festglade fulderikker hos Iben og Kristen. Her er sympatien ca. på niveau med Faster Anna.

Fremad… Og fremad!

Nej, sympatien ligger serien igennem hos alle dem, der prøver på den ene eller anden måde at komme videre fra deres plads på rangstigen. Frøken Jørgensen forsøger at hænge i med neglene i sin egen illusion, mens Agnes og Marie finder et formål med tilværelsen og en måde at øge den sociale status og fylde lidt i pengepungen.

Til syvende og sidst er det jo også selve kernen i Matador – den sociale mobilitet. At nogle må frem i verden, mens andre går under. Og de mindst interessante i den sammenhæng er klart alle dem, hvis plads er den samme hele vejen igennem.


Foto: DR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre