KUNSTNERPORTRÆT//BOGANMELDELSE – Kirsten Kjær var et vitalt og porøst menneske, der ikke lod sig indordne under tidens kunstneriske modeluner. Hun hører til blandt de oversete danske kunstnere fra forrige århundrede. Men nu har kunsthistorikeren Hanne Abildgaard lavet et betagende og velskrevet værk om den berejste ener, som i mange år var en del af boheme-miljøet i det københavnske Minefelt og har sit eget kunstmuseum. POV’s Poul Arnedal har læst bogen om hendes snørklede vej gennem tilværelsen.
Hun var upoleret, et undtagelsesmenneske, en vulkan, en rastløs sjæl. Ikke blot hendes billeder, men også hendes fremtoning brændte sig ind i sindet.
Luften omkring hende blev altid elektrisk, og hun slugte sine modeller med hud og hår. Og så var hun autodidakt maler – menneskemaler.
Dette – og en hel del mere – er alt sammen noget, som fremgår af kunsthistorikeren Hanne Abildgaards værk, Kirsten Kjær – Menneskemaler, om den vitale og temmelig oversete portrætmaler Kirsten Kjær, som i mange år var en del af boheme-miljøet i den del af Københavns indre by, som gik under betegnelsen Minefeltet.
… ligesom hun var ”fuldstændig fordomsfri over for andres seksualitet”, så rettede hun også sin kærlighed mod ”personer af begge køn, som hun i perioder udviklede intime og rødglødende forhold til”
Da jeg selv i mine unge år i starten af 1970’erne jævnligt frekventerede det legendariske værtshus Skindbuksen i Lille Kongensgade tæt på Kgs. Nytorv, var stedet fyldt med mere eller mindre kendte kunstnersjæle, som gjorde luften elektrisk. Blandt de mest kendte var digteren Jens August Schade.
Men hvad jeg ikke anede, var, at den efterhånden ældre maler Kirsten Kjær boede i lejligheden lige oven på Skindbuksen. Og ofte søgte hun ned i kælderbeværtningen, hvor hun nød et glas med vennen Schade og holdt modtagelsessalon, fordi rodet i hendes lejlighed umuliggjorde plads til fremmede.
Et betagende og velskrevet portrætværk
Det var i øvrigt i samme lejlighed, hun under krigen havde haft besøg af Gestapo, dog uden at hun var hjemme, men formodentlig fordi hun havde stillet den til rådighed for frihedskæmpere og personer med tilknytning til den britiske efterretningstjeneste. Og fordi den lå oven på kælderbeværtningen, betalte hun kun halv husleje, for officielt kunne den kun benyttes i dagtimerne.
Og indtil min bogpusher for ganske nylig fortalte mig, at der var udkommet en monomental biografi om en portrætmaler, der havde sit eget kunstmuseum i Langvad syd for Frøstrup i Nordjylland, var mit kendskab til Kirsten Kjærs lig nul.
Men sandsynligheden for, at jeg i en ungdommelig rus er stødt ind i hende blandt de andre elektriske bohemer i Skindbuksens dunkle og røgfyldte lokaler, er lige så stor, som den brede anerkendelse af denne helt ekstraordinære kunstner og kunstneriske sjæl har været ikke eksisterende.
Og efter at have læst Hanne Abildgaards betagende og særdeles velskrevne værk om den autodidakte, kvindelige kunstner med den alternative livsførelse kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke allerede dengang nåede at stifte nærmere bekendtskab med hende.
Fra Hanherred til Californien
Kirsten Kjær blev født i Hanherred ved Jammerbugten i 1895 som datter af den lokale mejeribestyrer. Og de normer for kvinderollen, hun fik indpodet som barn, stod i stærk kontrast til hendes “ønske om en selvstændig tilværelse”.
Det var gennem sin tidlige forbindelse til sin senere ægtemand Frode Damm, at hun kom i kontakt med billedkunsten og det kunstneriske miljø. Men selv i forholdet til ham holdt hun fast i sit ønske om en selvstændig tilværelse. De var oftere fra hinanden, end de var sammen.
Hun arbejdede på kontor i København, inden hun i en periode optrådte som skuespiller i et omrejsende teater. Og hun skulle blive 32 år, inden hun sprang ud som maler. Det skete unde et tre år langt ophold i Californien, hvor hun blev en del af det eksperimenterende og avantgardistiske kunstnermiljø, og hvor ægtemanden Frode, der egentlig var uddannet håndværksmaler, slog sig igennem som dekorationsmaler.
Egentlig skildrer romanen en kvinde, der gavmildt deler ud af sig selv med henblik på at forbedre de mænd, hun møder, men blot ikke vil binde sig til én og dermed miste sig selv
Allerede herovre begyndte hun at udvikle sin portrætkunst og interesse for samfundets randeksistenser og minoriteter – eller “undtagelserne”, som hun selv udtrykte det. Opholdet i Californien blev ikke alene stedet, hvor hendes naturtalent kom til udfoldelse.
Det blev også starten på en tilværelse, hvor Kirsten Kjærs rastløshed og oplevelsestrang senere i livet bragte hende vidt omkring fra Lapland og Island til Afrika, til det sønderbombede Warszawa kort efter den anden verdenskrig – og selvfølgelig Paris, hvor hun især følte sig draget af de udskudte og ulykkelige sjæle, der holdt til under Seinens broer.
Deler gavmildt ud af sig selv
Da hun efter tre år i Californien vendte hjem til Danmark – uden Frode – genoptog hun bl.a. sit bekendtskab med forfatteren Karin Michaëlis, der boede på Thurø, og til hvem hun berettede om sine oplevelser i Californien. Samtidig søgte hun at få udstillet sine billeder i København.
Hendes debutudstilling åbnede i februar 1930 i Kunstboden i Hyskenstræde og fik både pæne og knap så pæne anmeldelser. Men hun blev et kendt navn på grund af interessen for hendes oplevelser i USA.
Det skyldtes ikke mindst, at Karin Michaëlis, der var en kendt international bestsellerforfatter, to uger efter ferniseringen udkom med romanen Hjertets Vagabond, hvis hovedperson hed Kirsten og handlede om en dansk kunstner i Californien som “gik fra favn til favn”.
Michaëlis mere end antydede, at Kirsten Kjær var inspirationen til hendes roman, og opmærksomheden omkring bogen og hendes person gik Kirsten Kjær noget på. For som Hanne Abildgaard skriver i sin bog: “Egentlig skildrer romanen en kvinde, der gavmildt deler ud af sig selv med henblik på at forbedre de mænd, hun møder, men blot ikke vil binde sig til én og dermed miste sig selv.”
Og selv om hun var en excentrisk person med en alternativ livsstil, så var det for sine kunstneriske udfoldelser, Kirsten ønskede at opnå anerkendelse.
Ikke i spænd med tidens modernisme
Men på trods af en stor produktion, mange kontakter i kunstnermiljøet og adskillige udstillinger i årenes løb, så lykkedes det aldrig Kirsten Kjær at blive fuldt accepteret på det kulturelle parnas.
Hendes portrætter gik ikke i spænd med tidens modernistiske strømninger. Hun var en enspænder, kvinde og ikke akademiuddannet. Hun blev afvist til stort set alle de anerkendte censurerede udstillinger og blev aldrig medlem af en af de store kunstneriske sammenslutninger.
Hun var i sine portrætter en farverig og ikke mindst “psykologisk menneskeskildrer, for hvem anatomisk korrekthed ikke er relevant”, som en samtidig kunstkender skrev om hende.
Hun forblev selv en randeksistens, som gennem hele livet måtte kæmpe for sin økonomiske og kunstneriske overlevelse
Hanne Abildgaard graver i sin bog dybt og detaljeret i både Kirsten Kjærs turbulente liv og i hendes kunstneriske værker. På den måde får hun illustreret, hvordan kunstnerens rastløse tilværelse, porøse sind og trang til selvstændighed hænger uløseligt sammen med hendes måde at udtrykke sig på gennem sine portrætter af både samfundets randeksistenser og nogle af dets fremtrædende personligheder.
Kirsten Kjær forblev selv en randeksistens
For selv om Kirsten Kjær kom tæt på og portrætterede både fremtrædende socialdemokratiske politikere som kirkeminister Bodil Koch, folketingets formand Gustav Pedersen og smedenes formand Hans Rasmussen, så blev hun aldrig en kunstner, som museerne købte værker af til deres samlinger.
Hun forblev selv en randeksistens, som gennem hele livet måtte kæmpe for sin økonomiske og kunstneriske overlevelse. Og når det lykkedes hende at komme på sine udlandsrejser og slutteligt også få skabt sit eget museum, så skyldtes det først og fremmest gode venner og beundrere, som kunne se kvaliteten i både hendes kunst og baggrunden for, at hun kunne skabe den.
Hendes rejseaktivitet kan bl.a. tilskrives hendes rastløshed og “et ønske om at undgå at synke ned i den tristesse, der havde det med at overmande hende, når hun var uvirksom,” skriver Hanne Abildgaard. Men den handlede også om, at hun betragtede sin kunstneriske virksomhed som “et forsøg på at sige sandheden om det moderne menneskes eksistens”.
Eget museum som 87-årig
Når hun overhovedet huskes i eftertiden, er det ikke mindst takket være hendes museum, Kirsten Kjærs Museum på hendes fødeegn i Thy, som blev skabt på initiativ af hendes nevø, lægen Harald Fulsang, og dennes mangeårige partner John Anderson.
Og trods en vis modvilje i starten mod at få sit eftermæle foreviget så langt fra hovedstadens kunstneriske minefelt, så nåede hun som 87-årig at opleve dets åbning og deltage i åbningen iført en fodlang rød broderet kjole.
Ligesom hun gennem hele livet kæmpede mod at blive placeret i en kasse som kunstner og kaldte sig selv for “menneskemaler”, så kæmpede hun også imod at blive sat i bås som kønsvæsen. Først sent i livet blev hun medlem af sammenslutningen Kvindelige Kunstneres Samfund.
Og ligesom hun var “fuldstændig fordomsfri over for andres seksualitet”, så rettede hun også sin kærlighed mod ”personer af begge køn, som hun i perioder udviklede intime og rødglødende forhold til”, som det beskrives og fortælles om i bogen.
Kulturhistorisk værk om en ægte boheme
Kirsten Kjær, der døde som 89-årig i 1985, var på alle måder en ener i dansk kunstliv, som med sit porøse sind og evne til selviscenesættelse ganske givet også kunne være til irritation for mange mennesker. Men det er næppe noget, som er usædvanligt for passionerede kunstnere.
Og man kan kun takke Hanne Abildgaard for hendes store og grundige forskningsarbejde, som ligger til grund for denne bog, og som på generøs vis er blevet støttet af 15. Juni Fonden.
Det er ikke kun et værk, der henvender sig til kunstinteresserede, det rammer meget bredere. Det er et kulturhistorisk værk om en ægte boheme, hendes kunstneriske og eksistentielle kampe samt de mange miljøer i både Danmark og udlandet, som hun er færdedes og levede i.
Og så er den smækfyldt med illustrationer, ikke mindst af Kirsten Kjærs farverige værker, men også af kunstneren selv og hendes venner og personer på hendes snørklede vej gennem livet. Det er en oplevelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
