TV – Matador er et af danskernes helt store samlingspunkter, og serien er fyldt til randen med et fantastisk persongalleri, gode historier, intriger og uafklarede spørgsmål. Et gennemgående tema i serien er faldet fra tinderne: Historien om den, der går til grunde i de nye tider.
“De er en færdig mand, Jørgen Varnæs!”
Sådan skælder Mads Skjern, da Jørgen Varnæs uklogt prøver at afpresse ham til at betale for sit nyeste påfund; et forretningseventyr i Schweiz. Men Mads lader sig ikke true, og Jørgen står i sidste ende tilbage som taberen. En rolle han mere eller mindre spiller gennem hele Matador.
Tilfældet Jørgen Varnæs
Og netop Jørgen Varnæs står som den nok mest markante deroute, vi møder i Matador. Han går fra at være en succesrig overretssagfører i København, der efter alt at dømme er en respekteret mand indenfor sit fag. Men langsomt begynder det hele at ramle for Jørgen Varnæs.
På sin vis kan det undre, at netop en person som Jørgen ender med at gå så markant på røven. Han er veluddannet, formentlig endda bedre end Hans Christian. Han residerer i en ti-værelses i Stockholmsgade, og han har skabt sig en god karriere og praksis i København, hvilket man som søn af en bankdirektør fra en lille provinsby ikke kommer sovende til – heller ikke i 1920’erne. Det må alt andet lige have krævet hårdt arbejde, selv af ham.
Fælles for taberne i Matador er, at de måske nok er dygtige til deres fag og embede, men de har en mangelfuld eller ikke-eksisterende forståelse for konsekvenserne af deres handlinger eller den tid, de lever i
Hvad Jørgen Varnæs dog ikke har kunnet uddanne sig til, er respekt for værdien af sine pligter og en forståelse for de skiftende tider. For måske kunne man engang skabe sig en fin karriere som en fri fugl, der svæver over vandene, men den går ikke, når først realiteterne sætter ind. Kombineret med den ulykkelige forelskelse i Gitte Graa, finder vi her baggrunden for nedturen. For mens Gitte Graa meget kynisk udnytter Jørgens følelser, bidrager hun også aktivt til at grave det hul, han til sidst forsvinder ned i.
Hun har næppe på noget tidspunkt intentioner om hverken giftemål eller at indlede et fast forhold med Jørgen, men lader ham ikke desto mindre blive i troen. Hun udnytter hans truende skilsmisse til at få en tur til Amerika med Queen Mary, og da Jørgen i sidste ende sidder i detentionen efter et sidste desperat forsøg på at få fat i hende, er han efter alt at dømme uvidende om, at Gitte allerede er gift med en bilkonge fra Italien.
Byens tabere
Jørgen er dog langt fra den eneste taber i Matador. Tværtimod. Allerede i de første afsnit hører vi om Købmand Munk, der skød sig selv i hovedet, og da Albert Arnesen må se sig endegyldigt udkonkurreret af Mads Skjern, er han også død, inden dagen er omme.
Men vi møder også karakterer som Mogens Lamborg, Frøken Jørgensen og ikke mindst Godtfred og Lilli Lund. Og på sin egen måde, også selveste Mads Skjern.
Fælles for dem alle er, at de måske nok er dygtige til deres fag og embede, men de har en mangelfuld eller ikke-eksisterende forståelse for konsekvenserne af deres handlinger eller den tid, de lever i. Mens Mogens Lamborg gennem det meste af sit liv sikkert har levet højt på sin fars penge og position, så er historien lige omvendt med en karakter som frøken Jørgensen.
Vi finder aldrig helt ud af, hvilket miljø hun kommer fra, kun at hun var barndomsveninde med Violet Vinther, og har fundet sit kald ved at blive ekspeditrice i Damernes Magasin. I frøken Jørgensen møder vi Matadors måske bedste eksempel på decideret modvilje mod at tilpasse sig de nye tider.
Ligesom hr. Schwann har frøken Jørgensen et syn på sig selv som en grundlæggende vigtig person. En person, der jo har betjent byens fineste damer. Men modsat hr. Schwann, der affinder sig med at gå med regninger, så nægter frøken Jørgensen af indse, at tiden er løbet fra hende.
Slående for frøken Jørgensen er kontrasten mellem realiteterne og hendes opfattelse af, hvad der er fint og korrekt. Hun er blind overfor, at Vicky har haft et frygteligt ægteskab med Albert Arnesen, men er forfærdet over, at Skjerns og Varnæs’ børn leger sammen.
Interessant er det at bemærke, at frøken Jørgensen ender i huset hos Agnes, der er blevet succesfuld forretningskvinde på frøken Jørgensens hjemmebane; byens fine damers strømper.
En frygtelig situation
“Fordi de kender og respekterer mig, og ved, hvad jeg står for.”
Sådan siger byrådssekretær Godtfred Lund til sin stakkels kone, og afslører dermed alle sine problemer i én sætning. For de fleste, der kender Godtfred, respekterer ham ikke. Og Mads Skjern udnytter ham netop, fordi han ved, hvad Godtfred står for.
Godtfred Lund er ikke Matadors længste deroute, men afgjort den mest spektakulære. For som episoderne løber over skærmen, får vi langsomt vendt siderne i historien om den ved første øjekast så undseelige lille byrådssekretærs problemer. Problemer med at betale sine regninger. Vekselrytter og gæld alle vegne. Korruption på rådhuset, og ja, en flugt til Brasilien med Korsbæk pengekasse, sammen med den svulmende chokoladebutiksindehaver i de blanke kjoler.
Godt hjulpet på vej af Mads Skjern, der kynisk ser en mulighed for lidt harmløs korruption, lader Godtfred sig velvilligt rode ind i en verden af problemer. Godtfreds største problem er dog imidlertid hverken Mads Skjern eller korruptionen, men sin totalt manglende evne til at leve efter evne. Ligesom med Arnesen og Mogens Lamborg, har vi her at gøre med en mand, der er ud af en solid familie.
Vi får at vide, at faderen var både etatsråd og med til at grundlægge Korsbæk Bank, men siden da er blodet i familien Lund blevet tyndere. Inkassatorerne render ham på dørene, og stuepigen render fra pladsen, men udadtil ser det hele ud som det plejer. Han og Lilli handler hatte uden at betale hos Skjerns, og de spiser gås på Postgården, og trods Skjold Hansens ydmygelse af ham, drager Godtfred sikkert et lettelsens suk, da han overlegent betaler regningen. Han kender jo Godtfreds økonomi.
Midt i den synkende skude står Lilli Lund, der er en på alle måder hjælpeløs lille kone. Hvis hun overhovedet aner, hvor galt det står til med Godtfred og økonomien, skjuler hun det godt. Hun sidder alene tilbage i det kaotiske hus, da Godtfred er stukket af, og må klare sig med to hundrede kroner fra Skjold Hansen, der senere foreslår hende at forsvinde fra Korsbæk.
Lilli Lunds videre skæbne er herefter ukendt.
Klaus Thodsen: Rundt om Matador #2 – I overklassens køkkenkatakomber
Foto: DR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her